Sorgens Tragt


0Likes
0Kommentarer
59Visninger

1. Forladt

Det flydende guld, whisky fra år 1980, købt den dag jeg besluttede mig for at blive røgfri. Ironisk nok har jeg åbnet den, da jeg faldt tilbage i røgens pulsende os. Jeg kan stadig de gamle ''tricks'' - røgringene er perfekt runde, og jeg føler en vis tilfredsstillelse ved at ryge igen. En del af min fantastiske fortid.
Canceren tog min kvinde. Jeg stoppede med at gamble, ryge og drikke på grund af hende. Det er som om, at jeg bebrejder hende for, at jeg er begyndt igen. Ja, det er faktisk lige nøjagtigt, det jeg gør. Nu, hvor hun er væk, er der ensomt. Jeg har droppet mit arbejde, og den eneste der stadig kommer og holder øje med mig, er min nabo. Hun kommer altid med kage, og det begynder at irritere mig lidt. Jeg vil ikke have medynk, jeg er kommet videre.
Jeg fylder glasset op igen, jeg mærker den måde alkohollen besætter mit blod. Erstatter det, forbedrer det. Jeg elsker det, og det er ikke rationelt. Hvor forsvandt det liv som overlæge på Rigshospitalets hjerte-kar afdeling hen? Der hvor jeg anbefalede andre at lade være med at ryge og drikke. Den tid hvor jeg mødte den overskønne Conny, der friskede mig op som duften af den længe ventede forårsduft efter en vinter med intensiv kulde.
Nu er jeg selv her i dette stillestående hul, der hvor alle mine patienter var, og der er ingen stige til at komme op igen. Conny var min stige. Jeg tager den sidste slurk af whiskyen og slår glasset ned i bordet så det splintres. En tåre rammer mit lår, den skriger, den gør oprør og hopper rundt. Det banker på døren, jeg rejser mig og vakler derhen. Jeg åbner og ser til min store irritation ,at det er naboen.
''Har du nu drukket igen Hans?'', siger hun med vemodighed i stemmen.
''Hold nu din, din, din'' stammer jeg og falder i gråd..
Hun tager sin arm op på min skulder og giver mig nogle små klap, mine tårer buldrer ned på brostenene i indkørslen. Hun skubber mig ind og følger efter.
Jeg kan se hendes øjne flakke rundt, observere mig som en antropologs spejdende blik. Jeg får lyst til at slå hende for at få afløb fra mine frustrationer, men lige inden jeg løfter hånden, kigger hun på mig, hun ser ikke på mig som et objekt, hun ser på mig, som den sårede mand jeg er.
''Sikke noget rod Hans, det her ville Conny ikke have været stolt af'' siger hun med en overbevisende lys stemme.
Hendes stemme minder mig om Connys stemme. Lyden af den alt for velkendte stemme får mig til at krumme mig sammen på det kolde stengulv, mens jeg føler en krampe, der bevæger sig hen over min krop.
Hun sætter sig på hug foran mig. kysser mig på panden. Hun rejser sig, men jeg forhindrer hende i at gå, jeg tager fat i hendes ben.
''Lisa, tak for det hele, jeg ved at det er hårdt for dig at se hvordan jeg håndterer Connys død'' anstrenger jeg mig for at sige for ikke at falde ned i sorgens tragt igen.
Hun nikker, rejser sig og går ud i gangen. Jeg ser at hun er i færd med at tage sin lange frakke på, hun tager sit halstørklæde rundt om halsen, og kigger vemodigt på mig.
''Hans, det jeg i virkeligheden kom for at sige var at jeg flytter til Skagen.'' Hun siger det med længsel i stemmen.
Jeg går væk fra hende, jeg siger ikke farvel, det kan jeg simpelthen ikke få mig selv til at gøre.
I baggrunden kan jeg høre døren smække for sidste gang. Jeg slæber fødderne hen over gulvet, og sigter efter lænestolen ovre i hjørnet.

En svag banken rammer mit øre, da jeg sætter glasset med panodil ned på bordet. Jeg hælder hele glasset ned i munden, tager en mundfuld whisky og sluger det hele. Af en eller anden grund kommer jeg til at tænke på den sidste nadver, at mit sidste måltid er et glas panodil. Jeg griner.
Mens jeg venter er jeg helt utroligt rolig. Ikke bange, men venter med længsel på at se hende igen. Jeg bliver træt, føler en form for smerte. Min mave kramper i rytmiske og ensformige bevægelser. Jeg får fråde om munden, mister fuldstændig kontrollen over mig selv, men jeg er stadig helt rolig. Mine øjne flakker rundt, og det hele går i sort.


Der står hun, for enden af tunnellen. Helt urørlig. Conny. Jeg går langsomt hen i mod hende. Ekkoet af mine fødder der klaprer mod jorden rammer mit øre. Der er langt, rigtig langt. Det ser ikke ud som om jeg kommer nærmere. Men jeg fortsætter alligevel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...