What do you mean to me?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 okt. 2013
  • Opdateret: 16 okt. 2013
  • Status: Igang
Hun har mistet sin hukommelse efter en grufuld ulykke. Hun ved hun har mistet en, men ved ikke hvem, og hvad personen betød for hende. Hun forsøger derefter, at desperat at få hendes hukommelse tilbage. Men den tur er ikke let, og hun kommer ud for nogle vanskeligheder

2Likes
4Kommentarer
320Visninger
AA

5. Nyt besøg!

Jeg kiggede rundt for at finde ham, men jeg kunne intet se. Jeg vendte mig, og var nær gået ind i ham. Han stod lige foran mig, nok kun et par få centimeter fra mig. Vi stirrede dybt ind i hinandens øjne, indtil hans brød det. Han kiggede op og ned at min krop, "Er du okay nu?" Han så endnu engang meget bekymret på mig. Jeg nikkede til ham, og han smilede lettet. Han bekymrede sig rigtig meget om mig, det var ikke svært at se. "Hvem er du? Kan du ikke bare fortælle mig dit navn?" Jeg så ham direkte i øjne, og ventede på svaret. Men intet kom. "Du ved det allerede, du er bare ikke klar over det endnu." Jeg kunne ikke bruge hans svar til noget. Jeg vidste ingen ting, for jeg havde glemt alting. Ulykken, personen foran mig, og endda min forlovede. "Nej jeg gør ej, eller jo. Jeg kender dig, det ved jeg indtil videre. Men jeg kan ikke huske dit navn, eller hvad du er for mig." Han lo svagt, og kiggede så på mig igen, "Det kommer til dig, bare vent." Med de ord forsvandt han igen. Ud i den blå luft. Ude fra køkkenet kaldte min forlovede. Inden jeg kig der ud, kiggede jeg lidt rundt. Måske kunne jeg finde et svar eller noget. Jeg kiggede rundt på billederne i rummet. Mange af billederne var bare mig, og min forlovede. Billederne hjalp en smule, de gav mig min forlovedes navn. Kris. Det gjorde ting lidt nemmere. Jeg gik ud i køkkenet, og en dejlig duft af mad, kom mig i møde. "Hvor dufter det dejligt." Jeg glemte helt at jeg ikke rigtig kunne huske manden foran mig, og satte mig ved bordet. Der var meget forskelligt mad, og noget kendte jeg ikke engang til. Jeg tog forsigtigt lidt af hvert, og begyndte at spise. Kris sad overfor mig, og spiste ikke rigtig. Han havde travlt med, at holde øje med mig. Jeg lod som om jeg ikke vidste det, og spiste videre. "Godt at se du stadig har din appetit." Jeg kiggede op, og Kris sad bare og lo lidt for sig selv. Jeg håbede på at lære lidt mere om mig selv, gennem Kris. Det var den eneste person, som jeg vidste, kendte mig. Vi sad lidt tid bare ved bordet, da det ringede på. Kris gik ud og åbnede, og en ung dame kom med det samme, løbende i mod mig. Jeg blev en smule forskrækket da hun tog fast rundt om mig, og begyndte at græde. Igennem alt gråden, gik hun nogle ord ud, "Hvordan kunne du gøre sådan noget? Ved du hvor bekymret jeg var for dig?!" Hun virkede vred, men alligevel bange og bekymret. Hun blev ved med at hænge rundt om min hals, selv efter Kris havde sat sig igen. Jeg fik hende endelig til at give slip, og hun satte sig ved siden af mig. "Jeg var altså virkelig bange." Hun så på mig, og jeg forstod hende. Hun var også en tæt person til mig, men bare lige hvem, vidste jeg ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...