What do you mean to me?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 okt. 2013
  • Opdateret: 16 okt. 2013
  • Status: Igang
Hun har mistet sin hukommelse efter en grufuld ulykke. Hun ved hun har mistet en, men ved ikke hvem, og hvad personen betød for hende. Hun forsøger derefter, at desperat at få hendes hukommelse tilbage. Men den tur er ikke let, og hun kommer ud for nogle vanskeligheder

2Likes
4Kommentarer
275Visninger
AA

4. Hjemme igen?

Jeg stirrede inderligt på ham, ventende på mere, men han stirrede bare igen. Jeg havde ikke lyst til at spøger selv, da jeg ikke ville ødelægge noget imellem os. Han kunne sagtens have været en ven, familiemedlem, eller noget endnu vigtigere. Det blev så noget endnu vigtigere. Han tog min hånd, og jeg lagde straks mærke til ringen på hans finger. Jeg havde nemlig en magen til på. Jeg så på ringen, og bagefter på ham, med et kæmpe spørgsmålstegn i panden. Han kiggede derefter selv på ringen, og så på mig, "Jeg ved godt at det ikke er den flotteste ring, men du sagde da den var okay. Altså af en forlovelsesring at være." Forlovelses hvad? Det gav mig et chok, og jeg faldt hurtigt tilbage i sengen. Jeg stirrede bare blindt op i loftet, og prøvede så inderligt at undgå hans blik. Jeg kunne mærke at han længe bare havde siddet, og stirret på mig, og ventet på et eller andet, men brød så selv tavsheden, "Er du virkelig okay? Du ser meget bleg ud." Bleg? Selvfølgelig var jeg bleg. Jeg havde lige fundet ud af, at jeg var forlovet! Jeg løftede min hånd, og betragtede ringen på min finger. Der var en lille diamant i den, og solen fik den til at glitre. Jeg havde endnu ikke svaret min fremmede forlovede, som stadig sad ved min side og ventede, "Jeg har det fint. Jeg kom bare lige i tanke om noget, jeg havde glemt." Han så mærkeligt på mig igen, men kommenterede ikke mit svar. Men jeg manglede stadig at få svar på noget. Hvem var jeg, og hvem var den fyr fra tidligere? Jeg troede han kunne have været min kæreste eller noget. Men det var åbenbart ikke sagen. Siden jeg var forlovet til en mand, som jeg overhoved ikke kunne huske. Ja, faktisk manglede jeg en del, at samle op på. Men kunne jeg ikke få min hukommelse tilbage med tiden, eller ville jeg blive ved med, at være sådan for evig? Nej, jeg måtte selv ud, og finde svarende. "Nå men skal vi komme hjem af? Lægen sagde du ville være okay, så længe du tager din medicin." Jeg nikkede uvilligt til ham, og rejste mig, for at skifte mit tøj. Vi skulle gå hjem, men hvor var hjem? Jeg fulgte ham blindt. Jeg var nød til at gå bag ham, for hvis jeg kom til at gå forkert, ville han havde begyndt at undre sig over min opførelse. Vi nåede, efter lidt tid, en kæmpe villa. Det var enormt, og så meget fancy ud. Jeg stod længe, og beundrede det flotte hus, før han til sidst trak mig indenfor. Indersiden af huset var lige så flot, eller snare flottere end udenpå. Alle møblerne var placeret perfekt, og ikke et støvkorn lå og flød. Alting var perfekt. "Er du sulten? Jeg begynder at lave noget mad til os." Han var gået ud i det enorme køkken, og var begyndt at lave noget mad. Jeg gik for mig selv, og beundre huset nærmere. Jeg åbnede alle døre på min vej, og nåede så den sidste dør i gangen. Det var døren til soveværelset. Jeg var gået ind, og havde lukket døren efter mig. Der var meget stille og køligt, lige indtil han kom. Jeg genkendte den kolde følelse, af hans åndedræt i mit ansigt. Han var tilstede i rummet med mig.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...