What do you mean to me?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 okt. 2013
  • Opdateret: 16 okt. 2013
  • Status: Igang
Hun har mistet sin hukommelse efter en grufuld ulykke. Hun ved hun har mistet en, men ved ikke hvem, og hvad personen betød for hende. Hun forsøger derefter, at desperat at få hendes hukommelse tilbage. Men den tur er ikke let, og hun kommer ud for nogle vanskeligheder

2Likes
4Kommentarer
279Visninger
AA

3. Et nyt ansigt!

Jeg kiggede på ham, og forventede et bedre svar, men intet kom. Hvad skulle det betyde? Han smilede igen til mig, og sagde så, "Gør det ikke ondt? Du burde nok kalde på en læge." Jeg lagde min hånd på panden igen, og så derefter blodet dryppe fra min hånd. Smerten var midlertidig forsvundet, på grund af chokket, men var begyndt at komme tilbage. Jeg så grundigt på ham inden jeg vendte mig, for at gå ud og hente lægen. Jeg klikkede på knappen der tilkaldte lægen, og vendt mig så om for, at se om han stadig var der. Men han var væk. Forsvundet ud i den rene luft. Kort efter kom lægen ind, og fik mig straks lagt ned igen. Senere fik de så mine sår syet sammen, og givet mit smertestillende. Jeg havde ikke så ondt efter det, men smerten var der stadig. Ligesom smerten, var hans ansigt stadig i mit hoved. Jeg vidste det var ham jeg tidligere havde set dø, men hvordan kunne man så dukke på i mit værelse? Var jeg ved at blive skør? Nej. Han var der. Jeg kunne stadig føle hans kolde ånde, da han havde sat så tæt på mig. Hans øjne havde været krystal blå, meget lyseblå. Hans øjne skinnede, og jeg kunne skimte mig selv i dem. Men hvorfor tænkte jeg på det? Jeg havde ikke rigtig tænkt over det, da han sad overfor mig. Det samme øjeblik brasede endnu en ukendt person ind i lokalet. Bare gennem døren den gang.
"Er du okay?!"  Han prustede, og hev efter vejret. Han var rød i hovedet, og lignede en der lige havde løbet et maraton, "Så svar mig dog!" Han virkede vred, men virkede alligevel utrolig bekymret, "Jeg har det fint.." Jeg havde ingen anelse om hvem han var, og hvad han var til mig. Faktisk var jeg usikker på hvem jeg selv var. Jeg så undrende på ham, og ventede på at han ville fortælle mig noget mere, "Jeg løb hele vejen her ned, hjemmefra. Har du nogen idé om hvor langt der er? Nok mere end 3 km!" Han fik det til at lyde som 100 km, men man kunne se han havde skyndt sig mere. Jeg nikkede bare til ham. Jeg ville helt undgå at han spurgte ind til mig, da jeg ikke kunne være i stand til at svare. Hvem var han, og hvem var jeg? To spørgsmål jeg snart skulle få svar på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...