From Fears To Tears | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 okt. 2013
  • Opdateret: 25 jul. 2014
  • Status: Igang
Det er aldrig sjovt at være ude for en hjertesygdom, og i sær ikke når man intet kan gøre imod det. Carrie Roberts er et almindelig navn, det skiller sig ikke ud fra mængden i registeret, men hvis man tager til hendes nabolag, så er man ikke i tvivl. Hun er pigen alle passer på, pigen der har opmærksomheden; for utroligt nok, har både hende og hendes verdensberømte kæreste, Zayn Malik, klaret sig igennem alt berømmelsen. Måske fordi at der er ingen der kan hate på en kæreste, som han havde inden berømmelse, og måske fordi at ingen kan hate på en pige der er syg. Hun har gennem hele livet lært at hun ikke er som alle andre, og hun ikke vil leve som dem. I sær hendes helbred er dårligt. Så dårligt at det nu ser sort ud for vores alles Carrie, men mirakler kan ske.

78Likes
51Kommentarer
3294Visninger
AA

6. ⚓ Will You?

"Bloo-d do-nor"

Zayn's P.O.V

Min mund var fuldkommen tør efter at have sagt til Carrie at jeg hverken kom hjem i dag, eller i morgen. Jeg havde aldrig været sådan, og slet ikke når vi havde fri. Jeg ville så gerne være sammen med hende, men det opkald fra lægerne inde på hospitalet, der havde sagt at jeg passede med Carrie, og kunne donere mit hjerte til hende. Og så også en anden mand, der passede. Han var bare par år ældre, men jeg var blevet så glad ved muligheden af at jeg nu kunne have hende hos mig forevigt.

Så var det bare, at vi skulle få det til at gå hurtigt. Medicinen ville nemlig snart ikke hjælpe mere, og man vidste ikke om en af os to, der matchede, overhovedet ville dø indenfor den tid som medicinen kunne tage over i. Og det var det der havde gjort at jeg fuldkommen havde mistet pusten.

Den eneste løsning der var, når medicinen næsten ikke virkede mere, var at give blod. Men hvis jeg kendte hende ret måtte jeg ikke give hende mit blod, og så skulle jeg finde ham den anden i England, og jeg ville ikke give Carrie falske forhåbninger om noget. Derfor havde jeg bare sagt at jeg ikke kom hjem, jeg havde ikke sagt hvorfor, men selv ladet hende tænke. Forhåbentlig troede hun bare at jeg var til møde, eller prøve, med drengene, og så imens kunne jeg selv undersøge sagen nærmere.

Jeg vidste ikke om det ville hjælpe noget, men det var mit eneste håb, og nu ville jeg bare ud til ham manden. Jeg havde fået adressen af Catherine, fordi jeg ville hen og snakke med ham om at give en smule blod. Det ville nok lyde en smule utroligt at jeg, som vidt fremmed, kom og spurgte om det, men han havde været blod doner i lang tid, så forhåbentlig kunne jeg få et ja, presset ud af ham.

Min indre iver efter at bare få et svar, fik også min fod til at trykke en smule hårdere ned på speederen, i det jeg kom ud på motorvejen; jeg endte med at køre stærkere end man egentlig rigtigt måtte, men jeg lod det være. En enkelt gang at man gjorde noget, kunne ikke få en til at miste kortet. Det var i hvert fald det jeg sagde til mig selv, da jeg så at klokken efterhånden var 12, og jeg gerne skulle nå tilbage til kl. 18, da drengene havde inviteret på middag, nu hvor jeg havde sagt at jeg havde fri i aften.

”Drej til venstre ved næste afkørsel, om 300 meter,” sagde GPS’en, og jeg kom automatisk til at se ned på den. Jeg blinkede med det samme mod venstre, og tog farten ned, så jeg ikke kørte nær så hurtigt nu hvor det var at jeg skulle af motorvejen. Jo mere jeg nærmede mig, jo mere kiggede jeg rundt på omgivelserne. Det var lidt som om at jeg havde været her før, men efterhånden havde jeg jo også været ret mange steder i England, når jeg har haft skulle holde koncerter.

Jeg kørte efter GPS’en i hvad der føltes som en time, men nok kun var en halv, eller måske endda 45 min. Men det føltes som evigheder, af marker og skove, som man bare kørte forbi på de små veje som man fulgte, indtil at man til sidst var så langt ude at ingen længere kunne finde hjem, medmindre de havde en form for GPS eller kort med sig. Mit blik fløj i hvert fald til alle sider, men alt lignede hinanden. Marker, marker, og atter marker var det eneste man kunne se i miles omkreds.

Og dog. Nede for enden af vejen som jeg var drejet ned af, var der et hus. Det var hvidt, med et rødt tag. Det så ret så gammelt ud, og farven var ved at skalle af flere steder. Mest af alt lignede det et forladt hus jo tættere på man kom, for flere vinduer manglede. Færdige byggeprojekter stod rundt omkring i små bidder, rundt på grunden. En gammel rusten cykel stod op af muren, og var det eneste tegn på liv, sammen med røgen der kom op fra skorstenen.

Hvis det ikke havde været for de to ting, så havde jeg med det samme vendt bilen, og kørt den anden vej. For huset så langt fa beboeligt ud, og hvem ville kunne lide at bo så langt væk fra alting. Der var ikke en gang en lille landsby tæt på dette hus; den tætteste by var nok 7 km. Væk, måske lidt mere.

Jeg var også nødt til at huske mig selv, en sidste gang, på hvorfor det var at jeg var her. Jeg drejede derfor nøglen om i bilen, da jeg havde fået den pænt parallelparkeret ved siden af lysmasten som han havde fået sat, på hans stenbelagte plads foran huset. Mine fingre strammede sig omkring nøglen, lige inden jeg fik hevet den ud og proppet den ned i lommen.

Selen fik jeg også rimelig let klikket op, og så trådte jeg ud af bilen. Med det samme at min sko gjorde kontakt med gruset, så begyndte det at knitre under den, og jeg fik med det samme et skud af håb op igennem mig. Jeg vidste ikke helt hvad det var, men da jeg hørte en dør åbne, fik jeg et mindre chok og jeg begyndte at spekulere på om det mon bare var det som jeg havde følt. At der var en der havde holdt øje med mig, og nu kom han så ud for at sige noget til mig.

”Hej,” sagde manden, da han kom gående ud igennem en låge, der var i hans grå hegn, som også manglede maling og nogle brædder nogle enkelte steder. Men kun oppe i toppen.  Forsigtigt placerede jeg min underlæbe imellem mine tænder, og lod mit blik glide ned over manden. Jeg undlod at holde et suk inde, da jeg så en mand med tegn til grå hår, rynker delvist i ansigtet og en stor mave. Han så nu ud til at være en hyggelig fætter med det smil som han havde, men det var ikke ligefrem den type mand som jeg havde håbet på at finde.

Når det så var sagt, så skulle det også lige siges, at mænd som ham nok havde mindre år at leve i. Dermed ville der værre en større chance for at han ville dø før at Carrie døde. Ikke fordi jeg ønskede nogle af dem døde, men inderst inde vil jeg helst have Carrie hos mig, end den halvfede mand som stod foran mig.

Jeg fik placeret et smil på mine læber og hejste min hånd, for at sende ham en hilsen, samtidig med at jeg sagde et lille ’hej’ til ham. Det fik blot hans smil til at blive større, og dermed også de smilerynker han havde både i panden, og ved kinderne. Det fik ham bestemt til at se ældre ud, end han egentlig var, når han smilede så meget, men samtidig fjernede det også den triste stemning der lå over stedet, og dermed gjorde det tilpas at være her.

”Hvad kan jeg så hjælpe dig med?” Hans stemme var dyb, men heller ikke virkelig dyb. Den havde den normale britiske accent, som de fleste fra England har, når de bor i London. Alligevel var der også en snert af landmandsaccent over det, og jeg kunne sagtens forestille mig ham, siddende i en traktor dag ud og dag ind, imens at han havde travlt med hans hus også.

”Jo ser du, jeg har et spørgsmål til dig,” gik jeg i gang, og trådte et skridt tættere på ham, så stenene igen knitrede under mine tær.

 

 

Min knytenæve hamrede mod døren for sjette gang, og det eneste som jeg stadig kun kunne høre var den høje dunkede musik, og Niall der råbte noget en gang i mellem. Men det var kun hvis jeg virkelig tog mig sammen til og lytte, og det var ikke ligefrem hvad jeg gjorde. I stedet koncentrede jeg mig om og hamre min næve imod døren, så de ville kunne høre mig, stå herude. Men indtil videre havde det bare ikke hjulpet noget som helst, for jeg havde nok stået der i fem minutter.

Imens at jeg ventede på at døren åbnede, arbejdede min hjerne også på højtryk, efter at huske hvor den forbandede nøgle til huset lå, men jeg endte med at give op. Både med at prøve at finde nøglen, og med at komme ind via det. Med en rimelig hurtig beslutning fik jeg i stedet for taget initiativ til at kravle over hegnet, til Harrys vide hus, og gå om til haven.

Havedøren var lukket, men jeg kunne se direkte ind til stuen, hvor at Liam stod med en flaske champagne og var i gang med at hælde glas op, og jeg forstod ikke helt hvorfor. Jeg ville heller ikke stå derude og tænke over det, så i stedet gav jeg mig også der til at hamre på døren, og med det samme fik jeg hans opmærksomhed. Først kom der en rynke i hans pande, men da han så det var mig og jeg hentydede til at jeg ville ind, så kom han hen og åbnede døren for mig.

”Hvad laver du der? Hvorfor bankede du ikke bare på døren?” Spurgte han en smule højt for at overdøve musikken. ”Det var sådan set også det som jeg prøvede på,” svarede jeg igen, og gik så med rystende hoved, hen til bordet og tog fat i den champagne som han havde taget hul på. Han havde lige hældt op i den sidse kop, og der var lige en bundslurk tilbage.

I stedet for at tildele det i glassene, tog jeg selv flasken op imod mine læber og sank væsken ret hurtigt. ”Wow, der er en der er i dårligt humør. Måske jeg skulle have ladet havedøren været lukket?” Jokede Liam, men jeg cuttede ham hurtigt af ved at tage min hånd op for at få ham til at stoppe med at prøve at være sjov. Det var virkelig det sidste som jeg orkede, efter at havde kørt i bil i så lang tid, for at få en samtale med en person, og så køre hele vejen tilbage bare for at vente, endnu en gang.

Jeg havde ikke lavet andet end at vente. Så at joke med om jeg var sur; det var nok ikke ligefrem nogen god idé, på nogen som helst tænkelig måde. Han forstod det da også, for han sagde ikke et ord mere til mig ude i køkkenet. Han byttede det med at snakke til mig, ud med at tage en bakke ned og stille de fem champagneglas op på bakken, og så begynde at gå ind imod stuen hvor den høje bas kom fra.

Noget måtte vi fejre, men jeg kunne ikke helt komme på hvad det var at vi skulle fejre i dag. Der var nok et eller andet, oven i alt det her, men lige nu var jeg hverken i humør til at tænke på hvad det var, eller i snaksaglighed til at vide det. Jeg havde bare lyst til at fejre det, og så var jeg ligeglad hvad jeg fejrede. Om det så havde været en eller anden der var død, så havde jeg højlydt sagt skål og bundet glasset.

”Se hvem der er kommet igennem havedøren,” præsenterede Liam mig, da jeg kom gående ind efter ham. Jeg fik dermed de andre drenges opmærksomhed, og Niall brød med det samme ud i grin. ”Hvad fanden lavede du deromme?” Grinede han videre, og uden nogen form for at forvente et svar fra mig.

Jeg lod ham også bare grine og tog i stedet bare og satte mig hen i sofaen, og lyttede til musikken i det som jeg rakte frem og tog fat i et af glassene, med champagne i.

”Hvad er det helt præcis som vi fejre?” Spurgte jeg, og tog så den første slurk, af os alle. De andre drenge skyndte sig at tage et glas, da jeg allerede var begyndt og de ikke ville sakke bagud, eller sådan noget. Det var i hvert fald altid deres undskyldning. Man skulle aldrig være bagud til en fest, så hellere forud, så de andre skulle indhente en.

”At vi er halvt igennem vores tour, det er både sørgeligt men også fantastisk!” Jublede  Louis, og Harry sendte ham et stort smil. ”Så Skål!” Sagde Liam og fik os alle til at få glassene til at klirre mod hinanden, inden vi igen tog en tår af det.

 

SÅ fik vi et kapitel fra Zayn's synsvinkel, og det må jeg sige at jeg faktisk har set en smule frem til.
Jeg drømte nemlig at det her skulle ske i nat, og ja, jeg ved ikke hvor det kom fra, men hele min histories slutning fik jeg også med. Det var virkelig utroligt, så nu har jeg en fuldkommen slutning på den her, medmindre at I andre giver mig endnu bedre idéer!

Nu skal det hele så bare skrives ned, og ja...

MEN MANGE TAK SØDE MENNESKER! FOR ALLE JERES LIKES OG ALLE JERES KOMMENTARER OG FAVORITLISTER! I ER VIRKELIG FANTASTISKE OG I ER GRUNDEN TIL AT JEG KOM TILBAGE!

Og så vil jeg spørge om der er nogle der måske vil reklamere lidt? Hahaha, cheap I know, men jeg vil bare godt have at folk ligger mærke til mig igen.

Endnu en gang tak for alt hvad I har gjort for mig! Og hvis du ikke har liket, så husk nu at gøre det! :') xx

// Indecisive.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...