From Fears To Tears | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 okt. 2013
  • Opdateret: 25 jul. 2014
  • Status: Igang
Det er aldrig sjovt at være ude for en hjertesygdom, og i sær ikke når man intet kan gøre imod det. Carrie Roberts er et almindelig navn, det skiller sig ikke ud fra mængden i registeret, men hvis man tager til hendes nabolag, så er man ikke i tvivl. Hun er pigen alle passer på, pigen der har opmærksomheden; for utroligt nok, har både hende og hendes verdensberømte kæreste, Zayn Malik, klaret sig igennem alt berømmelsen. Måske fordi at der er ingen der kan hate på en kæreste, som han havde inden berømmelse, og måske fordi at ingen kan hate på en pige der er syg. Hun har gennem hele livet lært at hun ikke er som alle andre, og hun ikke vil leve som dem. I sær hendes helbred er dårligt. Så dårligt at det nu ser sort ud for vores alles Carrie, men mirakler kan ske.

78Likes
51Kommentarer
3260Visninger
AA

3. ⚓ Unexpeted Company

 

" T-hie-f "

Det var anden gang at jeg måtte tage en pause, og jeg var kun på tredje etage, men jeg var nødt til det. Jeg kunne mærke hvordan det var begyndt at stikke, bare en lille bitte smule, lige hvor hjertet sidder, og det fik mig til at stoppe. Det var snart to uger siden at jeg havde været inde for at få min medicin, og jeg skulle derind i morgen, så jeg kunne godt vente med at lave noget dumt til i morgen.

Dog var jeg også nødt til at gå op ad trappen, da det var min egen lejlighed, og elevatoren var ude af brug. Halleluja for det!

Inderst inde ville jeg rent faktisk gerne kunne sige det, jeg ville gerne være en af dem, der kunne grine og græde af glæde over at elevatoren ikke virkede, og så ville jeg løbe op af trapperne, og være glad for at det ikke gjorde ondt nogle steder, men vide at jeg bare havde overvundet menneskets tildens til at være så dovne som muligt.

Hvis de sad i min stol, så ville de se fuldkommen anderledes på det. De ville, ligesom mig, kigge efter alle dem der var ude og løbe, men ikke på den dårlige måde; selvom personen så vejede 30 kg. For meget, så ville jeg stadig misunde dem.

Jeg ville aldrig kunne gøre det, som det så ud nu.

Mit blik faldt op på den sidste trappe som der var, og som jeg bare lige skulle opad. Det kunne man sagtens sige, og jeg kunne nu også godt klare det, men det var efterhånden langt ude på dagen og jeg følte mig ret så smadret efter min arbejdsdag.

Stuen kaldte på mig, jeg kunne høre den. Så derfor, med en fast beslutning på at skulle op af trapperne, tog jeg alle trinene op, og da jeg kom op til enden af trappen tog jeg min taske og åbnede den, så jeg kunne finde mine husnøgler som lå derinde. I det jeg skulle til at sætte nøglerne i, så jeg at døren kun stod på klem, hvilket var ret underligt, da jeg havde haft låst den i morges.

Den værste følelse gik igennem mig, og jeg var bange for at det var nogle der havde været inde i min lejlighed; og ikke bare nogle, men nogle tyve. Hvis de havde, så ville jeg på ingen måde vide hvad jeg skulle gøre af mig selv. Min lejlighed betød så meget for mig, for der var så mange gode minder i den, og det bedste af det hele var at jeg med hjælp fra Zayn, havde fået købt den. Og det var nok det der betød noget. Det var vores første rigtige seriøse ting, vi begge tog stilling til at købe, men eftersom at den så ikke lå helt inde i centrum, og dermed lidt længere væk fra det hele, måtte Zayn købe en derinde, til hans arbejde også.

Samtidig kunne jeg nu også lide det. For på den måde blev vi gladere for at se hinanden, når han så var hjemme, og vi brugte tiden på hinanden; og ikke på en helt masse andet. Som regel havde jeg også bestilt film, eller sådan noget til den periode at han skulle være henne hos mig. Altså lige indtil at han skulle på arbejde igen.

Man kunne faktisk næsten sige at det at vi ikke boede sammen, men vi gerne ville; men ikke kunne, gjorde vores forhold stærkere. For når vi så så hinanden, ville vi bruge tiden fornuftigt, og nyde hinandens øjeblikke.

Nu var det jo heller ikke fordi at jeg ville tro det anderledes, ikke med den sygdom jeg havde. Jeg vidste udmærket godt at tiden var ved at rinde fra mig, i sær når det ikke ligefrem var let at finde der døde som vil matche hundrede procent, og det ville være ret vigtigt, eftersom at det jo var et hjerte vi snakkede om. Så selvfølgelig nød vi den tid som vi havde med hinanden.

Et lille bump lød inde fra lejligheden, og jeg havde nok stået ude på gangen i omkring to minutter og bare stirret på døren, for at håbe at den person der var derinde ville komme ud og vise mig sit rigtige ansigt, så jeg kunne skælde personen ud. Men nej, der kom ikke nogle; til gengæld kom bumpet inde fra lejligheden, hvilket fik det til at løbe mig koldt ned ryggen, som jeg stod der. Mine hår på armene begyndte at rejse sig, og det var næsten som om at jeg fik et koldt pust i nakken.

Hvor jeg dog hadede når jeg blev paranoid, men desværre var der ikke særlig meget som jeg kunne gøre ved mine egne følelser og instinkter. De var i min krop, ligesom mit hjerte var. Mit hjerte blev bare svagere og svagere, det gjorde mine instinkter dog ikke helt på samme måde. Så ja, jeg var bange. Ja, jeg ville helst være fri for at gå ind i min lejlighed. Og ja, jeg havde ingen anelse om hvad jeg skulle gøre, hvis det så var tyve inde i min lejlighed. Men jeg vidste bare at jeg blev nødt til at forsvare den, på en eller anden måde.

Jeg tog min hånd ned i min jakke og begyndte at lede mine lommer igennem. Min mobil skulle ligge dernede, i en af de tusinde lommer som befandt sig i min vinterjakke. Jeg bar vinterjakken, selvom det måske ikke ligefrem var vejret til den, men jeg havde meget nemt ved at fryse, og derfor var det bare bedst hvis jeg så holdt mig varm hele tiden.

Med mobilen i hånden, og med den inde på tastaturet så jeg bare kunne kalde politiet op, hvis det nu var, tog jeg modvilligt tre skridt hen imod døren. I sidste sekund inden at jeg skulle til at skubbe den op, hørte jeg endnu et brag; mere højlydt end den anden og jeg for sammen, i stedet for at skubbe døren ind til gangen op.

Nej, jeg vil ikke. For filen i kattesæk da! Tænkte jeg højlydt, og hvis det var en stumfilm ville jeg nok være den person der slog min næve ud i luften med en underlæbe der stak ud, for at vise hvor skuffet jeg var over mig selv. Men det her var ikke nogen stumfilm, så jeg tog ikke og slog næven ud i luften, i stedet for var jeg kommet hen foran naboens dør, som var kære mr. Og mrs. Wilbert, og den dør hamrede jeg stille min næve imod.

De kunne nok godt hjælpe mig, og så ville jeg ikke dø alene, hvis nu det var at tyvene havde våben med sig. I stedet ville de være der til at hjælpe mig, og så ville politiet komme og anholde dem, med det samme. En lille lettelse skyllede også derfor indover mig, da døren til ægteparret åbnede sig, og mrs. Wilbert stod foran mig med et smil på hendes rynkede læber.

Hendes gestus til mig var at lyse op i øjnene og læne sig frem for at give mig et kram. Hun var næsten som min egen bedstemor, da hun var en gammel kone og jeg selv kun var 19 år. Jeg havde haft kørekort i to år, snart tre, eftersom at jeg havde fødselsdag om kun to og en kvart måned. Så ville jeg blive tyve år, og så ville jeg være jævnaldrende med Zayn, da han først ville fylde år fem måneder efter min fødselsdag.

”Hvad kan jeg gøre for dig min kære?” Hendes ru stemme lød, og hendes hage bjævrede som gamle mennesker hager nu gjorde, og det hele gav mig en fornemmelse af tryghed. Hun var og blev min yndlingsnabo og hun havde altid lige hvad man havde brug for, så nu håbede jeg bare på at hun også havde tiden til at hjælpe mig lige nu.

Min egen fantasi fantaserede kort hvordan at flere ting var i en sæk, og en tyv stod og proppede mine smykker derned, lige i det at jeg ville gå derind. Derfor, inden jeg begyndte på alt muligt andet, åbnede jeg min mund og begyndte at forklare mig fremad; ”Jeg tror .. Der er nogle inde i min lejlighed, men jeg ved ikke hvem. Der lød nogle brag og bump og jeg er så bange for at der er tyve derinde!”

Mrs. Wilbert stod forarget og kiggede på mig, og jeg kunne se hvordan hendes blik vandrede mig over skulderen og hen til min egen brune dør, med det gyldne navneskilt på, før at hun nikkede stamfærdigt. ”Indbrød! Nej ved du hvad? Det kan vi ikke finde os i, nu går jeg ind og henter gamle Jim og så får vi ham til at gå derind. Han har stadig nogle af hans ungkarle muskler tilbage, så det skal nok blive godt!”

Mere sagde hun ikke før at hun vente hælen om, og man efter to sekunder kunne høre hendes stemme kalde på Jim, som garanteret lå inde i hans lænestol og sov. Jeg tillod mig selv at bruge tiden på at gå hen til min egen lejlighed og stå og lytte ved døren. Der var kommet lidt mere ro over situationen, men nogle små lyde blev ved med at komme derinde fra, hvilket jeg godt kunne forestille mig som nogle smykker der konstant blev lagt ned i en pose.

”Carrie! Carrie! Vi kommer,” kunne jeg svagt høre inde fra nabolejligheden og lidt efter en tyssen. De kom begge til syne i deres gang, og jeg kunne se hvordan at Besse, som jeg foretrak at kalde Mrs. Wilbert, blidt lod hendes hånd have nærkontakt med Jim, Bessefars, hud, da det nok havde været hende der tyssede på ham. ”De kan høre dig!”

Og sådan gik det til at de kom hen til mig. Bessefar stod foran døren som stadig var på klem. Han åbnede den så forsigtigt som han kunne og gik så ind i lejligheden med nogle skridt, som ingen kunne høre. Mig og Besse tog det lidt mere med ro, og i stedet for ventede vi nogle sekunder.

Vi hørte en bekræftende lød, som lød noget ála; ”aha,” før at Besse valgte at gå ind, og ganske rigtigt så var der ingen i gangen længere. Mr. Wilbert var gået længere ind, og lidt efter hørte vi et, ”Hey du!”

Min hjerterytme steg til vejrs, og jeg greb panisk fat i Besse’s hånd. Hun kiggede over på mig, og jeg kiggede over på hende og vi vidste hvis begge godt hvad det ’hey du’ betød. Der var andre inde i lejligheden, og de måtte have fundet mine nøgler. Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle sige til Zayn, hvis de havde taget noget, eller hvis der var gået noget i stykker.

”Carrie, kom lige en gang” hørte jeg ham så kalde. Det lød underligt. Besynderligt. I sær i den sammenhængen, men jeg gjorde som jeg sagde, eller næsten. Mrs. Wilbert var nød til at gå først og så trække mig de første tre skridt frem, før at jeg selv fik gang i mit maskineri, og begyndte at gå selv. Jeg sank i en klump og gik i gang med fantasere en masse forskellige mennesker som det kunne være; men den der stod foran mig havde jeg alligevel ikke regnet med at se.

Zayn var der, og stod med et smørret grin på hans læber. Mr. Wilbert rystede på hovedet af mig, og jeg kunne næsten læse hans tanker; søde Carrie, igen alt for forsigtigt så hun glemmer at hendes kæreste har nøglerne.

Jeg vidste endda ikke selv hvad jeg skulle sige, så jeg lod bare være, og kiggede rødmende ned i gulvet i stedet for. For pølse da også, hvor var det pinligt!

”Nu vil vi vidst lade jer to være, jeg kan se at din elskov har lavet en masse lækkert mad. Hav jer nu et festmåltid, og tak os senere,” sagde kære Bessefar før at han forsvandt sammen med Besse, og lod mig være alene med Zayn.

Han sagde ikke noget før at han kunne høre døren smække omme bagved os. ”Du troede virkelig jeg ikke ville passe på dig,” kom han så grinede hen imod mig, og begyndte at prikke mig i siden. Jeg vred mig lidt rundt, før at jeg flovt lagde mine arme bag nakke og gemte mit hoved i hulningen mellem hans hals og skulder. Jeg hadede at være pinlig berørt, men jeg blev det alt for ofte.

Jeg havde troet af min egen kæreste havde været en indbrudstyv. What a girlfriend I am.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...