From Fears To Tears | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 okt. 2013
  • Opdateret: 25 jul. 2014
  • Status: Igang
Det er aldrig sjovt at være ude for en hjertesygdom, og i sær ikke når man intet kan gøre imod det. Carrie Roberts er et almindelig navn, det skiller sig ikke ud fra mængden i registeret, men hvis man tager til hendes nabolag, så er man ikke i tvivl. Hun er pigen alle passer på, pigen der har opmærksomheden; for utroligt nok, har både hende og hendes verdensberømte kæreste, Zayn Malik, klaret sig igennem alt berømmelsen. Måske fordi at der er ingen der kan hate på en kæreste, som han havde inden berømmelse, og måske fordi at ingen kan hate på en pige der er syg. Hun har gennem hele livet lært at hun ikke er som alle andre, og hun ikke vil leve som dem. I sær hendes helbred er dårligt. Så dårligt at det nu ser sort ud for vores alles Carrie, men mirakler kan ske.

78Likes
51Kommentarer
3257Visninger
AA

7. ⚓ Talking Tom

"Con-ver-sa-tion"

 

Carrie's P.O.V

Jeg tog en dyb indånding, og fokuserede på væggen foran mig. Den beigefarvede plet irriterede mit syn, på den ellers helt hvide væg, som pænt havde været malet sådan, i de sidste fem år. Og garanteret også længere tid før det, men det var bare først for fem år siden, at jeg selv kom hertil.

Jobbet var jeg blevet tilbudt af min veninde, som kendte bossen over stedet. Det var et kontorarbejde, hvor jeg let kunne tjene nogle penge ved at skrive nogle ting ned, lidt a la journalist arbejde, som jeg altid havde drømt om.

Men der havde hun tilbudt mig dette job, så selvfølgelig havde jeg sagt ja til det, og holdt fast i det. Mine timer var dog blevet skåret kraftigt ned, siden jeg startede her, da jeg ikke ligefrem blev mere og mere rask. Så jeg arbejdede kun få timer om ugen, hver uge. Nogle gange kun hver anden uge.

Egentlig generede det mig ikke, jeg tjente mine egne penge, og jeg havde nok til at leve af. I sær når Zayn så også satte sin del ind, så så alt lige pludselig godt ud, selvom jeg kun arbejdede så lidt som jeg gjorde.

Endnu en grund til at jeg slet ikke ville kunne leve uden ham. Han var min hjælp til hverdagen, dog uden at det blev for meget. Det var noget som jeg selv sørgede for, for hvis nu at det skulle vise sig, at vores forhold ikke kom til at fungere, så kunne jeg godt passe på mig selv, også.

Jeg ville ikke være afhængig af noget, eller nogle, for den sags skyld. Jeg ville bare være glad, og tage dagene som de kommer, præcis som så mange andre siger de vil - men forskellen på dem og mig er så, at jeg rent faktisk gør som jeg siger.

De fleste mennesker der siger det nemlig, vælger bare at sige det, og alligevel tage alle deres bekymringer op til sig.

"Miss Roberts?" En af de nyere praktikanter stod henne i døren, og kiggede ned på sit ur. "Du ved godt at du havde fri for 45 minutter siden, ikke?" Spurgte hun med hendes kaffe i hånden.

Mit blik faldt selv ned på computerens ur, og ganske rigtigt, som hun havde sagt, stod der 13;45.

"Nej, det vidste jeg faktisk ikke. Tiden er virkelig fløjet afsted, men tak Anna," svarede jeg hende, og tog mig så sammen til at lukke mit worddokument ned, hvor alt det jeg havde brugt dagen på, stod. Jeg gemte det under navnet 'opstartende projekt', og lukkede så alt ned, plus computeren.

Min stol fik jeg hevet væk under mig, med hjælp af mine albuer, da jeg havde mine hænder fulde af mapper, og andre diverse ting som jeg havde haft brugt til at researche i løbet af dagens.

"Nu skal jeg," hørte jeg Anna mumle, da jeg nok lignede en der kunne skvatte hvert et øjeblik det skulle være. "Mange tak!" Afsluttede jeg vores samtale, og lod Anna få den ene af de tre mapper som jeg havde fået.

Det hjalp mig nok til at jeg kunne gå hen og tage min taske over skulderen, og slukke lyset efter mig, så jeg kunne komme væk fra min arbejdsplads igen. 

"I øvrigt, er der en Zayn Malik der har spurgt efter dig, over ved hovedbygningen!" Anna's stemme døde ud, lige efter at jeg havde hørt Zayns navn, så det tog mig tre sekunder at sætte hele sætningen klar, og så fik jeg også det største smil klar på mine læber.

Jeg kom ret hurtigt i gang, og var så spændt på at se ham, at jeg gik en smule hurtigere og hvis jeg kunne løbe, havde jeg løbet igennem hele bygningen for at  komme hurtigst muligt hen til ham.

Tiden at vi ikke havde set hinanden havde føltes som flere år, og jeg kunne mærke hvordan at glæden bare var begyndt at strømme op til mig, og jeg bare blev mere og mere utålmodig da jeg endelig stod inde i elevatoren og ventede på at den ville åbne dørene så jeg kunne komme ud, og se at han stod og snakkede med damen der sad og holdt øje med hvem der kom ind og ud, og aftalte mødetider med de fleste, der ville snakke med cheferne, på jobbet.

Så da dørene endelig valgte at åbne sig bare den mindste smule, lod jeg min krop slynge sig ud, og mit blik glide rundt i rummet. Foran mig var der ingen Zayn, så jeg drejede mig hurtigt til venstre, men der stod han heller ikke. Min glæde sank en smule, da jeg også drejede mig til højre og så at han heller ikke var der.

Og helt faldt den også da jeg spurgte, Karmen, som var hende der sad bag skrænken, om Zayn havde været her. Han havde slet ikke været her, og inderst inde havde jeg lyst til at sætte mig ned og tude over nyheden.

Skuffet og med blikket i jorden gik jeg ud fra bygningen. Jeg satte min taske op på skulderen, og fik sat håret om bag mit øre, før at jeg fortsatte med at gå lidt ned af gaden. Lyden af bilerne, og menneskerne der gik var som regel en lyd jeg kunne lide.

Det indikerede det liv som der fandtes, men lige nu kunne jeg ikke lide den. Nærmere ville jeg hellere være fri for den. Den mindede mig, lige der, alt for meget om Zayn der nok var længere væk end jeg selv turde håbe på.

"Carrie!" Det lød ikke som nogle jeg kendte, og jeg havde ikke lyst til at skulle vise mig selv og have en lang samtale lige nu, så jeg fortsatte som om at jeg ikke kunne høre hvad personen sagde.

Da jeg havde gået noget der var svarende til 50 meter, kom min mobil også med en lyd. Måske det var en god idé at tjekke den, så kunne jeg nemlig også lige få skrevet til Zayn, og spurgt hvornår at han kom hjem til mig igen.

Så jeg fik fisket den op, og med det samme at jeg så sms'en var fra Zayn stoppede jeg fuldkommen op, midt på gaden, ligeglad med de mennesker der ville syntes det var irriterende.

'Er du lidt mobset i dag? Stop dog op når jeg får min chauffør til at kalde på dig! Vi har en aftale vi skal nå unge frøken, vend om og kom op til din kæreste ;)'

Ligeglad med hvem der hørte mig, begyndte jeg ubevidst at grine. Jeg vidste ikke hvor højt, men sms'en gjorde mig glad, og jeg gjorde præcis som der stod. Jeg vendte mig om, og kiggede på den sorte bil, med tonede ruder som jeg slet ikke havde lagt mærke til før. Nu stod det hele bare klart for mig, han sad derinde og havde set på mig fra jeg kom ud.

Og Anna havde ret, hun havde måske bare mødt ham, på vejen derind, eller noget, og så for ikke at blive opdaget, havde han bare sat sig derind, og ladet chaufføren stå ude for at vente. Det hele gav pludselig mening.

Den sorte bil tonede sig frem foran mig, og jeg kiggede mig kort til begge sider, før jeg fik åbnet bildøren og sat mig ind på bagsædet, hvor Zayn også sad.

"Det tog dig også kun.. 50 min. Fra da du havde fri, så nu kan du ikke nå hjem og klæde om, du må simpelthen gøre det i bilen," forklarede han, og rakte en pose frem til mig. Den knitrede ret meget da den var lavet af papir.

Uforstået sad jeg tilbage med posen i hånden, og kiggede over på ham. Han sad selv i smoking og hans hår var sat, så da jeg kiggede ned i kjolen og fandt den røde kjole, som vi begge havde kigget på mange gange, og jeg havde prøvet en del, kunne jeg ikke lade være med at smile lidt mere.

"Men, hvorfor?"

"Det kan være ligemeget, den tager vi senere - bare tag den på, chaufføren kan intet se, og jeg ser ikke noget, som jeg aldrig har set før," afsluttede han samtalen og tog min taske fra mig.

 

 

"En flaske rødvin, den bedste i har, og så to røde bøffer, med sauce og kartofler til," bestilte han, efter vi havde siddet og snakket om hvad vi skulle have og spise, i mindst tyve minutter. For jeg kunne ikke lide alt det der fisefornemme mad, jeg ville hellere have en god bøf, og så var det det.

"Skal der vand til vinen?" Spurgte tjeneren, efter at have trykket det hele ind på den maskine som de nu brugte. "Ja, og faktisk, også gerne to glas cola,"

Det havde denne gang været mig der sagde noget, og dermed også sendt tjeneren væk, ved at hun spurgte om mere, og jeg pænt takkede nej. Jeg havde bare ventet på at vi havde været lidt mere alene, uden nogle der hele tiden rendte rundt omkring os.

"Hvad var det så at vi skulle herhen for?" Spurgte jeg nysgerrigt og tog fat i Zayn's hånd henover bordet.

Han svarede mig ikke rigtigt, i stedet for tog han bare og rev sin hånd løs fra min, og tog den ned i hans jakkelomme. Han fiskede hans mobil op, og sat nogle høretelefoner i. Jeg skulle til at bede ham om at pakke den sammen da han gav mig hørebøffen i hånden og bad mig om at lytte til det, som han ville afspille om lidt.

I nogle sekunder sad jeg bare og stirrede ned på den, og så rundt omkring mig. Der var ingen der lagde mærke til noget som helst, så jeg valgte så også bare at tage fat i den, og putte den ind i øret på mig.

Mobilen fik jeg i hånden, og fordi at jeg kunne koden, skrev jeg den hurtigt. Skærmen låste sig op, og den var inde i app'en Talking Tom. Jeg vidste ikke en gang at Zayn havde den app, så jeg kiggede lidt mystisk over på ham, viste ham så skærmen, og ventede på et nik, før at jeg afspillede den lydfil, som var derinde.

Han nikkede til mig, og jeg gik hurtigt i gang med at lytte til den.

"Okay, jeg har ingen idé om hvor meget den her opfanger, men jeg syntes jeg skulle overrække dig den her nyhed, på en list speciel måde. Og det kan man vidst godt kalde det her,"

Mit blik fløj op til Zayns, og med min frie hånd, tog jeg den over til hans og holdt ham i hånden imens at jeg lyttede videre.

"Men hospitalet ringede mig op, og sagde at de har fundet en til der passer til dig. De er næsten sikre på at du nok skal få hjertet inden at du selv dør, og du kommer til at leve langt og lykkeligt. Det eneste der skal holde dig gående, de næste par måneder, hvis det overhovedet vare så lang tid inden du bliver ringet op, vil være en blod transplantation. Og ved du hvad? Min blodtype er den samme som din, så nu har du også fået dig en personlig bloddoner,"

Jeg vidste ikke hvad der gik af mig, og så alligevel gjorde jeg, da mine øjen løb i vand. Jeg var så glad. Jeg skulle overleve. De havde rent faktisk fundet en, som de nok havde erklæret, døende snart, og det ville sige at mig og Zayn skulle overleve.

En tåre gled ned af min kind, og jeg hev høretelefonerne ud, ved lyden af ordene "Jeg elsker dig mus, så så så højt!"

Det var som om at jeg svævede på en lyserød sky, da jeg skubbede stolen væk fra mig og gik hen imod Zayn. Han sad stadig ned, og jeg kunne se at han var mindst lige så glad som mig. Så da jeg lod min hånd køre ned over hans kind, og ned på hans hals, kunne jeg se at han ville det samme som mig.

Vores læber smeltede sammen, i nogle sekunder, da vi trods alt stadig var på en restaurant. "Tak, tak, tak, tak!" Mumlede jeg imod hans læber, og stadig med glædeståre hængende i øjenkrogen trak jeg mig tilbage fra ham.

"Det er os to forevigt," sagde han, og lod endnu en gang vores læber ramme hinanden.

 

OKAY, JEG HAR OGSÅ KUN SKREVET DET HER TRE GANGE FORDI MIN COMPUTER HAR VÆRET SPASSER DUM OG IKKE VILLE GEMME DET :'(

Men nu er det her, og jeg har haft glædet mig til det her kapitel , så så så så meget! hvad tror I dejlige mennesker at der kommer til at ske?

Og glem nu ikke at like, eller kommentere.

Jeg savner virkelig at høre noget fra jer, jeg mangler jer. Min inspiration, min motivitation, mine venner. Det er jer der gør så der kommer kapitler, og der kommer ingen, hvis ikke I vælger at deltage lidt også.

Jeg savner virkelig at høre fra jer......

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...