From Fears To Tears | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 okt. 2013
  • Opdateret: 25 jul. 2014
  • Status: Igang
Det er aldrig sjovt at være ude for en hjertesygdom, og i sær ikke når man intet kan gøre imod det. Carrie Roberts er et almindelig navn, det skiller sig ikke ud fra mængden i registeret, men hvis man tager til hendes nabolag, så er man ikke i tvivl. Hun er pigen alle passer på, pigen der har opmærksomheden; for utroligt nok, har både hende og hendes verdensberømte kæreste, Zayn Malik, klaret sig igennem alt berømmelsen. Måske fordi at der er ingen der kan hate på en kæreste, som han havde inden berømmelse, og måske fordi at ingen kan hate på en pige der er syg. Hun har gennem hele livet lært at hun ikke er som alle andre, og hun ikke vil leve som dem. I sær hendes helbred er dårligt. Så dårligt at det nu ser sort ud for vores alles Carrie, men mirakler kan ske.

78Likes
51Kommentarer
3260Visninger
AA

9. Slow Down

****Resume på sidste kapitel: Carrie fik et brev om at hun skulle på hospitalet for at modtage blod. Hun var ude og spise med Zayn for at fejre det. Senere hen ad aftenen, havner de i sofaen til en film der viser en bryllupsscene. Carrie spørger om de nogensinde bliver gift, og Zayn stivner. Hun modtager intet svar ****

 

 

"Si-ck"

Kan man godt sige at jeg var glad, for at sidde på et hospital?

Et lille lortehospital.. Nej, ikke rigtigt. Men det var altså det jeg var. Jeg sad inde på en stue, med et drop i armen, og modtog en eller andens blod. Jeg vidste ikke hvem, men jeg var lykkelig. Jeg skulle nok blive rask.

Zayn havde lovet mig det. Lægerne havde dog ikke, da det ikke var sikkert at der ville komme en donor i tide, men blodet ville give mig lang tid endnu. Eller ikke lang tid, men længere tid end hvad jeg ellers havde haft.

Det gav mig et håb.

"I'm a barbie girl, in a barbie wooorld." Lød det henne ved siden af mig. Jeg kiggede hurtigt derhen, og så en meget flov dreng tage hans mobil op af lommen, i en hastet bevægelse og tage den. Han begyndte at snakke, med hvem der nu end ringede til ham.

Mit smil hobede sig en smule op, eftersom at det var sådan en ringetone at han havde, når han nu var dreng og sådan.

Og det var ikke en gang fordi at han lignede en far, så det kunne heller ikke være hans undskyldning, at han havde en datter der havde rodet med hans mobil, eller noget, så det var en smule sjovt.

Jeg ville dog ikke tillade mig at grine, eller blot fnise, for så ville jeg nok ikke ligefrem blive den mest populære inde på den her stue.

Så i stedet gav jeg mig til at læse et blad. Jeg var indlagt på hospitalet og Zayn var lige gået, da han skulle snakke med nogle af lægerne. Han havde dog købt et blad til mig, det gamle fjols.

Ej undskyld, men det blad han havde købt var en uge gammelt. Jeg læste altid blade derhjemme, så selvfølgelig havde jeg læst det. Og det burde han da også vide, for det var altid sådan nogle ting han lagde mærke til.

Måske var han blot lidt stresset?

Men over hvad?

Og hvorfor så stresset at han ikke kunne huske hvilke ting jeg læste og ikke læste?

Det hele gav sig til at være et mysterium, men før at jeg overhovedet kunne nå at tænke mere over tingene, så blev døren til stuen åbnet. 

En pige kom ind ved siden af mig, hun så skidt ud. Sygeplejersken der kørte hendes seng, så heller ikke for glad ud. Hendes læber var presset sammen i en smal linje, og hun kiggede ked af det ned på pigen.

Jo, tættere på at hun kom med pigen i sengen, jo værre så hun ud for mig. Hendes arme var tynde som grene, og hendes hud var en svag blå farve. Hendes kraveben var så tydelige, at det så sygeligt ud. 

Men det var nok også derfor at hun var kommet herind.

"Vær sød, at være lidt stille. Hun er lige kommet op nede fra operationsstuen af, og skal have noget fred," sygeplejersken afbrød mine tanker, og fik min opmærksomhed op på hende.

Jeg nikkede svagt, og sænkede så mit blik over hende igen. "Har hun anoreksi?" Spurgte jeg med en svagt rystende stemme. Det var en forfærdelig lidelse, at have det. Og det mindede mig bare alt for meget om da jeg var yngre.

En af mine veninder havde det også, og det gjorde det af med hende.

Det sidste som sygeplejersken gjorde, var at nikke til mig. "Men det er ikke det hun er indlagt for," svarede hun mig, og hev så gardinet der skulle adskille rummet indtil mindre sektioner, frem. 

Hun skulle nok have noget fred. Og det samme skulle jeg.

Men nu hvor hun var kommet ind, begyndte mine tanker at snurre sig om hende. Gad vide om hun blev ligeså selvforagtelig at høre på, som min gamle veninde var?

Eller om hun var fornuftig nok? Og hvorfor var hun overhovedet havnet i den situation at have anoreksi? Hvordan kunne hun være indlagt for noget andet på hospitalet, når hun havde anoreksi samtidig?

Alle tankerne snurrede og snurrede, og gjorde mig mere forvirret end vis. Men også træt..

Rigtigt træt.

 

****

 

Mit hoved dunkede da jeg vågnede. Og det dunkede virkelig meget. Jeg havde ikke lyst til at åbne mine øjne, bare have dem lukkede for evigt.

Alligevel kneb jeg dem åbne, men da lyset ramte mine øjenhuler, havde jeg lyst til at sætte mig og skrige. Lyset var så skarpt at det blot gjorde min hovedpine endnu værre, og derfor fik jeg dem hurtigt smækket i igen.

Fandes til hovedpine.

Lort, lort, lort.

Forsigtigt og uden at lave nogle pludselige bevægelser tog jeg min håndop til mit hoved, så mine fingre kunne massere mine tindinger, men det hjalp ikke rigtigt noget som helst, kun at det hele blev værre.

Jeg havde seriøst lyst til at skrige.

Det var som om at der var 6028457294873 mænd inde i mit hoved, som alle havde en larmende maskine, eller en hammer og bankede den imod min hjerneskal, samtidig med at den var så frossen at alt bare gjorde 40 gange mere ondt, end normalt.

Aldrig havde jeg haft mig så slem en hovedpine som den her. Og jeg havde ingen idé om hvad det var at jeg skulle gøre, altså lige indtil jeg kom i tanke om den der snor man kunne hive i, hvis man havde brug for en sygeplejerske.

Jeg tvang mine øjne op på kneb, så jeg kunne finde snoren og hev så ned i den. Bare de få bevægelser gjorde så jeg havde lyst til at ligge mig ned og vride mig selv i smerter. Men jeg gjorde det ikke. 

En sygeplejerske kom kort tid efter, og hun kom gående hen til mig. Stille og roligt. "Hvad så søde?" Hørte jeg en stemme. Jeg kunne ikke sætte navn på hvem af sygeplejerskerne som det var, men det var også fløjtende ligemeget.

"Hovedpinespille," sagde jeg bare, sikkert vildt åndedratsbesværet. Jeg ved ikke om hun nikkede eftersom at mine øjne var presset så meget sammen for at holde lyset ud, at jeg først hørte at døren smækkede.

Hun må have været gået uden at sige hvad hun skulle, for ikke mange sekunder efter kom der en anden stemme ind. "Jeg tjekker lige dit stativ her, og dit hjertetal," og så gik hun ellers igang med at bippe på maskinen.

Bip. Bip. Bip.

Jeg kunne slå den maskine i stykker.

"Det er ikke godt det her," hørte jeg hende mumle til sidst..

 

****************************

 

Wow, hvor er det lang tid siden jeg har skrevet noget som helst på den her....... Wow, shit. Undskyld. ):

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...