From Fears To Tears | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 okt. 2013
  • Opdateret: 25 jul. 2014
  • Status: Igang
Det er aldrig sjovt at være ude for en hjertesygdom, og i sær ikke når man intet kan gøre imod det. Carrie Roberts er et almindelig navn, det skiller sig ikke ud fra mængden i registeret, men hvis man tager til hendes nabolag, så er man ikke i tvivl. Hun er pigen alle passer på, pigen der har opmærksomheden; for utroligt nok, har både hende og hendes verdensberømte kæreste, Zayn Malik, klaret sig igennem alt berømmelsen. Måske fordi at der er ingen der kan hate på en kæreste, som han havde inden berømmelse, og måske fordi at ingen kan hate på en pige der er syg. Hun har gennem hele livet lært at hun ikke er som alle andre, og hun ikke vil leve som dem. I sær hendes helbred er dårligt. Så dårligt at det nu ser sort ud for vores alles Carrie, men mirakler kan ske.

77Likes
51Kommentarer
3377Visninger
AA

5. ⚓ Old Friend

"Bes-ti-e"

”Zaaayn! Er du hjemme i aften?” Jeg havde min mobil oppe imod øret, imens jeg i den anden hånd bar en indkøbskurv rundt nede i den lokale købmand, og prøvede at finde noget aftensmad. Zayn havde ikke været der fra middag af, men han havde ikke lagt nogen seddel eller noget som helst, så jeg vidste hverken hoved eller numse, hvor at han var henne.

Der gik noget tid før at han fik svaret, og imens at han ikke gjorde, kunne man høre noget rumsteren i baggrunden. Som hvis at han gik væk fra det sted at han var på, hvilket var en smule underligt. Det var jo bare et ja eller et nej. Hvorfor skulle han så gå væk fra nogle andre, eller ind i et andet rum?

”Nej, jeg er ikke hjemme i aften. Nok heller ikke i morgen.” Han uddybede ikke og sagde at det var på grund af arbejde, eller noget andet. Det eneste vi ellers gjorde i samtalen var at hilse farvel og sige vi elskede hinanden. Mere var der faktisk ikke rigtigt fra hans side af.

Jeg ville inderst inde have spurgt hvorfor, men det var nok på grund af arbejde. Han havde så travlt for tiden, med den afsluttede tour på Take Me Home, og nu halvt inde i touren på Where We Are. Han var snart færdig, faktisk var det jo mere af halvdelen af touren tilbage. Der var 10 koncerter, eller noget tilbage, men de havde fået lov at få en kort pause.

Så selvfølgelig var Zayn hjemme hos mig. Men nu var de nok blevet kaldt ind til møde igen, og derfor kunne han ikke være hos mig. Det var i hvert fald den eneste logiske forklaring som jeg lige kunne komme på, lige nu og her. Jeg måtte nok hjem i tænkebås, medmindre at han skrev i aften. Hvilket jeg på en eller anden måde forlangede. Ikke fordi at jeg ville bestemme over ham, men fordi jeg ellers ikke vidste hvor at han var henne.

”Undskyld miss’. Kan jeg hjælpe Dem?” En butiksmedarbejder kom frem foran mig, og jeg skulle lige til at takke nejtak, da jeg så ansigtet på arbejderen. Noget bølget sort hår, med et fancy smil der skævt bukkede op til den ene side. En solbrun, og ren hud. To smilehuller, og så hans blå øjne skinnede lige ud i hovedet på mig.

”AUSTIN!” Skreg jeg lavt af entusiasme da det var længe siden at jeg havde set ham. Austin havde været min bedsteven, siden altid, men de seneste år havde han været i Australien. Han havde haft noget familie dernede, hvor at han havde fået noget arbejde, og vist også en kæreste. Men nu stod han altså her i London igen, og milde for en makrel hvor så han godt ud!

”Carrie!” Kvitterede han mit entusiastiske råb med, og lagde armene omkring mig, ind til et stort og savnet kram. Med det samme at jeg kom ind i hans favn, kom en velkendt mandeparfume op; den som han altid havde gået med og derfor bragte den intet andet end gode minder op.

”Jeg skriver i aften, det lover jeg!” Sagde han og smuttede så om bagved alle de andre hylder der var.

Jeg stod lidt for mig selv og gik vores samtale igennem. De ting vi kort havde sagt, og hilst. Jeg kunne stadig ikke helt komme mig over at han var her. I London. Og så så han mig bare lige sådan. Og at han så SÅ godt ud.

Ikke at jeg på nogen tænkelig måde var interesseret i ham. Han var min bedsteven, men nu kunne jeg da godt gå rundt med ham, uden at tænke på hvad folk tænkte om mig. For Austin havde altid været lidt af en grim ælling, og jeg havde det, før jeg blev syg, meget med at bedømme folk på deres udseende. Men med Austin havde det aldrig været sådan, underligt nok. Men for syv sødjævle hvor han var vokset op til en smuk svane!

 

 

Hjemme i køkkenet var der en smule rodet fra dagen før det, hvor at jeg havde været på hospitalet med Zayn. Vi var kommet sent hjem, da vi havde besluttet os at spise ude hos Harry. Det havde været super hyggeligt, og jeg kunne godt mærke at jeg lige havde fået min medicin, for jeg havde haft energi til at sidde der hele aftenen og snakke, og rent faktisk få noget hyggeligt ud af det.

Som man nok kan se, så var det ikke alt for tit at jeg fik noget hyggeligt ud af mine aftener. Nogle gange kunne man endda godt sammenligne mig med en lille pige; hvis jeg ikke sov længe nok om morgnen eller ikke sov til middag, jamen så var jeg tvær og umulig om aftenen.

Sådan var mit liv desværre, dog havde folk omkring mig lært at leve med det hele. Med alle mine besværligheder, og alle mine underligheder. Det var nu meget rart, at jeg ikke konstant skulle gå rundt og huske dem på, at jeg ikke kunne det ene eller det andet. At jeg ikke skulle aflyse alle mine aftener ude, for som regel var der slet ikke aftenaftaler virkelig spontant, de var planlagt i lang tid, så jeg vidste at jeg skulle sove længe og være virkelig udhvilet.

Jeg smed min pose med madvarer fra mig, på bordet og begyndte så med det samme at sætte tingene på plads. Jo længere hen jeg kom med posen, jo renere blev køkkenet også. For jeg kunne ikke klare at være i et rum, og begynde at sætte ting på plads, uden at rydde op også. Det var en og samme ting.

Og så var der også den grund at jeg skulle til at begynde at lave mad, men jeg havde bare ikke det store overskud til at lave noget helt specielt og virkelig skønt mad. Jeg havde mere lyst til noget hurtigt noget.

Noget fastfood.

Mit helbred havde bestemt ikke godt af det, hvis jeg fik det for tit, men man kunne også vende den om og sige at ingens helbred havde det. Plus der ikke var nogen Zayn til at sige at jeg skulle passe på hvad jeg valgte at spise, så hurtigt besluttede jeg mig for at det var sådan noget jeg ville have at spise.

En pizza, og gerne en margarita. Der var kun ost på, og jeg havde bare brug for noget sukker, noget til at varme op på, og eftersom at der var energi i ost, så var det den som jeg valgte, da jeg stod med menukortet fremme foran mig.

Jeg kiggede mig selv over skulderen og fokuserede på uret som var på ovnen, skønt at jeg havde en mobil i hånden som også havde et digital ur. Den var ikke andet end 16:12, så jeg måtte nok hellere vente med at ringe derhen til. Så kom det næste problem så bare. Jeg havde ingen idé om hvad det var som jeg skulle lave imens.

Et eller andet sted havde jeg lyst til at sætte mig og se en film, og et andet sted havde jeg lyst til at ringe og få en veninde over. Jeg havde det ikke for godt med at sove alene, og egentlig havde jeg det bare ikke for godt med at være alene i for lang tid. Sådan var jeg bare indrettet som menneske, og med en ekstra paranoid følelse af at jeg selv kunne forestille mig styrte om alle steder, så var det ikke synderligt rart at være alene om aftenen.

Jeg blev revet ud af mine tanker ved at min mobil ringede i hånden på mig, og fik mig til at fokusere ned på skærmen. Austin’s navn poppede op, og som sædvanligt begyndte jeg at smile en smule for mig selv. Han havde trods alt lovet at ringe til mig, og han var ikke en af dem som ikke holdt et ord.

”Det er Carrie,” sagde jeg imod mobilens højtaler da, jeg havde taget den op til øret. ”Austin her,”

 

Okay doki. Det her blev et lidt kort kapitel, med lang tid siden sidste kapitel...

Undskyld mange, mange gange. Men det er bare fordi at jeg har haft så travlt med min hånderbold og sådan. Ja, og ja, jeg har ikke andre ting at sige, end undskyld. Jeg håber ikke det sker igen!

Men mennesker, kan I lide historien? Glem nu ikke at like, jeg elsker jerrr! xxx

// Indecisive

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...