From Fears To Tears | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 okt. 2013
  • Opdateret: 25 jul. 2014
  • Status: Igang
Det er aldrig sjovt at være ude for en hjertesygdom, og i sær ikke når man intet kan gøre imod det. Carrie Roberts er et almindelig navn, det skiller sig ikke ud fra mængden i registeret, men hvis man tager til hendes nabolag, så er man ikke i tvivl. Hun er pigen alle passer på, pigen der har opmærksomheden; for utroligt nok, har både hende og hendes verdensberømte kæreste, Zayn Malik, klaret sig igennem alt berømmelsen. Måske fordi at der er ingen der kan hate på en kæreste, som han havde inden berømmelse, og måske fordi at ingen kan hate på en pige der er syg. Hun har gennem hele livet lært at hun ikke er som alle andre, og hun ikke vil leve som dem. I sær hendes helbred er dårligt. Så dårligt at det nu ser sort ud for vores alles Carrie, men mirakler kan ske.

78Likes
51Kommentarer
3346Visninger
AA

4. ⚓ Heartache

 

"Ho-spi-tal"

“Du skal op nu. Du skal snart ind på hospitalet kære,” hørte jeg en mumle samtidig med at hånd stille kærtegnede min nøgne mave. Men jeg var for træt til at lade den dejlige følelse gå væk, ved at åbne mine øjne. Det var virkelig vidunderligt at blive nusset på maven, og det var altid noget af det bedste. Det var næsten som hvis man tog en lille hundehvalp og lod den.. Okay, dumt at sammenligne med, for ikke alle kunne lide hunde. Men det var en af de bedste ting i verden.

I sær når det så var Zayn der gjorde det, for han havde en eller anden speciel måde at gøre det hele på. Et eller andet over ham gjorde bare alt hvad han gjorde godt, og virkelig helt fantastisk! Det var nok bare en eller anden superkræft som han bar, sammen med hans sangstemme og helt fantastiske ydre udseende.

”Carrie,” sang Zayn nærmest, og rullede let på mine r’er i mit navn. Jeg gad stadig ikke reagere men Zayn havde nok en mistanke om at jeg var vågen, men bare lod som om jeg sov, for han begyndte i hvert fald at tage hans hånd væk fra min mave, og med det samme at han gjorde det så forsvandt den dejlige følelse fuldstændig og jeg lå derfor bare og følte mig helt svag igen. ”Nej, kom herned igen,”

Min hånd fangede hans, også selvom jeg stadig havde lukkede øjne, og så fik jeg lagt den på min mave igen. Han grinede en svag latter, dog lagde han sig ned ved siden af mig som han lå før. ”Du skal altså op nu prinsesse, det går ikke at du kommer forsent,”

Jeg sukkede stille og havde mest af alt lyst til bare at give hospitalet fingeren, og sige at det kunne være ligemeget med det. Men det kunne det bare ikke. Jeg var nødt til at tage af sted, medmindre at jeg ville have en større sandsynlighed for at mit hjerte ikke gad virke mere. Og ikke mindst var jeg nødt til at tage af sted fordi at de i dag skulle tage blodprøve på Zayn, da de ikke havde gjort det endnu, hvilket var ret sjovt eftersom vi havde været sammen i godt og vel fem år.

”Du skal også stikkes,” sagde jeg bare til ham, og sendte ham et flabet smil, da jeg åbnede mine øjne. Ét lavt grin fløj ud af hans læber, da han så nikkede til mig, og igen tog sin hånd væk fra min mave. ”Ja, det skal jeg,” bekræftede han da han lænede sig en smule frem og i stedet erstattede hans hånd med hans læber, mod min pande.

Følelserne eksploderede på min pande, til trods for at det kun var der at jeg blev kysset på panden. Jeg tillod mig selv at nyde det, og bare lade øjeblikket være øjeblikket. Der gik nogle sekunder før at han igen fjernede hans læber, men det føltes som flere minutter; minutter der var nogle af de minutter som jeg satte allermest pris på. Det var de minutter som jeg nød sammen med Zayn, og det var de minutter vi begge to satte lige høj pris på.

Han fjernede sig fuldkommen fra sengen, så han kunne smutte ud i køkkenet. Først da han stod op opdagede jeg at han rent faktisk havde fået taget tøj på, og hvad duften angik da han åbnede døren havde han også lavet morgenmad. Så han havde egentlig gjort så jeg kunne sove længe, hvilket jeg bare værdsatte endnu mere end noget andet. Han havde altid været så sød og omsorgsfuld, og jeg kendte ingen fyr med et større hjerte end Zayn ham selv.

”Din morgenmad er klar,” fik han lige sagt inden han smuttede ud fra værelset, og jeg nikkede bare. I nogle sekunder blev jeg dog liggende i sengen før jeg tog mig sammen og rejste mig op. Jeg havde stadig min top på, som jeg som regel som med. Så den fik jeg hurtigt taget af, og lagt pænt på sengen bagved mig. Jeg gik så hen til vores skab og fik rimelig hurtigt taget noget tøj på, men jeg manglede stadig en eller anden stor trøje til at tage udover.

Milde makrel, hvor var det længe siden at jeg havde haft min orange sweater på, tænkte jeg da jeg så den ligge inde på hylden af skabet. Så den fik jeg ret hurtigt taget ned og smed den over min sorte tætsiddende top. Da jeg var færdig, med at gøre mig klar; hvilket også indikerede at sætte mit hår op i en hestehale og tage noget mascara på, så gik jeg ud i køkkenet til Zayn.

”Hvad siger tiden, skat?” Spurgte jeg stille og kiggede så hen på køkkenbordet hvor der stod en tallerken med en smurt bolle på. Foran tallerkenen var der et glas mælk, og tre piller. Jeg smilede let over at han havde husket det hele, og samtidig også sat det hele frem til mig.

Som sagt tidligere var han en af de fyre med det allerstørste hjerte i verden, og det ville nok aldrig ændre sig.

”Du har en halv time, men så skal vi altså også køre” man kunne høre at han nok tog det en smule mere seriøst med tiden, end jeg selv gjorde. Selvfølgelig tog jeg tiden seriøst, men jeg var bare ikke vant til (udover hospitalsbesøgene) at jeg skulle være nogen steder til en bestemt tid. Men det var Zayn jo derimod, han havde sit job, og sine aftaler, plus alle de tidsskemaer med hans tours osv. Han havde det faktisk meget travlt, og havde derfor brug for at holde hans tidsplan, og dermed tog han tiden en del mere seriøst end jeg selv gjorde, og nok nogensinde kom til.

Det at jeg var syg gjorde mig nok også lidt mere afslappet, jeg tog tingene som de kom. Jeg tænkte ikke for meget om hvis jeg nu gjorde det her, ville jeg så nå det i aften; nej, jeg gjorde bare tingene mere eller mindre, for så vidste jeg at jeg i hvert fald fik oplevet det, i det liv jeg nu har. Så jeg var nok meget mere impulsiv end hvad Zayn lige var.

”Okay,” smilede jeg til ham, og tog så min bolle op i hånden, som han havde smurt med noget smør og så en skive skinke. Min yndlingsbolle, eller hvad man kunne kalde det. Så glædeligt begyndte jeg at spise den, og fik med det samme et større smil på mine læber.

 

⚓    ⚓

 

”Carrie Roberts?” En sygeplejerske kom ud, og hvis jeg huskede rigtigt så hed hun vidst Kate. Hun var en af de lidt ældre og jeg havde set hende mange gange, dog havde jeg kun haft hende som in sygeplejerske en eller to gange, i løbet af alle de gange jeg havde været heroppe, hvilket var ret mange.

”Herover,” sagde jeg, idet som jeg hev min taske op på skulderen, og tog Zayn i hånden for at få ham til at følge med mig. ”Bare følg med mig ind til Catherine,” Og det gjorde vi så. Vi gik lidt ned af gangen, og ind til døren hvor der var et skilt med hendes navn på.

Det var næsten altid Catherine som jeg var inde hos, så selvom at Kate ikke havde vist og vejen, så kunne jeg stadig godt finde derind. Kate åbnede døren for os, og lod os så træde ind på stuen hvor Catherine sad over på stolen med hendes pagebrune hår, og hendes smaragdgrønne øjne. Til trods for at hun var godt oppe i årene, så lyste hendes øjne stadig mere end de flestes unge gjorde. Jeg havde flere gange siddet og beundret hendes øjne, for de var virkelig helt unikke og virkelig flotte.

Tit havde jeg tænkt på hvor mange gange at hun havde fået komplimenter for hendes øjne, nu og da hun var yngre. Om det måske havde hjulpet hende til at få den mand som hun er lykkelig gift med i dag. For tro det eller ej, så havde jeg haft hende så længe, så jeg havde hende som læge da hun lige var blevet forlovet, og videre i proceduren. Selv da jeg fik min første kæreste, som ikke var Zayn, snakkede vi om det, og videre over begyndte vi også at snakke om Zayn da jeg fik ham som kæreste.

Ham holdt jeg så stadig fast i, og han havde også været med nogle gange, men som regel kom jeg selv. Der var et eller andet ved selv at komme. Jeg følte mig på en måde mere tryg, og jeg kunne sige alt hvad jeg ville til Catherine, imens jeg med andres selskab følte at jeg skulle holde mig lidt tilbage for ikke at sige noget forkert. Jeg ved ikke hvorfor jeg var begyndt at føle sådan, men det var jeg altså.

”Når så der er selskab med i dag,” høre jeg Catherine sige højt, eller hun sagde det ikke så højt med hun stod bare lige foran mig. Jeg havde slet ikke set hende rejse sig fra stolen, og jeg havde vidst stået lidt i min egen verden, så det kom som et chok for mig at hun stod så tæt på.

Zayn var hurtigere end mig til at svare, ”ja, kæresten kom med i dag,” sagde han glad. Jeg blev selv glad på den måde at han præsentere sig på, for selvom at vi havde været kærester i lang tid, så kunne jeg ikke lade være med at blive glad for at han blev ved med at præsentere sig på den måde, i stedet for bare; ”ja, jeg kom med i dag,”

”Jeg overvejede at lade ham blive hjemme, men når han nu selv skulle tjekkes om han matcher bedre end nogle af de andre i min familie, kunne han jo ligeså godt komme med,” jeg syntes stadig det var latterligt at han skulle tjekkes for det. Men for det første så ville han selv se det, bare for at være sikker; for det andet så ville lægerne også helst have det, og så kunne jeg nok ikke bare gå i vejen og sige nej.

Catherine grinede en smule, og nikkede så til mig. Hun gjorde tegn til at vi bare kunne sætte os hen på stolene, så ikke længe efter sad vi der begge to.

”Hvordan går det så med dig Carrie?” Spurgte hun, og med det samme at spørgsmålet kom, så begyndte min hjerne at tænke over hvordan det var gået. Om det var gået bedre, eller dårligere end sidst. Hvordan det hele stod til, osv.

Der gik lidt tid inden at jeg inde i mit eget hoved fik dannet et ordentligt svar som hun også kunne bruge til noget, så der gik dermed også lidt til før at jeg fik åbnet min mund for at svare hende, og imens at tiden gik, sad hun bare og var klar til at skrive mit svar ned, på hendes computer, ”Jo, altså. Det går vel fint nok, i sær lige efter at jeg har fået min medicin og sådan. Men her til slut, jeg tror de sidste fem dage, der har det drillet lidt. Jeg syntes bare det er gået en smule mere galt end sidst, ikke meget du ved, men en smule,”

Det gjorde ondt at skulle fortælle at jeg fik det dårligere, men jeg kunne jo ikke skjule det for hende, det ville være dumt. Og jeg var færdig med at gøre dumme ting. Jeg kiggede også nervøst hen på Zayn imens at hun tastede ind hvad jeg havde sagt, og jeg kunne se på ham, at det gjorde ondt det jeg lige sagde. For hans skyld ville jeg gerne lyve og sige jeg havde det perfekt, men det kunne jeg bare ikke.

Lede møggreb, for en sygdom som jeg har.

Catherine nikkede og kiggede end sidste gang på hendes skærm før at hun gik videre til hendes næste spørgsmål, ”hvordan har det drillet lidt?” Hun lænede hendes hoved let til den ene side, og kiggede nysgerrigt hen på mig.

”Altså, jeg syntes ikke at jeg kunne gå lige så langt op ad trappen, som jeg før kunne. Jeg har ikke kunne gå så lange ture, og så er det bare som om at det oftere er kommet en prikken, ikke lang tid eller noget voldsomt, men den har været der” mit blik faldt fra Catherine og ned på gulvet. Jeg hadede det her, for det gjorde ondt at sige det, og ikke mindst gjorde det ondt på Zayn at høre det.

”Javel,” hun tastede det ned igen, og rejste sig så fra hendes kontorstol, ”kom herhen til briksen, så lytter jeg lige til dig, og så tager vi en blodprøve af dig bagefter Zayn,” konstaterede hun, som mig og hende gik hen til briksen.

Jeg gik kastet min numse op på briksen og satte mig op, imens at hun tog hendes stetoskop op, og lagde det imod min ryg. ”Nu tager du en dyb indånding, og puster langsomt ud,” jeg gjorde som hun sagde, og ikke lidt efter tog hun og rykkede lidt på stetoskopet og det samme gentog sig.

Også da hun flyttede den om til mit bryst, og lagde den lige over hjertet bad hun om det samme, og det hele forløb som det hele tiden gjorde.

Da vi var færdige så hun dog ikke helt tilfreds ud, men hun sagde ingenting til mig. I stedet gik hun hen for at finde min medicin henne i bakken, og hun bad mig strække armen ud, og tage mit ærme op. Jeg gjorde som jeg fik besked på, og lidt efter stak hun mig i armen, så medicinen kunne komme ind. Jeg havde slev bedt om at det blev sådan her hver gang, i stedet for at jeg fik slange ved brystet eller sådan noget, så de bare kunne putte det ind der.

Men jeg ville bare ikke betragtes som værende syg hele tiden, og af alle mennesker, så på den her måde blev det skjult lidt bedre.

”Zayn, så er det dig. Kommer du herhen?” Jeg rykkede mig væk fra briksen, og skulle til at gå helt væk da Zayn tog fat i min hånd og fik mig hen ved siden af ham, ”du er nødt til at holde mig i hånden imens, ellers så tør jeg ikke.”

Jeg grinede af hans latterlige kommentar, for selvfølgelig så turde han. Det var bare en undskyldning for at komme til at holde mig hånden, og det virkede jo så også. ”I får svar fra blodprøverne, i morgen eller i overmorgen,” meddelte Catherine lige inden at hun desinficerede Zayns hud, lige der hvor at han skulle stikkes. Bagefter kiggede hun lidt på den, vendte og drejede den til at hun fandt den største blodåre, og så fik hun ellers stukket ham.

Han kom med en lille grimasse, og jeg kunne ikke rigtigt fortælle om det var for sjov, eller hvordan. Kun at det ikke ligefrem lignede at det gjorde monsterondt. Så mon ikke det bare var for sjov.

 

 

Okay, nu har jeg fået læst nogle af alle jeres kommentarer igennem. Og I er allesammen virkelig søde!

Nu vil jeg så også lige sige velkommen til jer alle, da I jo er i gang med at læse en af mine historier. Jeg har det med at blive et med hovedpersonen, så man virkelig kan mærke dens personlighed, om det så er en dreng eller en pige. Jeg håber derfor også at man kan mærke Carrie's personlighed.

Indtil videre går det meget godt, vil jeg nu selv sige. Hvad siger I? Kan I lide min historie indtil nu?

Og der bliver forhåbentlig opdateret igen på fredag eller lørdag, men da jeg har håndbold fra onsdag til søndag, hver dag i mindst to timer om dagen, plus transporttid frem og tilbage, så kan jeg intet love ):

Jeg takker også alle for deres likes, og for bare at læse med! I aner ikke hvor meget det betyder for mig at I kan lide den! Hæhæh, jeg er i hvert fald glad for det!

TUSIND TAK!
Nu vil jeg så smutte igen, så jeg kan være frisk til min lillebrors fødselsdag i morgen, tillykke til ham! :') xx

// Indecisive.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...