From Fears To Tears | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 okt. 2013
  • Opdateret: 25 jul. 2014
  • Status: Igang
Det er aldrig sjovt at være ude for en hjertesygdom, og i sær ikke når man intet kan gøre imod det. Carrie Roberts er et almindelig navn, det skiller sig ikke ud fra mængden i registeret, men hvis man tager til hendes nabolag, så er man ikke i tvivl. Hun er pigen alle passer på, pigen der har opmærksomheden; for utroligt nok, har både hende og hendes verdensberømte kæreste, Zayn Malik, klaret sig igennem alt berømmelsen. Måske fordi at der er ingen der kan hate på en kæreste, som han havde inden berømmelse, og måske fordi at ingen kan hate på en pige der er syg. Hun har gennem hele livet lært at hun ikke er som alle andre, og hun ikke vil leve som dem. I sær hendes helbred er dårligt. Så dårligt at det nu ser sort ud for vores alles Carrie, men mirakler kan ske.

79Likes
51Kommentarer
3243Visninger
AA

8. ⚓ Chit Chat

"Fan-ta-stic"

Min tur hjem var ikke ligefrem dårlig. Med limousinen, og Zayn ved min side, ja, så kunne det vidst heller ikke ligefrem gå helt galt. Nu havde  det dog efterhånden været ved at være nogle dage siden, så følelsen havde lidt sluppet mig, men alligevel, så sad den gemt under skindet.

Jeg sad inde i stuen med en avis i hånden, og var kommet i tanke om dagen, fordi at Zayn var kommet ind, og spurgte om jeg ville have noget mad, på den nærmeste café. Det var efterhånden ved at være middagstid, og nu hvor at han spurgte, så tillod jeg ikke mig selv at takke nej.

"Bare lige .. To sekunder," sagde jeg, og foldede avisen sammen foran mig. Jeg skyndte mig op fra stolen, som jeg sad på, og gik forbi Zayn og videre ud på gangen, for tilsidst at komme hen til vores walk-in-closet, som vi havde fået lavet.

Det var min trøje som jeg godt ville have skiftet, da det var en nattrøje, som jeg stadig rendte rundt i.

Jeg tog fat i den første striktrøje jeg kunne finde, og derefter en matchende farve top, til. Hurtigt fik jeg udskiftet nattrøjen med de to andre trøjer. Mit hår fik jeg også lige kastet op i en hestehale, da jeg havde en elastik siddende på håndleddet.

Der var kommet et mærke efter den, men det var vel normalt.

"Har du penge med?" Spurgte jeg Zayn om, da jeg igen var kommet ud i gangen. Jeg stod og fumlede med min taske, og lige i det, at jeg kunne fornemme, at han skulle til at svare på mit spørgsmål, sagde jeg selv noget.

"Nej, det har du ikke - jeg betaler i dag," mere blev der ikke sagt til den sag. Det var de lukkende ord, havde jeg bestemt mig for, og lukkede munden på Zayn med et 'zip', hver gang at han prøvede på at protestere, imens at vi tog vores overtøj på.

Grunden til at jeg ville betale var fordi at jeg gerne ville sige noget til Zayn. Det mest underlige af det hele var at vi igen skulle på en restaurant lignede ting, før at jeg kunne sige det.

Ikke lige fordi at det var der at jeg havde mest lyst til at sige det.

Overhovedet.

Så jeg tog en hurtig beslutning, lige da vi var nået ned af det sidste trin, på trappen i opgangen. Faktisk sekundet inden at Zayn tog fat om håndtaget til døren, og lod verden se at det var os der kom ud.

Jeg fik ham vendt om, og pressede mine læber imod hans, i nogle sekunder før at jeg trak mig fra ham igen. Kun for at få hans opmærksomhed vendt væk fra at skulle åbne døren, før at jeg havde fortalt ham det som jeg gerne ville.

"Hvad skulle det til for?" Hørte jeg ham spørge mig om, og jeg lod min håndflade ryge op på hans kind, for kort at kærtegne den. "Må jeg nu ikke kysse min kæreste?"

Det var klart og ikke specielt svært at gennemskue, at jeg stod og flirtede med min kæreste. Alle ville kunne se det, og han havde vist også gennemskuet mig. Ikke at det gjorde så meget, jeg kunne godt lide det, alligevel.

Jeg havde jo intet at skjule, overfor det.

"Ikke på den måde, hvad vil du have?" Hans stemme blev sukkersød. Jeg sukkede lidt, og kiggede ned i jorden, før jeg igen fangede øjenkontakten med ham.

"Der er intet jeg vil have, jeg vil fortælle dig noget."

"Sig frem," var han hurtig til at sige, og jeg fik ikke en gang tiden til at tænke over hvordan jeg ville sige det. Jeg blev derfor ret hurtigt, rimelig panisk, på hvordan det ville gå.

Alligevel fik jeg samlet mig nok mod til at turde kigge ham i øjnene, imens at jeg åbnede min mund, og talte frem fra posen. "Jeg har fået et brev fra hospitalet, om at jeg kan komme op og få noget blod,"

Først så han ikke en gang overrasket ud, som om at han allerede havde læst brevet, men det kunne han ikke, eftersom at jeg havde gemt det væk, efter jeg selv havde læst det uåbnede brev, for at ville overraske ham med det.

Lidt efter kom der et smil op på hans læber, og han tog hans næse mod min. "Du skal nok blive rask igen, min skat," forsikrende han mig så om.

Jeg nikkede til ham, for mit håb var faktisk begyndt at vende. Måske skulle det her nok gå alligevel. Måske skulle alt nok blive godt, og fantastisk som et normalt liv. Måske ville det hele vendes på hovedet, og jeg kunne få et normalt job.

Og Zayn og jeg kunne stifte familie, når vi begge var klar. Vi kunne få et normalt parforhold, udover at han selvfølgelig var kendt. Vi skulle ikke passe på mig mere, og vi kunne tage i byen.

Vi kunne alt det, som vi ikke kunne nu.

"Jeg elsker dig," hviskede jeg lavt, og lod min hånd ryge ned af hans hals og ned over hans arm, for tilsidst at lande i hans hånd. "Rigtig meget,"

 

 

Turen på caféen var gået helt fint, og der havde faktisk næsten ikke været nogle fans. Nok omkring 3 stykker, hvilket klart havde været noget af en rekord, når man tænkte på tidspunktet at vi var gået ud at spise på.

Men måske var alt alligevel ved at vende?

Vi havde været ude og leje en film, og Zayn havde lige proppet den i fjernsynet, da jeg kom tilbage med popcornene, som jeg havde fået lavet imens. Jeg var mere til popcorn end jeg var til slik, af underlige årsager.

"Er du klar?" Hørte jeg ham sige, som om at han ikke vidste at jeg var kommet ind i stuen, fordi at han snakkede rimelig højt. "Ja," svarede jeg tilbage i et lavt tonefald, for at få ham til at indse at jeg var herinde.

Det gjorde han så også rimelig hurtigt, for han vendte sig om og så mig komme gående hen til sofaen, hvor at han sad med fjernbetjeningen i hånden og bare ventede på at kunne trykke på play, så den kunne starte filmen.

Jeg kom rimelig hurtigt hen til ham, og satte mig lidt op af ham. Jeg tog popcornene på mit skød, og kiggede så over på ham med et drillende smil.

Lige når det kom til filmaftener, så var han noget af en grovæder, så han var ikke just vild med idéen om at popcornene var hos mig, for så ville jeg opdage hvor mange at han tog, men sådan var det i dag.

Jeg havde overtaget styringen.

Og han protesterede heller ikke, han satte bare filmen i gang, og tog en håndfuld popcorn fra posen af, da jeg havde været for doven til at hælde dem op i en skål, og svine den til.

"Det var en ret åben start, var?" sagde han, da man kunne høre kirkeklokkerne ringe inde fra fjernsynet af. Jeg fulgte med, og fandt ret hurtigt ud af at det var et par der skulle giftes.

Alt det satte gang i mine egne tanker om, om jeg nogensinde ville kunne gifte mig med Zayn. Overlevede jeg til den tid. Og hvis jeg nu gjorde, ville han så stadig have mig? Nu hvor jeg var selvstændig, og jeg måske ville være som en normal anden pige. Ville han stole på mig?

Ville han syntes jeg var kedelig?

Alle spørgsmålene fløj rundt i hovedet på mig, og jeg kunne ikke holde styr på dem alle sammen. Mit hoved ville snart eksplodere, så uden at jeg selv ville det, åbnede min mund sig, for at stille Zayn et spørgsmål.

"Skal vi nogensinde giftes?" Spurgte jeg, og med det samme at jeg havde lukket ordene ud, så stivnede han. Og jeg foragtede mig over at jeg ikke kunne holde min kæft, når det var at jeg skulle.

Altså.. Hvem spurgte om sådan noget?

Vi havde aldrig nogensinde haft det emne op, og så kom det op på den måde. Jeg var flov over mig selv, og havde lyst til at gemme mig. Men i stedet kiggede jeg hen på Zayn. Hans reaktion indtil videre havde bare været at stivne.

Jeg vidste ikke hvad det betød, og jeg var egentlig ret nysgerrig, selvom det klart lignede et nej, og jeg ville ikke høre det nej.

Så denne gang fik jeg min store kæft åbnet, på egen vilje. "Glem det, og svar mig i stedet på noget andet."

To sekunders pause var det jeg havde brug for, før at jeg kunne stille ham det endelig spørgsmål. "Elsker du mig virkelig?"

Jeg vidste at han ikke ville lyve overfor mig, sådan var han ikke. Så da jeg så ham nikke, kunne jeg stort set ikke gøre andet end at blive lykkelig. Jeg lænede mig hen og krammede ham, virkelig stramt.

Et glædeskram, kunne man vel godt kalde det.

"Utrolig højt," fortalte han.

 

omg, jeg er så ked af det, over al den tid i har skulle vente på mig! ):
jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige, andet end undskyld.

og så kommer jeg, og er virkelig dum, men der kommer nok heller ikke et nyt kapitel før om lidt tid igen (oh, kill meeee), da jeg ikke er hjemme hele weekenden, og jeg har også en julekalender i gang. (HVIS DU ER HARRY GIRL, ELLER BARE ELSKER FANFICTIONEN DARK, SÅ ER DEN NOGET FOR DIG!) Den hedder; The Dark Reader, og ja, følg da med i den søde mennesker.

Og tusind tak for alle likes og favoritlister, i er de bedste!!!
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...