Dæmon eller Engel?

Maya Mayfield flytter ind hos sin onkel og tante, der bor i Mystic Falls. Her møder hun Elena Gilbert, Stefan Salvatore, Damon Salvatore, og mange andre af Mystic Falls beboere.
Dette er Mayas nye liv, kan hun forholde sig til de underlige, skræmmende og til tider farlige situationer i Mystic Falls, eller bukker hun under for byens tiltrækninger?

Jeg glæder mig til at høre hvad i synes om den. :)

10Likes
12Kommentarer
840Visninger
AA

6. Kapitel 6

Damon sad oppe hele natten, han havde simpelthen ikke kunnet falde i søvn, fordi han havde forsøgt, at komme på en ide, til hvordan han kunne beskytte Maya mod sig selv, og de mange andre lurende fare der var rundt omkring i Mystic Falls. Men af en eller anden grund, var han alligevel ikke træt. Han havde alligevel ikke kunnet sove, hvis han ikke havde haft skræmt Maya igår. Han kunne ikke sove, så længe han ikke vidste om hvordan hun havde det. Og det vidste han ikke, for han ville ikke spørge hverken Stephan eller Elena om det, og gå op for selv at se til hende, kunne han heller ikke. Han ville jo helst ikke tabe ansigt overfor sin bror eller Elena. Men det kunne han blive nød til nu, for han havde efter en hel nat, stadig ikke udtænkt sig en måde, til hvordan han kunne holde Maya i sikkerhed. Så han blev nød til at rådfører sig hos sin bror, for hvem vidste bedre end han, hvordan man holdt sin elskede, der var menneske, beskyttet mod de mange farer? Nej, der var ganske enkelt ikke andet for, han måtte virkelig bide hårdt i det sure æble, og indrømme overfor Stephan hvad Maya var kommet til at betyde for ham. Og han måtte gøre det med det samme, inden han fortrød sit valg. 

Han gik med målrette skridt op i stuen, hvor han vidste Stephan befandt sig. Elena var oppe på Damons værelse hos Maya, for at holde øje med hende. Stephan vendte sig om, og fik et bekymret udtryk i ansigtet, da han så Damons vilde udtryk. Hvad mon hans hårde bror, nu havde i sinde at gøre. Det var sjældent noget godt han ville, når han havde det vilde udtryk i øjnene som han havde det nu. 

"Hvad er der galt Damon?" 

Spurgte Stephan, da Damon gik over mod flasken med Whisky. Inden han svarede, eller gjorde tegn til at svarer, hældte han op i glasset, og tog en slurk for at samle sig lidt mod. Men hvorfor var han egentligt bange for sin egen bror Stephan, der i årevis havde levet af dyreblod, og derfor ikke var nær så stærk som Damon selv. 

"Jeg er nød til at bede om din hjælp Stephan." 

Stephan så overrasket op på sin bror.

"Årh for himlens skyld, lad være med at se sådan der på mig Stephan. Du af alle mennesker, må da vel have regnet ud hvad Maya er kommet til at betyde for mig. Jeg vil have din hjælp, til at lære mig selv hvordan jeg behærsker min tørst, så jeg ikke endnu engang kommer til at gøre skade på hende." 

Damon tog endnu en slurk af sin whisky, og så irriteret over på sin bror. Det kunne da vel ikke komme så meget bag på ham, at Damon havde forelsket sig i Maya. Han var jo ikke decideret følelseskold, selvom det vel nok var det han havde givet udtryk for, siden Elena havde valgt Stephan frem for ham. 

"Undskyld Damon, nej det kommer ikke helt bag på mig, hvad hun betyder for dig. Hun er kommet til at betyde det samme for dig, som Elena betyder for mig, ikke sandt?" 

Stephan vidste at han skulle træde varsomt, når han nævnte sin kærlighed til Elena overfor Damon, for han vidste udmærket godt, at Damon og Elena havde haft et tæt bånd til hinanden også, og at de havde følelser for hinanden. Det havde de stadig, men han vidste også at Elena altid ville vælge ham selv, frem for Damon. Stephan selv, kunne ikke lade være med at føle et stik i sjælen, over at han havde såret sin egen bror så slemt, hele to gange. Dengang med Katherine, hvor hun også hele tiden kun havde elsket Stephan og kun havde Damon fordi hun syntes det var sjovt at have to tilbedere. Hende havde Stephan dog hurtigt lært at kende, og var hurtigt kommet ud af den hjernevask hun havde hældt på ham selv og Damon, for at få dem til at elske hende, og kæmpe for hende. Det havde ikke været så nemt for Damon. Faktisk var det ikke mere end et års tid eller to, siden han havde fundet ud af, hvad Katherine havde gjort mod dem. Og da Damon så endelig var begyndt at vænne tilbage til at være den bror Stephan havde haft som menneske, havde Stephan trådt i det, ved at Elena havde valgt ham frem for Damon. Så i Stephans hoved, skyldte han Damon sin hjælp. Damon nikkede bare, uden at sige noget. Han vidste ikke hvad han skulle sige, for han var sikker på, at det frydede hans bror, at hans hårde skal var brudt sammen, på grund af en sølle skolepige. Men i Damons øjne var hun hverken sølle, eller blot en skolepige. Hun var en ung kvinde, en kvinde der på en eller anden måde havde vist Damon den rette vej. Om hun vidste det selv, anede Damon intet om, og han ville heller ikke vide det. 

"Selvfølgelig vil jeg hjælpe dig Damon, du er min bror. Bare fortæl mig, hvad du havde i tankerne at gøre." 

Men det var jo lige det Damon ikke vidste, han ville bare ikke have, at han selv eller nogen anden, skulle kunne skade Maya. Men at forvandle hende til vampyr, lå ham slet ikke i sinde, for han havde mange gange før, ønsket at han ikke havde fuldført forvandlingen. At leve i evighed, var meget lang tid. En ting Damon ikke havde lyst til. Han ville bytte det, for bare en enkelt dag som menneske igen.

"Jeg selv lever, som du jo godt ved, på dyreblod. Det er langt fra det samme, og det svækker os en del, i forhold til hvis vi havde drukket hvad vi oprindeligt burde. Men det holder os i live, og holder tørsten i skak." 

Damon nikkede, han vidste det godt. Han havde forsøgt sig med dyreblod i en lang periode, men så havde Elena valgt Stephan frem for ham, og så kunne han ikke se nogen grund til at spille noget han ikke var. For i hans verden, var en vampyr et monster. Det havde han forsøgt i mange, mange år, at få Stephan til at indse. Og det var næsten lykkedes ham, inden de havde mødt Elena. Men nu var det et overstået kapitel i hans liv, det med at Elena havde valgt Stephan frem for Elena, for nu havde han selv Maya. Han håbede på, at han kunne omvende sig selv, sådan som Stephan havde gjort det, så han ikke længere var en trussel for Maya. For kunne han ikke beherske sig når han var i nærheden af Maya, skulle han slet ikke være i nærheden af hende. Den beslutning havde han dog truffet, så ville han hellere undvære hende, så længe hun var i sikkerhed. Men han vidste til gengæld også, at det ville han på sin vis ikke kunne overholde. Han ville ikke kunne holde sig helt væk fra Maya, nu hvor hans døde hjerte, havde bestemt sig for at forelske sig i hende. 

Hvorfor skulle han også lige forelske sig i en ganske almindelig, dødelig pige? Hvorfor ikke en der var vampyr, så han ikke hele tiden skulle være så forbandet bange for at miste besindelsen og give efter for sin tørst? Men selvom han havde tænkt denne tanke en del gange, siden han havde fundet ud af, at han hjerte nærede følelser for Maya, kunne han heller ikke komme udenom, at Maya bestemt ikke var en helt almindelig pige. For hun havde taget det forholdsvis roligt, da hun havde fundet ud af hvad Damon og Stephan i virkeligheden var. Enhver anden, eller i hvert fald de fleste andre piger han kendte til, ville være løbet sin vej, skrigende. Men ikke Maya. Af en eller anden uforståelig grund, var hun blevet. Enten var hun meget dum, eller også havde hun endnu ikke indset hvor farlige væsener han og Stephan kunne være, hvis tørste tog overhånd for dem. Eller også var hun bare ufattelig dum. Damon håbede sådan set på det første, det ville være en hel del nemmere. På en måde, og på en anden måde ikke. Men en ting vidste han, Maya var bestemt ikke dum! 

 

"Hvor er Damon?" 

Spurgte Maya søvnigt, mens hun kæmpede med at få øjnene til at forblive åbne. Elena så på hende med et mildt, venligt og kærligt smil. 

"Han er nede i stuen, han snakker vist med Stephan." 

Svarede hun mildt og stille. Hun var ikke helt sikker på, om Maya havde spurgt fordi hun var bange for at se Damon igen, eller om det var fordi hun rent faktisk gerne ville vide det. For Elena kunne ikke fortolke Mayas søvnige ansigt, det var lukket på grund af træthed. 

"Hvorfor er han ikke her?" 

Spurgte Maya, nærmest hviskende, fordi hun igen var ved at falde hen i søvnens trygge favn. Elena svarede, at han ikke ville skræmme hende igen.

"Jamen han skræmte mig ikke! Det var ikke hans skyld, for jeg så først at det var ham, idet mine øjne lukkede i."

Mumlede hun. Elena nikkede forstående. Nu vidste hun, at Maya i hvert fald ikke var bange for Damon. I hvert fald ikke lige nu. Men hun havde mistet en hel del blod, inden hun havde fået noget af drengene, så måske det havde gjort til at hun ikke huske hvad Damon og Stephan i virkeligheden var. Det ville tiden vise, og når den havde vist det, ville Elena gøre op med sig selv, Damon og Stephan hvad de så skulle gøre. For Elena var ikke længere i tvivl. Hun vidste at Damon havde tabt sit hjerte helt til Maya, skønt han aldrig ville indrømme det overfor Elena selv. Han havde trods alt sagt, at uanset hvad der skete, ville hans hjerte kun tilhøre hende. Men Elena var kun glad for at Maya var kommet, og havde tændt den ild i Damon hun selv engang, ubevidst havde tændt hos ham. 

"Jeg skal nok snakke med ham, om at komme og besøge dig lidt senere, men nu må du vist hellere hvile dig lidt igen Maya, så kommer jeg herop igen senere." 

Maya nikkede søvnigt, og ikke lang tid efter, hørte Elena hvordan hendes vejrtrækning blev roligere. Hun smilede stille for sig selv, mens hun lagde dynen bedre om Mayas krop. Af hjertet tak Maya, jeg skylder dig en masse, for at have helet et hjerte, jeg uden tvivl har haft ødelagt uden at ville det. Jeg vil til enhver tid stå til din rådighed, du har hjulpet en jeg har så hjertens kær, det vil jeg aldrig kunne takke dig nok for. Tænkte Elena, mens hun forlod Damons værelse, og stille lukkede døren efter sig. Hun vidste at hun måtte træde med varsomme skridt, når det omhandlede Maya og Damon, i nærheden af ham. Et forkert skridt, og Damon ville tage ti tilbage og lukke helt i igen. Det måtte ikke ske, for selvom hun havde valgt Stephan frem for Damon, var hendes følelser for Damon stadig enornome. 

"Hvorfor er du ikke oppe hos Maya?!" 

Spurgte Damon vredt, idet Elena trådte ind i stuen, og gik hen imod dem.

"Hun sover trygt Damon. Hun spurgte forresten efter dig for lidt siden, og jeg lovede hende at tale med dig om, at du kom op til hende lidt senere." 

Damons ansigt blev en lille anelse mildere, men kun for en kort stund, inden vreden vendte tilbage.

"Hvorfor sagde du nu det?! Jeg har jo sagt at jeg ikke vil nærme mig hende!" 

Råbte han, men alligevel ikke særlig højt, både Elena og Damon vidste, at det var for ikke at vække Maya ovenpå. De ville kunne risikere at det ville give hende endnu et rædselsanfald. Og sprang sårene op igen, var det ikke sikkert at hverken Damon eller Stephans blod tilsammen ville kunne hele dem. 

"Hvorfor vil du ikke det Damon? Hun vil gerne se dig, hun har noget hun skal forklarer dig." 

Spurgte Elena blidt, men varsomt. Hun havde antændt vreden hos ham, men hun vidste at han inderst inde ikke var vred, men at han blot følte sig magtesløs over ikke at kunne gøre mere for hende, end han kunne. 

"Det ved du udmærket godt Elena! Jeg er ikke god for hende, det var mig der smed hende af i skoven, fordi jeg udelukkende tænkte på mig selv! Jeg bragte hende i den fare, hun stadig hviler i! Det er min skyld at hun ligger deroppe i sengen, ude af stand til at gøre noget som helst!" 

Elena trådte hen mod ham, selvom han gik lidt væk fra hende. Hun lagde forsigtigt en hånd på hans ene skulder, og forklarede kærligt, at han ikke havde tænkt på sig selv da han havde sat hende af i skoven, men at han havde tænkt på hende. Det havde Damon dog svært ved at tro, han ville ikke tro det. Men han kunne ikke skjule det lille håb der spirrede i hans øjne, som fortalte Elena at hun talte sandt. Han kunne bare ikke selv se, at han havde gjort det for at beskytte hende. At han ikke havde tænkt over de overhængende farer der lurede i skoven, var ikke hans skyld. Han havde gjort det i en god mening, og det måtte Elena, Stephan og til dels og Maya, få ham til at forstå. Men hvordan det skulle lade sig gøre, vidste hun ikke. Ikke endnu i hvert fald. Men hun skulle nok finde ud af det. 

"Jeg går op og holder vagt uden for hendes værelse!" 

Svarede han bare tvært, og forlod stuen med hastige skridt. Da han var uden for hørevidde, fortalte Elena hvad Maya havde forklaret hende, om hvorfor hun var blevet så bange som hun var, da hun havde fået øje på Damon i døråbningen, og Stephan forklarede at Damon havde bedt om deres hjælp til at bekæmpe tørsten, så han ikke hele tiden skulle frygte for hvad han ville gøre mod Maya hvis de blev alene.

"Vi har vist fået vores sag for Stephan, men vi må hjælpe dem så godt vi nu engang kan. Du må tage dig af Damon, så tager jeg mig af Maya. Jeg er bare glad for, at der endnu engang er en der har tændt hans menneskelighed." 

Stephan nikkede, og trak hende med sig hen på sofaen, hvor de satte sig tæt ind til hinanden. De nærede begge et ønske om, at Damon for en gangs skyld, fik hvad han fortjente og havde brug for. Og lige nu var det han havde brug for, altså Maya. De måtte gøre hvad de kunne, for at sårene på hende helede, og derefter få hende til at indse hvem Damon kunne være. Hun havde indtil nu kun set den dårlige side af ham. Men hvordan skulle de bære sig ad? Uden at skubbe Damon fra sig, og uden at gøre Maya bange for Damon? Det ville bestemt ikke blive nemt, men de var begge indstillet på, at det hele nok skulle gå. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...