Dæmon eller Engel?

Maya Mayfield flytter ind hos sin onkel og tante, der bor i Mystic Falls. Her møder hun Elena Gilbert, Stefan Salvatore, Damon Salvatore, og mange andre af Mystic Falls beboere.
Dette er Mayas nye liv, kan hun forholde sig til de underlige, skræmmende og til tider farlige situationer i Mystic Falls, eller bukker hun under for byens tiltrækninger?

Jeg glæder mig til at høre hvad i synes om den. :)

10Likes
12Kommentarer
814Visninger
AA

4. Kapitel 4

Damon var stadig ude af sig selv, Maya havde været vågen i et kort øjeblik, og sagt at han havde reddet hende. Men kunne hun ikke huske hvis skyld det havde været, at hun måtte redes? Huskede hun ikke hvad han havde forsøgt i bilen?
"Damon, jeg har taget det her med til dig."
Han vendte sig på den modsatte sofa, af den han havde lagt Maya på. Hun var for skrøbelig endnu, til at de kunne flytte hende op på hans seng. Det var Elena der havde vækket ham, fra tankemylderet, tvunget ham ud af skyldbevidstheden. Hun stod ved siden af ham, med en pose blod i hånden, men han ville ikke have den. Han ville sulte sig selv, til Maya havde det godt igen. Hvis, hun fik det godt igen. Det var ikke til at sige endnu, de næste tre dage var afgørende for om hun ville kunne overleve, gjorde hun ikke, ville hun enten dø helt, fordi blodet ikke var stærkt nok, eller også ville det forvandle hende til en vampyr.
"Du skal have noget at drikke Damon."
Han svarede ikke, han vendte sig bare om på den anden side igen. Maya sov stadig, han måtte holde vagt for at der ikke kom uindbudte gæster ind til hende. Men han ville ikke tale med nogen, han var begyndt at lukke sig inde i sig selv. Hvis Maya ikke overlevede, ville han ikke kunne leve med skyldfølelsen. Han havde taget beslutningen om, at hvis hun ikke fik det bedre, at hvis hun døde, ville han stikke et træspyd i hjertet på sig selv. Maya skulle have retfærdighed!
Elena opgav, og gik tilbage til Stefans værelse, hvor Stefan sad ved skrivebordet. Han så op da hun trådte ind i rummet, og fik et bekymret udtryk i øjnene, da han så at hun havde posen med blod med op, endnu engang.
Det var i går, at Maya var blevet angrebet, siden hun havde talt til ham svagt og tappet for kræfter, havde han ikke ville modtage blod. Det bekymrede Stefan, han vidste hvordan det svækkede en vampyr, og han vidste at hvis Damon aldrig ville røre blod igen, ville han mumificere. Damon havde aldrig været sød, ikke i sit vampyrliv. Men da han og Stefan stadig var mennesker, inden de havde mødt Katherine, var de to brødre uadskillelige.
"Jeg er lidt bekymret for Damon, han har aldrig sagt nej til at drikke blod. Han straffer sig selv, for at Maya blev angrebet af pumaen."
Stefan lagde sin dagbog fra sig, og gik over til Elena. Han var oprigtigt bekymret for sin bror, han vidste ikke hvad han kunne gøre. Han kendte Damon godt nok, til at vide at han ikke kunne beordres til noget han ikke ville.
"Ja, jeg forsøgte at snakke med ham, men han lagde sig bare om på den anden side, og lod som ingenting. Hvis Maya ikke snart får det bedre, ved jeg ikke hvad Damon gør."
Stefan nikkede, han var også bange for hvad der ville ske med Damon, og med Maya.
"Jeg går ned og ser til hende."
Men han stoppede ved døren, Damon havde hverken set eller hørt ham komme. Han sad helt henne ved Mayas side, og snakkede. Ikke til hende, men med hende. Hun var vågnet igen, og så en del friskere ud. Det var tydeligt at der stadig var lang vej, før at hun var helet ordenligt, men hun viste tegn på bedring, det var det vigtigste lige nu.
"Damon, jeg forstår ikke, hvordan du kunne dræbe den puma, du havde ikke gevær eller noget med. Og hvordan hørte du mig? Jeg ved ikke hvor jeres hus er, men jeg er sikker på du var langt fra mig."
Damon så på Maya, og smilede blidt til hende.
"Stefan, kom bare ind, vi skylder Maya en forklaring på det hele."
Stefan nikkede, og trådte ind. Han satte sig på en stol ved siden af Damon, klar til at afløse ham hvis han gik i stå, eller hvis Maya havde spørgsmål til Stefan også.
"Da du var vågen et kort øjeblik i går, spurgte du ind til mine skarpe tænder, og hvorfor jeg havde blod om munden. Jeg kunne kun dræbe pumaen, fordi jeg er stærkere end normale mennesker. Stefan og jeg er ikke som du tror, jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare dig dette, men du skal vide at du aldrig har været i fare. Stefan har altid været klar til at hjælpe dig, og uden at vide det selv, har jeg også været det."
Maya så undrende på brødrene, hvad snakkede Damon om?
"Det Damon forsøger at fortælle, er at vi ikke er ligesom du. Vi er vampyrer."
Maya spærrede øjnene op, havde hun fået det at vide for tre dage siden, havde hun ikke troet på det. Men nu, hvor hun havde set hvordan Damon havde set ud, ude i skoven, da han havde dræbt pumaen. Han havde haft spidse tænder, og blod der rendte ned fra munden. Han havde haft underlige farver under øjnene, men underligt nok, havde det ikke skræmt hende.
"Vampyrer?"
Brødrene nikkede, og ventede på at se hendes reaktion.
"Drikker i så menneskers blod?" 
Stefan rystede på hovedet, og så hen på sin bror Damon.
"Jeg har gjort i mange år, men det er stoppet. Jeg vil leve som Stefan har gjort i næsten ligeså mange år, vi har været vampyrer. Han lever udelukkende af dyreblod."
Maya nikkede, hun brød sig ikke om at dyr døde, men det var vel lidt bedre, end hvis det var menneske blod de drak, eller hvad? Hun vidste hverken ud eller ind, hvad hun skulle sige eller gøre. Hvad gjorde man, når man fandt ud af, at ham man var begyndt at kunne lide, ikke var menneskelig. At han var noget hun faktisk ikke troede på, men nu var blevet til en virkelighed. Kunne hun stole på Damon og Stefan?


"Du skal få lidt tid til at tænke over det hele, vi kommer ind igen senere. Hvis du vil, kan du til alle tider kalde på os, Elena er her også. Hun har kendt vores hemmelighed længe, så hun vil måske være en god støtte for dig."
Maya nikkede, det eneste spørgsmål hun kunne komme på, burde hun stille Damon, men i stedet spurgte hun Stefan.
"Stefan, må jeg spørge dig om noget?"
Stefan vendte sig i døren, og gik tilbage til Maya, der stadig lå i sofaen. De havde endnu ikke kunnet flytte hende, hendes indre skader var kun lige begyndt at hele, så hvis de flyttede hende nu, ville det hele springe op igen, og denne gang ville hun med garanti ikke overleve.
"Hvorfor reddede Damon mig? En vampyrs natur, er vel at dræbe, men han reddede mig."

Stefan nikkede.
"Ja det er vores natur at dræbe, men Damon har endnu aldrig dræbt nogen han har holdt af. Og han holder utroligt meget af dig."
Med de ord vendte Stefan sig om igen, med et bredt smil om læberne. Han havde godt lagt mærke til hvordan Mayas kinder havde fået en rødlig farve, da han havde sagt at det var fordi Damon kunne lide hende. Nu håbede han bare, at Damon ikke dummede sig. Han håbede, at han ville elske, og passe på Maya, så godt som han selv elskede og beskyttede sin Elena. Han havde længe vidst hvor såret Damon havde været, over at Elena havde valgt Stefan og ikke ham. Det havde pint Stefan, de var trods alt brødre. Nu så det i det mindste ud til, at han måske fik sin gode gamle bror tilbage.
Nu havde Maya også fået en masse at tænke over, Stephan håbede bare, at hun ville tage det lige så godt som Elena havde gjort det, for ellers ville der nok ikke være andet for, end at slette hendes hukommelse, så hun ikke kunne huske hvad der var sket, og hvad han selv og Damon var. 
Men han vidste også, at det ville sårer Damon, hvis det var det de blev nød til at gøre, for Stephan havde kun set sin bror have det sådan, da Elena havde været i farer. Måske var Maya den manglende brik i Damons liv, måske var det faktisk hende, der reddede Damon, og ikke ham der reddede Maya.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...