Dæmon eller Engel?

Maya Mayfield flytter ind hos sin onkel og tante, der bor i Mystic Falls. Her møder hun Elena Gilbert, Stefan Salvatore, Damon Salvatore, og mange andre af Mystic Falls beboere.
Dette er Mayas nye liv, kan hun forholde sig til de underlige, skræmmende og til tider farlige situationer i Mystic Falls, eller bukker hun under for byens tiltrækninger?

Jeg glæder mig til at høre hvad i synes om den. :)

10Likes
12Kommentarer
755Visninger
AA

3. Kapitel 3

Maya vågnede igen ved vækkeurets irriterende høje lyde, det burde være ulovligt at lave så larmende vækkeure, men på den anden side, ville de nok ikke vække så mange på den måde. Som altid var et svært for Maya at stå op, men langsomt fik hun da slæbt sig ud af sengen og taget tøj på. I køkkenet sad hendes tante og onkel, igen havde tanten lavet en lækker morgenmad, med friske frugter og nypresset juice. Morgenerne hos Mayas tante og onkel, var fantastiske, ingen stress, bare ren hygge.
"Godmorgen min pige, jeg håber du har sovet godt."
Maya nikkede med munden fuld af mad, til sin onkel der langsomt rejste sig, og gik hen til hende. Han lagde blidt sin ene hånd på hendes skulder, og stod lidt inden han fik taget sig sammen til at sige det der skulle siges.
"Du skal jo hjem til Damon og Stefan i dag, lov mig at du passer på. Man ved aldrig hvad drenge i den alder."
Tanten så advarende på sin mand, han fik et lidt beklemt ansigtsudtryk, det var tydeligt at han ikke ligefrem brød sig om situationen.
"Det er okay tante, jeg ved at min far ville have sagt præcist det samme."
Hun smilede blidt og kærligt til sin onkel, inden hun selv rejste sig, og gik ovenpå for at gøre sig helt klar til skole.

Da hun kom ud af hoveddøren, stod Damon, som dagen før, ved havelågen og ventede på hende.
"Damon, jeg er sikker på at jeg godt selv kan fine til og fra skole nu, men tak alligevel."
Sagde hun smilende, mens hun gik ud af den åbne havelåge og lod Damon tage sin taske. Hun havde ikke rigtigt noget valg, han tog den selv af hendes skuldre. Nej, hun forstod stadig ikke Bonnie og Elena, men der var vel altid ting det ikke var meningen man skulle forstå her i livet.
"Det ved jeg, jeg tænkte bare at det måske var mere hyggeligt at følges med nogen."
Han smilede igen det skæve smil, der gjorde Maya blød i knæene, men hun havde da lært at skjule det lidt bedre.
"Det er det nu også, tak fordi du bære min taske."
Hun vidste ikke rigtigt hvad hun skulle sige, Damon var flink mod hende, men alligevel anede hun ikke hvad hun skulle sige. Ikke lige det fedeste indtryk at give en ung mand, men hvad kunne man gøre når hovedet ikke ville det som man selv ville? Heldigvis var gåturen til skolen ikke så lang.
"Jeg venter på dig ved skolens parkeringsplads efter skole."
Maya nikkede, de skulle have biologi sammen nu. Et fag Maya ikke ligefrem elskede, til trods for at hun fik 12 i de fleste af sine opgaver.
"Godmorgen klasse, jeg har besluttet at vi de næste tre uger skal skrive om et biologisk emne, der interessere os hver især. I vil blive sat sammen i grupper af to, grupperne er valgt på forhånd så der ikke skulle opstå sure miner blandt jer. Damon, du skal arbejde sammen med Maya, i kan gå ned på biblioteket og finde materiale med det samme."
Damon og Maya nikkede, tog deres ting og begav sig ned på biblioteket.
"Hvad siger du til at skrive om dyrenes fødekæde, og om hvordan de tilpasser sig i naturen?"
Spurgte Maya stille, hun gik tydeligvis op i skolen. Tænkte Damon, men nikkede med det skæve smil på læben. Af en eller anden grund havde han virkelig lyst til at føje sig hende, hvilket han ellers ikke gjorde med nogen pige, overhovedet. Måske med undtagelse af Elena.
"Med glæde."
De fandt hver især en masse bøger om emnet, og gav sig til at læse, og skrive vigtige informationer ned. Imens sagde ingen af dem et ord. Maya fordi hun var en anelse genert, og Damon fordi han undrede sig over at han pludselig havde lyst til at gøre en pige glad. Det var jo kun meningen at Maya skulle være hans nye offer, ikke veninde. Dem kunne han ikke bruge til noget, en vampyr var hård og kontant. Han var ikke svag som sin svækling, af en bror Stefan. Nej, Damon var en rigtig vampyr, men hvis han ville have hende til at føje sig for ham, måtte han spille sød, bare lidt endnu. Han havde hele eftermiddagen, og noget af aftenen til at charmere sig ind på hende.
"Du er virkelig ikke som de andre piger Maya, de fleste andre kaster sig over os fyre, som var vi en lille hundehvalp, men ikke dig."
Maya så genert op fra den bog hun var i gang med at læse, det havde hun ikke lagt mærke til at de gjorde.
"Det har jeg ikke lagt mærke til, jeg er nok mere den stille type."
Ja, det havde Damon fundet ud af ret hurtigt, men det skulle han nok få pillet ud af hende. Men var det ikke det der gjorde at Damon kunne lide hende? Fordi hun var stille og forsigtig? Nej, hun var intet andet end et offer, præcist som de andre piger.
"Vi må nok hellere komme i gang, ellers bliver vi aldrig færdige til tiden."
Damon nikkede, men ville nu allerhelst bruge tiden på at charmere sig ind, end til at skrive en eller anden dum opgave.
"Jeg stiller gerne hus til rådighed, efter skole mener jeg, så vi kan skrive videre på opgaven, hvis det er?"
Maya nikkede stille, hun skulle hjem til ham efter skole, det havde de jo aftalt dagen før, men derfor kunne de vel godt skrive lidt på opgaven der?
"Så kan vi nok skrive lidt på opgaven der også."
Sagde hun.

"Jeg troede du var sammen med Maya? Det har i da ellers været siden hun starte på Mystic Falls High School i mandags, er i blevet uvenner?"
Spurgte Bonnie, Elena nikkede bare.
"Nej, vi har bare ikke de her to timer sammen om onsdagen, der skal hun have biologi med Damon."
Bonnie så straks bekymret på Elena.
"Jeg ved det, det bekymrer også mig. Men hun har jo lovet at passe på, og vi kan ikke gå rundt om hende hele tiden. Jeg ser bare ikke frem til, at hun møder den sande Damon Salvatore."
Bonnie nikkede forstående til sin veninde, og sammen gik de til time.
Som altid lyttede Elena til hvad læreren sagde, men det forhindrede ikke hende og Bonnie, i at skrive små sedler til hinanden.
Vi må gøre lidt ekstra ud af dit pyjamasparty, det er Mayas første! :)
Elena synes at nu hvor hun vidste, at Maya aldrig havde været til pyjamasparty før, skulle de gøre lidt ekstra. Måske også som en slags, velkommen til byen og skolen fest. Godt nok blev de kun Elena, Bonnie og Maya, men derfor kunne man godt gøre noget vildt ud af det.
Den er jeg helt med på, så skal der ses tøsefilm, og lægges make-overs. Kan du ikke tage noget af dit tøj med? Så kan hun gå catwalk i vores tøj, så finder vi det bedste sæt, som hun skal have på i skole på mandag! :D
Elena smilede af sin veninde, når man sagde lidt ekstra, fik man hele pakken, plus det dobbelte. Det var bare en af de mange ting Elena elskede ved sin bedsteveninde Bonnie Bennet!
Jo, selvfølgelig! Det skal nok blive alle tiders!
Resten af timen skrev de om Bonnies pyjamasparty, men også om den halloween fest skolen snart skulle holde. De snakkede om hvad de ville klæde sig ud som, og besluttede sig for at finde et godt kostume til Maya, da hun nok ikke lige selv ville vide hvad hun skulle vælge. Hun havde nok heller ikke nået at være længe nok på en skole, til at blive inviteret til sådan en halloween fest. Hvis Maya havde vidst hvad hendes to nye veninder planlagde af ting og sager, for at gøre noget for hende, ville hun sige at hun ikke fortjente så gode veninder. Hun kunne jo ikke vide, at det var sådan veninder normalt gjorde for hinanden. Hun var altid gået rundt på skolerne alene, hun havde altid været pigen, der ikke turde snakke med de andre.

Damon hjalp Maya med at pakke tingene sammen, de var hurtigt blevet enige om, at det nok var bedst hvis bøgerne og det andet materiale, lå i Mayas skab.
"Vi ses efter skole Maya, jeg står omkring min bil, hvis ikke, kommer jeg kort efter dig."
Han smilede igen det skæve smil, han vidste at det slog de fleste piger ud, og hvilken dreng elskede ikke, at se pigerne falde i svimer over ham?
"Ja vi ses."
Maya tog tasken på ryggen og gik hurtigt videre til næste lokale, hvor hun skulle mødes med Bonnie og Elena.
"Hej Maya, nu skal du bare høre hvad vi har fundet u af, til pyjamaspartiet på fredag!"
Elena tog Mayas ene arm under sin, og Bonnie tog den anden. Maya kunne ikke rigtigt gøre andet end at følge med ind i klassen, og lytte med et bredt smil.
"Det behøver i altså ikke, bare gør som i plejer at gøre når i holder sådan noget, jeg vil ikke være til besvær."
Hun var glad for hvad de ville gøre for hende, men hun følte sig ikke fortjent til det. Hvorfor vidste hun ikke, hun mente vel bare ikke at hun ikke var det værd.
"Ikke tale om! Vi gør det på den her måde, færdig slut. Og hvorfor skulle du være til besvær?"
Maya rystede på hovedet, det vidste hun ikke.
"Hvordan gik dine to første timer?"
Spurgte Elena venligt, dog vidste Maya at de mest spurgte ind til, om Damon havde gjort noget.
"De gik fint, vi har fået tre uger til en opgave som vi skal aflevere to og to."
Maya ville helst ikke ind på hvem hendes makker var, for hun var sikker på at Bonnie og Elena bare ville give hende en masse prædikener. Men selvfølgelig spurgte de ind til det, heldigvis blev Maya reddet af klokken, der ringede ind til time.
Nu var spørgsmålet bare, hvad hun skulle gøre i næste pause, der var hun nok ikke så heldig at slippe udenom. På den anden side, ville de gøre så meget for hende, så hun kunne ikke få sig selv til at lyve for dem. Så måtte hun tage prædikenerne som de kom, der var ikke andet for.

Imens Maya sad til time, besluttede Damon sig for at tage hjem, og gøre lidt klar til hendes besøg. Han vidste af erfaring, at hvis man havde problemer med at charmere sig ind på en pige, var en god middag og stearinlys et stort plus.
Hvad har du gang i Damon? Du er ikke blødsøden som et simpelt menneske, du er vampyr, nattens jæger!
Med de ord i tankerne, styrtede han ud af døren, da maden var taget ud af ovnen. Der var ingen grund til at risikere at brænde hele huset ned, bare fordi man ville bevise for sig selv, at man stadig var den man hele tiden havde været. Han havde besluttet sig for, at finde en hjemløs, som han havde gjort så mange gange før. Tømme kroppen for blod, og brænde liget. På den måde ville ingen finde ud af, hvad der var sket, og ingen savnede en hjemløs. De fleste af dem havde end ikke familie, der ville lede efter dem, så de var et nemt bytte for en nattens jæger.
Han fandt en gammel mand under broen, men han gik ikke hen for at gøre hvad han havde tænkt sig. Han stod bare skjult og betragtede den gamle mand, hvad var der galt med ham? Han tøvede aldrig nogen sinde, hvorfor gjorde han det nu? Det havde noget med Maya at gøre, siden han havde fulgt hende hjem fra skole om mandagen, da hun var faret vild og havde lært hende lidt at kende, havde han tøvet med at dræbe. Faktisk havde han ikke rørt et menneske, han kunne ikke få sig selv til det. Han havde måttet nøjes med det blod han og Stefan havde hjemme i fryseren, det var bare ikke helt det samme. En vampyr var en jæger, og en jæger havde brug for et bytte.
Han opgav den gamle hjemløse mand, og gik tilbage til skolen. Maya havde alligevel fri nu, og han kunne ikke lade hende vente. Men i dag skulle rare Damon stoppe! Han skulle vise hende hvordan han i virkeligheden var, og han skulle nok få det af hende, som han havde haft i sinde da han havde hørt om den nye pige på skolen. Han, Damon Salvatore, fik altid hvad han ville have.
"Undskyld jeg først kommer nu, men der var lige noget jeg skulle ordne."
Maya smilede bare venligt og nikkede, hun havde ikke ventet mere end fem minutter.
Damon viste hende hen til hans bil, åbnede galant døren for hende, og lukkede den igen, da hun havde sat sig ind.
"Det undrer mig at du ikke holder dig fra mig, som alle de andre af Elenas venner ellers altid gør. Har Elena ikke advaret dig mod mig?"
Spurgte han undrende, Maya så forvirret på ham. Hvorfor spurgte han pludselig om det? En svag følelse af angst, begyndte at bide sig fast i Mayas indre. Var der alligevel noget i Bonnie og Elenas advarsler?
"Jo, men de vil ikke sige hvad det er, så jeg kan ikke forholde mig til det. Desuden har du jo været så flink mod mig, så jeg kan ikke se hvad det skulle være, der gjorde dig så slem. Hun har bare sagt, at jeg skulle passe på i nærheden af dig."
Damon smilte sit skæve smil igen, hun var dum nok til at tro på hans skuespil, hun havde ikke fundet ud af at han udnyttede hende endnu. Måske var det ikke så god en ide at tage med Damon hjem, nu hvor Stefan ikke var der. Måske havde Bonnie og Elena advaret hende, med rette.
"Det er fordi Elena og hendes veninder, tror at jeg udnytter kønne piger som dig, og at jeg kun leder efter nye ofre, som de så fint kalder det."
Maya slappede af igen, selvfølgelig var det kun det de havde advaret hende mod, ikke alt muligt om at han havde gjort noget frygteligt.
"Det tror jeg ikke på at du gør, du virker ikke som den type, til trods for dit hårde ydre. Jeg er sikker på, at hvis de bare lærte dig lidt bedre at kende, ville de synes om dig."
Godtroende var hun også det lille fjols, men var det ikke det der havde gjort at han syntes hun virkede så speciel? Nej, han skulle udføre det han havde sat sig for! Det kunne ikke vente til de nåede huset, han stoppede bilen brat, og låste bilens dør i en hurtig bevægelse. Maya så undrende på ham, og mærkede igen angstens klamme tag om hende.
"Hvad laver du Damon?"
Han så bare på hende, med det skæve smil spillende om læberne. Han lænede sig langsomt over mod Maya, der lænede sig mere og mere op af bildøren. Hvad skete der? Hvor var den Damon hun havde lært at kende?
"Tager det kys jeg ville have i mandags."
Sagde han kurrende, pludselig synes hun hverken at hans stemme, eller hans smil var så sexet mere. Nu var hun bange for den, det blik sagde hende, at han ikke havde i sinde at nøjes med et kys.
Han sad nu helt lænet over hende, men da hans læber rørte hende bløde, kærlige læber, gik et vidunderligt jag igennem kroppen på ham. Han troede ikke at han lige havde mærket det, han havde. Det var kun sket to gange før, med Katherine og med Elena, og så nu, Maya. Nej! Det her gik ikke, han ville ikke have hende, han ville have Elena! Men han kunne ikke få sig selv til at skade Maya, så med et hurtigt ryk, havde han igen låst døren op.
"Ud!"
Maya så uforstående på ham, men skyndte sig ud, inden han ombestemte sig. Hans opførsel var ikke behagelig, så hun skyndte sig ud af bilen, og lidt ned af stien. Hun nåede dog ikke langt, før Damon gassede voldsomt op, og kørte væk i høj hastighed. Hvad var der gået af ham? Han var da ellers så sød, hvorfor var han pludselig sådan?
Det hele blev for meget for Maya, så hun satte sig på en nærliggende træstamme, og gav sig til at græde. Benene kunne ikke bære hende alligevel, så der var ikke andet at gøre.
Der gik noget tid, før Maya stoppede med at græde, og igen kunne begive sig hjemad. Men det var ved at blive mørkt, og hun anede intet om hvor hun var, så da hun gik af den vej hun mente de var kommet, men den vej hun troede var rigtig, førte hende blot længere ind i skoven.
Lyden af grene der knækkede, skræmte Maya fra vid og sans. Hun satte automatisk farten op, og løb gennem skoven, stadig i den tro at hun løb den rette vej mod byen. Hun var skræmt, og løb så stærkt, at hun ikke så den kæmpemæssige rod foran hende. Hun faldt omkuld, og mærkede en voldsom smerte i benet. Men det var ikke det der bekymrede hende mest, det var den knurrende lyd, der kredsede rundt om hende, der fik hende til at forsøg at rejse sig, dog uden held, da benet knækkede sammen under hende. Smerten var uudholdelig, alligevel forsøgte hun at kravle væk derfra. Hun vidste ikke hvilke dyr der befandt sig i skoven her, og hun havde ikke i sinde at finde ud af det.
Netop som hun skulle til at kravle, hørte hun en voldsom knurren lige bag hende. Hun vendte sig forskræmt om, og så en kæmpemæssig puma stå foran hende, med blottede tænder klar til angreb. Frygten lammede hendes krop, og tillod hende kun lige akkurat at skrige.
Pumaen sprang på hende, bed og flåede løs i hendes spinkle krop. Maya skreg højere end nogensinde før, i håbet om at nogen hørte hende, selvom hun inderst inde godt vidste at der ikke var nogen i miles omkreds.
"Hjælp! Damon!"
Hun kunne ikke andet end at håbe at han ikke boede alt for langt væk, håbet var lille og spinkelt, men det var det eneste der holdt hende ved bevidsthed lidt endnu.

Damon havde lige parkeret bilen i indkørslen, og gik nu rasende op mod husets hoveddør. Hvem var Maya, sådan at komme her og vende op og ned på Damons personlighed. Da han tog fat i dørhåndtaget, hørte han et hjælpeløst skrig. Han stod stille, og lyttede endnu engang.
"Hjælp! Damon!"
Det var Maya, hvad havde han tænkt på? At sætte hende af i skoven, hvor det vrimlede med pumaer? Hun kunne knapt finde til og fra skole, hvordan havde han så regnet med at hun kunne finde hjem fra skoven? Det var jo netop det, han havde ikke tænkt på hende, han havde udelukkende tænkt på sig selv.
Han løb i retning han mente råbene kom fra, med den hurtige hastighed en vampyr besad. Der var stille i skoven nu, men nu og da hørte han en voldsom knurren ikke langt fra ham. Han forsøgte sig, og snart så han den store puma, stå bøjet over Maya, der knapt nok var ved bevidsthed.
"Maya!"
Han tænkte ikke efterfølgende over hvad han gjorde, han kastede sig over dyret, og slog det ihjel så let som ingenting. Men hvad med Maya?
Hun trak vejret i små stød, og var tæt på at miste bevidstheden. Dog nåede hun at se Damon vende sig mod hende, med blod om munden, og skarpe hjørnetænder stikke ud af munden. Mere nåede hun ikke at registrere, før mørket tog fat i hende, og bragte hende i en dødlignende tilstand.
Damon løftede Maya op i sine arme, og løb så hurtigt tilbage til hans og Stefans hus. Han lagde hende forsigtigt på sofaen, og tastede Stefans nummer ind på mobilen.
"Stefan, du må komme hurtigt, Maya er blevet angrebet af en puma. Hun er kommet slemt til skade, og hun er bevidstløs, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre!"
Stefan hørte Damons panik og desperation.
"Rolig Damon, jeg komme nu. Giv hende noget af dit blod til jeg kommer."
Selvfølgelig, hans blod kunne hjælpe hende, så hun helede hurtigere, hvorfor havde han ikke tænkt på det noget før? Han stillede sig hen ved hende, og så ned på hendes hårdforrevne krop. Han håbede at det kunne hjælpe hende, hvis ikke, ville han aldrig kunne tilgive sig selv nogensinde. Han bed i sit håndled, så blodet dryppede, og satte så håndleddet ned til Mayas mund. I det mindste kæmper hun svagt imod, så er hun da i live. Tænkte han for sig selv, mens han pressede håndleddet mod hendes mund.
"Maya, ikke kæmp imod, det vil hjælpe dig."
Efter nogen tid, slappede hun af i sin allerede slappe krop, og sank Damons blod. Entrédøren gik op, og snart stod Stefan ved siden af Damon og Maya.
"Det er værre end jeg troede, hvordan er det sket?"
Damon forklarede, at han havde sat hende af i skoven, fordi han ikke ville udnytte hende, som planen ellers havde været fra starten. Det var for at redde hende fra ham selv, men han havde ikke tænkt på de mange pumaer. Stefan nikkede, og satte sig på hug ved Maya, så han bedre kunne bedømme hendes skader.
"Hun får brug for blod fra os begge, hvis hun skal have en chance. Damon gå ned og få dig noget blod fra fryseren, du kan ikke undvære mere nu."
Damon kunne mærke hvordan svimmelheden trængte sig på, men ville ikke stoppe, det var hans skyld at hun lå der, knapt nok i live.
"Damon, jeg skal nok tage over."
Stefans stemme var blid, han havde lagt hånden på Damons skulder, for at vise at han kunne stole på ham. Han havde aldrig i sit liv set Damon så bange, kun en enkelt gang var det sket før, det var dengang de nær havde mistet Elena.
"Elena er på vej hertil, jeg satte hende til at finde på noget, så Maya ikke skulle hjem det næste stykke tid. Hun kommer med noget tøj til hende."
Damon nikkede fraværende, og gik med langsomme skridt ned i kælderen, til fryseren med blod. Han satte sig på stolen ved siden af fryseren, svimmelheden var ved at vinde over ham. Men han var ligeglad, hvis det hjalp Maya, var det det hele værd. Han ville beskytte hende mod alt, om det så kostede ham livet.
Det var først da han havde set pumaen stå bøjet over hende, rive i hendes spinkle krop, og bide hende, at det rigtigt gik op for Damon hvad han i virkeligheden følte for Maya. Han elskede hende, om muligt, mere end han havde elsket Elena. Han ville aldrig lade noget ondt ske Maya igen.
Da han havde drukket et pose blod for sig selv, og samlet tankerne en smule, gik han op til Stefan. Han havde hørt Elena parkere bilen, og gå ind til Maya og Stefan.
"Hvordan kunne han lade det her ske? Hvis jeg ser ham, skal jeg personligt stikke ham en på siden af hovedet. Eller hælde vervain i ansigtet på ham, ja det tro jeg faktisk jeg vil gøre. Det tankeløse svin!"
Damon var stoppet tæt på døren ind til stuen, hvor Elena, Stefan og Maya befandt sig, da han havde hørt Elena. Hun havde ret, han var et tankeløst svin, den eneste han havde tænkt på i det øjeblik han satte Maya af, var ham selv. Han havde regnet med at Stefan ville følge Elenas valg af sprog, og svine Damon til. Men til Damons overraskelse, forsvarede Stefan ham.
"Elena rolig, vi må holde øje med hende de næste tre dage, men jeg tror hun kommer sig. Når hun er frisk igen, skal hun blive her yderligere en uge, så vores blod er ude af hendes krop. Damon gav hende så meget blod, at han selv var ved at gå i brædderne, jeg har kun set ham være så panisk og bange, en gang før i mit liv. Og alligevel var det værre denne gang. Sidst var det dig han var bange for at miste, men han har følelser for Maya, stærke følelser. Følelser som dem, du og jeg har for hinanden. Du må ikke bebrejde ham, da det gik op for ham, ville han havde hende ud af bilen, netop for at redde hende fra ham selv."
Det var mere end nok for Damon, Stefan skulle ikke forsvare Damons handlinger, slet ikke disse. Det her var utilgiveligt, det vidste han. Elena havde al mulig ret til at hade ham efter dette, han hadede jo sig selv for det.
"Stefan, du skal ikke forsvare mig. Elena har ret, jeg tænkte kun på mig selv da jeg satte Maya af i skoven."
Elena og Stefan vendte sig om, Stefan havde naturligvis hørt Damon komme op af trappen. Elena satte sig ned.
"Stefan har ret Damon, du gjorde det ikke med tanke for dig selv. Havde du gjort det, havde du slæbt Maya med hertil, og udnyttet hende som planlagt. Men du stoppede dig selv, og satte hende af for at redde hende fra dig. Fordi du blev bange for hvad du kunne finde på, og fordi du indså at du var begyndt at få følelser for hende."
Damon så undrende på Elena, vreden boblede i ham. Hvorfor begyndte hun at tage ham i forsvar? Det var hans skyld at Maya lå der på sofaen, ude af stand til at gøre noget. Han holdt et flaske af Stefans frem for sig, han vidste at den indeholdt vervain. Han kunne ikke gå ustraffet fra den skade, han havde forvoldt Maya. Han ville aldrig kunne tilgive sig selv, hvis ingen straffede ham.
"Damon!"
Elena for frem mod ham, men det var en anden stemme der fik ham til at stoppe bevægelsen i tide, så vervainen ikke blev kastet i hovedet på ham. Det var Mayas stemme, ganske svag og lav, men det var hendes! Hun kaldte på ham! Han smed flasken op i luften, og var hurtigt henne ved Mayas side. Elena greb flasken, inden den ramte gulvet, hvor den ville have splintredes i tusinde stykker. Stykker der ville være smertelige og farlige for Stefan og Damon.
"Jeg er her Maya, jeg er så ked af det. Kan du nogensinde tilgive mig?"
Elena så forbløffet over på Damon, der sad bøjet over Maya. Hun var ved bevidsthed, men også kun svagt.
"Du redede mig, hvad er der at tilgive?"
Hendes stemme var svag, og kunne knapt høres. Elena kunne intet høre, kun en hvisken. Stefan og Damon derimod, kunne tydeligt høre hvordan kun kæmpede, for at få ordene frem.
"Men din mund, den var fuld af blod, dine tænder var skarpe. Damon? Hvad er du?"
Damon så op på Stefan, der smilede opmuntrende.
"Det kan vi snakke om senere, du har brug for hvile Maya."
Hun nikkede svagt, og lukkede søvnigt øjnene i.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...