Dæmon eller Engel?

Maya Mayfield flytter ind hos sin onkel og tante, der bor i Mystic Falls. Her møder hun Elena Gilbert, Stefan Salvatore, Damon Salvatore, og mange andre af Mystic Falls beboere.
Dette er Mayas nye liv, kan hun forholde sig til de underlige, skræmmende og til tider farlige situationer i Mystic Falls, eller bukker hun under for byens tiltrækninger?

Jeg glæder mig til at høre hvad i synes om den. :)

10Likes
12Kommentarer
741Visninger
AA

1. Kapitel 1

Maya Mayfield var lige flyttet til Mystic Falls, Virginia, uden kendskab til de mange underlige ting der skete her. Hendes forældre rejste meget, så for at give Maya lidt stabilitet i livet, havde de besluttet, at hun skulle bo hos sin onkel og tante. De havde naturligvis spurgt Maya, om hun ville, og eftersom Maya altid havde elsket sin onkel og tante, sagde hun uden tøven ja.
Nu stod hun så der, foran Mystic Falls High School, det var første dag, og Maya var mere end nervøs. Langsomt gik hun ind gennem hovedindgangen, men gad vide hvor kontoret mon lå, måske den vej? Hun gik mod venstre, men fordi hun havde for travlt med at se efter kontoret, så hun ikke den unge mand der kom ind udefra, og gik derfor direkte ind i ham, så han væltede.

"Det må du virkelig undskylde, jeg så dig ikke."
Sagde hun, og hjalp den unge mand, der var på omtrent hendes egen alder, op fra gulvet.
"Det gør ikke noget, du så ud til at lede efter nogen, eller noget. Måske jeg kan hjælpe dig med at finde det?"
Han rettede lidt på tøjet, men med et bredt og forstående smil på læben.
"Ja, jeg leder efter kontoret, jeg er nemlig ny. Det er min første dag her, og skolen virker voldsomt stor, når man ikke har været på den før."
Den unge mand nikkede forstående, og gav Maya tegn til at følge efter.
"Jeg hedder Stefan Salvatore, velkommen til Mystic Falls, og Mystic Falls High School."
Han virkede venlig, og smilede en hel del, hvilket gjorde det hele en anelse lettere for Maya. Det var altid rart, når nogen smilede og var imødekommende, i stedet for at lade som om den nye elev ikke fandtes.
"Mange tak, mit navn er Maya Mayfield."
"Rart at møde dig Maya, jeg håber at du vil falde godt til, her i Mystic Falls. Kontoret er lige her, jeg venter herude på gangen, så skal jeg nok vise dig hen til dit lokale når du har fået dit skema."

Maya takkede venligt, og gik ind efter skolebøger, og de papirer der eventuelt skulle skrives under af hendes onkel eller tante. Det tog ikke sekretæren lang tid, at finde de rette ting, og før Maya vidste af det, var hun igen på vej ud på gangen til Stefan.
"Det her er min kæreste, Elena."
Elena hilste pænt på Maya, og præsenterede sig selv med hele navnet. Hun spurgte også Maya hvilken time hun skulle have i første time.
"Engelsk."
Sagde Maya, da hun kort havde tjekket skemaet, og uden antydningen af nervøsitet. De var jo rare mennesker, begge to, så hvad havde hun at være nervøs for?
"Det skal jeg også, så kan vi to følges ad. Stefan skal nemlig have biologi, og det ligger i den anden ende."
Stefan nikkede bekræftende, kyssede Elena blidt og kærligt på panden, og sagde pænt farvel til Maya.
"Så, hvad fik dig til at flytte til Mystic Falls?"
Maya smed tasken på ryggen, og fulgte Elena gennem de mange gange. Hvordan skulle hun nogensinde lære, selv at finde rundt? Der var jo ikke andet end gange, og alle var ens.
"Mine forældre rejser meget, så for at jeg fik lidt mere stabilitet i livet, mente de, at det ville være bedst for mig, hvis jeg flyttede ind hos min onkel og tante."
Elena nikkede, og lyttede venligt med et smil på læben.
"Jeg håber at du vil falde godt til, alle her i Mystic Falls er fantastiske, lige med undtagelse af få personer, men dem lære du nok snart at kende. Damon er nok den du skal vogte dig mest med, det er Stefans bror, men de ligner langt fra hinanden personlighedsmæssigt."
Maya nikkede, det lød spændene at Stefan havde en bror, men mon dog at han var så slem som Elena fik det til at lyde?
"Hvem er den nye pige, det er da uhøfligt af dig, ikke at præsentere os for hinanden Elena."
Damon tog blidt Mayas hånd, og kyssede den elegant, faktisk som en ægte gentleman.
"Damon, lad Maya være!"
Vrissede Elena, var det bare Maya, eller lød Elena ikke en anelse truende? Nej, det måtte bare være Maya og hendes underlige fantasi.
"Rolig Elena, du kender mig da."
Lo Damon stille.
"Netop, hold dig væk!"

Maya stod mellem dem, og følte sig som en lus mellem to negle. Den tanke glemte hun dog hurtigt igen, da hun så op og ind i et velskabt ansigt. Det havde de smukkeste øjne, og det skæve smil der spillede om Damons læber, gjorde Maya helt blød i knæene.
"Som du vil, farvel Maya, jeg er sikker på at vi nok skal se mere til hinanden."
Med de ord forsvandt Damon i menneskevrimlen, der efterhånden voksede sig større.
"Han virkede da meget flink."
Elena rystede på hovedet, og sagde at Maya nok skulle blive klogere.
"Kom Maya, timen begynder nu, og læreren hader når eleverne kommer for sent.
Maya nikkede, og fik langt om længe løsrevet sig fra de indre billeder, af Damons fantastiske ansigt. Maya kunne ikke mindes, at have set så smukt et ansigt før.
Men hvad mon Elena mente med, at Maya nok skulle blive klogere på Damon? Han virkede da både sød og galant, hun kunne virkelig ikke se hvad der var galt med ham. Det var en ting, hun dog snart ville finde ud af.
"Du kan sidde ved siden af mig, Bonnie er syg i dag, så hvis du ikke sætter dig der, kommer jeg til at kede mig ihjel."
Maya kunne ikke sige nej, til så gode argumenter. Så sad hun jo også sammen med en, hun i det mindste kendte bare en lille smule.

Timen gik hurtigt, og var både spændene og sjov, takket være Elena og hendes smittende humør.
"Her, du må få min halskæde. Jeg ved godt at vi ikke har kendt hinanden længe, men jeg har på fornemmelsen, at vi to nok skal blive fine venner. Desuden så jeg hvordan du beundrede den i timen, du kunne næsten ikke få øjnene fra den."
Elena rakte smilende sin halskæde, til en noget uforstående Maya.
"Tak, men havde du ikke fået den af Stefan?"
Elena nikkede.
"Jo, men jeg får så mange halskæder af ham, og jeg har jo kun en hals. Det ville være synd hvis den bare skulle hænge hjemme i skabet med de andre, når du nu så godt kan lide den. Desuden ville Stefan ikke tilgive mig, hvis jeg ikke gav den til en der virkelig godt kunne bruge den."
Maya tog taknemmeligt imod den, Elena var ikke nem at sige nej til. Hun hjalp Maya med at få den på.
"Hvad er det den dufter af?"
Spurgte Maya, imens hun stille duftede til den himmelske duft, der kom fra smykket.
"Der er en gammel urt i smykket, det bliver kaldt verbena, men alle heromkring kalder urten for vervain, dens gamle navn."
Maya lyttede interesseret, hun havde engang hørt sin onkel fortælle om vervain, hvordan den havde beskyttet deres forfædre mod vampyrenes tankemanipulation. Men det var jo ikke andet end gamle myter og sagn, alle vidste jo at vampyrer ikke fandtes.
Så er jeg jo godt beskyttet mod vampyrer, ifølge de gamle sagn og myter mener jeg. Men jeg tror nu ikke på vampyrer, gør du Elena?"
Elena forsøgte at svarer, uden helt at svare på det egentlige spørgsmål. Hun kunne jo ikke så godt sige til Maya, skolens nye elev, på hendes første dag, at Stefan og hans bror rent faktisk var vampyrer. Det ville enten skræmme hende væk, eller også ville hun tro, at Elena var tosset. Nok mest det sidste.
"Mystic Falls er ikke nogen helt almindelig by, det siges at Mystic Falls, er samlingspunkt for overnaturlige ting og kræfter."
Maya så nu på Elena, for at se om Elena mente det hun sagde, at hun rent faktisk troede på de mange myter og sagn.
"Du tror på alle myterne og de gamle sagn, gør du ikke?"
Elena nikkede, og smilede venligt til sin nye veninde. Hun vidste kun alt for godt, hvilken verden Maya nu var på vej ind i, og hun kunne ikke gøre andet, end at være der for Maya så godt hun nu kunne.
"Lidt, måske kommer du også til at tro på det, når du har boet her noget tid, hvem ved?"
Det var Maya nu ikke så sikker på, hun troede virkelig ikke på overnaturlige ting, eller væsener som vampyrer, varulve eller hekse. Alt det, hørte eventyrene til.

Den del af Mystic Falls, ville hun alligevel snart stifte bekendtskab med, hvis Elena kendte Damon ret. Det var også på grund af ham, Elena havde givet Maya sin vervain halskæde. Stefan kunne altid skaffe hende et nyt smykke med vervain, hans kælder var jo fyldt med det. Det var hans eget lille, hemmelige lager. Eller hemmeligt var det jo egentligt ikke, for både Elena, Bonnie, Jeremy og Caroline kendte til det. Det var kun Damon der ikke gjorde, og det ville få katastrofale følger for Stefan, hvis Damon fandt ud af det.

 


 Den første dag på Mystic Falls High School, var nu vel overstået.
"Jeg håber at du har haft en god første dag, at du ikke er skræmt væk, og kommer igen i morgen."
Sagde Stefan smilende, Elena stod ved siden af ham, med armen rundt om ham. Det var faktisk utroligt, så godt de to passede sammen. De var begge venlige, smilende og imødekommende, gode til at gøre en ellers vanskelig dag, nem.
"Det gør jeg bestemt, Mystic Falls High School virker som en fantastisk skole, eleverne her virker alle søde."
Den sidste bemærkning, var mest til Elena.
"Jeg ser at Elena har givet dig hendes vervain kæde, den klæder dig godt."
Maya takkede og sagde at hun nok hellere måtte gå hjem, inden hendes onkel og tante blev bekymrede.
"Kan du finde hjem?"
Maya smilede.
"Ja, det skulle jeg mene at jeg kan, men tak for tanken Stefan."
Hun sagde venligt farvel, og gik den vej, hun mente hun var kommet fra om morgenen, det var det dog ikke, men den stik modsatte. Efter en halv time, begyndte Maya at blive bekymret. Hun var stadig ikke kommet hjem endnu, turen til skolen om morgenen havde kun varet et kvarter. Ikke nok med at hun ikke var kommet hjem endnu, hun kunne heller ikke kende nogle af de mange huse. Ud over at være faret vild, havde hun fornemmelsen af, at der gik nogen bag hende. Men der var ingen at se, når hun vente sig om, stien var tom. Følelsen blev dog alligevel siddende i hende, som en kvælende, ubehagelig fornemmelse.
"Du ligner en der er faret vild Maya."
Hun vendte sig forskrækket om, bag hende stod ingen ringere end Damon Salvatore.
"Damon, du skræmte mig!"
Det skæve smil spillede igen om hans læber, måske det var hans kendetegn. Man hvor så han godt ud, nej, det var ikke det hun skulle tænke på, havde han fulgt efter hende?
"Det må du undskylde, det var ikke meningen."
Maya nikkede, men kunne ikke slippe tanken om, om han var fulgt efter hende? I så fald at han var, hvordan havde han så kunnet skjule sig så godt for Maya? Uhyggelig tanke, måske havde Elena alligevel ret.
"Ja, jeg er vist faret lidt vild."
Indrømmede hun, uden at være i stand til at tage øjnene fra hans fantastiske blå øjne.
"Hvis du fortæller mig adressen, kan det jo være jeg kan hjælpe dig hjem."
Maya havde ikke rigtigt noget valg, hun var faret vild, og uden hjælp, ville hun ikke kunne finde onkelens og tantens hus.
"Men jeg bliver nød til at spørge dig om noget, har du fulgt efter mig? Jeg har længe haft en uhyggelig fornemmelse af, at der gik nogen bag mig, men jeg har ikke kunnet se nogen."
Damon så forundret på hende, og sagde at han havde gået i nærheden, og pludselig set hende. Eftersom hun gik og så forvirret ud, besluttede han sig for at gå hen og hører om der var noget galt. Det lød oprigtigt nok, Maya stolede på Damons forklaring, hvorfor skulle han også følge efter hende? Så hun forklarede ham adressen, Damon vidste hvor adressen var.
"Sikke en pæn halskæde, den klæder dig utrolig smukt."
Sagde han venligt, Maya takkede og forklarede ham, at hun havde fået den af Elena, og at den havde en ældgammel urt, vervain i sig.
"Så er du jo beskyttet mod vampyrenes tankemanipulation."
"Ja, men jeg tror nu ikke på vampyrer. Urten dufter bare godt, så jeg nænner ikke at tage det ud."
Damon så interesseret på hende, han så nærmest en anelse skuffet ud.
"Hvad har fået dig til at vælge Mystic Falls, af alle byer?"
Maya forklarede situationen for Damon, der venligt lyttede. Damon kendte en masse myter og sagn omkring Mystic Falls. Eftersom Maya ikke kendte voldsomt meget til Mystic Falls´ historie, lyttede hun spændt på Damons sexede stemme.
"Det er min onkels og tantes hus, tak fordi du fulgte mig hjem."
Maya vendte sig for at gå ind i huset, men Damon tog blidt fat i hendes arm.
"Får jeg ikke et kys, som tak for min venlige gestus?"
Maya rystede på hovedet, det da et underligt forslag, de havde jo først lige mødt hinanden.
"Så må jeg jo bare vente, for jeg ved at du vil."
Hans intense blik, og sexede stemme, var næsten hypnotisk, kun næsten. Damon havde glemt alt om halskæden, der indeholdt vervain urten, så han forsøgte sig med tankemanipulationen for at få hende til at kysse ham. Han lænede sig frem mod hende, for at plante et kys på hendes tynde læber, men fik kun en lussing som svar på anmodningen.
"Beklager Damon, men jeg kysser altså ikke med fyre jeg lige har mødt godaften Damon."
Maya tog armen til sig, og gik indenfor, hvor hun blev mødt af en bekymret onkel og tante.
"Undskyld at jeg først kommer nu, men jeg farede vild. Heldigvis mødte jeg Damon Salvatore, han var så venlig at følge mig hjem."
"Hvorfor ringede du ikke bare efter os?"
Hvor dum kunne man være? Hvorfor havde Maya ikke tænkt på det?
"Undskyld, den tanke strejfede mig ikke. Det er jeg altså ked af."
De tog imod undskyldningen, og sagde at så længe hun var i god behold, var alting godt.
"Kom, der er aftensmad nu Maya, så kan du også fortælle lidt om din første skoledag."
Maya smilte, for første gang i lang tid, følte hun sig rigtigt hjemme. Hendes forældre skiftede jo tit job, så den lille familie boede aldrig det samme sted, ret længe ad gangen. Nu havde hun en fast adresse, i en by hun altid havde fundet sjov, og mystisk uden at vide hvorfor.
Efter aftensmaden, gik Maya op på sit værelse, for at skrive i sin dagbog, hvilket hun gjorde hver aften. Det fik hende til at slappe af, og på den måde forevigede hun hver enkel dag. Hun ville til enhver tid kunne slå op i dagbogen, og læse om hver enkelt dags oplevelser.
Hun satte sig godt til rette i sengen, satte musikken til, og gav tankerne frit løb.

 

Kære dagbog

Det har været en lang, men god dag.
I morges frygtede jeg dagen, fordi jeg skulle starte på Mystic Falls High School. Det var på ingen måde så slemt som jeg troede det ville blive, jeg mødte Elena Gilbert og Stefan Salvatore, de må absolut være det sødeste par, jeg nogensinde har mødt.
Turen hjem fra skole var nok det værste ved dagen, jeg farede vild og anede ikke hvor jeg var. Til mit held, stødte jeg ind i Damon Salvatore, Stefans bror. Han viste mig hjem, han var så flink. Indtil vi nåede min onkel og tantes hus.
Han ville have et kys som tak, men jeg fortalte at det fik han altså ikke! Så prøvede han nærmest, ja det var nærmest som om han forsøgte at hypnotisere mig. Og så prøvede han igen at kysse mig, men som svar fik han blot en syngende lussing og ordene "Beklager Damon, men jeg kysser altså ikke med fyrer jeg lige har mødt, godaften Damon!" Og så gik jeg indenfor, og lod ham stå udenfor.
Måske har Elena alligevel ret, med hensyn til Damon. Måske er han alligevel ikke så flink, som han giver sig ud for at være. Men jeg vil ikke bedømme folk, ud fra første møde. Hans forsøg på at kysse mig, bliver mellem os to kære dagbog.
Men nu er det vist sent, jeg må hellere gå i seng, så jeg er klar til en ny spændene dag, i Mystic Falls. Godnat.

 

Men da hun havde lagt sig godt til rette, kunne hun ikke falde i søvn. Hver gang hun lukkede øjnene, så hun Damons ansigt for sig, med det skæve smil, der med garanti, kunne feje benene væk under hende til hver en tid.
Til sidst fadt hun dog alligevel i søvn, dog drømte hun hele natten igennem, om Damon Salvatore, til Mayas store forbavselse. Men drømmene, er ingen herre over.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...