Den Sorte Rose

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 okt. 2013
  • Opdateret: 5 jan. 2014
  • Status: Igang
Rosalinda (Rose) er en meget speciel, men yderst yndefuld, ung kvinde. Hun lever sit liv på en mærkelig vis. De andre i villakvarteret er meget mistænksomme. Men Jack, den mystiske, unge mand, har i sinde at holde øje med både hende og de andre. Han har en plan. Men Rosalindas evner svækker ham. Vil han fuldføre sin mission, eller vil det hele gå i vasken, og de begge havner hos Victoria? -

"Vent et øjeblik," sagde Jack og stoppede brat op. "Hvis du kan se tingene med mine øjne, ved du så også..?" Han tøvede, og hun nikkede. "Jack, der er en grund til, at vi har skullet følge hinanden. Jeg ved mere, end du tror. Faktisk tør jeg næsten vædde med, at jeg kender dig bedre, end du kender dig selv." Han sank en klump spyt. Pludselig virkede det hele så skræmmende. At hun hav-de fulgt med i alt, hvad han foretog sig. At hun vidste, at han holdt øje med hende - flere gange om dagen. Han følte et ubehag i hele kroppen, men satte gang i benene igen.

0Likes
0Kommentarer
341Visninger
AA

2. Otte år

Victoria var en slem type. Hun var ude på splittelse. Hun vidste, hvordan verden hang sammen for hvert enkel anderledes skabning på Jorden. Hun havde også haft lang tid til at sætte sig ind i tingene. Hun havde en bestemt orden i alting. Hvordan og hvornår de forskellige ting skulle gøres. I de femogfyrrehundrede år hun havde levet, havde hun holdt øje med ethvert specielt væsen. Lært dem at kende. Men uden deres viden om hendes bagtanke. Hun havde altid forklædt sig, som ganske almindelig menneskelig. Men var aldrig ens overfor flere væsner. Hun sørgede altid for at dukke op i deres liv i en situation, der afslørede deres kræfter, hvilket tvang dem til at fortælle hende om dem, og hvordan de brugte dem. Alt. Hun forstod sig på at opføre sig som en god ven, så de fik det langsomt bedre med, at hun kendte til deres hemmelighed. Men hver gang har hun misbrugt sin viden om deres kræfter og hverdag. Men ingen havde opdaget, før Jack og Rosalinda hver i sær blev snydt.

"Jack," lød det lavt, men rungende. Han kiggede sig forvirret rundt. Der var ingen at se. Idet han skulle til at skifte gear, bemærkede han noget sløret midt på rattet. Han løftede et øjenbryn og lagde hovedet på skrå. "Det er nu," lød det direkte fra rattet. Han kneb øjnene sammen. "Hvad?" Spurgte han. "Rosen," lød en hvæsende stemme. "Du har fået den, ikke?" Han kastede sit blik mod sit skød, førte det tilbage til rattet og nikkede. "Jo?" En stilhed fyldte pludselig hele området. "Hvad?" Sagde han lavmælt. "Hvad sker der?" Bilen begyndte igen at bevæge sig. Han kiggede rundt omkring sig. Skabelonen af Rosalindas villa forsvandt langsomt bag ham, og han var igen ude midt i ingenting. Han kiggede op i den mørke og dystre himmel, som et kort øjeblik så ud til at kunne falde ned i hovedet på ham lige om lidt. Han gned sig i øjnene og blinkede et par gange. Jeg må se syner, tænkte han. "Nej," lød det bestemt fra rattet. Han kiggede undersøgende på det. "Hvem er du?" Spurgte han. "Det er lige meget. Du skal væk herfra. Og det er nu." Det blev pludselig meget mørkt foran ham. "Hvor er jeg på vej hen?" Spurgte han og ignorerede næsten det, han lige havde fået at vide. "Nej, lad være. Jeg har styr på det." Lød stemmen vrissende. "Hold nu op. Jeg kan godt selv." Bilens fart tog til, og han nåede ikke at reagere, før han røg direkte ind i mørket.

"Du skulle absolut blande dig," sagde hun frustreret. "Hvornår lærer du, at jeg ikke er så lille og hjælpeløs mere?" Han rullede med øjnene. "Hvornår lærer du, at du ikke skal trække tiden ud? Hvorfor skal alt gå så langsomt - selv i en nødsituation?" Hun rystede på hovedet af ham. "Du er en idiot, Alec," sagde hun og åbnede den store, sorte port. Idet noget blåt dukkede op inde bag porten, børstede han sin sorte læderjakke af på venstre skulder med en overlegen bevægelse. "Se lige hvor god jeg er. Hvis jeg lod være, ville Victoria allerede have fået fat i ham." En pastelblå cabriolet dukkede langsomt op, stadig svævende. Hun løftede hånden, knipsede en enkelt gang og bilen faldt langsomt ned på jorden.
"Hvor er jeg?" Spurgte han fortumlet og lød næsten træt. Han kiggede frem for sig. "Rose?" Sagde han, gjorde store øjne og hoppede ud af bilen. "Du kender mit navn?" Spurgte hun. Han nikkede. "Rosalinda Sylvia, ikke?" Hun blev varm i kinderne. Alec rullede irriteret med øjnene. "Ja, ja, ja. Vi har hørt historien så mange gange før. Kan I ikke ligeså godt kysse hinanden nu, så er vi ligesom ovre den del af eventyret?" Rosalinda sendte ham et sigende blik og kiggede derefter tilbage på Jack. "Tag dig ikke af ham, Jack. Han er bare en idiot." Begyndte hun, men nåede ikke at fortsætte, for hun bemærkede Jacks overvældede ansigtsudtryk. "Og du kender mit navn?" Spurgte han og kløede sig i nakken. Hun nikkede. "Hvordan det?" Fortsatte han. "På min sekstenårs fødselsdag blev jeg tildelt en mission. Jeg skulle følge én af dine slags. Det fungerede ligesom De Almindeliges eksamener. De trækker ét eller andet op. Jeg trak altså dit navn op. Og jeg har nu fulgt dig i otte år. Det har været en vældig interessant rejse. Jeg har lært en masse og ved nu, at I ikke er så farlige, som nogle - og jeg nævner ikke navne, vel, Alec? - forsøger at bilde os ind." Alec ignorerede hende, men fulgte alligevel nysgerrigt med i deres samtale. "Du har fulgt mig? I otte år? Hvordan har jeg ikke bemærket det?" Spurgte han, men bed hurtigt mærke i, hvor åndssvagt det lød. Han havde jo gjort det samme overfor hende. "Jo, ser du," begyndte hun og lød vældig filosofisk. "Jeg er, ligesom dig, ikke ganske almindelig dødelig, hvilket du nok godt ved, hvis du allerede kender mit fulde navn. Jeg har derfor nogle specielle evner, hvis man kan kalde det sådan. Jeg har blandt andet mulighed for at se tingene med dine øjne. Bogstaveligt talt." Han blev tydeligt chokeret. "Hvordan er det overhovedet muligt?" Spurgte han. Alec blandede sig igen. "Kan vi ikke bare komme til sagen? Vi har ikke alverdens tid. Bare lige til jeres orientering. I kan snakke sammen alt det, I vil, når vi har reddet verdenen. Så kan I få jeres lykkelige slutning, men den kan I altså ikke få, hvis I bruger vores kostbare tid på at fjante." Jack sendte Alec et undersøgende blik. "Hvem er han?" Spurgte han og kiggede tilbage på Rosalinda. Hun viftede afværgende med hånden. "Åh, såmænd ikke nogen speciel." Svarede hun med et glimt i øjet. Alec træder vredt et skridt frem. "Ikke nogen speciel? Hvad bilder du dig ind? Jeg er da selveste Alec Sylvester. I egen høje person." Rosalinda ignorerede hans rapkæftede bemærkning. "Victoria er på sporet af os. Hun har nok gennemskuet os. Så hun vil højst sandsynligvis finde os og ende vores dage én gang for alle, for vi er de eneste, der har gennemskuet hende." Jack kiggede fra Rosalinda til Alec og tilbage igen. "Vent lige lidt. Det går for hurtigt, det her. Er Alec din bror, eller er jeg helt gal på den?" Hun rystede på hovedet. "Nej, du har skam helt ret. Han er min selvglade, egoistiske og idiotiske storebror." Alec knyttede næverne. "Er man egoistisk, når man rent faktisk tænker på verdenen, når den står til undergang, i modsætning til visse andre, Rosalinda?" Hendes ansigtsudtryk ændredes. Hun virkede rasende, men Jack greb hendes overarm. "Han har faktisk ret. Fortæl mig, hvorfor jeg er her."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...