Den Sorte Rose

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 okt. 2013
  • Opdateret: 5 jan. 2014
  • Status: Igang
Rosalinda (Rose) er en meget speciel, men yderst yndefuld, ung kvinde. Hun lever sit liv på en mærkelig vis. De andre i villakvarteret er meget mistænksomme. Men Jack, den mystiske, unge mand, har i sinde at holde øje med både hende og de andre. Han har en plan. Men Rosalindas evner svækker ham. Vil han fuldføre sin mission, eller vil det hele gå i vasken, og de begge havner hos Victoria? -

"Vent et øjeblik," sagde Jack og stoppede brat op. "Hvis du kan se tingene med mine øjne, ved du så også..?" Han tøvede, og hun nikkede. "Jack, der er en grund til, at vi har skullet følge hinanden. Jeg ved mere, end du tror. Faktisk tør jeg næsten vædde med, at jeg kender dig bedre, end du kender dig selv." Han sank en klump spyt. Pludselig virkede det hele så skræmmende. At hun hav-de fulgt med i alt, hvad han foretog sig. At hun vidste, at han holdt øje med hende - flere gange om dagen. Han følte et ubehag i hele kroppen, men satte gang i benene igen.

0Likes
0Kommentarer
357Visninger
AA

1. Motorvejen

 

Hun stod foroverbøjet ved blomsterbedet i sin forhave, da han holdt ind til siden i sin pastel blå cabriolet og satte sine solbriller op i panden og holdt smilende øje med hende. Hun bemærkede intet; hun fortsatte blot med at rode rundt i bedet iført et blomstret forklæde og et par beige handsker. Hun var en meget yndefuld kvinde. Han havde længe holdt et skarpt øje med hende, for hun var speciel. Sårbar. Sårbar på en sådan måde at hun blev svag ved mandlige tilnærmelser. Svag i ikke bare én forstand. I de første år kunne mænd bruge hende til, hvad end de ville - og de gjorde det. Nu havde hun fået lidt mere kontrol over det, men hun havde stadig ikke helt styr på situationen. Derfor havde hun isoleret sig i den ellers meget store og flotte villa. Den var malet i en lækker laksefarve, og det var så smukt, når solen stod lige på. Forhaven var altid lysegrøn - ligegyldig årstid. Selvfølgelig ikke når sneen havde lagt sig. Men selv i efteråret, når bladene på træerne faldt, formåede hun at holde græsset flot og grønt, og blomsterne blomstrede som var det forår året rundt. Han kunne stadig ikke finde hoved og hale i det, når hun var, hvad hun var. Hvorfor skulle hun gå op i sin have, når hun burde have andre hensigter?

 

  Han vidste, hvem hun var. Han vidste, hvad hun var, men han ønskede hende alligevel alt det bedste. Derfor måtte han holde sig på afstand. Han ventede til det rette tidspunkt at vise sig på. Mon hun ville reagere, som han regnede med, at hun ville? Han satte igen de helt sorte solbriller ned foran øjnene, skiftede gear og kørte forsigtigt og ubemærket videre. Han kørte ud af villakvarteret, som indeholdt en hemmelighed. En stor hemmelighed. Han drejede til venstre ud mod hovedvejen og kiggede i bakspejlet. Han vidste slet ikke, hvor han skulle tage hen. Han vidste pludselig heller ikke, hvorfor han igen - for fjerde gang denne dag - var kørt hen til hende. Han drejede nu til højre og befandt sig nu på den hovedvej, som førte mod den mest frygtede vej i hele landet. Motorvejen. Det var ikke bare en hvilken som helst motorvej. Ligesom villakvarteret indeholdt den også en stor hemmelighed. En hemmelighed, som ikke længere var så hemmelig. Størstetallet af landets indbyggere kendte til den. Der var bare ikke mange, der troede på det. Kun de færreste havde oplevet det og været vidne til den alvorlige og skræmmende sandhed om motorvejen. Han skruede godt op for musikken. Han var fjern i blikket, da han kiggede til højre for bilen. Det var en varm dag, bilens tag var nede, og den milde vind lod hans grågrønne T-shirt blafre. Han drejede ned ad tilkørslen og var nu på den frygtede motorvej. Og der var naturligvis næsten ingen trafik, så han tillod sig at køre på midterlinjen. Det skete der jo ikke noget ved. Der var så fredfyldt. Selvom han kendte til vejens hemmelighed, følte han det rart at befinde sig på den. På trods af vejens navn, bagte solen altid på den. Det har aldrig undret De Almindelige. Men de er også så skeptiske overfor alt, der virker bare den mindste smule unormalt eller umuligt. Det var da egentlig også lidt mærkeligt, at den havde fået et sådan navn, når det var så sjældent, den lod sig vise fra sit rigtige jeg. Han fortsatte tretten kilometer, og idet tallet på displayet skiftede til otteogtyve, skete det. Det skete så hurtigt, at han knap nok nåede at registrere det. Han befandt sig ikke længere på motorvejen, selvom vejen faktisk var flere hundrede kilometer lang. Han havde ramt lige nøjagtigt dét tidspunkt. Vejen havde talt til ham. Det var der ikke noget nyt i. Men følelsen, der væltede op i ham, var en anden, end hvad han var vant til. Han så sig lidt omkring. Han var heller ikke, hvor han plejede at være. Hvor var han? Der var helt øde omkring ham. Ingen mennesker, ingen huse, ingen veje. Han sad stadig bag rattet i sin cabriolet. Han fik et chok, da han kiggede omkring sig i bilen. På passagersædet lå der ganske rigtigt en sort rose. En sort rose med en enkelt rød plet på det ene blad. Det var præcis samme rose, som sidste gang, hvor han blev taget. Men der var alligevel noget sært ved rosen. Pludselig begyndte bilen at køre. Den kørte på ingenting. I luften. Så man kunne vel sige, at den fløj. Hans hjerte hamrede i brystet på ham. Aldrig havde det hamret så hårdt. På trods af hans forskrækkelse havde han travlt med at holde øje på begge sider af bilen. Han var nødt til at se, hvor den førte ham hen, så han kunne vide, hvordan han kom tilbage til Roseville. Der blev helt sort omkring ham, og han kunnet intet se, men kunne stadig mærke, at bilen var i bevægelse. Den røde plet på rosen blev større og blev til to, som splittede sig i fire, som hurtigt blev til mange små pletter. De begyndte pludselig at stave et ord. Der blev igen lyst omkring ham, og rosen lå nu i hans skød med et tydeligt ord, der lyste op i et rødt skær. Han turde ikke kigge ned. Da han kiggede til venstre for sig, så han villaen, som Rosalinda boede i. Han skulle til at råbe efter hende, bede hende om at gå ind og låse døren, men han indså hurtigt, at det ikke var den rigtige villa, men blot en skabelon, for blomsterne i forhaven var alle sammen døde. I samme nu kom han til at kigge ned i sit skød og så ordet ”Død”.

 

Hun nynnede en munter melodi, da hun stod i det lyse, moderne køkken. Hun var ved at skylle grøntsager. Udenfor fløjtede fuglene, og solen skinnede. Af én eller anden mærkelig grund følte hun sig frisk og glad. Hun havde lyst til en hel masse. Men hvad i alverden skulle hun finde på, når hun lige havde klaret haven? Og om lidt var hun færdig med grøntsagerne; de skulle jo bare passe sig selv. Det var nyt, at hun havde så megen energi, efter hun havde klaret hele haven, som faktisk var stor. Hun kiggede ud af vinduet og fik øje på en hvid krage, som sad på stakittet. Dem havde hun set mange af i sin tid. Men denne her holdt øje med hende. Hun mærkede sågar en connection. Kragen løftede sin ene vinge, og hun kiggede i den retning, vingen pegede. Hun så en sort, død rose hænge henover postkassen. Hendes hjerte sprang et slag over, og hun gav slip på guleroden, som faldt plaskende ned i håndvasken. Hun stod med ét foran postkassen. Hun fik våde øjne. Hun vidste, hvad klokken var slået. Hun greb fat om rosen, og da tornene stak hende i håndfladen, fortrak hun ikke én mine. Ved hjælp af sin puls, mens hun holdt om rosen, kunne hun finde frem til ham. Hun vidste nu præcis, hvor han var. Hun var nødt til at give ham besked. Men hvordan? Victoria måtte ikke fatte mistanke. Hvordan skulle hun skjule sine spor?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...