Joyce og Dreamer.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 okt. 2013
  • Opdateret: 20 apr. 2014
  • Status: Igang
Joyce Hougård er en pige, der bliver mobbet i hendes skole. Hun har ikke fortalt det til nogen, heller ikke hendes mor. Hendes mor skal flytte på grund af, at hun har fået en ny kæreste. Hendes kæreste hedder David og arbejder som avlsbestyre på et stutteri, der avler spring-Araber.
Joyce er fast besluttet på, at hun ville starte et nyt liv, hvor hun kommer hen. Hun før hurtigt to gode venner, som begge er ivrige på at lære, hende at ride. Hun får øje på en hvid Araber, der står helt alene ude på en fold ved siden af en ridebane. Hun falder hurtigt for Araberen, som en af hendes venner fortæller hende om. Dreamer er blevet mishandlet. Joyce kan se sig selv inde i hesten. Men samtidig med alt det her, dukker der følelser op. Vil Joyce kunne holde fingene væk fra Dreamer? Hvis hun ik' gør, hvad vil der så ske? Vil følelserne vise sig, at vare gengældt? Og vil mobningen blive væk?

7Likes
3Kommentarer
1091Visninger
AA

9. kapitel 8

”Lig indvendig ben frem til gjorden og udvendig lidt tilbage. Det er en god ide at lave an springet i hjørnet,” råbte Devon efter mig.

Jeg bed mig i underlæben og gjorde hvad han sagde. Jeg styrede den grå hingst mod hjørnet og lod ham slå over i galop. Jeg mærkede hurtigt den bløde rytme fra hans galop. Jeg måtte indrømme, at han havde en hel anden rytme end Calypso. Den grå hingst var også meget mere anderledes i forhold til hende.

Calypso var den rolige, lydige hest, der reagerede på hvilken som helst ordre, man gav den. Men Fire var anderledes. Han var rolig når man striglede den og nussede om den, men når man kom op på den krævede det kræfter, at få ham under kontrol. Han var heller ikke den lydigste af dem alle. Han var også kun fem år gammel.

Jeg klemte meget med indvendig ben og holdt hans hoved ud mod det hvide hegn. Jeg havde fået hård besked på, at holde ham på hovslaget, som var en svaghed for ham. Han ville så gerne krydse det hele over i galop.

”Næste gang, Joy, så lad ham ikke løbe i gang,” kommanderede Devon, der betagede Fires blide gang. Jeg nikkede sagte og lod ham galoppere en runde mere, inden jeg satte ham ned i trav og begyndte forfra. Men denne gang havde jeg kortet tøjlerne. Jeg mærkede de trommende skridt sænke farten.

”Flot,” roste Devon. Selvom han var typen til at rose meget, gjorde det mig glad. Jeg klappede Fire på halsen som ros. Fire drejede det ene øre, før han drejede af lige inden hjørnet. Jeg bed mig irriteret i læben. ”Husk pres med indvendig og hold hans hoved til udvendig, så han ikke snyder.” Jeg nikkede igen. ”Rid en runde og så prøver vi noget nyt.”

Jeg gjorde som han sagde. Da Fire havde galopperede en runde, lænede jeg mig tilbage og pressede blidt med lårene. Men han trak protesterne i tøjlen og gjorde et irriteret kast med hovedet. Jeg bad ham igen om at sænke farten, men han blev ved. Til sidst udløb min tålmodighed, og jeg træk lidt i tøjlen. Endelig reagerede han.

Farten blev sænket ned til skridt. Jeg kunne tydeligt mærke, at Fire var irriteret, men jeg ignorerede det. Jeg lod blikket glide over til Devon som stod i midten af ridebanen. Han vinkede mig ind til sig. Jeg styrede Fire derhen. Jeg slap med et hovedkast og et forsøg på at nå ud på hovslaget.

Jeg kunne se et lille smil i Devons øjne. Han lod en hånd glide over Fires let svedige hals.

”Hun har vist ikke overanstrengt dig, endnu,” hørte jeg ham hviske ind i Fires hoved. Fire puffede lidt hårdt til ham, mens han vrinskede lidt irriteret. Fire elskede at drille andre folk.

”Hvad er det, vi skal prøve,” spurgte jeg nysgerrigt og kiggede ind i hans brune øjne. Jeg så et smil brede sig over hans bløde læber.

”I skal prøve,” sagde Devon med et hemmeligt smil. Jeg bøjede mig ned over Fires hals og kiggede mere nysgerrigt på ham. ”I skal springe.”

Jeg rettede mig overrasket op i sadlen igen. Det mente han ikke. Springe, som i over en forhindring. Var jeg overhovedet klar til det. Det var jo Calypso, der gjorde det sidste gang. Jeg var bare heldig at blive på. Jeg kunne da ikke springe. Ikke allerede. Det er kun to uger siden det skete.

Jeg kiggede med store øjne på Devon, der grinede af mit fortabte ansigtsudtryk. Men han sagde ingenting. Han vendte bare ryggen til og gik over til redskaberne, han skulle bruge. Jeg kiggede lidt efter ham, men Fire trak utålmodigt i tøjlerne. Jeg klemte lidt med schenklen og mere skulle der ikke til, før Fire satte i skridt.

Jeg styrede ham ud mod hovslaget henne ved grusvejen, der var adskilt med et træhegn, som var malet hvid. Ved hegnet stod min mor, far (som jeg nu kaldte David), og Sevilla, der åbenbart godt gad se, hvordan det gik med min træning. Jeg måtte indrømme, at jeg aldrig har elsket en sport så meget som ridning. Og så rad jeg næsten vær dag. Jeg havde næsten altid en ridetime hver dag, men lørdag tog vi alle (altså Sevilla, Ida, mig og nogen gange Devon, hvis han havde tid), ud i skoven.

”Nå, hvad er det han vil?” spurgte Sevilla nysgerrigt og sendte Devon undrende blikke. Men jeg nåede ikke at svare, før han slæbte to støtter på den ene langside. Jeg kunne se, Sevillas blik blive begejstret, og smilet blev gradvist større. ”Jeg vidste, at han havde det i ærmet.”

Fire løftede ørerne og kiggede nysgerrigt på støtterne. Hans skridt blev gradvist hurtigere, at jeg måtte holde ham tilbage, inden travede derhen, som om han var med i et travløb. Han opgav hurtigt sit forsøg og holde sig på den tyvemetersvolde, jeg førte ham på, så jeg kunne snakke med de andre.

”Tror du, at jeg kan komme over den uden at falde af,” sagde jeg skeptisk og sendte bommene, som Devon placerede 1, 24 centimeter højt oppe. Jeg mærkede allerede nervøsiteten sprede sig i min krop.

”Du kan sagtens klare den.” min mor sendte mig et beroligende blik, da Devon vinkede mig ind til ham igen. Jeg tøvede lidt og rad hen til ham. Fire var ivrig og travede nogen par skridt, før jeg igen fik ham under kontrol.

”Nå, du ved, hvad du skal nu, hva’,” grinede Devon og lod en hånd glide over Fires hals. Fires hoved var højt løftet. Han havde kun fokus på springet, og han stod og dansede rundt af utålmodighed. Jeg strammede tøjlen i forsøg på at få ham til at stå stille. ”Joyce, du skal nok klare den. Bare gør som vi har trænet i flere uger.”

Jeg nikkede, men tøvede lidt, da jeg pressede med schenklen. Fire satte opgående i skridt og hurtigt efter trav, uden at jeg havde fortalt ham det. Jeg ignorerede det og gjorde klar til at lave et galopspring i det nærmeste hjørne. Jeg nåede ikke en gang hen til hjørnet, før Fire havde skiftet gangart.

Jeg sænkede farten en smule, da jeg syntes, der var for meget fart på. Hans galopspring blev en smule forkortet. Vi drejede ned mod springet. Jeg bed mig i underlæben og talte forsigtigt galopspringene. Da jeg syntes, der var den rigtige afstand pressede jeg med benene og løftede mig op i let sæde. Fire reagerede hurtigt. Han satte af og strakte halsen. Jeg fik igen følelsen af, at jeg fløj. Fire landede på den anden side uden at rive en eneste bom ned.

Jeg hørte de andre klappe, og Devon råbte: ”Bravo.” Jeg kunne ikke lade vær med at smile, mens jeg fik Fire overtalt til at sætte farten ned til skridt. Han skridtede stadig med ivrige skridt og ørerne oprejst. Jeg bøjede mig ned over ham og klappede ham på halsen.

”Dygtig,” mumlede jeg og aede ham over halsen.

Jeg lod tøjlerne glide igennem fingrene til jeg ikke havde mere tilbage. Fire strakte halsen tilfreds ud, mens jeg lod ham skridte. Jeg vidste ikke, om jeg skulle føle mig stolt over min prætention. Men lige meget hvad følte jeg mig stolt. Jeg havde lige sprunget over en forhindring.

”Nå, var det så svært,” grinede Devon, der havde hoppet op på hegnet. Jeg sendte ham et irriteret grimasse. Jeg skridtede hingsten tre runder, før jeg klappede den og hoppede af.

Jeg trak stigbøjlerne op og gik hen mod dem. Fire gik roligt med, som om han aldrig kunne finde på at smide en af. Da jeg igen kiggede på hegnet, stod Cassandra lidt længere henne og lænede sig ind over hegnet. Min mave vendte sig ved synet af hende. Hvad vil hun nu kritisere?

”Det gik bedre, end jeg havde forventet,” sagde jeg og kiggede Devon i øjnene, inden jeg vendte om og skridtede mod ledet. Jeg åbnede det og gik op mod staldene. Fire vendte hovedet mod den næsten tome fold og vrinskede. Hans kald fik den hvide araber til at galoppere væk for sit skjul. Jeg betagede lidt Dreamer, men Fire begyndte at gå op mod staldene. Jeg skyndte mig at indhente ham, inden jeg blev slæbt hen ad jorden.

Jeg hørte småløbende skridt bag mig. Jeg vendte hovedet og så Sevilla, der kom op på den anden side af hesten. Fire gik med rette øre og kiggede for mig til Sevilla. Jeg lod en hånd glide over hans hals.

”Hvordan er han?” spurgte Sevilla, der studerede hingstens stærke ben og det kraftige bagparti. ”Dur han til noget.”

”Han er anderledes i forhold til Calypso,” indrømmede jeg tøvende. ”Men han er en god hest med styrke og det hele. Han kan godt lide at drille sin rytter, ellers er han da fin nok.”

”Skal du ride ham for eftertiden?” spurgte Sevilla igen. Vi var noget op til staldene. Vi drejede ind i en af de første, der husede hestene i træning. Jeg havde været så heldig at få lov til at træne Fire, efter rygterne om træstammen var nået ud til træneren og min mor og far.

”Ja,” sagde jeg og stalde ham så tæt på hans boks som mulig. Jeg fik med en smule held grimen i hånden. Roligt løsnede jeg remmene og fik hovedtøjet af. ”Jeg glæder mig til den første tur i skoven med ham. Jeg håber bare han ikke stikker af med mig?”

Jeg løsnede gjorden og lod sadlen glide ned i min favn. Jeg strøg Fire over halsen og gik ind i sadlerummet for at ligge tingene på plads. Jeg tog nogle få guleroder med mig, da jeg gik ud. Jeg fløjtede en munter melodi med den fine striglekasse i favnen

Da jeg kom der ud, stod Sevilla og snakkede med en eller anden dreng, jeg syntes var lidt bekendt. Jeg ignorerede det og stalde striglekassen ned på gulvet. Jeg gav Fire en blød strøg over den svedige krop, inden jeg koplede et træktov fast til hans limegrønne grime. Sevilla var allerede gået sammen med drengen, jeg syntes virkede lidt bekendt. Jeg trækkede bare på skulderne.

Solen var blevet skrap, da jeg trådte ud. Gruset knastede under mine sko og Fires hove, jeg havde renset. Han pustede energisk, nu hvor han vidste, hvor han skulle hen. Han elskede friheden på foldene, hvor han kunne løbe lige så tosset, som han vil. Og jeg forstod ham godt. Lige siden jeg var kommet her til, havde jeg følt mig fri. Jeg fik lov til at snakke med hvilken som helst hest, jeg ville. Det var det rene paradis efter at være mobbeoffer i så langtid. Nu nød jeg livet i stedet for at frygte det.

Jeg åbnede ledet til hans fold, som var helt nede i den anden ende. Jeg betagede ham løbe over til de andre heste, der vrinskede ham velkommen. Jeg smilede ved synet og vendte mig om mod hopperne og føllene, der legede rundt om benene på deres utålmodige mødre.

”Du er ved at blive dygtig.” stemmen var ukendt, og jeg var lige ved at springe over hegnet af forskrækkelse. Jeg vendte mig overrasket om og så en ældre herre stå lidt længere væk. Han var en smule pukkelrygget og havde kraftigt gråt hår. Hans ansigt havde mange rynker og hans blå øjne studerede min slanke krop. Han havde en lysebrun cowboyhat på ligesom træneren her på stedet. ”Jeg hedder Peter Hall, gammel cheftræner.”

Han rakte sin gamle hånd ud til hilsen. Høfligt tog jeg i mod den og præsenterede mig selv som Joyce Hougård. Jeg smilede venligt til manden. Gammel cheftræner, det skulle nok blive interessant, tænkte jeg for mig selv. Peter smilede tilbage og afslørede hvide tænder, hvilket overraskede mig. Gamle mennesker plejede havde gule tænder eller gebis. Det havde min mormor i hvert i fald. Men nu var alle ikke lige som hende. Stor ryger.

”Ja, jeg har set dig springe,” sagde Peter, da han så mit overraskede ansigtsudtryk. ”Og du klarer dig godt i forhold til, hvor langtid du har redet.” Vi vandrede op ad grusvejen igen, hvor der var helt affolket fra heste og personale. ”Du sidder flot til hest også på den alt for ivrige Fire.”

”Han gjorde det meste af arbejdet,” sagde jeg og kiggede lige frem. Jeg gad ikke se den gamle træners rosende øjne. Ifølge mig selv var der langt igen til at blive en god rytter.

”Men du er chaufføren,” gav Peter igen og sendte mig et drilsk smil. Jeg sukkede og kiggede ud over Dreamer’ fold, som vi var nået til. Jeg betagede den flotte, hvide hingst galoppere i frygt ned i den anden ende. Jeg kunne ikke lade vær med at gå hen til hegnet og læne mig op ad den. ”Du kan li’ den hest, kan du ikke?”

Jeg sukkede. ”Ja. Men det er synd, at det gode talent skal spildes på grund af dens baggrund. Jeg fatter ikke, at nogen kan være så onde med sådan nogle flotte dyr som ham. Jeg ved, at han har talent. Jeg ved, at nogen kan hjælpe ham, men det er bare hvem.”

”Mød mig her i aften klokken otte, hvor alle er gået i hjem,” sagde Peter og gik med hastige skridt op mod staldene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...