Joyce og Dreamer.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 okt. 2013
  • Opdateret: 20 apr. 2014
  • Status: Igang
Joyce Hougård er en pige, der bliver mobbet i hendes skole. Hun har ikke fortalt det til nogen, heller ikke hendes mor. Hendes mor skal flytte på grund af, at hun har fået en ny kæreste. Hendes kæreste hedder David og arbejder som avlsbestyre på et stutteri, der avler spring-Araber.
Joyce er fast besluttet på, at hun ville starte et nyt liv, hvor hun kommer hen. Hun før hurtigt to gode venner, som begge er ivrige på at lære, hende at ride. Hun får øje på en hvid Araber, der står helt alene ude på en fold ved siden af en ridebane. Hun falder hurtigt for Araberen, som en af hendes venner fortæller hende om. Dreamer er blevet mishandlet. Joyce kan se sig selv inde i hesten. Men samtidig med alt det her, dukker der følelser op. Vil Joyce kunne holde fingene væk fra Dreamer? Hvis hun ik' gør, hvad vil der så ske? Vil følelserne vise sig, at vare gengældt? Og vil mobningen blive væk?

7Likes
3Kommentarer
1033Visninger
AA

8. Kapitel 7.

Der blev pause, og vi bestemte os for at gå ned og se til Sevilla, da de gjorde sig parat til deres klasse, som var det andet laveste. Jeg håbede på det bedste, mens jeg fulgte med de andre, der var på vej ud af tilskuerpladserne. Jeg skyndte mig at følge trop. Der var kommet mange flere mennesker nu, hvor det var blevet 09:15.

Vi måtte skubbe os gennem et hav af mennesker, der vrimlede over mod tilskuerpladserne, som vi lige var kommet fra. Der var også mange flere heste, som varmede op inde på opvarmningsbanen, hvor Achilla sprang over nogle lette spring, der var stalde op, mens Cassandra red forbi. Hun kastede med sit lange blonde hår, der gjorde mig irriteret.

”Hun har bare at vinde over hende,” sagde Ida, mens hun tog stramt om indhegningen, som jeg satte mig op på, da jeg var træt i benene af at stå op.

Jeg kiggede over menneske mængden, hvor jeg fik øje på en velkendt brunhårede pige, der kiggede over på mig med hårde grå øjne. Min mave vred sig ubehageligt ved synet af den selvegoistiske pige, der maste sig igennem folkemængden, for at gå mod tilskuerpladserne.

Jeg bed mig hårdt i læben, for at få vreden væk fra mig ved synet af en af mine mobbere. Jeg kunne ikke tilgive dem, da de har ødelagt mit liv foreviget. Selvom jeg er kommet videre, kunne jeg ikke tilgive dem, for det de havde gjort mod mig. 

Jeg kiggede ud over træningsbanen, hvor Sevilla kom skridtene imod os. Hun så meget nervøs ud, da det snart var hendes tur til komme på banen.

”Jeg klar det aldrig.” Hun pillede nervøst ved sin ridehjelm, mens Achilla trippede nervøst rundt, da hun kunne mærke, at der skulle ske nået spændene om lidt.

”Du skal nok klare det. Men vi bliver nød til at løbe eller bliver de gode pladser taget.” vi fulgte alle efter Ida, der småløb op mod tilskuerpladserne. Jeg håbede på, at hun vandt, for så kunne man få lukket munden på Cassandra. Men hvis ikke … vil hun tale om det til vores dages ende.

Vi nåede op til tilskuerpladserne, hvor der var fire pladser ledige lige foran. Vi skyndte os at tage plads, inden de blev optaget. Jeg kiggede ud mod banen, hvor folk justerede springene, så de blev en andels højre, end de var i den første konkurrence.

”Så er vi klar til næste klasse. Vi vil gerne se Vicktor på Chance. Cassandra og Chocco må gerne gøre sig klar,” sagde kommentatoren i højtalerne, da en Rød snowflake knabstrupper kom ind på banen.

Start sinalet lød og Vicktor satte Chance i galop. Han styrede mod den første forhindring, der ikke var ret høj, men Chance rev alligevel en bom ned.

”Pis,” lød det fra Feodora, der bankede hårdt hånden mod barrieren.

Chance hoppede besværligt over det næste spring, men klarede det uden nedrivninger. Chance fik to fejl mere, da han havde sprunget banen igennem. Rytteren så ikke tilfreds ud. Hans ansigt var hårdt og vredt, mens han skridtede Chance hen mod Cassandra, der sad klar til hendes tur.

”En arvelig slutning til Chance for Knabstrupper gården,” sagde kommentatoren som kommentar. ”Nu har vi Cassandra og Chocco for Stutteri svane arabere.”

Os alle fire kiggede irriteret på hende, da hun sprang elegant over det første spring. Jeg knurrede barrieren i mine hænder, mens Cassandra styrede mod et andet forhindring.

”Riv en bom ned.” hørte jeg Ida mumle, mens Chocco sprang over den sidste forhindring.

Jeg sukkede dybt, da Cassandra red ud med et stort bifald. Jeg lænede mig tilbage i stolen, da jeg vidste, at det ville komme til at tage nået tid, før Sevilla kom på banen.

Jeg lod min tanker overtage min bevidsthed, da en gråskimmel Andalusier red ind på banen.

Jeg så Dreamer får mig, mens den galopperede rundt på sin fold. Jeg forstillede mig, at jeg sad ovenpå den, mens den sprang over et spring, som den kom over uden fejl. Jeg fik en fejl fri runde, hvor alle klapperede af mig, og Devon råbte: ”Det er min pige.”

Jeg følte mig lykkelig, mens jeg skridtede Dreamer ud mod ham. Jeg lod mine spinkle finger glide over Dreamer’ hvide pels, der var fint og blank …

”Joyce vågn op.” jeg vågnede med et sæt, da Idas stemme brød min drøm, der var så uvirkelig.

”Hun skal på nu,” sagde Feodora. Jeg blev straks vågn.

Jeg kiggede ud på ridebanen, hvor den velkendte brune araber hoppe travede rundt i den ene ende, hvor man skulle starte. Sevilla så nervøs ud, mens det så ud som om hun snakkede med sig selv.

Cassandra stod ude ved hegnet. Hun så hånelig ud, som om hun vidste, at hun ville vinde. Det kunne hun godt droppe. Sevilla skulle vinde. Det skulle hun bare. Og det vidste jeg, at hun ville. De sprang begge to virkeligt godt.

Kommentatoren præsenterede dem hurtigt, inden start sinalet kom, og Sevilla lod Achilla slå over i galop. Vi råbte alle sammen nået til hende, mens vi klamrede os til barrieren, da hun sprang over det første spring.

Vi holdt alle sammen vejret, da de sprang over den første forhindring. Vi åndede lettet op, da de vi kommet over uden en nedrivning. De galopperede videre mod det næste spring, som de også kom over med en god luft mellemrum.

Sevilla så koncentrerede ud, da hun styrede Achilla mod det tredje forhindring, som hun endnu en gang kom over med en god luft imellem hest og spring. De sprang over de andre fem uden fejl.

Endnu en gang holdt vi vejret ved den sidste forhindring, der var en led oxer, som ingen havde fået en fejl ved endnu. Jeg ville ikke have, at de blev det første. Achilla satte af. Det følelses som om hele verden var gået i stå, da jeg så Achilla sætte af.

Jeg glemte at trække vejret, da for hovene landede på den anden side. Nu skulle hun bare have bagbenene med uden at lave en fejl. Men baghovene ramte den oversete bom, der faldt ned i sandet, der var belagt inde i springbanen.

”Nej, det skete bare ikke,” sagde Ida irriteret, mens hun strøg en hånd igennem hendes sit brune hår. Vi sukkede alle irriteret, men vi vidste, at de havde gjort hvad de kunne, og det var det vigtigste.

                                                                            ***

Nogle heste sprang banen igennem, før det lev tid til præmie overrækkelse. Vi havde været nede og snakke lidt med Sevilla, der synes, at Achilla havde gjort hvad hun kunne. Og det var hun stolt af.

Vi vidste alle sammen, at det ikke blev en førsteplads, men vi håbede på en fin andenplads, som hun havde fortjent. Vi sad nu på vores pladser, mens dommerne diskuterede hvem var vinder.

Vi var alle sammen nervøse, da kommentatoren igen tog ordet:

”Vi vil gerne se Cassandra og Chocco, Gustav og Black, Erik og Buster.” Jeg følte mig skuffet, mens Cassandra red tilfreds ind på springbanen igen. Jeg rustede irriteret på hovedet, inden jeg smuttede væk fra tilskuerpladserne, for at slippe for at se Cassandras triumferede smil, som hun sikkert vil sende til os, når hun vandt.

Jeg vandrede ud mod parkeringspladsen, mens jeg spekulerede over, hvordan Sevilla havde taget det. Jeg nåede ikke ret langt, før jeg fik øje på den brunhårede pige. Hun gik direkte imod mig. Jeg kunne tydeligt se, at hendes firekantede ansigt var trykket i en irriteret grimasse. Som den kujon jeg var, blandede jeg mig i menneske mængden, og undgik med nød og næppe at støde ind i en hest.

Jeg banede mig vej. Jeg søgte tilflugt til staldene, hvor stutteri svane araber hold til. Jeg kiggede mig flere gange panisk over skulderen, for at se om hun kunne følge med. Det havde lykkes mig, at ruste hende af mig.

Da jeg kom til stalden drejede der ind, og lugten af hest stod mig i møde. Staldgangen var næsten tom for heste. Men der stod en enkel hest og pustede utilfreds. Dens hoved var sunket ned til benene, mens dens øre ikke var oprejst. Jeg havde aldrig set Achilla sådan før. Hun så fuldkommen trist ud. Var det på grund af, at de ikke fik en placering? Var både hest og rytter skuffede?

Jeg vandrede hen ad den øde, beskidte staldgang. Da jeg nåede midtergangen, hvor Achilla stod, aede jeg hende på hendes silkebløde mule. Men hun vrinskede bare trist og skrabede lidt i gulvet med den ene hov.

Først nu opdagede jeg, at hun havde stået her helt alene. Der var ingen andre end mig, og de andre heste som stod i boksdørene og kiggede underne på den triste Achilla.

”Stakkels dig, hva,” sagde jeg og gnubbede den brune hals. ”Skal vi se at få dig gjort færdig.”

Jeg tog en strigle for den kasse, der stod lænet opad en boksdør. Jeg børstede Achillas pels i langtid, før Ida, Feodora og Jane kom op i stalddøren. De så lige så forskrækket ud over, Achillas tristhed som jeg. Vi var alle overrasket over, at Sevilla havde ladet hende stå helt alene uden at gøre hende færdig. Det lignede hende ikke.

”Mystisk,” sagde Jane. Hendes stemme var lys og mild. Noget sagde mig, at hun ikke talte ret meget. Hun havde værtifald ikke talt, lige så længe jeg har kendt hende. Hvilket ikke var ret lang tid. ”Gad vide hvor hun er.”

”Ja, det er det vel. Vi må heller se at finde hende, så vi kan komme hjem,” sagde jeg og tog Achilla ind i hendes boks. Jeg tjekkede hurtigt om alt var i orden, før vi gik ud af staldbygningen.

Vi delte os, så Jane ledte ved opvarmningsbanen, Ida tog tilskuerpladserne, Feodora blev ved staldene, mens jeg travede ud mod bilen. Det tog mig noget tid, før jeg endelig havde klaret mig igennem menneskemængden, og stod ved bilen. Der var ingen at se. Jeg lyttede efter bekendte lyde. Men det eneste jeg hørte var kommentarerne kommentarer, og snakken for tilskuer, og hestehove og vrinsken. Jeg begyndte langsomt at blive urolig, mens jeg travede frem og tilbage.

Efter nogle minutter kiggede jeg ud over vejen, som vi var kommet fra. Ude i det fjerne så jeg en velkendt skikkelse gå. Den kom i mod mig. Jeg anstrengte mine øjne for at se hvem det var. Jeg blev overvældet af lykke, da jeg så Sevillas lysehår glimte i solstrålerne.

Jeg satte omgående i løb imod hende. Jeg nåede forpustet hen til hende.

”Hvor har du været, vi har været så bekymrede,” puste jeg mod mine knæ, inden jeg rettede mig op i min fulde størrelse. Sevilla prøvede at undgå mit blik. Hun sukkede dybt og forsatte sin vandren. Jeg fulgte efter.

”Bare henne ved vejen, du ved for at undgå folks blikke,” sagde hun og kiggede sig omkring. ”Du ved jo godt, at Cassandra ville håne mig til, at jeg engang ville slå hende. Hvilket aldrig kommer til at ske. Kun i mine drømme. Min far havde ret; jeg var slet ikke klar til sådan et stævne endnu. Jeg dur ikke til det.”

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg lagde en arm omkring hende, mens jeg ledte efter nogle trøstende ord, jeg kunne sige. I mellemtiden stoppede vi op og betagede bakkerne, som omgav stævnepladsen.

”Du gjorde dit bedste, og det skal du være stolt af,” sagde jeg efter en lang tavshed. ”Du skal ikke ligge for meget pres på dig selv, det gør det hele meget være. Du har trænet op til det her i mange år, og man kan altså ikke vinde alle sammen.”

”Du har sikkert ret …”

En masse råben overdøvede Sevillas ord. Vi vendte os om, og så tre forpustede og lettede piger komme løbende. De så alle glade ud over, at det endelig lykkes dem, at få fundet Sevilla. Det betød, at hun måtte forklare det hele igen.

                                                                                       ***

Klokken var blevet mange, og os fem piger havde haft det kanon sjovt. Jeg måtte indrømme, at jeg var glad for at møde dem og jeg kunne ikke vente med at se dem igen. Vi sagde farvel, inden mig og Sevilla hoppede energifuldt ind i bilen, hvor moren allerede sad. Jeg opdagede først nu, at vi ikke havde set skyggen til Rikke i langtid. Men det var vel lige meget.

”Nå, har I hygget jer,” sagde Rikke og startede morten, da vi havde spændt os fast. Hun smilede kærligt til os, mens hun roligt kørte ud mod vejen.

Jeg lænede mig op ad bilruden. Jeg betagede solnedgangen, mens jeg spekulerede, om jeg nogensinde fik lov til at deltage i et stævne. Men det var ikke det der drev mest rundt i hovedet på mig. Dreamer. Den smukke hvide Araber hest, der stod og flugtede få sit liv, vær gang et menneske kom i nærheden af den.

Jeg forstod stadig væk ikke, hvorfor de ikke arbejdede med den. Jeg havde hørt om steder, hvor man hjalp mishandlede heste. Hvorfor sendte de ham ikke der hen? Og bagefter sende ham tilbage, så han kunne bruges som springhest. Han var vel god til det. Måske og måske ikke? Der var så mange spørgsmål, der vivlede rundt i hovedet på mig, at jeg ikke kunne koncentrere mig om samtalen, som Sevilla og Rikke havde. Det eneste jeg vidste var, at de snakkede om stævnet.

Det lod til, at ingen talte om Dreamer ret meget. Var alle ligeglade med ham? Var det det eneste de gjorde, var at smide noget hø til ham en gang i mellem? Hvem holdt endelig øje med ham? Var der overhovedet nogen der kunne lide ham, end mig?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...