Joyce og Dreamer.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 okt. 2013
  • Opdateret: 20 apr. 2014
  • Status: Igang
Joyce Hougård er en pige, der bliver mobbet i hendes skole. Hun har ikke fortalt det til nogen, heller ikke hendes mor. Hendes mor skal flytte på grund af, at hun har fået en ny kæreste. Hendes kæreste hedder David og arbejder som avlsbestyre på et stutteri, der avler spring-Araber.
Joyce er fast besluttet på, at hun ville starte et nyt liv, hvor hun kommer hen. Hun før hurtigt to gode venner, som begge er ivrige på at lære, hende at ride. Hun får øje på en hvid Araber, der står helt alene ude på en fold ved siden af en ridebane. Hun falder hurtigt for Araberen, som en af hendes venner fortæller hende om. Dreamer er blevet mishandlet. Joyce kan se sig selv inde i hesten. Men samtidig med alt det her, dukker der følelser op. Vil Joyce kunne holde fingene væk fra Dreamer? Hvis hun ik' gør, hvad vil der så ske? Vil følelserne vise sig, at vare gengældt? Og vil mobningen blive væk?

7Likes
3Kommentarer
1051Visninger
AA

5. Kapitel 4.

Jeg åbnede træt mine øjne, og kiggede op i et loft. Først vidste jeg ikke, hvor jeg var, men så huskede jeg alt hvad der var sket i går. Jeg rullede om på den ene side, hvor jeg kunne se uret på mit nye skrive brod, hvor der stod nogle af mine ting.

,,Fem om morgnen,” sagde jeg, men jeg stod alligevel op, og tog noget tøj på, som var i skabet. Jeg fandt noget kort, da vejr udsigten havde lovet treogtyve grader i dag. Jeg trak en blå T-shirt over hovedet, og hoppede i nogle korte cowboybukser, der gik mig til knæene. Jeg tog min kam, og gik hen til døren til balkonen. Jeg åbnede døren så stille som muligt. Der var stole ude på balkonen og et rundt glasbord. Jeg redte mit hår, mens jeg betagede solopgangen, der sneglede sig af sted. Vinden var stille, mens den puster roligt til mit hår. Min kam gjorde mit lange hår blødt. Mit hår gik lidt ned under brystkassen.

Der var fuldkommen stille her ude. Kun lyden af fuglene der pippede i det fjerne kunne høres, men også lave heste vrinsken fra staldene overfor mig. Jeg lagde karmen på bordet, mens jeg samlede mit hår til en heste hale, som jeg bandt en sort elistik rundt om. Jeg lænede om opad balkonens hegn.

Jeg kiggede ud over markerne, hvor majs skød op mod himlen. Min opmærksomhed blev stags vendt mod en firehjulstrækker, der kørte stille opad grusvej, for at ikke vække os andre. Det var en brunhåret mand som kørte bilen. Han havde en tatovering på armen. Bildøren bag ham blev åbnet, og forsigtigt smækket, men man kunne stadig høre det her op. Devons mørke hår kunne svagt ses i solopgangen. Han krydsede gårdspladsen. Han løftede sit hoved, og så op mod balkonen jeg stod på. Han vinkede venligt til mig, og jeg vinkede tilbage til ham. Bilen bag ham kørte videre, da jeg gik ind på mit ejede værelse.

Jeg åbnede roligt døren til gangen, hvor lyden af snorken herskede. Der var en smule mørkt, men nok til, at man kunne se igennem det. Jeg gik med liste skridt ned af trappen, men Puf som kunne åbne døre kom larmende ud. Hun havde en vaskebjørn i munden, hvor hun havde bidt det ene øje ud. Jeg gik lydløs ned af trappen, med Puf i hælen med hendes halsbånd der larmede forfærdeligt, når der var så stille rundt omkring mig. Jeg krydsede hurtigt stuen, og ud i gangen, hvor alt fodtøjet stod. Jeg sprang i nogle gamle slidte gummistøvler, som jeg slæbte udenfor.

Der var tydeligvis kommet flere mennesker til stedet, da der holdt flere taxaer, der kørte støjende ned ad grusvejen. Flere forskellige mennesker gik forbi mig, mens de sagde godmorgen, inden de gik hen for at gøre deres pligt. Jeg fandt vej hen til Devon, som stod, og ventede på mig henne ved den første staldbygning.

,,Godmorgen, har du sovet godt?” sagde han mens han smilte venligt til mig.

,,Godmorgen, Devon, det tror jeg,” sagde jeg, og forbi flere af stalde sammen med ham.

Jeg gik ind i den sjette vi kom forbi. Her var ingen, jo kun hestene, som missede med øjnene, da Devon tændte for lyset, der oplyste en beskidt staldgang. Jeg fik slæbt mine tunge foder, som føles som bly, hen til den velkendte hest Cassanova, der vrinskede roligt. Jeg gik hen til hende, og aede hende blidt over mullen, mens jeg mærkede Devons blik hvile på mig. Det var en smule skræmmende at være sammen med ham helt alene, men sammentidlig hyggeligt.

Cassanova hvilede træt sit hoved på mig, mens hun sukkede dybt.

,,Nå, du har da fået en hesteven,” sagde Devon, og jeg vidste, at han stod lige ved siden af mig. Hans hånd strøg Cassanova over halsen, mens han mumlede små ting til hende. Hans hånd gik op, og kløede hende bag øret. Efter kort tid mærkede jeg Cassanovas hoved blive en smule små tung, da hun hvilede sit pragtfulde hoved over mine ene skuldre.

Jeg kiggede op på ham, mens han smilede ned til mig. Jeg vidste, at han virkelig havde forstand på heste, og hvor de elskede at blive kløet. Cassanovas hoved blev mere og mere tunger, jo længere han kløede hende bag hendes ene ører. Til sidst var jeg ved at kollapse under hendes vægt. Han klappede hende på halsen, inden han forsvandt ind i sadle rummet, hvor han kom ud med en spand med mad.

,,Er du klar til fodretid,” sagde han og satte spanden ned med et lavt dunk. Han smilte til mig, mens jeg trådte nærmere. ,,Kan du løfte den?”

,,Nej det tror jeg ikke,” sagde jeg, men han kiggede opmuntrende til mig. Skulle man bevis, at man ikke kunne før han troede på en. Jeg sukkede dybt, før jeg tog fat i spandens tag. Jeg hev så godt jeg kunne i, men den rørte sig ikke for jorden. ,,Se, hvad sagde jeg.” Min stemme var opgiven. Devon løftede den med den ene hånd, mens jeg måtte have brugt to. Han smilte drillende til mig. Jeg havde mest løst til at pande ham en, men det kunne jeg ikke.

Jeg så til mens han gav hestene rundt omkring mig mad. Da en var halvtom ville han have, at jeg igen skulle prøve at løfte den. Med en kraft anstrengelse fik jeg løftet den op i favnen. Han vidste mig hvordan det skulle gøres. Jeg gav resten af de heste, han ikke havde fodret sin føde. Man kun hører hestenes tilfredse gumleren på deres mad. Det var dejligt at høre. Jeg lod ikke mærke til, at en mand gik ind i stalden, som gav mig et chok, da han sagde Devons navn.

Manden var høj, og mere bred skuldrede en David. Hans lysehår var strøget tilbage. Hans ansigt blev skygget af cowboyhatten, som han havde på sit hoved, der skjulte det meste af hans hår.

,,Jeg har fundet en hest, som ikke bliver brugt. Du kan tage Calypso. Den gamle springer, som er gået på pension for noget tid siden,” tilføjede manden, da Devon løftede det ene øjenbryn. Devon nikkede, men sagde ingenting. Jeg havde mest løst til at sige, at jeg ikke fattede hvad der forgik, og hvem den fyr var.

,,Og Joyce jeg er Robin Marcussen. Træner her på stedet. Devon fortalte mig, at han gerne vil lærer dig at ride, han skulle bage have en rolig hest som du kunne ride,” sagde manden, som om han kunne læse mine tanker. Det var en smule skræmmende. ,,Nå, jeg håber du falder til Joyce. I kan vel hjælpe med at tage nogle heste på fold. I kan hjælpe dem i stalden nummer to hvis, i vil. Så kan Devon vise dig Calypso.” Han forlod os. Han forsvandt videre mod den andre stalde.

Jeg kiggede på Devon, som kiggede på mig. Vi trækkede begge på skulderen, og gik ud i det varme vejr, hvor solen snart var oppe. Jeg kunne skimte min mor gennem vinduerne til hendes soveværelse. Jeg var sulten, da jeg ikke havde taget noget morgenmad. Jeg gad ikke til at gå ind efter noget, da jeg hellere vil være ude i de fri.

I stalden nummer fire var de allerede i fuldgang, med at tage hestene på fold. Devon gik først gennem hestene der blev trukket ud. Han stoppede op ved den sidste boks, hvor en musegrå hoppe stak sit elegante hoved ud, og vrinskede efter de andre heste, der vrinskede tilbage til hende.

Devon gav mig hendes grønne grime, som var godt beskidt. Jeg fik grimen på hende uden for boksen. Jeg åbnede roligt boksen, og trak hoppen ud. Den var en smule højre en mig, men det var vel lige meget.

,,Hun skal ind på den anden fold på højre hånd,” sagde Devon inde fra en boks, hvor han havde besvær med at få grimen på en stædig gråskimmel hingst. ,,Gå du bare i forvejen, jeg kommer.”

Jeg gik ud af stalden, efter en lysebrun Araber, der stadig halvsov. Jeg gik rolig uden om, da Calypso gik mere ivrig til. Staldpigen smilede venligt til mig, da jeg gik forbi med Calypsos ivrige skridt, der næsten var ved at jokke mig over foden.

Solen skinnede smukt, mens hoppens smukke bevægelser var badet i det. Calypso vrinskede endnu en gang højt, og hendes vrinsk blev endnu en gang gengældt længere henne, hvor der var den første fold, på både venstre og højre hånd. Den næste kom hurtigt efter, da det næsten var Calypso der trak mig i af sted. En velkendt bil kørte forbi mig, og Sevillas glad ansigt kiggede ud til mig, mens hun vinkede til mig. Jeg vinkede selvfølgelig igen, inden jeg åbnede ledet til folden, hvor jeg slap hende fri. Hendes hove gav genlyd i den stille morgen, der herskede rundt omkring mig.

Jeg gik ud af folden, hvor jeg så Devon komme gående med den gråskimmel hest. Jeg lukkede ledt godt efter mig, inden jeg smuttede op igen. Sevilla stod og vinkede til mig henne ved staldene. Hun var klædt i T-shirt, men det der tog mest af min opmærksomhed, var hendes lange bukser.

,,Hva’ så Joy,” sagde hun og omfavnede mig, mens jeg kunne høre hendes mave rumle. ,,Jeg er død sulten. Jeg glemte at tage noget morgen mad,” tilføjede hun, da jeg kiggede underne på hende.

,,Nå, så du heldig. Jeg skal først til at have noget morgen mad. Kom lad os tage noget at spise,” sagde jeg og gik over mod mit hus med Sevilla i hælene. En følelse inde i mig fortalte, at jeg kunne stole på hende og Devon. ,,Tror du, at Devon er sulten.” Ordnerne fløj simpel hen ud af mig. Sevilla standsede op, mens hun kiggede på mig, med store øjne inden hun sagde:

,,Du ka’ li’ ham, du ka’ ham. Måske, det er vær at spørger ham, synes du ikke.”

Hun løb hen til Devon, som kom op fra folden. Jeg kiggede efter dem, og Sevilla kom tilbage med Devon ved sin side. Han smilte venligt, og jeg kunne ikke lade vær med at kigge genert væk.

,,Du rødmer, Joy,” hviskede Sevilla ind i mit øre, da Devon gik indenfor. Jeg kiggede på hende, mens det tog mig tid, til at sluge hendes ord. Jeg havde åbenbart fået et kælenavn, Joy. Men det var meget beder end alle de øgenavne jeg blev kaldt.

Vi gik begge ind i gangen, hvor Devon allerede stod og ventede på os. Han smilte sit virkelige smukke smil, der gik mellem mit pumpende hjerte. Hans øjne kiggede ind i mine, men jeg kiggede endnu en gang væk, og denne gang mærkede jeg rødmen stige op i mine kinder. Jeg fik skoene af, og førte dem ind i køkkenet, hvor Puf drak, men hun holdt op, da hun så nogle nye mennesker. Hun lagde sig ned ved fødende af Devon, der nussede hende på maven, inden han kæmpede sig forbi hende, men han nåede ikke ret langt, før hun endnu en gang lå ved hans føder, og ville nusset.

,,Hvad vil i ha’,” spurgte jeg og klappede i hænderne. Puf satte sig på min fod, for at blive nusset, men det havde jeg ikke tid til.

,,Hvad har I,” sagde Devon, der efter abede mig, da jeg klappede i hænderne. Jeg skar en grimasse. Han grinede af mig. Latteren førte mig tilbage til en mobbedag, hvor jeg havde gået helt alene ind gennem skole gården, og Dustin havde fået mig op i en krog. Det var en af det værste mobbedage jeg kunne huske. De havde taget det meste af mit tøj af (undtagen undertøjet). De havde taget mit tøj. Dustins gruppe og ham selv, tog billeder mig, mens de grinede. Jeg kunne høre stadig høre deres hånelig grin inde i mit hoved.

,,Er du okay, Joyce,” lød Devons stemme, og jeg vågnede brat op fra mine tanker. Jeg opdagede, at en hjælpeløs tåre trillede ned ad min ene kind. Jeg tørrede den væk med min ene hånd, der var nærmest tåren.

,,Jeg har det fint,” sagde jeg, men jeg mærkede stadig hans bekymrede blik mod mig inden jeg fortalte alt hvad morgenmads artige ting vi havde i huset. De valgte yoghurt.

Jeg åbnede kølleskabet, og lod mit blik strejfe rundt efter det. Bordet var allerede dækket, da jeg havde taget yoghurten med ud til køkkenbordet, hvor vi satte os.

Vi sad i tavshed, mens lyden af skeer ramte de dybe tallerkener. Vi var fuldkommen alene. David og min mor hjalp sikkert med hestene udenfor. Jeg roede lidt rundt i yoghurten før jeg spiste den. Jeg kunne stadig mærke Devons blik mod mig, men jeg ignorerede det. Vi satte bestikket og tallerkenerne i opvaskemaskinen, før nogen af os sagde noget:

,,Lad os tage en tur op på loftet.” Det var Devon. Hans stemme fik både mig og Sevilla til at kigge nysgerrigt på ham. ,,Er i bange for noget loft.”

,,Nej, kom så Joyce,” sagde Sevilla opmuntrende og gik med Devon ind i stuen, hvor man lidt efter hørte deres skridt op ad trappen. ,,Kom nu Joyce.”

Jeg sukkede dybt før jeg løb gennem stuen, og op til dem. De havde allerede fået stigen til loftet ned, da jeg kom op til dem. De smilede begge til mig. De gjorde tegn til, at jeg skulle gå først.

,,De lukker den efter dig,” sagde den lille stemme i mit hoved. Jeg samlede alt mit mod til mig, og gik med raske skridt hen mod den ustabile stige, som Devon holdt. Jeg satte usikkert foden på det første trin, og hev min anden fod op på det næste.

,,Bare rolig, vi skal nok følge med,” sagde Devon roligt, da han fornemmede, at jeg var bange for, at de lukkede den, så jeg ikke kunne komme ned igen.

Jeg fik mig op i et mørkt rum, hvor alt muligt lå, men jeg kunne ikke se hvad det var for mørket. Jeg prøvede at rejse mig op, og til mit held ramte jeg ikke loftet. Jeg fik mast mig gennem to ting, som jeg gættede på måtte være to flyttekasser. Man kunne næsten ikke gå rundt her inde uden, at man gik ind i noget. Jeg hørte lyden af trin på stigen, og i næste øjeblik stod der en skikkelse. Jeg vidste ikke om det var Sevilla eller Devon der kom.

,,Joyce, hvor er du,” lød Sevillas stemme i mørket, og jeg skubbede til en flyttekasse, så hun kunne komme her hen. ,,Her mørkt. Devon har du en lommelygte!” Hun fik banede sig vej hele vejen hen til mig før Devon svarede.

,,Ja, det har jeg.”

Hans skikkelse kunne ses. Lommelygtens skær trængte igennem mørket, så man kunne se hvor man var. Jeg førte end gennem masser af smalle gange, hvor papkasser gamle border og stole stod stablet op på hinanden. Jeg vidste ikke hvor jeg skulle finde det hende, så jeg gik bare. Til sidst kom jeg til en rydelig plads, hvor der kun var plads til få personer.

Der stod en tøjkiste i midten af det hele, som til trækkede min opmærksomhed. Jeg gik hen mod den, og satte mig på hug. Jeg åbnede skudelåsen. Den åbnede sig larmende op. Et tegn på, at den ikke var blevet åbent i mange år. Der lå masser af tøj, som jeg lagde til side. Helt nede i bunden lå nogle brune ridebukser, og en sort ridehjelm, der så ud til at være en smule snavset.

Jeg tog tingende op, da nogle brune ridehansker faldt ud af ride hjelmen.

,,Nu er det bare spørgsmålet om det passer mig,” sagde jeg og så undersøgende på ride buksernes størrelse.

,,Kom vi skal ned her fra. Her er ikke hyggeligt at være oppe,” sagde Sevilla, og Devon lyste drillende på hende mens hun snakkede. Jeg gav hende ret. Der her var simpel ikke et rart sted. Spindelvæv hang ned for tages hjørner, hvor der kravlede store stygge edderkopper, ned for at spise deres irriterende dumme fluer.

Vi gik gennem de masser af smalle gange, som jeg havde ført dem igennem. Jeg var lettet, da jeg mærkede gulvet under mine foder, og kunne se klart rundt. Det lød til de andre var enige, da de åndede lettet op, inden vi gik ind på mit værelse. Jeg satte mig foran døren til balkonen, mens Sevilla og Devon satte sig til rette i min seng. Ingen af os sagde noget.

Mine tanker slog om til den hvide Araber hingst, der havde siddet fast inde i min hjerne. Hver gang jeg så den, så jeg mig selv. Den måtte have det forfærdeligt ligesom jeg selv havde haft det, og jeg vidste stadig ikke om dem over på den nye skole vil mobbe mig. Jeg sad lænede opad døren, mens de andre betagede mig. Jeg lod som om jeg ikke bemærkede det.

 

Tiden gik, og klokken slog, mens jeg klædte mig om til de brune ridebukser, og jeg trak hjelmen på hoveden, da jeg åbnede hoveddøren, hvor Devon stod, og ventede tålmodigt på mig. Jeg fik ridehansker på mine hænder. Jeg følte mig slet ikke sikker på det her. Jeg havde aldrig, og jeg gentager aldrig redet på en hest. Det værste var, at jeg var højteskræk. Jeg var skrækslagen ved tanken om at falde af.

Jeg gik hen ved siden ved ham. Han smilte opmuntrende til mig. Jeg gengældte hans smil med et mere nevøs smil.

,,Hvad er du så bange for,” spurgte han nysgerrigt, men stadig med et opmuntrende smil.

,,Tja … hvad med … jeg faldt af,” sagde jeg og kiggede over på ham. Han slap en smuk latter fri, mens han forsatte frem ad. Jeg kiggede på ham, da jeg forventede et svar fra ham, men han forhold sig tavs. ,,Dreng.” Jeg rullede irritabelt med øjnene, og Devon grinede igen af mig.

Calypso stod allerede på gangen og ventede på os. Devon gav mig en strigle. Vi striglede i tavshed.

Calypso vrinskede flere gange efter de andre heste, der stadig til holdte sig på markerne. Fjern vrinsken, som ikke var ret høj, gav ekko i stalden. Calypso sank hovedet ned, og det så ud som om hun græd, men hun hejste igen hovedet højt, og vrinskede.

Hovene blev renset, og jeg fulgte med Devon ind i sadlerummet.

,,Tag den her,” sagde han og gav mig en sort sadl, som han havde taget ned for en knage, hvor der stod Calypso på. Sadlen var tung, men stadig let at bæger. Det var selvfølgelig en springsadl.

Jeg gik med rolige skridt med Devon ud til Calypso, hvor der stod en pige på min egen alder. Hendes lange brunlige hår sad i en flot franskfletning, mens hendes grå øjne betagede Devon grundigt. Hun smilede til ham, men hendes smil blegnede, da hun så mig følge efter ham. Der var noget ved den pige jeg simpel hen ikke kunne lide. Hendes grå øjne kiggede ondt på mig, mens Devon, hjalp mig med hvordan sadlen skulle sidde.

Da jeg gik ind mod sadlerummet, så jeg ud ad øjenkrogen, at pigen skar en ond grimasse til mig, mens hun hviskede noget til en brunhårede pige. De grinede begge to. Jeg fik det simpel hen så dårligt af det, og Devon bemærkede det.

,,Joyce, hvad er der galt,” sagde han, og gik, tætter på mig. Hans bekymrede brune øjne fandt mine. ,,Du bliver nød til at sige det, ellers kan jeg ikke hjælpe dig.”

,,Hvem var den blondt hårede pige der ude,” sagde jeg og gjorde et kast med hovedet ud mod staldgangen. Devon smilte roligt til mig, mens han tog min hånd, og betagede den.

,,Det er Cassandra Keiberg. Ignorer hende. Det er ikke en man skal komme på nakken af,” sagde Devon, der havde hovedtøjet over skulderen. Jeg hævede spørgerne det ene øjenbryn. ,,Hun er lidt af en Diva. Nej, hun er en Diva. Hun mobber dem hun synes er svage eller tager noget hun gerne vil ha’ for eksempel en dreng, som en anden piger tager, eller ser det ud som om drengen kan li’ den pige. Så hold dig fra hende.”

Jeg kiggede op på ham, men mit blik faldt hurtigt ned på vores hænder, der hold om hinanden. Order hun mobber susede flere gange rundt i mit hoved. Betyder det, at der var en chance for, at jeg igen blev mobbet? Hvor stor var chancen for, at hun vil mobbe mig?

,,Stor,” sagde stemmen i mit hoved, mens jeg fulgte med Devon ud i stalden hvor Cassandra stod, og snakkede ophidset til sin brunhårede veninde, der grinede men stoppede brat, da hun så os komme ud, mens vi snakkede lavmælt til hinanden.

,,… bare rolig, Calypso er fuldkommen rolig. Hun har aldrig, aldrig smidt en rytter af i hele hendes lange heste liv. Selv ikke som unghest,” sagde Devon beroligende, mens han gav min skulder et klem. Jeg nikkede nervøs, mens jeg strøg min mager finger forbi Calypsos musegrå hals. Hun puffede kærligt til min hånd, for at se om jeg havde nogle saftige guleroder.

Devon vidste mig hvordan man satte hovedtøjet på. Han tog det af igen, og lod mig gøre det. Jeg gik forsigtig til opgaven, og til mit held åbnede hun munden villigt, for at få bidet ind i munden.

,,Se, det klarede du jo godt,” sagde Devon, og smilede hans smukke smil der fik mig til at rødme. ,,Norh, du rødmer, hvor sødt,” sagde Devons blide stemme, der fik mig til at rødme endnu mere.

Jeg fik trukket grimen af Calypso og gik roligt forbi Cassandra, som hviskede med en ond stemme:

,,Held og lykke taber.”

Jeg fik en klump i halsen, da jeg hørte det. Jeg gjorde alt for, at holde vreden ude, når jeg talte med Devon. Jeg så ud ad øjenkrogen, at Cassandra og Carrie fulgte med, sikkert for overvåge privat undervisningen. Hun havde muligvis hørt, at Devon skulle være min ride lærer, som jeg havde hørt nogle stalddrenge sige.

,,Kom så op med dig,” sagde Devon, da vi var nået ud til gårdspladsen.

,,Hvad!” udbrød jeg, mens jeg stoppede Calypsos ivrige skridt. Det kom fuldkommen som et chok. Jeg stirrede overrasket ind i hans brune øjne, der kiggede på mig.

,,Du hørte godt hvad jeg sagde, op med dig,” sagde han, og tog trak stigbøjlerne ned på vær siden. Han mente da ikke seriøst, at jeg skulle stige op nu. Jeg vidste jo ikke hvordan man gjorde. ,,Du ka’ godt, Joyce, kom nu foden i stigebøjlen og sving dig op.”

Jeg sukkede dybt, mens jeg stolede på, at Devon gjorde rigtige, og, at Calypso ikke gik når jeg steg op. Jeg satte min venstre fod i venstre stigebøjle, og brugte alle mine kræfter på at komme op på Calypso. Jeg var højre oppe end jeg havde forventet.

Han vidste mig, hvordan jeg skulle holde i tøjlerne. Det var ret ubehageligt lige nu.

,,Vi skal lige have rettet stigebøjlerne en smule, da de er alt for lange til dine korte ben,” sagde Devon, og hev i det leder, som bandt stigebøjlen til sadlen. ,,Lad mig se, lad os prøve to huler op.” Han satte den to huler op, og den følte meget beder at have på end den anden, som jeg næsten ikke kunne havde nået.

,,Hvordan føles de?” spurgte han, da han havde sat den anden stigebøjle lige langt op.

,,behageligt.” fik jeg svaret, da jeg prøvede at kvæle min nervøsitet, som havde hersket lige siden, jeg havde sat mig op på Calypso. Han smilte op til mig, mens jeg smilte tilbage til ham.

Det gav et ryk i mig, da Calypso satte i hendes ivrige skridt.

Det var overraskende behageligt at mærke hestens bløde bevægelser under mig. Hendes fart var nogenlunde til pas, men jeg ville gerne have haft, at hun gik en smule langsommere, da jeg næsten ikke kunne følge med hendes bevægelser.

Jeg kunne se længere her fra, end jeg havde set fra jorden. Jeg fik hurtigt øje på ridebanen, hvor der var fuldkommen tomt. Jeg skimtede Dreamer, der løb sin vej, mens jeg hørte Cassandras høje irriterende stemme sige:

,,Min far mener, at Dreamer slet ikke høre til her, men som en bøf.” Nu måtte jeg kvæle min vrede, der steg i mig, som kartofler over ilden. Jeg fik hurtigt slukket vreden, da Devon slap Calypso, der gik rundt på ridebanen, med ørerne ret frem af.

Det var tydeligt, at se, at hun ikke havde været ude at ride længe. Hendes skridt var en smule ivrig, da hun fik øje på et spring, som Devon var ved at stille væk. Jeg kæmpede hårdt, med at holde Calypso ude på hovslaget, som jeg troede det hed. Da jeg rundede et hjørne fik jeg øje på Cassandra og Carrie stå lænet opad ridebanens hegn, hvor de satte sig op på.

Timen gik med, at jeg lærerede, at få Calypso til at stoppe og gå frem igen, dreje, og lave tyve meters volter.

Det føles som en dejlig drøm, da jeg skridtede op mod staldene.

,,Nå, Joyce, så er du altså kommet op på en hest,” lød Sevillas stemme bag mig. Hun havde næsten fået mig til at få et chok. Hun gik op på siden af mig, hvor Devon stod. ,,Klar hun det godt?” spørgsmålet var tiltænkt Devon, men til mit uheld havde Cassandra hørt det.

,,Ja, hvis du kalder det at ride,” sagde hun håneligt, og jeg mærkede tristheden bølge op i mig. Jeg hoppede lyn hurtigt af, mens jeg lod Calypso stå, hvor hun var.

Jeg løb den modsatte vej end den jeg red. Jeg var træt i benene, selvom jeg ikke havde lavet ret meget til hest. Tårerne gled ned af mine kinder. Mange vil mene, at det kunne man ikke græde af, men da man havde været mobbet i flere år, føles det hårdt. Især for mig, som var blevet så skrøbelig af det.

Jeg vidste ikke hvor jeg skulle løbe hen, men da jeg så Dreamer stå helt forenden af folden stoppede jeg op, med tårerne trillende ned ad mine kinder. Hesten kiggede uroligt på mig, da den flygtede længer ned af sin fold.

,,Bare jeg også kunne stikke af,” sagde jeg stille, mens solens få stråler varmede min krop op. ,,Jeg forstår nok dig beder Dreamer, men så er det bare, det forstår du mig.” Jeg vidste godt, at heste ikke forstod hvad vi sagde, men vidste de hvordan vi havde det.

Jeg hørte skridt bag mig, men jeg vendte mig ikke om for at se hvem det var. Det kunne være hvem som helst. Jeg mærkede en forsigtig hånd tage min, og jeg vidste, at det var Devon, der nu stod ved siden af mig. Jeg så ikke på ham, men jeg kunne fornemme, at han kiggede på mig. Han sagde ikke noget, men han fulgte mit blik.

Man kunne, kun se Dreamer’ hvide pjuskede hale, som ikke var redet i langtid.

,,Joyce, du skal ikke lytte til Cassandra. Hun er bare jaloux på dig,” sagde Devon, og gav mit hånd et klem. Hans stemme var simpel hen så blid når han talte, og jeg vidste, at han gjorde alt for at kunne forstå mig.

,,Hvorfor dog det, hun er sikkert dygtig til at ride,” sagde jeg, men jeg flyttede mine øjne fra Dreamer og ind i hans brune øjne, der kiggede roligt ind i mig.

,,Du klarede det meget beder end hende. Ja, det gjorde du. Hun startede som seks årig. Vi red på det samme hold. Hun havde en af de roligste heste og lydigste, men hun kunne ikke få den til at gøre det, du havde gjort i dag. Du klarede det så meget bedre end hende. Du vil blive en dygtig rytter selvom du ikke har redt længe. Jeg ved, at du vil blive en god rytter, hvis du træne. Jeg vil med glæde lærer alt hvad jeg har lært,” sagde Devon og betagede nu Dreamer, som løb rundt nede i den anden ende. Han slap min hånd, mens han lænede sig op ad hegnet.

,,Undskyld, at jeg spørger, men hvorfor vil du overhovedet træne mig. Jeg er jo bare mig,” spurgte jeg. Jeg sagde det uden at tænke over det. Han smilede lidt ned i jorden, før han svarede:

,,Godt spørgsmål. Jeg ved det ikke.”

,,Virkelig godt svar,” sagde jeg, men kunne ikke lade vær med at grine.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...