Joyce og Dreamer.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 okt. 2013
  • Opdateret: 20 apr. 2014
  • Status: Igang
Joyce Hougård er en pige, der bliver mobbet i hendes skole. Hun har ikke fortalt det til nogen, heller ikke hendes mor. Hendes mor skal flytte på grund af, at hun har fået en ny kæreste. Hendes kæreste hedder David og arbejder som avlsbestyre på et stutteri, der avler spring-Araber.
Joyce er fast besluttet på, at hun ville starte et nyt liv, hvor hun kommer hen. Hun før hurtigt to gode venner, som begge er ivrige på at lære, hende at ride. Hun får øje på en hvid Araber, der står helt alene ude på en fold ved siden af en ridebane. Hun falder hurtigt for Araberen, som en af hendes venner fortæller hende om. Dreamer er blevet mishandlet. Joyce kan se sig selv inde i hesten. Men samtidig med alt det her, dukker der følelser op. Vil Joyce kunne holde fingene væk fra Dreamer? Hvis hun ik' gør, hvad vil der så ske? Vil følelserne vise sig, at vare gengældt? Og vil mobningen blive væk?

7Likes
3Kommentarer
1056Visninger
AA

4. Kapitel 3.

Da jeg igen vågnede op, så jeg et stort stutteri tordne sig op bag bakkerne. Lyden af bilen, som kørte på en grusvej, havde vægret mig fra min dybe søvn. Sommerfuglene fløj irriterende rundt i min mave. Jo tættere vi kom, jo mere spændt blev jeg. Jeg lagde hovedet mod vinduet, og betagede de smukke bakker der var. Min opmærksomhed fandt en rytter, der red en brun Araber, som skridtede roligt af sted, med sin rytter på ryggen. Bilen kom, tætter på pigen, og jeg kunne se hende bedre nu.

Hun var på min egen alder. Hendes lysehår stak ud af ride hjelmen, som var spændt godt fast rundt om hendes hoved. Hun vendte hovedet mod mig, og jeg så, at hun havde smukke grønne øjne. Hestens sorte manke lå fladt ned, mens vi kørte fra dem. Nu kunne jeg se store folde, hvor både føl, og voksne Araber hoppede omkring. Føllene havde det sjovt med at jagte bilen, mens deres utålmodige moder kaldte på dem. Vi kørte forbi en fold, som så ud til at være tom.

Masser af folk som trykkede heste til fold gik forbi bilen, mens de vinkede pænt velkommen til os.

Staldene var store og røde, hvor heste blev trukket der ud fra. Staldknægte kiggede nysgerrigt til, mens min mor parkerede bilen, hvor der holdt andre biler. Min mor var den første der steg ud, mens menneskernes blikke hvilede på hende. Jeg sprang forsigtigt ud ad bilen, da en lille gruppe piger strøg forbi mig. De smilede venligt til mig, mens nervøsiteten skød op mig.

Bare jeg ikke bliver mobbet tænkte jeg flere gange, og en enkel gang sagde jeg det stille, da endnu en lille gruppe gik forbi mig.

,,Nå, I kommer dog meget tideligt,” lød en venlig stemme bag mig. Jeg fik et chok. Jeg snorede varsomt rundt på hælen, da jeg kendte en sætning som mindede meget om den. Men det var ikke Dustin, som stod der, men en høj, bred skuldrede mand. Hans brune hår strittede. I hans ene hånd holdt han en fuks, som skubbede sin mule mod hans lomme. Han gav den en gulerod.

Jeg kiggede grundigt på hesten. Jeg synes den så lidt stor ud rundt om maven; dens mave var kæmpe stor, i forhold hvad jeg havde set. Min mors kæreste David havde flugtet mit blik, da han sagde:

,,Ja, hun er stor ikke. Hun skal bare ha’ et barn. Hun hedder for resten Cassanova.” Han klappede hoppens hals, som stod og gumlede på sin gulerod, som hun havde fået.

,,Du må godt klappe hende, hun gør ikke noget,” sagde han. Jeg kiggede lidt usikkert på ham. Jeg havde aldrig rørt en hest før. Jeg havde heller aldrig siddet på en. Jeg samlede alt mit mod, og gik hen, og strøg Cassanova over mulen. Dens ører stod ret frem, men hun skubbede blidt til min arm. ,,Hun kan lide dig, Joyce.”

Han smilede til mig, og jeg følte, at han var sød. Jeg vidste, at han ville blive en god far, som han gerne vil kaldes. Jeg snakkede lidt med Cassanova.

,,Vil du?” spurgte David og rakte det blå trække tov, som var kuplet fast til Cassanovas blå grime. Jeg kiggede forskrækket op på ham, og han måtte have vidst, at jeg aldrig havde været hos heste før. Jeg tog modigt trække tovet fra ham, og begyndte at gå efter David.

Han førte mig forbi masser af stalde, hvor få heste havde taget deres smukke hoveder ud over boksenes kant. Cassanova gik sløvt efter mig, men jeg havde god tid, nu hvor jeg havde sommerferie i seks uger. Cassanovas hove knasede når hun gik på grusvejen, som omgav hele området (Undtagen ridebanerne).

Til sidst gik han igennem en port til en stald, som ligesom de andre var malet rød. Jeg fik den drædige hoppe gennem lågerne, mens andre heste vrinskede støjende. David gjorde tegn, at jeg skulle stille hende mellem to snore. Han forbandt dem til grimen, så jeg kunne tage trække tovet af.

,,Jeg høre, at du aldrig har været hos en hest før,” sagde David med sin venlige far stemme. Jeg nikkede for at vise ham, at han havde ret. ,,Nu skal hun strigles.” Han vidste mig hvordan man gjorde, og til sidst stod jeg helt alene, efter han havde vist mig hvor hun skulle stå. Cassanova var dejlig varm. Hendes åndedragt var rolige, mens hun nød striglernes berøring.

Jeg synes, at hun var en dejlig hest, og jeg var sikker på, at hendes føl vil blive lig sådan. Jeg kunne mærke føllet sparke, da jeg børstede hende over maven. Jeg var fuldkommen alene, og det var jeg sandelig tilfreds med. Jeg følte på en eller anden mig hjemme her, men frygten over, at mobning var fulgte med var stor. Jeg slog tanken væk, for at ikke uroligere hoppen.

Jeg snakkede lavmælt til hende, da jeg følte, at hun stod og lyttede til hvad jeg sagde. Jeg vidste godt, at heste ikke forstod hvad jeg sagde, men følelsen af, at jeg kunne fortælle dem noget som de andre ikke vidste, gjorde mig glad. For de kunne ikke lige frem sladre.

Jeg tog roligt hendes hove, mens jeg nynnede en lille melodi. Jeg stalde hende ind i hendes trygge boks, hvor hun kiggede ned i krypten, som hang ved siden af boks døren. Inden David var gået, havde han fortalt mig, hvor man kunne finde godbider.

Jeg fandt den lille gang, hvor en staldkat kom lutende stille og roligt. Den lille gang var mellem to bokse, som stod tomt. Jeg fandt den lille brune dør, som David havde beskrevet for mig. Jeg åbnede den. Den trange hvis til noget olie, da den knirkede når den blev åbnet.

I rummet hang der ny pudsede sadler, og spande med fodre. Væggene var pænt hvid kalket. Gulvet var ny fejet. Henne ved et åbent vindue, stod en sæk fyldt med guleroder, man måtte give hestene, og en anden sæk med friske æbler.

Jeg krydsede gulvet for at tage en gulerod til Cassanova, der utålmodigt bankede på sin boksdør, da hun vidste, hvad jeg var gået ind efter. Jeg tog nogle stykker med ud, så der også var de andre.

Jeg lukkede døren efter mig, inden jeg gik hen til Cassanova, som stoppede med at sparke til boksdøren, da hun fik øje på mig. Jeg rakte en gulerod frem til hende. Da de andre så hvad hun fik, begyndte de også at sparke utålmodigt til deres boksdøre. Jeg gav vær en hest, som var inde denne stald en saftig gulerod.

,,Joyce, vi skal pakke ud,” lød min mors stemme udenfor. Jeg sukkede dybt, da jeg lige hyggede mig med hestene. Jeg havde aldrig troet, at heste simpel hen kunne være så søde, at være sammen med. De var simpel hen nogle fantastiske stolte dyr, selvom jeg aldrig havde set hvad de kunne, men jeg var sikker på, at de kunne meget.

Jeg klappede Cassanova en sidste gang, før jeg smuttede ud til min mor, der stod ved en af staldene, hvor den lysthårede pige trak sin hest ind i. Jeg gik langsomt som muligt hen til min mor, som stod utålmodigt og ventede på mig. Hendes ansigt lyste straks op, da hun så mig komme gående mod hende. Hun vinkede mig hen til hende, mens mine sko knasede på gruset.

,,Nå, hygger du dig,” spurgte hun glad, da vi var på vej væk fra den stald, jeg lige havde været inde i. Man kunne tydeligt høre på hende, at hun selv nød at være her. Det var jo også et fantastisk sted, med alle de smukke heste, som gik forbi mig.

,,Det er et fantastisk sted. Jeg elsker dette sted,” sagde jeg, mens min mor skød gennem vej gennem to stalde. Bag staldene så jeg et smukt hvidt hus, der havde en balkon. Jeg kiggede vantro på huset, hvor David stod foran i hans skjorte. Husets sorte tag glimtede smukt i solskinnet, mens den hvide maling blev frem hævet.

,,Er det virkelig her vi skal bo for nu af,” udbrød jeg både chokket og glad. Jeg kunne allerede se svaret i min mors strålende ansigt, der nærmest havde en konkurrence mod solen. Jeg havde aldrig i hele mit liv set sådan et smukt hus.

Min mor var den første af os til, at gå ind i huset. Jeg trådte ind i en lang gang med lyst trægulv. Jeg gættede på, at der var træ gulv over det hele. Væggene var hvide, mens lys oplyste den lille gang.

Jeg tog mit overtøj af, og hang min sommerjakke på en sort knage, der hang ved siden af mig. Man kunne nemt glide i strømpesokker, da gulvet var meget glat. Jeg gik ind ad en dør til venstre. Jeg kom ind i et højt rum, med alle mulige køkken ting.

Her var gulvet ikke af træ, men et mønster der buede sig mellem hinanden. Et vindue var i den fjerneste ende, hvor den havde lidt udsigt til staldene rundt omkring. Der var en dør i den modsatte ende, som jeg gik igennem.

Det var en smuk stue, med en flot lysekrone ned over et bord, der havde en lilla frygtskål ovenpå sig. Jeg gik forsigtigt ud på træ gulvet, som var kommet igen. Jeg gik hen, og satte mig i den sorte læder sofa, da Puf kom logerne ned fra vinkeltrappen, der stod i et hjørne.

Trappens armlæn var sorte, og skinnede når solens stråler faldt på den. Jeg gik opad trinene, som var af stabilt træ. Der var fjorten skridt. Jeg kom til en gang, der var belagt med et gulvtæppe.

,,Du har det første værelse på højre hånd!” råbte David op til mig. Jeg åbnede træ døren, og fik først øje på den smukke udsigt der herskede gennem dør, som havde små, firkantet glas. Jeg havde udsigt ud over bakkerne, og jeg kunne se nogle stalde, hvor staldknægte trækkede hestene ud på fold. ,,Kan du li’ det?”

,,Om jeg kan, det er perfekt!” råbte jeg tilbage.

På væggene hang der heste plakater, hvor de fleste var Araber. Men jeg kunne nemt se, at der var andre slags, men hvilken race de var, vidste jeg ikke. Min seng var en dejlig blød seng, med en af mine hunde betræk på. Over sengen hang der en lille hylde, hvor der var billede af en orangehårede pige, der stod sammen med en gråskimmel hest. Jeg gik hen for at undersøge det nærmere. Jeg satte mig ned i min seng, og tog billede hen til mig. Et sted på rammen stod der, og jeg kunne ikke lade vær med at sige det højt:

Cornelia og Cali.

Cornelia lignede ikke ret meget David, men hun havde hans smukke, venlige blå øjne. Jeg beundrede hesten, som stak hovedet helt ned til hende. Cornelia havde sin hånd på hestens mule, og smilede glad op til den. Det gjorde mig en smule lykkelig at se på.

Det bankede på min dør. Jeg fik et chok af den, da den kom så pludseligt. Jeg stalde hurtigt billedet på plads, da min mor kom ind med min sorte kuffert. Hun forsvandt hurtigt igen, efter at have staldet min kuffert ved siden af det smukke garderobe skab, der lå lige ved siden af døren. Jeg rejste mig op, og gik hen for at pakke mine ting og sager ude.

Det tog mig nogle få minutter inden jeg stod ude ved staldene, hvor der vrimlede med folk, der snakkede sammen. Det måtte være et hyggeligt sted, da mange sad og hyggede sig, både ved foldene, og små bænke der var stillet op, hvor nogle rytter varmede deres heste op.

Jeg gik roligt hen af gruset, mens jeg kiggede ind i staldene, for at se om der skete noget. Jeg stoppede op, da jeg så den brune hest stå bundet fast i midten af staldgangen. Den havde en sadel på ryggen, som lå på et brunt underlag, hvor der stod dens navn på. Men jeg kunne ikke se hvad den hed her fra, så jeg gik tættere på. Hesten betagede mig grundigt, mens jeg nærmerede mig langsomt. Jeg nåede helt hen til den. Jeg aede den over dens bløde mule. Den vrinskede stille, mens den rustede voldsomt på hovedet. Jeg bakkede forskrækket tilbage.

,,Hun gør ikke noget,” lød en stemme, og jeg fik endnu en gang et chok. Jeg vendte mig mod den høje pige, med det smukke blondehår. Hun smilte venligt til mig. Jeg gengældte smilet hurtigt inden jeg kiggede ud mod naturen igen. ,,Du må vist være avlsbestyres nye ’datter’. Jeg hedder for resten jeg Sevilla Jona,” tilføjede hun og rakte en hånd frem mod mig. Jeg kiggede overraskende på den, men tog forsigtigt i mod den.

,,Joyce Hougård,” sagde jeg, mens jeg smilede så godt som jeg kunne. Jeg kunne ikke lade vær med at føle mig en smule usikker, men jeg slog hurtigt følelsen væk, da jeg troede på, at mobning ikke havde fulgt efter mig.

,,Du har vist mødt Achilla,” sagde Sevilla, og tog sadlen af hende. Vi betagede lidt hinanden inden hun spurgte: ,,Rider du?”

Jeg rustede omgående på hovedet, mens mit røde hår blafferede til alle sider. Sevilla kiggede overraket på mig inden hun gik ind mod sadlerummet. Jeg fulgte med hende. Det lignede det sadelrum som jeg havde været inde i, i Cassanovas boks. Ingen af os sagde noget. Sevilla tog en striglekasse, som var en kasse fuld med strigler.

,,Vi du ikke lærer det,” sagde hun, da vi igen stod ude ved Achilla. Jeg fandt en strigle nede i kassen, og striglede på den anden side. ,,Nå, du kan altså godt strigle.” hun grinede en smule, men holdt hurtigt op igen.

,,Jeg er alt for gammel til at lærer det,” sagde jeg, og stod på tærer over Achilla, så jeg kunne se Sevilla ind i hendes smukke grønne øjne. Jeg striglede roligt videre, mens hun gav Achilla en stor gulerod, som hun gladelig åd i sig.

,,Nå, øv,” sagde hun skuffet, mens hun fiskede en lyserød hovrenser op fra den blå striglekasse, som stod foran en boks, der var tom. Her lugtede af hest, som smittede af på mit tøj. ,,Grib.” Hun kastede hovrenseren til mig, som var utrolig dårlig til at gribe ting. Heldigvis greb jeg den med to hænder.

Jeg skubbede min vægt mod Achillas ene hov, og fik hende til at løfte hoven lige så frivilligt, som Cassanova havde gjort. Der sad masser af jord fast i hoven, som jeg fik væk med hovrenseren. Efter få minutter tog Sevilla et trække tov på grimen, og gav mig den. Hun måtte vise vej, da jeg ikke kendte stedet så godt, og hvor Achilla skulle stå. Vi snakkede sammen på vej ned.

,,… jeg håber, at du skal starte i min klasse. Så kan du møde en af mine venner. Du skal da også møde andre her på stedet, skal du ikke,” sagde Sevilla muntret. Jeg gjorde alt for at skjule min bekymring. Men der var langtid til, flere uger til blev jeg ved med at tænke, mens flere mennesker hilste venligt på os.

,,Okay,” sagde jeg og prøvede at lyde så frisk som overhovedet muligt.

Sevilla åbnede et folds led. Folden stod overfor en ridebane, hvor en rytter sprang. Jeg slap Achilla fri, mens jeg kiggede på rytteren, som førte en sort Araber mod et spring, hvor den sprang elegant og let over. Sevilla fulgte mit blik, mens Achilla galopperede væk, og hen til de andre heste, som stod, og græssede henne i den anden ende af folden.

Sevilla tog fat i min hånd, og førte mig over til ridebanen, efter at have lukket lågen. Da jeg kom, tætter på, kunne jeg se, at det var en dreng, der red den smukke hest, der sprang over et højt spring. Jeg betagede ham, mens han sprang videre. Hans brune øjne kiggede på os, da han satte ned i trav, og red banen rundt.

Han var slank, mens hans ben så ud til at være stærke. Hans arme slappede af, og gav hesten løse tøjler. Han red nogle runder, før han satte farten helt ned til skridt. Jeg vidste ikke hvem det var, men inde i mit hoved sagde en lille stemme:

,,Pas nu på! Pas på hvem du stoler på.”

Jeg gøs ved tanken, men blev hurtigt afbrudt af Sevilla:

,,Det er Devon Jessen. Han er den bedste springrytter vi har på hele stutteriet, han har aldrig, aldrig tabt en konkurrence i sit liv. Han rider også en af de bedste springheste vi har på gården. Nemlig Barcardi.” Hun kiggede over på mig med alvorlige øjne, som sagde, at hun ikke løj.

Jeg nikkede, mens jeg stadig betage ham ride rundt med løse tøjler, og klappe hesten på den ene skulder, mens han sagde noget til den, som jeg ikke kunne høre.

,,Er du også spring rytter?” spurgte jeg, og lænede mig op ad hegnet, mens jeg vendte ryggen til Devon. Jeg kiggede ud på de mange heste, der græssede over på den anden side. Achilla var forsvundet om bag de andre heste. Sevilla vendte sig også om, og betagede hestene, hvor nogle af dem løb om kap.

,,joo, men jeg skal til min første konkurrence på lørdag på Achilla. Jeg er simpel hen så spændt. Det er arveligt, at du ikke vil lærer at ride, det er ellers sjovt. Nå, men det bestemmer du vel selv,” sagde Sevilla, og drejede hovedet mod mig, mens hendes hår lå over hendes skulder. Jeg mødte hendes livlige grønne øjne, som kiggede dybt ind i mine grønne øjne, som var rolige.

,,Hva’ så tøser,” lød hen helt tredje stemme, der kom fuldkommen bag på mig, at jeg fik et chok. Både mig og Sevilla vendte om på hælen, og så en sorthårede fyr, der stod med Barcardi’ hoved ved sin side. Devon kiggede roligt på os, mens jeg selv mærkede nervøsiteten stige højt op i mig. ,,Nå, du må vist være Joyce, som skulle komme i dag.” Han smilede venligt til mig, mens jeg gengældte det med et nervøs smil.

,,Hvad er du nervøs for, jeg gør dig ikke noget,” sagde han mildt, men med en drillende undertone, som mindede mig om Dustins, når jeg skulle mobbet. Jeg trækkede på skulderne, da jeg ikke vidste, hvad jeg skulle sige. ,,Rider du?”

Sevilla kom mig i forvejen, og hun sagde:

,,Nej, hun rider ikke. Hun siger hun er for gammel til at lærer det. Jeg har prøvet, at overtale hende, men hun gider vist ikke.” Hun skubbede mig irriterende i siden, mens hun efter abede min stemme.

,,Sikke noget pjat. Du kan sagtens lære det …”

,,Okay, hvem skulle så lige lærer mig det,” afbrød jeg ham.

,,Jeg vil da gerne,” sagde han.

,,Har du ikke allerede travl med at øve til konkurrencer,” sagde jeg, og prøvede at finde flere løsninger på, hvorfor jeg ikke skulle lærer at ride.

,,Jo, men …”

,,Se,” afbrød jeg igen. ,,Du har jo travl.”

,,Men så vil jeg gøre det her for dig,” sagde han beslutsomt. Jeg sukkede dybt, da jeg vidste, at der ikke var nogen vej uden om. ,,Jeg lover dig, at jeg vil lærer dig det.” Han virkede som en fyr, som holdt hvad han lovede, når han havde lovet noget.

,,Ride ting falder ligefrem ikke ned af himlen, vel,” sagde jeg en smule irriteret, men smilte venligt til ham.

,,Du kan, da bare tag mit datters gamle ride udstyr,” sagde Davids stemme bag mig, og jeg var endnu en gang i dag ved at skide en sprællemand. ,,Det passer dig for håbelig. Det ligger på loftet,” tilføjede han, inden han gik videre.

Jeg stod tavs ved siden af Sevilla, som smilte glædeligt, da det var tydeligt, at hun gerne vil have, at jeg lærte ridningens kunst.

,,Nå, der har du ride udstyret. Vi starter i morgen,” sagde Devon. Jeg hørte godt hvad han sagde, men jeg hørte ham ikke, da min opmærksom havde fundet en hest på den fold ved siden af udendørsridebanen.

Der stod en hvid Araber, og holdt skrækslagen øje med os, mens den vendte det hvide ud af øjnene, og gallopperede væk. Men jeg kunne stadig se den. Araberen havde ikke grime på, og det så ud som om, at det var længe siden, at den havde fået klippet hove. Den vrinskede ildevarslende ud i luften. Men de andre heste svarede ikke på dens kald. Det så ud, som om den var ligeglad med de andre heste.

Devon havde fulgt mit blik, da han sagde:

,,Du har vist fået øje på Dreamer.” Hans stemme havde et roligt toneleje, mens han førte Barcardi hen til enden hvor folden startede. Jeg gik over til foldens indhegning, som var af træ. Jeg betagede Dreamer, som blev skræmt væk hele vejen hen til enden af folden. Det så ud til, at den vil lang væk fra os som muligt. Det var, som om at se mig selv i skolegården, når jeg kom i skole. Jeg ville også langt væk for de andre som muligt.

,,Hvad er der sket med den,” spurgte jeg. Min stemme lød en smule urolig, men det lod ikke til de andre opdagede det.

,,Den har ikke haft det ret der hvor den kom til at bo,” startede Sevilla, og Devon overtog: ,,Vi fik ham af en heste ejer, som sagde, at han var en sød hest, som havde talent for spring. Og i god tro købte ejeren af stutteriet ham. Men da vi kom hjem med ham stejlede han, og prøvede at sparke ud efter staldknægtene. Vi blev nød til at lukke ham ind i en fold hvor der stod andre heste. Men det viste sig, at de andre heste ikke var rare mod ham. Vi flyttede de andre heste så de ikke kunne gøre nar af ham.

Da der var gået en måned, fandt vi ud af, at han var blive mishandlet. Hvis man er heldig kan man skimte ar. Jeg ved, at han har et ar oppe ved ørerne, da grimen havde været alt for lille til ham. Han blev mishandlet på den væmmeligste og grufulde møde. Jeg ved ikke hvad den tidelige ejer havde gjort, men jeg gætter: Piske slag, sult, spark også videre.”

Det var uhyggeligt at høre, at et menneske kunne gøre sådan ondt ved sådan et smukt dyr. Han har jo ikke gjort nogen noget. Han prøvede sikkert bare, at beskytte sig selv efter hans grufulde baggrund.

,,Ejeren af stutteriet kan ikke sælge ham,” sagde Sevilla med en stemme som var rolig, men hendes undertone var trist, mens hun spejdede efter hesten. ,,Nogen på gården mener, at han er ondskabsfuld, men jeg holder stadig fast i, at der findes ingen ondskabsfulde heste. De er som vi behandler dem.”

Jeg synes, at det var smukt sagt, og jeg nikkede mig enig, sammen med Devon, som kiggede på et armbånds ur, som han havde rundt om hans håndled.

,,Nå, jeg må smutte. Husk Joyce, vores lille ridetime starter i morgenen. Jeg skal nok hente dig, og jeg skal nok finde en rolig hest du kan ride,” sagde Devon og blinkede sødt til mig, inden han vendte ryggen til mig og Sevilla. Barcardi fulgte ivrigt efter ham.

Sevilla kiggede overrasket på mig. Jeg kiggede på hende, da jeg ikke vidste hvorfor hun så overraskende ud. Var det ikke normalt, at en fyr gerne vil hjælpe en pige med ridningen.

,,Du skal have privat undervisning af Devon Jessen,” hvinede Sevilla, da vi var på vej op mod staldene. ,,Jeg tror han kan lide dig.

,,Åh, hold dog op. Nej han kan ej, jeg er jo bare … mig. Han vil bare hjælpe mig,” sagde jeg og himlede med øjnene. Jeg skubbede irriteret til hende, inden en dytten lød bag min mors bil.

En lysthåret dame med grå øjne vinkede over mod os, og jeg så Sevilla rødme, da hun sikkert følte, at det var pineligt. Jeg forstod hende også godt. Vi sagde farvel, og til min overraskelse gav hun mig en kram inden hun løb hen til sin mor. Hun vinkede til mig gennem vinduet, da bilen kørte ned ad grusvejen.

Jeg kiggede ned på mit pinke armbånds ur, som viste, at klokken var fem minutter i fem. Jeg vendte mig om, og så min mor smile glad, nu hvor hun vidste, at jeg havde fået en ven, som ikke drillede mig overhovedet.

Jeg fulgte med min mor inden i mit nye hjem, som jeg simpel hen holdte så meget af. Lyden af tallerkener som blev sat på bordet lød, da vi kom ind i køkkenet, mens lugten af spagetti med kødsovs mødte mig, da jeg trådte der ind.

,,Mm spagetti med kødsovs, men livret,” sagde jeg tilfreds, mens jeg ledte efter nogle glas i de forskellige skabe over komfuret. Jeg fandt dem først, da jeg nåede til det skab, som var ved siden af kølleskabet. Jeg tog tre glas med ude, og gik hen til bordet, som havde en hvid voksdue på.

David tog maden på bordet. Min mor satte sig ved siden af mig, mens David tog plads ved min anden side. Jeg følte mig som en familie. Med en far og en mor, som ikke skændes, ligesom min rigtige far havde gjort.

,,Din datter er vist startede til ridning, så vidt hvad jeg har hørt,” sagde David og tog viklede spagettien rundt om sin gaffel.

,,Nå, da, da, det har jeg vist ikke hørt. Hvem er træneren?” spurgte min mor.

,,Den bedste springrytter vi har. Han hedder Devon Jessen. Og det er privat undervisning,” sagde han og blinkede på mig. Hvorfor troede nu også han, at Devon var vild med mig? Han vil jo bare hjælpe mig.

,,Uh …,” sagde min mor, men jeg afbrød hende:

,,Må jeg gå for bordet.”

Jeg ventede ikke på svar, så jeg rejste mig hurtigt op. Jeg smed hurtigt mine ting ned i opvaskemaskinen, efter at have skulet det af. Jeg gik hurtigt ind i stuen, hvor jeg skyndte mig ovenpå, hvor jeg gik hen for enden af gangen. Der hang et vindue, hvor der var udsigt ud over foldene. Jeg kunne se en lille hvid hest ude i horisonten. Jeg betagede den lille prik, for jeg vidste, at det var Dreamer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...