Joyce og Dreamer.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 okt. 2013
  • Opdateret: 20 apr. 2014
  • Status: Igang
Joyce Hougård er en pige, der bliver mobbet i hendes skole. Hun har ikke fortalt det til nogen, heller ikke hendes mor. Hendes mor skal flytte på grund af, at hun har fået en ny kæreste. Hendes kæreste hedder David og arbejder som avlsbestyre på et stutteri, der avler spring-Araber.
Joyce er fast besluttet på, at hun ville starte et nyt liv, hvor hun kommer hen. Hun før hurtigt to gode venner, som begge er ivrige på at lære, hende at ride. Hun får øje på en hvid Araber, der står helt alene ude på en fold ved siden af en ridebane. Hun falder hurtigt for Araberen, som en af hendes venner fortæller hende om. Dreamer er blevet mishandlet. Joyce kan se sig selv inde i hesten. Men samtidig med alt det her, dukker der følelser op. Vil Joyce kunne holde fingene væk fra Dreamer? Hvis hun ik' gør, hvad vil der så ske? Vil følelserne vise sig, at vare gengældt? Og vil mobningen blive væk?

7Likes
3Kommentarer
1041Visninger
AA

2. Kapitel 1

Mit vækkeur ringede larmende om morgnen, og det var ikke til at holde ud. Jeg vendte mig rundt under min varme dyne, som lå tungt oven på mig. Mit lange røde hår dækkede det meste af min farverige hovedpude.

Jeg rakte mine lange mager fingre rundt om mit vækkeur, som stod på et lille hvidt natbord, der var opslugt af mørket rundt om mig. Mine blå øjne strøg forbi klokkeslættet, for at se om klokken virkelig var 6:30. Jeg sukkede dybt, mens jeg hoppede træt ude af sengen. Jeg gad simpel hen ikke hen til mit væreste mareridt, som var skolen. Skolen var det rene helvede for mig. Jeg blev mobbet, og vær gang jeg kom i skole ventede der tæsk eller blev der snuppet nogle af mine kæreste ejendele. Min mor vidste det ikke, da hun havde for travlt med at pakke til, at vi skulle flytte. Jeg glædede mig til at flytte langt væk for der her sted, selvom jeg frygtede, at mobningen vil følge med. Vi skulle flytte ud på et stutteri, hvor min mors nye kæreste arbejdede som avlsbestyrer. Jeg havde fået at vide, at de avlede springheste af racen Araber.

Jeg fumlede mig vej hen ad gulvtæppet, som gav mig gåsehud bar tærer. Jeg følte efter stikkontakten, som var ved siden af min dør.

Lyset skar mig i øjnene. Nu kunne jeg se mit store værelse tydeligt. I den anden ende var der et vindue, som havde udsigt over til min nabo Henrik. Der var lyst der ude, da det var sommer. På et rudet træ skrivebord stod der en slukket Windows otte, med min lille mus som havde et lille mønstre. Ved siden af skrivebordet stod der et fladskærm tv, som hang på væggen, og under den var der skuffer og hylder. Ved siden af den stod en hylder med skuffer for neden.

Malingen var lidt sjovt her inde, da den ene side var malet lyserød, og den anden var bare helt normal hvid.

Jeg fandt en lilla top og nogle jeans i min kommode, som stod lige ved siden af mig. Jeg trak tøjet på og gik ud i en gang, som førte til en stue med en sofa og et bord, og en fin lille tv apparat.

I sofaen sad en rødhåret kvinde, som havde et trekantet ansigt, og klare blå øjne. Jeg lignede mest min mor, men jeg havde min fars øjne.

,,Godmorgen Joyce,” sagde min mors blide stemme.

,,Godmorgen mor,” sagde jeg inden vores hund trådte mig over foden. Vores hund var sort og en blanding af en Labrador og en Flatcoated. Puf kiggede op på mig med hendes hundehvalpe øjne, som jeg ikke kunne modstå. Jeg nussede hende i få sekunder, så hun blev tilfreds. Puffes halsbånd raslede når hun gik. Jeg gik hurtigt ned af trappen, som havde tretten trin.

Jeg gik forbi endnu en stue, som ikke havde fjernsyn, og videre ind i et køkken, hvor det meste var lavet af marmor. Jeg åbnede kølleskabet for at lede efter noget mælk, men vi havde ikke noget. Jeg sukkede dybt, og spiste et sundt æble i stedet for.

Tid en gik, og jeg blev nød til at svinge skoletasken om på ryggen, mens min mor sagde pænt farvel, da flyttemændene var kørt med de sidste ting.

,,Hvorfor tager vi ikke af sted nu,” spurgte jeg, men jeg vidste udmærket hvad svaret var.

,,Nej, så nemt slipper du ikke, Joyce,” sagde min mor strengt til mig. Jeg vendte mig irriteret om for at gå min vej. ,,Hav en god dag, skat.”

,,Hvis jeg ku’,” sagde jeg, da jeg var ude for hendes høre system.

Jeg havde ikke fortalt hende, om, at jeg blev mobbet, og jeg havde ingen erindringer om det. Selvom jeg vidste, at det var best, at jeg fortalte hende det. Men jeg kunne bare ikke.

Jeg gik forbi masser huse, hvor børn var på vej i skole. Jeg lod vær med at kigge på dem. Jeg gik flere minutter hvor jeg ikke var ved bevidsthed. Og jeg opdagede ikke, at jeg gik ind i skolen, først da jeg hørte de glade børns stemmer.

Jeg vidste hvad der ventede. Og jeg havde det allerede dårligt, da jeg kiggede op, og så en gruppe stå lænet op ad skolens murstens mure. Jeg så en af dem pege over mod mig, og jeg vidste, at det blev tid til at slippe væk. Jo hurtigere jo beder. Men det væreste var, at jeg ikke kunne løbe med taske på, så de nåede hurtigt frem. De stod i en cirkel rundt om mig, mens andrelinen pumpede hidsigt inde i mig.

Jeg genkendte deres lumske smile, mens flere af dem knyttede næver. Børn kiggede på, men de gjorde ikke noget. De hentede ikke en gang en voksen.

,,Hva’ så Rødhætte, står vi nu her igen,” lød en hånelig stemme bag mig, og jeg snorede rundt på hælen. En muskuløs fyr, med store over arme kiggede på mig, med hans onde grå øjne. Hans hår var brunt, og alle pigerne elskede ham. Han kunne ikke gå forbi en pige, uden pigen nærmest besvimede.

Jeg sagde ingen ting, da jeg var alt for bange til, at sige dem igen. Dustin gik tættere på mig, og det samme gjorde de andre. De hev tasken af mig. Dustin skubbede mig hen til en flok piger, som var med til det her. Jeg blev skubbet videre og videre, mens de råbte øgenavne til mig, som: Luder, Rødhætte, og alt muligt andet. Til sidst faldt jeg over mine egne ben, og landede hårdt på asfalten.

,,Nå, lille Rødhætte, er du kloset, hva’,” sagde Dustin og sparkede mig i siden. Flere og flere sparkede til mig, mens smerte tårerne gled ned af mine kinder.

Dustin trækkede mig op i min bluses krave. Han kylede mig der efter ind i skolens mur, så mit hoved føltes som om den revnede mit over. Jeg fik min hånd om til bag hovedet for at se om jeg blødte. Jeg blødte meget. Blodet strømmede ned. Til sidst kunne jeg ikke holde gråden inde spæret længere. Små hulk undslap mine læber, og mobbe gruppen grinede deres hånelig latter, da de endnu en gang havde vundet.

,,Vi ses i frikvarteret, båtnakke,” sagde Dustin og sparkede mig som den sidste i skridtet.

Mit hoved dunkede hårdt, da de forsvandt rundt om et hjørne. Klokken ringede, og jeg havde ikke en chance for at stå op. Jeg var allerede fuldkommen udmattet af alt den bank jeg fik, og jeg fattede ikke hvorfor jeg stadig var her.

Der blev fuldkommen stille i skolegården, da alle var gået til time, og ingen havde hjulpet mig. Som sædvanlig. Kun lyden af mine hulk brød stilheden. Jeg lå nede på de kolde fliser, som lå under mig, da Dustin havde smedret mig ind i væggen oven over mig.

Jeg vidste ikke hvor langtid jeg lå her og græd, da jeg hørte fodskridt komme denne vej. Jeg frygtede, at det var Dustin, som havde pjækket for time, for at smadre mig endnu mere, end han havde gjort i forvejen. Den lave skikkelse fra min dansklærer Eva kom til syne bag et hjørne. Hendes hvide hår glimtede mat i solens stråler, mens hendes dybe blå øjne kiggede rundt omkring, mens hun råbte:

,,Joyce, hvor er du!” Jeg havde ikke stemmen til at tale. Hun ventede sit hest ansigt mod mig. Hun gispede forskrækket, da hun så mig. Jeg vidste, at det ikke var et kønt syn. Hendes bekymrede ansigt kom tætter på mig, mens jeg håbede, at hun aldrig havde fundet mig. Hvordan kunne jeg forklare hende, hvordan alt det her var sket? Jeg kunne ikke bruge det jeg plejede at bruge. Jeg faldt. ,,Hvad er der sket med dig.”

Hendes stemme var bekymret, mens jeg måtte tænke mig godt om, for at finde en god løgn historie.

,,Jeg faldt ind i muren,” løj jeg. Jeg vidste, at det var en lam løgn. Jeg er elendig til at lyve, især hvis man kender mig.

,,Hvordan kan man falde ind i muren, Joyce, det er umuligt,” sagde Eva bestemt.

Tænk hjerne tænk, tænkte jeg mens jeg måtte finde på noget smart at sige, men min hjerne var gået død ved det angår.

,,Et uheld,” sagde jeg stille, mens jeg håbede inderst inde, at hun ville godkende den, og lade mig være her, hvor jeg var.

Hun hev mig op og stå. Men da hun slap mig, var jeg lige ved at falde igen. Til sidst fandt jeg lidt af balancen, og fulgte svajene efter Eva. Vi krydsede skolegården, og om bag hjørnet, hvor en stor bygning stod, med åbne døre.

Det var et høj loftet gang jeg kom ind i, men alligevel var der ikke så højt til loftet. Der sad elever ved bænkende, som kunne slås op og ned. De kiggede alle sammen nysgerrigt på mig. Jeg genkendende nogle få stykker, som havde set det, og de havde ikke hentet en voksen. De blev kaldt med løbere. Jeg var mega irriteret over, at ingen havde hentet en voksen. Jeg vidste godt, at de ikke tørrede, da hvis de gjorde, ville de blive mobbet i det næste frikvarter.

Vi strøg om et hjørne, hvor en gammel skolebænk stol, og to piger som havde været med til mobberiet sad. De fnisede lavmælt af mig, da jeg gik forbi og et øgenavn, som Eva uheldigvis ikke hørte, da hun var gået ind på kontoret, hvor vores viceinspektør sad.

,,Glæd dig til næste frikvarter, Rødhætte,” sagde den lysthåret af dem, da Eva trådte ud, og hun skyndede sig at sige: ,,Ej, hvad er der dog sket med dig. Det er jo forfærdeligt.”

Eva førte mig ind i på kontoret, hvor en brunhårede dame sad, og så bekymret gennem hendes frikantede brilleglas. Jeg satte mig ned på en af de sorte kontorstole, som stod foran Hennys kontor bord. Bordet var lavet af egetræ.

Henny tog en telefon op til øret, mens Eva måtte gå tilbage til hendes egen klasse, selvom jeg vidste, at hun hellere vil blive her, for at se om jeg klarede den.

,,Det er Henny for skolen,” sagde hun ind i telefonen, mens hun snorede dens ledning rundt om fingren. ,,Nej, nej, hun har ikke gjort hun ikke må, men du må hellere komme, for hun har slået hul i hovedet.”

Jeg drejede hovedet og så mig selv i spejlet. Det var fuldkommet væmmeligt, at se på. Der droppede blod ned fra mine bagerste hårspidser, mens det meste af mit eget blod havde gjort min bag hår rødt. Det så fuldkommen drabeligt ud. Det var som om at se sig selv blive mishandlet. Jeg følte mig også mishandlet på så mange mødre.

Jeg havde flere gange blev nød til at tage på skadestuen, for at få syet alle mine dybe skrammer væk, og de fleste var tilbage som et ar.

Var der overhovedet nogen som forstod mig? Var der overhovedet nogen som blev behandlet som jeg gjorde, eller var det bar brutal med alt det vold, som jeg blev udsat for? Jeg forstår det ikke hvorfor mig, hvorfor lige mig? Hvad havde jeg gjort? Jeg kan ikke huske hvornår jeg havde gjort noget forkert. Jeg havde altid været en god elev som lavede sine lektier, indtil mobberiet begyndte. Da det begyndte i tredje klasse havde jeg nogle gange glemt at lave mine lektier, da jeg troede, at de mobbede mig fordi jeg var for god i timerne. Men nej det var det ikke. Jeg ved det ikke en gang.

Jeg faldt tilbage til virkeligheden, da jeg hørte min bekymrede mors stemme ude i gangen. Hun spurgte hvor kontoret var. Hun kunne ikke finde det, selvom hun havde været her inde over tusindvis af gange.

Hun væltede ind af døren, med hendes bekymrede mor ansigt. Hun styrtede hen mod mig, og omfavnede mig flere gange inde hun sagde:

,,Kom, du skal have syet det sammen.” jeg havde hørt den sætning flere tusindvis af gange før, da jeg næsten altid kom på skadestuen efter skole. Lærerne vidste udmærket godt hvad de skulle, når jeg kom ind på skadestuen. De fleste kendte faktisk mit navn.

,,Tak for en kort skole dag,” sagde jeg, og fulgte villigt med min mor hele vejen ud af skolen, og ud til bilen.

Bilen var en Volvo, i farven grå.

,,Hvad sker der. Og ikke det der jeg faldt igen, sandheden,” tilføjede min mor rasende, da hun startede bilens motor. Hun virkede vred over, at jeg ikke havde fortalt hende sandheden for starten af.

,,Mor du forstår det alligevel ikke,” sagde jeg og sukkede irriteret, mens mit hoved stadig gjorde ondt af helvedes til. Lyden af motoren gik i gang, og min mor trådte på spritteren.

,,Hvad forstår jeg ikke? Du kan sige det og forklarer mig det!” råbte min mor, mens mit hoved gjorde endnu mere ondt da hun råbte. Det føles som om, at mit hoved var ved sprænges i luften for vær gang jeg rørte på det.

,,Det er en lang historie mor. Lad vær med at råbe, det gør ondt,” tilføjede jeg hastigt, da hun var lige ved at råbe igen. Det var tydeligt, at hun var vred; hendes ansigt var nærmest ildrødt, og man kunne næsten se ilden ryge ud af hendes næsebror, når hun tog sine hidsige vejrtrækninger.

,,Vi har god tid,” sagde moren og drejede ud mod butikkerne, som lå på højre hånd.

,,Jamen …”

,,Ik’ noget jamen. Historie – nu.”

Jeg fortalte hende modvilligt om alt mobberiet, og hvordan jeg havde slået hul på hovedet. Jeg fortalte hende også hvordan det var, men jeg følte stadig ikke, at hun forstod hvad jeg sagde til hende.

Min mor drejede ind i parkeringshallen til skadestuen. Jeg åbnede lettet bildøren op. Jeg var lettet over, at vores heftige samtale blev afbrudt, da vi skulle ind på skadestuen. Jeg fulgte med min mor igennem parkeringshuset gulv, og hele vejen hen til nogle jern trapper, som førte ind i skadestuen.

Skadestuen var fin, hvor der var nogle flok sygeplejer gik forbi mig og min mor. Der var højt til loftet. Og mine sko gav genlyd på de hvide gulve. Der sad nogle mennesker i de grønne sofaer, som stod under de store vinduer, der havde udsigt til biler, som parkerede uden for vinduerne. Bag en disk stod en høj mand, som stod og snakkede med hen høj kvinde, som havde ildrødt hår.

Jeg kunne mærke folks blikke mod mig, og det var ret ubehageligt. Min mor stalde sig i køen med mig ved hendes side. Da den ilderødhårede kvinder, var færdig trådte min mor til.

,,Det sædvanlige med Joyce Hougård,” sagde min mor.

,,Nå, Joyce, hvad er der sket med dig,” sagde Johan. Mor skubbede mig frem i rampelyset, og Johan så nærmest forskrækket ud. ,,Hvad i helvede har du dog lavt …”

,,En flok drenge og nogle piger har mobbet hende. I dag havde en der hed Dustin smadret hende ind i en mur, med hovedet først. Efter fulgt at spark i både skridtet og i maven,” afbrød min mor ham. det føles simpel hen så pineligt, da alle lyttede efter hvad min mor sagde med hende høje stemme.

,,Det forklar det store hul. Vi tager dig med det samme Joyce,” sagde Johan og smilede venligt til mig. Jeg fulgte med den læge, som han tilkaldte.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...