Sherlock Holmes - Den Gamle Violin

Sherlock keder sig, og John er rastløs.
Lestrade har ikke kontaktet Holmes i ugevis, men pludeslig sker der noget, og Sherlock er tilbage i spillet. Denne gang på jagt efter en lidt usædvanlig morder.

20Likes
9Kommentarer
1390Visninger
AA

1. Sherlock Holmes - Den Gamle Violin

     Op ad trappen, ind af døren, lidt til venstre. Dér sad Sherlock Holmes.

     Han spillede stille på sin violin. Melodien var den eneste lyd i rummet ud over hans langsomme vejrtrækning.

     Ved hans side lå stakke af gamle aviser og bøger slået op på forskellige sider. Overskrifter om voldsomme forbrydelser og svindel fyldte de sort-hvide papirer, men der var ikke så meget som skyggen af et godt, uopklaret mord. Det kedede Sherlock.

     Han trak benene op under sig og lagde violinen på et lille bord foran sig.

     Mumlende satte han to fingre op til tindingen. I et lille skuespil trykkede han på aftrækkeren og pistolen gik af med et lydløst brag. Han smed hovedet til siden.

     "Du ved godt, du skal bruge en rigtig pistol, for at skyde kedsomheden ud af dit hoved, ikke?" John Watson stod i døren til dagligstuen.

     "Jeg øvede mig bare" fnøs Sherlock og rejste sig.

     "Har du snakket med Lestrade? Måske har han noget, du kan give dig til," foreslog John optimistisk.

     "Lestrade kommer altid til mig."

     Lestrade var efternavnet på en politimand af højere status. Han arbejdede med diverse kriminalgåder, og han havde ofte brug for Sherlocks hjælp til at løse dem.

     Selv var Sherlock ved at dø efter den vane, han havde gjort ud af at hjælpe Lestrade, men han var ikke blevet kontaktet i længere tid. Taget Lestrades intelligens i betraktning, havde Sherlock svært ved at tro, at det var fordi Lestrade nu selv kunne løse sine sager. Umuligt.

     John stillede to store indkøbsposer på køkkenbordet og begyndte at tømme dem, da Sherlock resolut lagde sig ned med hovedet pegende direkte ned i gulvet. Armene ned langs siden og benene strakte, lå han ubevægelig.

     ”Sherlock, hvad laver du?” John lød opgivende og en smule træt. Han var vant til at Sherlock ikke hjalp til, men det gjorde det ikke nemmere, at han opførte sig så tåbeligt.

     ”Jeg keder mig John. Jeg har brug for at undersøge. Opklare. Videnskaben om udelukkelse, husker du?”

     ”Du snakker ikke om andet” mumlede John, foldede indkøbsposerne sammen og satte sig ned på gulvet ved siden af Sherlock.

     ”Hader du mig, John?” spurgte den ansigtsløse mand.

     John orkede slet ikke at svare. Han havde på fornemmelsen, at Sherlock var på vej ud i en længere seance.

     I en hurtig, nærmest flydende bevægelse var Sherlock oppe at sidde. ”Hvorfor hader du mig ikke, John?” Han kneb øjnene en smule sammen og studerede Johns ansigt. ”Jeg kan se det på dig. De andre, de hader mig, fordi jeg er klogere end dem, men du ser ud til at være ligeglad. Du kigger på mig, som om jeg er genial. Jeg vil ikke sige, at jeg er uenig, men lad os nu ikke komme ind på det. Du roser mig, når jeg plaprer afsted om mine teorier. Du lytter til mig. Hvorfor?”

     I et kort øjeblik var John en smule fornærmet over Sherlocks kommentar, om hvorvidt han var klogere end alle andre, men han forventede ikke bedre af Sherlock. Han beholdte dog det fornærmede udtryk i øjnene, og det lagde Sherlock mærke til.

     ”Åh, stop dog. Det burde ikke længere komme bag på dig,” sagde han og rejste sig op.

     Det lille køkken bugnede med pizzabakker, halvtomme dåser og bøger over det hele. Et mindre projekt af Sherlocks fandt stadig sted i vindueskarmen. Det var lidt svært at se, hvad opstillingen gik ud på, men John lod være med at spørge.

     ”Her trænger til at blive ryddet op” stønnede John og kvaste en tom dåse mellem sine hænder.

     Sherlock trak i sin frakke. ”Måske en anden dag. Kom.”

     "Sherlock, hvor skal vi hen?"

     Med et godt tag i Watsons ærme sponsede Holmes afsted.

 

     Han løb rundt om et hjørne, og John var nær gået lige ind i en lygtepæl.

     "Jeg vil vise dig hvad jeg kan, John. Jeg er mesteren af udelukkelse. Jeg er genial!" udbrød Sherlock energisk, og hans læber bredte sig i et kæmpe smil.

     "Du opfører dig så underligt," sagde John i samme sekund, som Sherlock slap hans ærme.

     De stod overfor en stor bygning, hvor en flok støjende børn tumlede rundt i mellem hinanden.

     En lille dreng på omkring de fire år bumpede ind i Sherlock, og skyndte sig væk uden et ord.

     "Han ved vidst ikke, at du er mesteren af udelukkelse" grinede John med et glimt i øjet.

     "Ødelæg nu ikke stemningen" fejede Holmes ham af og rettede lidt på sin lange, mørkeblå frakke. "Slå ørene ud, for det kommer til at gå stærkt."

     Han vendte sig mod flokken af børn og begyndte:

     "Drengen, der står der, hans forældre er skilt, og han bor hos sin mor. Han har pænt tøj på, men trøjen skiller sig ud. En fodboldtrøje, umiddelbart helt normalt for en dreng på hans alder, men til de bukser, som tydeligvis er dyre, virker det en smule malplaceret, så det er tydeligvis ikke moren, der har købt den. Den er forsøgt at skjule blandt pænere tøj, så drengen har plaget om at få den på. Han kunne være fuldstændig opslugt af fodbold, men han står bare der, mens de andre drenge løber rundt og sparker til den åndssvage bold. Så han har fået trøjen af en han holder af. Hans far, som ikke bor hos drengen mere, fordi moren smed ham ud. Drengen har ondt af sin far, men moren bestemmer. Så han er tydeligvis glad for trøjen, fordi han savner sin far."

     "Genialt."

     "Elementært, min kære Watson." Sherlocks stemme lød en smule anspændt: "Og pigen dér, hvad med hende?"

     John vendte øjnene fra pigen, Sherlock pegede på blandt børnene, til Sherlock.

     "Hvad ser du, John?"

     John sagde ingenting.

     "Ingenting? Tillad mig at forklare: Pigen er baseret på hendes højde og ansigts struktur omkring 15 år. En alder hvor pigerne udstøder dem, som ikke passer ind. Hun står ikke midt i rundkredsen, men hvis du kigger på de andre pigers fødder, kan du se at de peger i retning af pigen. De mener altså at hun er lederen af gruppen. Kropssprog, John. De kan ikke gøre for det. Udover det -"

     Inden Sherlock kunne afslutte sit foredrag ringede mobilen i hans lomme. Én, to, tre og han lagde mobilen ind til øret.

     "Lestrade, gamle ven, det er længe siden."

     John gjorde store øjne. Det var som om Sherlock havde ventet på det opkald.

     "Jeg er på vej."

 

     Sherlock og John sad afventende i en taxa i Londons centrum. Politisirener lød ikke så langt derfra, og Watson havde ikke hørt en lyd fra Sherlock siden de prejede taxaen.

     "Hvad sagde Lestrade?" forsøgte han, selvom Holmes ikke virkede til at være i humør til sniksnak.

     Han vendte dog hovedet for at fange Johns blik: "Jalousidrab mener han."

     "Mener han?"

     "Ja, John. Det er ikke nødvendigvis den rigtige konklusion bare fordi politikommissær Lestrade, siger det." Sherlock sendte ham et kækt lille smil og rettede blikket mod de grå gader.

     "Jeg tror på ham."

     "Det er fordi, du er et godt menneske, John."

 

     To politibiler skinnede i det blå lys fra de blå politiblink på deres tage. Lestrade stod i en flok af andre politifolk med hans sædvanlige undrende blik smurt i ansigtet.

     "Lestrade!" Sherlock rakte ham hånden, og han tog den, men kun et øjeblik. "Du har Watson med igen?" Han så noget skeptisk ud.

     "Jeg har brug for en assistent. Han er min kollega" fastslog Sherlock.

     "Okay så, jeg slipper nok aldrig helt for ham" mumlede politikommissæren. John sendte ham et fornærmet blik, men det blev fuldstændig ignoreret.

     "Hvis du følger med Sherlock, så skal jeg vise dig, hvor hun ligger" sukkede Lestrade. Han var ikke glad for sit arbejde, når han blev nødt til at tilkalde Sherlock Holmes, for at få hjælp med en sag, som han ikke selv kunne klare. Han havde ikke haft sagen særlig længe, men der var knap nok nogle synlige spor, så Sherlock var hans eneste udvej, så det ud til.

     De fortsatte i samlet flok ind i et nydeligt hus, der lå blandt andre almindelige huse på en almindelig villavej. Der var umiddelbart ikke noget at mistænke her.

     Inde i huset førte en trappe i midten af gangen op til overetagen.

     "Vi skal ind i køkkenet" sagde Lestrade og pegede til højre. Sherlock hastede derind med John lige i hælene.

     Køkkenet bestod af et lille rundt spise bord med et par hvide spisestole, et køkkenbord, et køleskab og andre nødvendige ting. Der lå et par blade spredt ud i en vifte på bordet. På en hylde på væggen stod tre stearinlys i forskellige farver og størrelser på en snorlige række.

     Og på gulvet, med arme og ben strakt ud og ansigtet i gulvet, lå en dame, formentlig i trediverne.

     Sherlock scannede rummet og kvindens tøj.

     "Dødsårsag?" spurgte Sherlock. Der var ummidelbart ingen tegn på kvæstelse. Lestrade tog fat i kvindens krop og vendte hende om på ryggen. En stor køkkenkniv stak ud fra hendes bryst.          Sherlock så ikke overrasket ud.

     "Kan du hjælpe os?" spurgte Lestrade bedene, men også en smule utålmodigt.

     "Giv mig fem minutter alene" svarede Sherlock og samlede hænderne bag ryggen.

     Lestrade vendte sig og gik ud af døren. John skulle lige til at følge efter, men Sherlock stoppede ham med en hånd på hans skulder. "Du bliver her."

     "Du har brug for en, du kan plapre løs til, og som ikke bliver irriteret, men rettere imponeret?" spurgte John sarkastisk.

     "Ja. Problem?" spurgte Holmes med et løftet øjenbryn.

     "Slet ikke" sagde John hurtigt. "Nå. Hvor vil du begynde?"

     Mens Sherlock begyndte sin sædvanlige rutine med at undersøge liget for eventuelle fejl fra morderens side, hørte han en lyd fra den øverste etage.

     Han frøs på stedet og lyttede efter, men lyden var forsvundet.

     Et fragment af hans fantasi, fik han overbevist sig selv om, at det var, men kort efter hørte han det igen.

     "Hørte du det?" spurgte han John, som så ud til at stå lidt i hans egne tanker.

     "Hvad?"

     "Den lyd." Sherlock trådte med raske skridt ud af køkkenet og fortsatte med sin frakke svingende bag sig ovenpå.

     Da han nåede enden af trappen var der to valgmuligheder: højre eller venstre. Lyden var højere, og han kunne høre på de lette vejrtrækninger, at det var et menneske, der gemte sig på den øverste etage. Hvis han ikke tog meget fejl, var det et barn.

     Han fulgte lyden og drejede til højre. Han åbnede en dør, som stod lidt på klem, og trådte ind i hvad der tydeligvis var et drengeværelse.

     Kort efter dukkede John op bag ham.

     "Et drengeværelse til en dreng på en 5 til 6 år, vil jeg skyde på" mumlede Sherlock til John.

     De trådte længere ind i værelset, der var fyldt med små musikinstrumenter, og på væggene hang der tegninger af noder. En lille blå notesbog lå opslået på en skrivebord i hjørnet af værelset.      På siderne stod noder og sangtekster, der endnu ikke var færdige. Et musikmagasins blanke sider viste et billede af en nydelig violin. 

     Bag døren fandt Sherlock et garderobe skab. "Lyden kommer her inde fra," sagde han og åbnede skabets døre i et hurtigt ryk.

     Blandt rækker af tøj, der hang på bøjler, sad en lille dreng krympet sammen med armene omkring hans ben. "Er han væk?" hviskede han.

     Sherlock løftede et øjenbryn. "Du så morderen?"

     Drengen nikkede svagt. "Er han væk?"

     "Han er væk" sagde John, da Sherlock stormede ud af værelset, for at finde Lestrade.

     John fik hjulpet den lille dreng ud af skabet. "Hvad hedder du, min ven?" spurgte han venligt.

     "Jonas" sagde drengen tøvende.

     "Hvor gammel er du, Jonas?"

     Jonas tog Johns hånd. "Seks år."

     Sammen gik de ned ad trappen og udenfor. "Hvor er min mor?" spurgte Jonas.

     John havde ikke lyst til at svare, for han vidste at svaret ikke var, hvad Jonas gerne ville høre. "Hør, Jonas, din mor er i himlen nu." Han vidste ikke, hvad han ellers skulle sige.

     "Så hun er en engel, der kigger ned på mig?" Han lænede hovedet tilbage og kiggede på den lyseblå himmel.

     "Ja, Jonas, det er hun," svarede John.

 

     Jo mere han tænkte over den sag, jo værre fik han det. Kniven, mordvåbnet, havde ikke haft nogle usædvanlige fingeraftryk. De eneste fingeraftryk i hele huset var fra moren og hendes søn. Nogle få fingeraftryk indikerede, at de havde haft gæster, men kun venner og bekendte. De kunne selvfølgelig godt have dræbt hende, men det virkede en smule usandsynligt, og der var ingen beviser.

     Sherlocks hjerne kogte med teorier omkring sagen. 

     Han prøvede at opstille episoden i sit hoved.

     Morderen der går ind ad døren. Han stiller sine sko udenfor, for ikke at lave mærker på gulvtæppet, der begynder så snart man træder ind ad døren. Der var ingen mærker efter sko i deres entré. Han har handsker på. Der var ingen fingeraftryk på mordvåbnet. Ofret står i køkkenet. Hun venter på sin kaffe. Kaffe stod klar i kaffekanden, da Sherlock trådte ind. Hun har venstre hånd omkring sin kaffe kop. En kaffekop stod på bordet. Hanken vendte mod venstre. Hun hører ham komme ind, så hun vender sig mod døren. Kniven sad i brystet på hende. Ikke i ryggen. Han slår til, så snart hun vender sig om. Hendes ansigt viste ingen tegn på overraskelse. Han fører sin hånd op mod hendes bryst og ikke ned. Kniven sad lidt på skrå.

     Sherlock gruplede over det. Var han lavere end hende? Hun var ikke særlig høj, og gennemsnitligt er mænd højere end kvinder. Det kan have været en kvinde, der begik mordet, men gennemsnitligt slår mænd flere ihjel, end kvinder gør.

     John nærmede sig med to kopper te i hænderne. "Hvordan går det?"

     Sherlock sad i den ene lænestol med benene trukket godt ind under sig og hænderne foldede foran sin mund. "Jeg tænker, John."

     "En kop te?" John rakte den ene kop over mod Sherlock, og han tog taknemmeligt imod den.

     Hans øjne kiggede, men det stod klart at hans tanker var et helt andet sted. Det var typisk Sherlock. Når en sag var vanskelig, så stoppede han ikke med at tænke på den i ét sekund.

     Han mumlede lydløse ord til sig selv, som prøvede han at remse sagen op inde i sit hoved.

     Han tøvede en gang og begyndte så at tale: "Hvorfor slå hende ihjel på den måde?"

     "Hvad mener du?"

     "Han kunne have løftet kniven op over hovedet og på den måde være sikker på at slå hende ihjel på stedet."

     "Han havde måske problemer med armen? Slået den?" John var ikke så god til den slags opklaring, men han fik Sherlock til at tænke, så Holmes satte pris på hans hjælp. "Han kunne have siddet ned på en eller anden måde?

     "Det er ikke helt dumt, men.." Med et sæt stoppede Sherlock sin påbegyndte sætning. Han rejste sig op og stod i et kort sekund bare og stirrede ud i luften. "Selvfølgelig!" Udbrød han. "Hvordan kunne jeg være så blind?" Han hastede ud i gangen og greb sin jakke. John var lige i hælene på ham. "Har du løst det, Sherlock? Hvem gjorde det?"

     Sherlock løb ned ad trappen, men før han nåede ud af døren vendte han sig om og råbte: "Drengen, John. Drengen!"

     Han svingede sit mørkeblå halstørklæde om halsen.

     Og så var han væk.

 

     Sherlock gled ud ad fordøren og rakte sin hånd i vejret for at preje en taxa. Han var allerede godt oppe at køre. Han var sikker på, at hans nye teori omkring sagen var den helt rigtige forklaring. Der var ingen anden mulighed. Det kunne kun være drengen, der havde slået sin egen mor ihjel, lige meget hvor modbydeligt og langt ude det lød. Alt passede.

     Der var bare én ting, som Sherlock ikke kunne regne ud, og som han var nødt til at snakke med drengen om for at få at vide. Og det var selvfølgelig: Hvorfor?

     Hvorfor slå sin egen mor ihjel?

     Taxaen gjorde stop udenfor politistationen og Sherlock hoppede let og elegant ud. Han styrtede ind ad døren og lige ind på Lestrades kontor uden at blive stoppet. De andre politimænd var blevet informeret, eller også var de bare vant til at Sherlock kom en gang i mellem.

     Lestrade sad ganske rigtigt i sin kontorstol foran sin computer, da Sherlock flåede døren op.

     "Jeg har løst mysteriet, Lestrade. Hvor er drengen?" spurgte han entusiastisk.

     Lestrade kiggede dovent op. Han så ikke ud til at være sønderligt forbløffet over Sherlocks ankommen. Der var dog én ting. "Hvor er John?" spurgte han.

     Sherlock så sig lidt forvirret omkring. Han havde regnet med at John var fulgt med, som han plejede, men han var ikke til stede. "Derhjemme" sagde Sherlock roligt og viftede med hånden, som for at vifte spørgsmålet væk. "Hvor er drengen?"

     "Hvad vil du dog med drengen?" spurgte Lestrade. "Den lille stakkel har været nok igennem. Han kan ikke holde til et af dine krydsforhør, Sherlock."

     Sherlock smilede selvtilfreds. Så lænte han sig så tæt på Lestrade, som han kunne og hviskede: "Det var drengen, der gjorde det."

     "Drengen har myrdet sin egen mor?" Lestrade var straks skeptisk.

     "Lad mig snakke med ham" bad Sherlock.

     Lestrade sukkede. "Okay, så."

     Sammen gik de ud af døren og videre ned gennem politistationens gange. De fandt til sidst det rum, som drengen boede i, indtil man fandt ud af, hvad han så skulle. Han havde ingen familie i området, så han havde intet sted at tage hen. Lestrade åbnede døren og lukkede Sherlock ind.

 

     På en smal seng i det ene hjørne af rummet sad Jonas. Hans ben dinglede ud over sengekanten, og i hans hænder havde han den lille notesbog, som Sherlock havde bemærket tidligere. Drengen var ifærd med at skrive små notater ned efter hvad Sherlock kunne se.

     "Så Jonas" begyndte Sherlock. Han stod stadig tæt ved døren. "Jeg bemærker, at du er ret glad for musik."

     Holmes prøvede, alt hvad han kunne, ikke at stresse drengen, for så endte det bare med, at han ikke ville ud med noget.

     Jonas løftede blikket til et sted på væggen over Sherlocks hoved. "Hvem er du?" spurgte han.

     "Jeg hedder Sherlock Holmes. Jeg prøver at finde ud af, hvad der skete med din mor. Kan du ikke huske at jeg fandt dig i skabet?" Til sidst i sætningen blev Sherlocks stemme hårdere. Han var ikke vant til at blive glemt på den måde.

     "Næh" mumlede drengen. Denne gang kiggede han Sherlock lige i øjnene. Med et smil på læben drejede han rundt i sengen, så han vendte med ansigtet mod muren. "Jeg vil ikke snakke med dig mere."

 

     Sherlock knyttede næverne, så knoerne blev helt hvide. Han vidste ikke, hvad han skulle stille op med den dreng, men han var sikker på, at det var ham, der havde slået sin egen mor ihjel.

     Han tog et skridt frem og stod med rank ryg, da han sagde: "Lad mig udfordre dig."

     Drengen vendte sig straks rundt og så Sherlock direkte i øjnene.

     "Til hvad?" spurgte han skeptisk. Han rejste sig op foran sengen.

     Udover sengen var rummet tomt. De grågule vægge virkede indelukkende, og det lille vindue lukkede ikke meget dagslys ind. Det mindede mest om en fængselscelle, og efter hvad Sherlock kunne observere var lokalet netop blevet brugt som celle tilbage i tiden.

     Han rettede hurtigt på sin lange jakke.

     "Jeg vil fortælle dig, hvorfor du slog din mor ihjel." Sherlock sendte ham et selvtilfreds smil, mens drengen så ud til at være i chok. "Åh, hold op. Jeg har regnet den ud."

     Drengens udtryk ændredes på et split sekund. Han virkede lettere vred og irriteret.

     "Det eneste jeg ikke har regnet ud endnu... er hvorfor," fortsatte Sherlock. "Jeg udfordrer dig til en sandhedsduel." Det lignede ikke Sherlock at bruge den slags opdigtede ord.

     "Hvis jeg inden for det næste kvarter kan fortælle dig, hvorfor du slog din mor ihjel, så vil du indrømme overfor Lestrade, at det rent faktisk var dig der gjorde det."

     "Hvad får jeg ud af det?" spurgte Jonas hånligt.

     "Hvis jeg gætter bare det mindste forkert, så dropper jeg min anklage mod dig, og jeg fortæller ikke Lestrade noget som helst." Sherlock var stolt af sin lille selvopfundne leg. "Er du med eller ej?"

     Jonas nikkede. "Jeg er med."

 

     "Så.." begyndte Holmes tankefuldt. "Hvorfor slår en lille ensom dreng sin stakkels mor ihjel." Han lagde trykket på det sidste ord.

     "Du må hellere starte på gætteriet, Hr. Holmes." Jonas satte sig atter på sengen.

     "Hør, du er da noget velformuleret af en seks årig at være."

     "Og det var du ikke selv?" Drengen lavede store øjne.

     "Det kan der være noget om," svarede Sherlock. "Men vi bevæger os væk fra emnet."

     Han kiggede på drengen, som for at finde svaret på denne grufulde gåde, men han fandt ikke meget. Kun nogle få ord dukkede op i hans hoved: Musikelsker, stædig, formel, magtfuld.

     Hvordan skulle han sætte de få ord sammen til et svar?

     "Så du elsker musik mere end noget andet. Det må da være en ledetråd."

     Jonas hverken nikkede eller rystede på hovedet.

     "Du vil altid have din vilje, og du virker som én, der vil gøre alt for at få den. Du virker gammeldags af sind. En smule formel efter min mening. Og sidst men ikke mindst er du utrolig magtfuld. Især overfor din mor, ikke sandt?" spurgte Sherlock.

     Drengen stirrede lige ud i luften. Sherlock havde fat i noget.

     Han satte en hånd til tingingen for virkelig at tænke sig om. Han drejede rundt om sig selv et par gange, som han plejede, når han var tæt på en konklusion. Der måtte være en sammenhæng mellem alle hans observationer. Han havde gemt alle indtryk og observationer i hans hukommelse eller som han selv kaldte det: "Hukommelses palads". Han manglede bare at finde den rigtige grund.

 

     Og så var den der.

     På et splitsekund havde Sherlock hele forklaringen i sit hoved.

     Selvsikkert så han på Jonas og forklarede: "Du er stædig. Du har altid fået, hvad du har peget på, men denne gang blev du nægtet det. Du er musikelsker af højeste rang. Du har noder overalt på dit værelse og på dit bord lå et blad slået op på en artikel omkring en af de ældste og dyreste violiner. På dit værelse står også en ny violin, men den er ødelagt. Smadret. Du smadrede den i protest, fordi din mor havde købt en ny violin og ikke den gamle violin, som du så brændende ønskede dig. Så du gik nedenunder, hvor din mor stod i køkkenet, og plagede hende en sidste gang. Hun vendte med ryggen til, så du tog en chance og fandt en kniv i køkkenskuffen, men i det sekund du gjorde det, vendte din mor sig om og du stak hende i brystet."

     Ordene havde forladt hans mund så hurtigt, at han måtte stoppe for at trække vejret.

     "Alt sammen for en dum, gammel violin, som din mor ikke ville give dig."

     Jonas sagde ingenting. Hans øjne glødede af et indre raseri.

     "Har jeg ret?" spurgte Holmes fast.

     I det samme trådte Lestrade ind af døren. "Sherlock værd nu ikke for hård ved drengen."

     "Han slog sin egen mor ihjel, Lestrade," vringede Sherlock.

     Jonas benægtede det ikke, og Sherlock vidste derfor, at han som altid havde ret.

     Han trampede ud af døren, for at finde John.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...