.:NECESSARY:.

Lena og Jemima har været bedste venner igennem mange år nu - igennem tykt og tyndt. De lever begge et vildt og spændende liv i stor byen, hvor der tit opstår uventede situationer.
Når der hele tiden kommer nye fyre, kan det hele godt blive indviklet, især det med kærligheden. Kan der kun komme problemer ud af det?
Hvordan er forholdet egentlig mellem Lena og Jemima? Hvor langt vil de rent faktisk gå for hinanden, når det kommer stykket, om bl.a. drenge og familie?
Læs og følg med i deres liv - er de nødvendige for hinanden? NECESSARY

16Likes
24Kommentarer
746Visninger
AA

3. 3 - To be: HELPFUL



"Jeg fik sex af en sort i nat!" afbrød jeg hende, hoppende på stolen, skrigende.

Hurtigt fik jeg fokusset i den lille fyldte cafe, jeg sad i. Alle stirrede, nogle havde tabt kæben og andre med øjne på vid gab. Nogle sad og bare og grinede af mig. Der var endda en der havde faldt ned af stolen ved siden af, af forskrækkelse til mit høje skrig. Med en hurtig undskyldende hånd på hjertet, drejede jeg rundt på stolen, til den anden side, hvor der ikke var lige så mange stirrende blikke.

"Af hvad?" lød Lena meget forvirret, men med en glød af glad i hendes stemme.

Det var ikke fordi, jeg aldrig var sammen med nogen, men det her det var godt. Det havde været en god nat. Så selvfølgelig skulle jeg dele det med Lena. Det gør vi om alting.

"Ja, han hedder Robert!"

"Robert?!" råbte hun forvirret og vred.

"Skat, hvad er der galt? Robert er da et mega sexet navn." prøvede jeg at overbevise hende.

"Nej, jeg har lige mødt en sort Robert, der ligger op til mig. Det er derfor jeg ringer." lød hun frustreret.

"Fuck!" udbrød jeg. "Er han sådan mega muskuløs og lækker?!"

Jeg håbede virkelig ikke, at det var den samme person, da han  havde været så guddommelig fantastisk. Helt ubeskrivelig vidunderlig. Han købte endda røde roser til mig.

"Ja!" råbte hun forvirret.

"Neeeeej!" skreg jeg højt, og sprang ned fra stolen.

Jeg faldt ned på gulvet, og lå bare der og rullede lidt rundt. Hvordan kunne han gøre det mod mig? For et par minutter siden, havde jeg siddet og drømt om vores kommende bryllup.

"Ikke noget. Gider du ikke vente udenfor? Jeg snakker lige med min mor.." hørte jeg Lena snakke i den anden ende af røret, mens jeg holdte vejret inde for at kunne høre noget.

"Var det ham?" spurgte jeg nysgerrigt og uden luft.

"Shcyy.." hviskede hun. "To sekunder."

"Vi må bede dig forlade cafeen, vi kan ikke have sådan nogle højtråbende folk herinde."

En gråhåret høj gammel mand stod og direkte gloede vredt ned på mig, med forklæde og blyant bag øret.

"Undskyld, men det er da fair. Min kommende mand ligger for groft an på min veninde, og så står du der og siger, at jeg skal skride?" blev jeg liggende, og gloede vredt tilbage på ham.

Nede fra hvor jeg lå, kunne man kigge direkte op i hans store næse, hvor alle bussemændene sad og hyggede sig. Man kunne også se han, at han havde glemt at lukke tivoli i buksen. Hvad mon ham og en anden havde lavet ude bagved? Dirty mind.

"Vil du selv gå, eller skal jeg?"

"Rolig nu." grinede jeg af ham, da man ikke kunne tage ham seriøst.

Han tog hårdt fat i mine arme og hev mig op fra gulvet, mens jeg stadig grinede af ham.

"Jemima? Hvad skal jeg gøre?" lød Lena bekymret.

"Gider du lige. Jeg snakker lige i telefon." snerpede jeg af den klamme mand, og prøvede at skubbe ham væk fra mig.

"Skat?"

"Vent lige. Jeg er lige ved at blive smidt ud." grinede jeg glad til hende, mens han skubbede mig hen ad gulvet, og jeg gik i mod.

"Stop dog lige. Jeg kan godt selv gå!" sagde jeg højt til ham, og vred mig fri.

Med mine hurtige skridt i mine sorte stiletter, stak jeg af fra ham, og gik selv ud af cafeen. Som prikken på I'et gav jeg ham også fingeren.

"Lena?" tog jeg mobilen op til øret igen, da jeg kom ud på gaden.

"Skynd dig nu, han venter.."

Jeg kendte godt hendes utoldmodighed, den var ikke god.

"Stik af!" sagde jeg bestemt. "Ud af vinduet, eller noget."

"Ja!" sagde hun glad, og jeg kunne allerede høre hende snurre rundt om sig selv, for at finde et vindue. "Kommer du ikke og hjælper?"

"Hvor er du?" spurgte jeg forundret.

"I det nye fitnesscenter. Skynd dig." hviskede hun desperat.

"Øhh.. Det finder jeg da aldrig." grinede jeg, og gik selvsikkert ned af gaden.

"Kom nu bare." sagde hun alvorligt. "Jeg kommer aldrig ud af det her vindue..."

"I'm on my way!" grinede jeg igen.

"Super! To sekunder, jeg ser lige om jeg kan klemme mig ud."

"Okay." smilede jeg, også selvom jeg godt vidste, hun ikke ville kunne se det.

Jeg kiggede hurtigt rundt mellem alle menneskerne, for at finde hjælp.

"Undskyld?" tog en på skulderen, så vedkommende vendte sig om. "Ved du hvor det nye fitnesscenter ligger?"

"Jessica?" lød det fra den uvalgte, som viste sig at være en gammel bekendt.

"Jemima. Je-mi-ma." stavede jeg det for den ikke så kvikke fyr på 18.

"Okay Jemima." grinede han kækt af mig. "Sjovt at se dig igen."

"Ved du hvor det nye fitnesscenter ligger?" afbrød jeg ham. "Jeg har lidt travlt.."

"Nå nå.." smilede han af mig.

Jeg kunne ikke engang huske hans navn, men han var to år yngre, og havde det der 'player-look'. Lyst klistret strithår til en al for solarie-brun hud, med hængerøv til knæene. Ad.

"Du skal bare hele vejen ned ad gaden, til der kommer et kryds. Så skal du rundt om hjørnet - and der' you go!" smilede han med al for meget selvtillid, med hænderne i lommen, og nikkede rundt med sit hoved.

"Okay, tak." smilede jeg udtryksløst tilbage, og begyndte at småløbe væk fra ham.

Han stod sådan lidt fortabt tilbage, da jeg forlod ham. Han havde garanteret forventet mindst et kram, måske et kys - men pænt nej tak!

Med den lille skuldertaske over skulderen, løb jeg så hurtigt jeg kunne. Selvom det var lidt svært i mine ellers så høje stiletter, gjorde jeg det dog. Jeg havde helt glemt at snakke med Lena igen i mobilen, men hun var jo også i gang med at snige sig ud ad vinduet.

Forpustet nåede jeg rundt om hjørnet, og fik øje på det store skilt uden for fitness. Jeg gik de sidste par meter, og da jeg nåede hen til glasvinduerne langs bygningen ind til receptionen, pressede jeg mit blege ansigt op ad ruden.

"Fuck!" udbrød jeg stille, og løb hurtigt væk igen, da jeg så Robert stå lænet op ad en væg derinde, trippende, ret utoldmodigt.

"Lena? Lena?!" hviskede jeg desperat og sneg mig ind i mellem en sti, imellem fitness og en lejlighedsblok.

Der stod store affaldscontainere, der stank langt væk, og ukrudt der groede op ad muren. Så jeg bed tænderne sammen, og koncentrerede mig om ikke at falde.

"Jemima! Hjælp!"

Det var Lenas desperate stemme.

"Hvor er du skattepigen?"

Jeg gik rundt om endnu et hjørne længere nede, hvor jeg fik øje på Lena halvt hængende ud af et meget lille vindue.

"Hjælp! Jeg sidder fast." råbte hun desperat, og vred sig lidt for at demonstrere at hun rent faktisk sad fast.

Hendes hoved stak ud sammen med det øverste af hendes skuldre. Og så var hun ret mast.

"Hvad har du tænkt dig at gøre?" grinede jeg med hende, ikke af hende.

Jeg gik tættere på hende, og vred lidt i hende.

"Av!" grinede hun. "Det er fucking pinligt, det her.."

Hendes grin ændrede sig ligeså stille til gråd, og til sidst græd hun. Tudbrølede.

"Så, så smukke. Jeg skal nok hjælpe dig." jeg aede hende lidt på skulderen, og prøvede at opmuntre hende.

"Hvad fanden har du gang i?!" råbte en fra den anden side af muren. Robert.


Så kom næste kapitel. Hvad synes I?

Skriv gerne om I læser med, så jeg ved hvor mange der rent faktisk følger med. 

Det gør bare det hele mere motiverende, hvis jeg ved, at der er nogle der læser med, håber i forstår. :D

Tak, for du læste med. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...