Young King

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 okt. 2013
  • Opdateret: 18 apr. 2014
  • Status: Igang
Jeg sukkede. Retssager kedede mig umådeligt. Især dem ligesom denne. "Jeg kommer til dem, ærede prins, med en klage." Bonden så meget alvorlig ud. Han lignede en, der skulle klage over et mord. Tilfældet var dog knap så alvorligt. Selvfølgelig havde jeg fået at vide hvad der var sket. Og selvfølgelig var jeg blevet rasende.

18Likes
28Kommentarer
1064Visninger
AA

11. Slottet Mercy Castle

Slottet var stort. Enormt. Mindst dobbelt så stort som det i Egora. Det havde høje hvide tårne, sort tag og sorte vinduer. Muren var hvid. Den var høj og smuk, med sirligt udskårne mønstre. Den sorte vindebro var sænket over en voldgrav, som ikke var fyldt med vand, men de små grønne sumpplanter, der vidnede om en bund, der ikke ville give slip, hvis først den fik fat i dig, ville få en hver med forstand på planter, til at opgive et hvert forsøg på invasion.

Faldgitteret var hævet. Også faldgitteret var malet sort. Det var formet som roser, med de tornebesatte stilke filtret ind i hinanden, så det skabte selve gitteret. Rosernes hoveder var spredt ud over gitteret.

Det var et utroligt smuk slot. Det var utroligt elegant.

"Hvor er det smukt!" hviskede Roger.

"Det er forfærdeligt!" hviskede jeg. Uden for murene var tusinde og atter tusinde mennesker. De var klædt i pjalter og trævler. De fleste af børnene havde ikke en trævl på kroppen, og hvis du havde en pind, kunne du bruge de fremtrædende ribben som xylofon. Hofterne trådte tydeligt frem. Man kunne praktisk talt tælle hver en enkel lille knogle i deres små kroppe. 

"Hvad mener du? Det er så overdådigt smukt!" sagde Roger.

"Ikke det." sagde jeg og pegede på de fattige. "Dét!"

"Åh, gud!" udbrød Roger.

En vagt ved voldgraven råbte os an "Welcom to the Mercy castle!"

Mercy. Barmhjertighed. Hvem kalder et slot det, og lader tusind af mennesker sulte lige uden for murene?!

"Who do we have the honer of letting in?"

Jeg skubbede hætten ned i et rasende ryk.

"Ional. Prince of Egora. I'm here to see my sisters, and I will not be withheld!" Det skulle gerne betyde, at jeg ikke ville tilbageholdes.

"Sorry mr. But you do not exactly look like a prince, to me."

"Then go get Crystal, she will recognize me!" Crystal var min yngre søster på fjorten. Sidste år var hun kommet på besøg i Egora. Det tog lidt tid før vagten vendte tilbage, men tilbage kom han. Dog efter Crystal var kommet spurtende. 

"Oh my god! Ional! Jeg mente nok det var dig, ud fra beskrivelsen jeg fik!" råbte hun, idet hun kastede sig i mine arme. Hvilket var noget af en præstation, da jeg jo sad på Meriko. Hun var utrolig lærenem, og havde hurtigt lært Egoransk til perfektion.

"Beskrivelserne? Ser jeg så mærkelig ud?" spurgte jeg.

"Nej. Jeg indrømmer at det var et skud i tågen." sagde hun grinende. "Iota venter til du kommer op til slottet. Hun har været i dårligt humør hele dagen, så jeg tror du kommer til at møde hende i rådssalen." Iota brød sig ikke synderligt om mig. Hun sagde, at jeg ikke var nogen prins. Formegentligt på grund af mine jagtvaner. Jeg trak på skuldrene.

"Fint nok. Bare jeg slipper levende ud igen!" Crystal grinede.

"Lad os da håbe det!"

Crystal viste os hen til staldene, hvor Meriko og Merida blev indlongeret. Derefter blev vi ført til rådssalen. Crystal forlod os, med den undskyldning, at hun ikke orkede mere af Iotas dårlige humør, hvilket var forståeligt nok. Iota kunne være forfærdeligt selvskab.

Jeg trak vejret dybt, da jeg stod bag den tunge smedjerns dør. Man kunne ikke forberede sig på et møde med Iota. Det var nemmelig umuligt at vide, hvad man skulle forberede sig på!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...