Young King

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 okt. 2013
  • Opdateret: 18 apr. 2014
  • Status: Igang
Jeg sukkede. Retssager kedede mig umådeligt. Især dem ligesom denne. "Jeg kommer til dem, ærede prins, med en klage." Bonden så meget alvorlig ud. Han lignede en, der skulle klage over et mord. Tilfældet var dog knap så alvorligt. Selvfølgelig havde jeg fået at vide hvad der var sket. Og selvfølgelig var jeg blevet rasende.

18Likes
28Kommentarer
990Visninger
AA

1. Prolog

Jeg sukkede. Retssager kedede mig umådeligt. Især dem ligesom denne.

"Jeg kommer til dem, ærede prins, med en klage." Bonden så meget alvorlig ud. Han lignede en, der skulle klage over et mord. Tilfældet var dog knap så alvorligt. Selvfølgelig havde jeg fået at vide hvad der var sket. Og selvfølgelig var jeg blevet rasende.

"En fattig har stjålet en roe fra min mark! Og jeg forlanger ham straffet ved den gamle lov!" sagde bonden vredt. Jeg skubbede min afsky til side. Den gamle lov sagde, at hvis en fattig, eller "uren" som der stod i loven, skulle stjæle noget, der var mere værd end noget andet han egede, så skulle han hænges. 

"En roe? Én enkelt roe?!" nærmest halvråbte jeg. Min mor sendte mig et skuffet blik, der fortalte mig, at jeg havde ladet min afsky afspejles i min stemme.

"Hvor mange roer har du tilbage på din mark?" spurgte jeg, da jeg havde fået styr på min stemme. Jeg kiggede ikke på hende, men jeg kunne mærke det hurtige blik min mor sendte mig. Nok var jeg prins, men end ikke en prins måtte sætte sig imod den gamle lovs ord.

"To-trehundrede, vil jeg tro." sagde bonden nervøst. Jeg kæmpede med raseriet. Ikke meget kunne gøre mig vred, men dette! Det var for galt!

"To-trehundrede roer." gentog jeg langsomt. Mit toneleje var det samme som man ville bruge, hvis man skulle forklare noget til et lille barn. "Sig mig. Vil din familie sulte, hvis du ikke for din roe tilbage?"

"Nej, men..."

"Vil dine dyr sulte?"

"Nej, men..."

"Vil det ødelægge din høst?"

"Nej, men..."

"Vil det skade dit liv på nogen måde, foruden din stolthed?"

"Nej, men..."

"Men hvad?!" Nærmest råbte jeg. Jeg vidste at jeg sårede min mor, men hellere det, end at dræbe en mand, der risikere sit liv hver dag, for at forsørge sin familie.

Først mumlede bonden så lavt, at jeg intet kunne høre.

"Loven." sagde han så lidt højere, da jeg bad ham gentage.

"Åh ja, loven." sagde jeg, som om det var en glædelig begivenhed jeg havde glemt, og nu var blevet mindet om.

"Sig mig. Er din familie ikke mere værd end en roe?" spurgte jeg bonden.

"Jo, men..."

"Har den fattige mand, der tog en roe så hans datter kunne overlever, ikke også en familie?"

"Jo, men..."

"Er hans familie mindre værd end en roe?"

"Ja, de er urene." Denne gang var der mere kraft i stemmen.

"Hvis ikke du havde hus, dyr, mark eller penge, ville din familie så ikke stadigvæk være mere værd end en roe? Selvom du var uren?"

"Jo, men..."

"Altså har manden noget der er mere værd end en roe! Han har en familie!"

"Jo, men..."

"Men HVAD?!" råbte jeg. Jeg havde fået nok. Bonden begyndte at mumle uforståeligt igen. Endnu en gang måtte jeg bede ham gentage.

"Ikke noget." sagde han lavt.

"Fint! Det var det folkens. Slut. Tak for i dag." Jeg vendte mig og kiggede på mor. Det skulle jeg aldrig have gjort. En ensom tåre trillede lydløst fra hendes øje. Hun tørrede den hurtigt væk. Men ikke hurtigt nok.

Opfyldt af raseri tog jeg fængselsnøglen fra fangevogteren.

"Jeg lukker ham selv ud." Alt hvad der kunne udskyde det tidspunkt, hvor jeg måtte konfrontere min mor.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...