Young King

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 okt. 2013
  • Opdateret: 18 apr. 2014
  • Status: Igang
Jeg sukkede. Retssager kedede mig umådeligt. Især dem ligesom denne. "Jeg kommer til dem, ærede prins, med en klage." Bonden så meget alvorlig ud. Han lignede en, der skulle klage over et mord. Tilfældet var dog knap så alvorligt. Selvfølgelig havde jeg fået at vide hvad der var sket. Og selvfølgelig var jeg blevet rasende.

18Likes
28Kommentarer
992Visninger
AA

14. Iotas form for fornuft

Det Iota mente med "get some sense into him", var at se hvor mange tæsk jeg kunne holde til, før jeg faldt om. Sådan så det i hvertfald ud indtilvidere.

"They will only stop, if you ask me properly." Iotas stemme rungede igennem hele arenaen. 

"Oh, and by that you mean beg?" råbte jeg tilbage.

"Well, my version sounded less... mean," svarede hun.

"Yeah, right," råbte jeg.

Pludselig gik jerngitteret, der dækkede den eneste vej ud fra arenaen, op. To mænd kom gående. De havde begge læderrustning på, samt et sværd i hånden. Jeg selv havde ikke en gang fået lov at beholde min trøje. Det eneste jeg havde var mine stramme læderbukser, og det kan godt være at de var tykke, men sådan som de sværd glimtede, kunne der kun være tale om en ting. Det var krantasser. Et træsværd med korte pigge. Ikke dødeligt, men meget smertefuldt. Piggene var sat på helevejen rundt, så selv den flade side var farlig.

"Pokkers!" mumlede jeg sagte. Krantasser var ikke sådan at spøge med. Det kan godt være, at fem millimeter pigge ikke lød af meget, men det kunne sagtens rive nogle pæne stykker kød af. 

Udover det, kunne min normale afvæbnings teknik ikke bruges. Det involverede nærkontakt med sværdets flade side.

"Årh, come on Iota, you can't mean that!" Crystals desperate stemme nåede min øregang.

Hvad havde jeg? Stengulv, vægge, der umuligt kunne forseres, tre tons faldgitter formett som roser, piggene inkluderet, to store typer med krantasser, som oven ikøbet så ud til at vide nøjagtigt hvordan de skulle bruge dem, samt en storesøster, jeg OVEHOVEDET ikke havde tænkt mig at falde på knæ for. Ikke ligefrem de bedste odds jeg havde været ude for.

"Tja, pokkers kan vist alligevel ikke dække det," mumlede jeg, vendte rundt og satte i løb. 

Jeg indså irriteret, at mine modstandere havde en pæn kondition, samt nogle gode løbeben. Jeg måtte endnu mere irriteret erfare, at Iota smed de torne, som hun plukkede af alle roserne i hendes bede, ned på arenaens stengulv. Mand jeg savnede mine støvler!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...