Young King

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 okt. 2013
  • Opdateret: 18 apr. 2014
  • Status: Igang
Jeg sukkede. Retssager kedede mig umådeligt. Især dem ligesom denne. "Jeg kommer til dem, ærede prins, med en klage." Bonden så meget alvorlig ud. Han lignede en, der skulle klage over et mord. Tilfældet var dog knap så alvorligt. Selvfølgelig havde jeg fået at vide hvad der var sket. Og selvfølgelig var jeg blevet rasende.

18Likes
28Kommentarer
1000Visninger
AA

15. Held og lykke

Jeg løb og løb, og mens jeg løb trådte jeg flere og flere torne op. 

"Det her går altså ikke! mumlede jeg. Jeg sænkede farten en smule, mens jeg lod som om jeg var blevet træt. Jeg hørte mændene bag mig sætte farten op.

"En, to... tre!" idet jeg sagde tre stoppede jeg og bøjede mig forover. Mændene fortsatte lige ind i mig. Idet de ramte mig, bakkede jeg lynhurtigt bagud, så de faldt forover hen over mig.

"Argh!" udbrød de, da først den ene, så den anden mand landede i rosetornene på jorden med ansigtet først. 

"Auch! Why did she have to leave the thorns in the arena?!" sagde den ene mand.

"Shut up!" vrissede den anden. 

I faldet havde de tabt deres krantasser. Jeg samlede dem op og smed dem langt væk. Det var et tungt våben, som jeg havde absolut ingen erfaring i at bruge.

 Så gik jeg hen og klemte hårdt på et punkt på mændendes nakker. De gik ud som et lys begge to.

Først var der stille på tilskuerpladserne. Så begyndte folk at huje. Jeg vendte mig mod Iota. Hun så ikke glad ud.

"You will eat at my table. And you will sleep in a cell. Your freind will be eating in the cell and sleeping in a bed." sagde hun. Så rejste hun sig og gik.

Crystal kom løbende ned til mig med den smukke mørkeblå kjole flagrende omkring sig.

"Åh Ional! Det er jeg ked af! Er du okay?!" råbte hun.

"Jeg har det fint, Crystal," savarede jeg og pillede en torn ud af min fod. Hun kiggede mistroisk på mig.

"Er du helt sikker?" spurgte hun igen.

"Ja. Jeg ville bare ønske, at Roger kunne spise ved bordet også," mumlede jeg. Crystal rystede smilende på hovedet.

"Du er den bedste, Ional!" sagde hun smilende. Jeg smilede tilbage.

"Men det hjælper jo hverken Roger, eller dem," sagde jeg og nikkede mod de stærke mure.

"Ional, nogle har bare mere end andre. Det kan ikke laves om," sagde hun trist. Jeg stirrede lamslået på hende.

"Er det det du fortæller dig selv? At det bare er sådan det er? At det ikke kan laves om? At nogle bare har alt, mens andre har ingen ting?" spurgte jeg.

"Ional, sådan er det. Det kan vi ikke lave om på. De der intet har, har intet at give og har man intet at give, kan man intet få," sagde hun. Hendes ord satte mit blod i kog.

"De har ikke intet! De har alt! Det er os, der intet har, Crystal, for det er os, der intet giver, og os, der intet får!" hvæsede jeg. "Vi tager det vi vil have og det vi ikke vil have, tager vi alligevel, så dem, der gerne vil have det ikke får det!" Jeg snurrede rundt og forsvandt ud af arenaen, mens hvert skridt jeg tog gjorde ondt. Mens jeg gik forbandede jeg rosentorne langt væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...