Young King

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 okt. 2013
  • Opdateret: 18 apr. 2014
  • Status: Igang
Jeg sukkede. Retssager kedede mig umådeligt. Især dem ligesom denne. "Jeg kommer til dem, ærede prins, med en klage." Bonden så meget alvorlig ud. Han lignede en, der skulle klage over et mord. Tilfældet var dog knap så alvorligt. Selvfølgelig havde jeg fået at vide hvad der var sket. Og selvfølgelig var jeg blevet rasende.

18Likes
28Kommentarer
1088Visninger
AA

3. Flugt

Da mørket forsvandt, for jeg ud af rummet. Jeg løb hen ad gangen. Hen til mine gemakker. Jeg var lige glad med hvad andre tænkte. Jeg måtte bare væk. Langt væk. Jeg prøvede at fortrænge det billede der havde klistret sig fast på min hornhinde. Billedet af mor der græd, mens hun kaldte på mig. Råbte mit navn. Jeg havde rystet på hovedet. Jeg havde sådan ønske, at hun ville sige det var for sjov. At hun havde løjet for at få mig til at komme til fornuft. At det var et forfærdeligt mareridt. Men mest af alt: At jeg snart ville vågne.

Jeg løb rundt om hjørnet, da gangen drejede. Jeg spurtede hen til min egen dør. Jeg skubbede den op med skulderen, og den gled knirkende op. Jeg løb hen til den kiste som jeg havde stående for fodenden af min seng. Låget hamrede tilbage på sine hængsler, idet jeg voldsomt åbnede kisten.

I kisten lå mit jagttøj, såvel som min bue og mit pilekogger.

Hver gang jeg syntes slottet blev for meget, tog jeg disse ting op af kisten. Jeg iførte mig tøjet og begav mig ud af slottet. Jeg gik ned til skoven til fods, skød et rådyr, en kanin eller hvad jeg ellers måtte finde, og bragte det hen til den fattigste del af landsbyen. Hvorfor skulle de ikke kunne få frisk kød, bare fordi de var født ind i en fattig familie? Ingen skulle frygte at være fattig. Ingen!

Jeg gik ind på mit badeværelse. Mine øjne faldt på mit spejlbillede, der viste sig i det guldindrammede spejl på væggen. Jeg kiggede mig selv i øjnene. De var brune, næsten sorte og ikke en tåre viste sig i øjenkrogen. Jeg kunne ikke græde, for jeg var rasende! Jeg var vred over, at mor ville have mig til at hænge en mand! Jeg var vred over, at hun havde råbt af mig. Men allermest var jeg vred over, at jeg ikke kunne redde hende. Jeg knyttede hænderne.

 Mit hår var sort og skulderlangt. Mine kindben var høje og tydelige. Næsen var en smule skæv, efter at have været brækket, da en uforsigtig staldknægt havde glemt at lukke leddene ind til de tre avlshingste, så de var røget i totterne på hinanden, og jeg måtte få dem skilt ad. Jeg troede jeg lignede min far. Ja, for jeg lignede slet ikke mor! Hun var ikke særligt høj. Hun havde smukke blå øjne, og hvis du kiggede ind i dem, føltes det som om hun kunne se dine aller hemmeligste hemmeligheder. Hendes hår var lyst og krøllet, og var begyndt at blive hvidt hist og her. Hun var smuk. Meget smuk.

Tanken om min mor fik vreden til at blusse op i mig. Hvorfor kunne jeg ikke redde hende?! Hvorfor havde hun ikke sagt det noget før?!

Jeg havde aldrig mødt min far. Han havde kun været ved min mor én eneste nat. Derefter havde han forladt hende. Og det var ikke det værste. Jeg havde to halvsøstre. Iota på tyve og Crystal på seksten. Deres mor var dronning af Egana. Egana var verdens største land. Det var også det eneste land, der grænsede til Egora. Egora var vel egentligt en stor halvø og bestemt ikke et stort land.

Iota havde overtaget Egana, da deres mor døde. Først da havde min mor tudet besøge dem. Hun havde vret bange for den gamle dronning, af en eller anden underlig grund.

Jeg trak koften over hovedet. Det bløde silke faldt til jorden med en hvislen. Jeg skuttede mig. Selvom det var sommer, var det ikke særligt varmt. Det var det sjældent i Egora.

Jeg var ret muskuløs, hvilket, ligesom de mange ar, var et resultat af min fægte træning. Da jeg var yngre havde jeg fået en del tæsk, men efterhånden som jeg blev bedre, ville færre og færre  møde mig i en sværdkamp med den undskyldning, at de rent faktisk skulle bruge deres hoveder senere og derfor ikke havde råd til, at få dem kappet af. 

Vores riddermester Edmund, fortsatte dog med at træne mig på trods af, at han påstod han ikke kunne finde flere fejl. Selv syntes jeg det var noget vås. Godt nok havde jeg ikke tabt en fægtekamp siden jeg var seksten, men det var vel fordi jeg var prins, og at folk derfor lod mig vinde. Mine modstandere havde indsnævret sig til pæle, staldknægte med sandsække -de løb med sandsækkene, så jeg fik et mål, der bevægede sig- og træer. Og en gang imellem Edmunds  rustning, sat fast på en pæl.

Jeg tog den grove kofte på og slog hætten op på uldkappen, som jeg havde slynget over skuldrene. Hætten lagde det meste af mit ansigt i skygge.

Så trak jeg af mine bukser, hvis bløde silke kildede mine ben. Egentligt brød jeg mig ikke om de glatte, tætsidende silkebukser. Jeg hadede dem, men mor ville have jeg havde dem på og sådan blev det. Mine jagtbukser var af blødt læder, og de sad helt tæt ind till mine ben.

Så svang jeg pilekoggeret over skulderen og kiggede endnu en gang mig selv i spejlet.

Det eneste man kunne se var min mund, hage og spidsen af min næsetip. Resten lå badet i en sort skygge. 

Jeg for hen til døren, tog mit sværd ned fra knagen, åbnede døren og gav mig til at løbe ned ad gangen mod stalden. Jeg sørgede behændigt for at undgå vagterne. De havde igennem noget tid jagtet en grønklædt fyr med hætte, som skød dronningens hjorte.

Ups.

Da jeg nåede stalden fik jeg lynhurtigt åbnet stalddøren.

"Hey Meriko! Hvordan har du det?" Den store røde hingst svarede ved at pruste og vrinske.

Meriko havde de sidste fire år været min bedste ven. Engang, da jeg havde været fjorten, var jeg gået ud i skoven alene. Jeg havde haft et skænderi med min mor og havde derfor vandret rundt i vrede indtil, at jeg var stødt på et lille rødt føl, med en pæn lige blis, og fire høje, hvide sokker. Føllet havde siddet fast i nogle grene. Jeg havde hjulpet det fri og taget det med hjem.

Jeg greb Merikos lædertrense og viklede tøjlerne fri af knagen. Jeg havde to trenser til Meriko. Denne her var af ganske almindeligt brunt læder og købt på markedet i en landsby ude ved havet. Den anden trense havde indsyede guldtråde, og var af det fineste læder. Det var ikke for kønt og heller ikke specielt praktisk, da guldtrådende havde det med at knække og hænde fast i alt muligt.

Jeg fik hurtigt lagt trensen på Meriko og hoppede derefter op på hans ryg. Det jeg havde aller mindst brug for, var en sadel, som havde flere remme, der kunne side fast i træer, buske og andre forhindringer. Jeg vendte Merikos hoved mod den åbne stalddør og satte ham i galop.

Jo hurtigere jeg kom væk, jo bedre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...