Young King

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 okt. 2013
  • Opdateret: 18 apr. 2014
  • Status: Igang
Jeg sukkede. Retssager kedede mig umådeligt. Især dem ligesom denne. "Jeg kommer til dem, ærede prins, med en klage." Bonden så meget alvorlig ud. Han lignede en, der skulle klage over et mord. Tilfældet var dog knap så alvorligt. Selvfølgelig havde jeg fået at vide hvad der var sket. Og selvfølgelig var jeg blevet rasende.

18Likes
28Kommentarer
998Visninger
AA

6. Et lys slukkes

"Manja! Kom nu, Manja! Manja. Manja." Roger sad på sygelejet med sin kone i favnen. Han havde først rystet hende, men nu sad han bare med hende i favnen. Tårene fyldte hans øjne. De løb nedover kinderne, stoppede kort ved hagen, for derefter at falde gennem luften og ramme Manjas øjne. Så løb de nedover hendes kinder, videre ned på halsen, holdt en kort pause og faldt indtil de ramte briksen og eksploderede ud til siderne. De salte  dråber reflekterede fuldmånens lys, der lige som solyset fandt vej gennem det utætte tag. Det fik dem til at ligne små, glitrende sølvdråber.

Tåre efter tåre tog den samme tur. Tillod Manja at græde, selvom livet var blevet taget fra hende. 

Det var en stille gråd. Ikke en lyd kom over Rogers læber.

Jeg er døende Ional!

Nej! Ikke nu! Ikke når Manja lige er død!

Ional!

Sølvtårene trillede og trillede.

Kom tilbage Ional!

Tåre som jeg ikke havde kunnet fælde for min mor.

Ional! Jeg beder dig!

Jeg havde bare forladt hende.

Kom tilbage.

Hun havde siddet der i sengen. Alene.

"Vil du hjælpe mig med at..." Roger måtte holde en pause. "...begrave hende?" Hans stemme skubbede mors stemme på afstand.

"Ja, selvfølgelig." Jeg rejste mig og lagde en hånd på hans skulder. Han løftede sin og lagde den oven på.

"Tak." sagde han og smilede vemodigt.

"Det var så lidt."

 

Vi brugte Meriko til at få Manja væk fra de fattiges område. Vi måtte også få Meriko til at grave et hul, da ingen af os havde noget, der bare kunne ligne en skovl, men Meriko var fantastisk til at grave huller.

"Hun har altid elsket skoven sådan." sagde Roger, mens han kiggede på den nye jordbunke. Jeg fandt det klogest ikke at sige noget. Han havde brug for at sørge. Men så faldt et spørgsmål mig ind.

"Hvad så nu? Hvad gør du nu?" spurgte jeg.

"Det ved jeg faktisk ikke. Jeg kan ikke vende tilbage til hytten." Jeg tænkte over det et kort øjeblik.

"Nej, det kan du vel ikke." begyndte jeg. "Vil du ikke følges med mig til Egana?" 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...