Young King

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 okt. 2013
  • Opdateret: 18 apr. 2014
  • Status: Igang
Jeg sukkede. Retssager kedede mig umådeligt. Især dem ligesom denne. "Jeg kommer til dem, ærede prins, med en klage." Bonden så meget alvorlig ud. Han lignede en, der skulle klage over et mord. Tilfældet var dog knap så alvorligt. Selvfølgelig havde jeg fået at vide hvad der var sket. Og selvfølgelig var jeg blevet rasende.

18Likes
28Kommentarer
990Visninger
AA

5. Et andet liv

Roger stirrede underligt på mig, og det gik op for mig, at jeg stadig havde min hætte på. Jeg løftede hånden og skubbede den tilbage.

"Prins Ional! Sire! Had laver du her?" Hans ansigt oplystes i et venligt smil. Det var endnu en ting, jeg godt kunne lide ved de fattige: De gik ikke amok når de så mig.

"Jeg leder efter husly." sagde jeg. "Men jeg er vidst kommet til at glemme mine penge." Roger smilede.

"Jamen så er du kommet til det rette sted!" Han slog døren op. Jeg smilede til ham og fløjtede efter Meriko. Da han kom tog jeg trensen af ham.

"Smut ud og find noget græs." sagde jeg og klappede ham på halsen. Roger fløjtede forundret.

"Det er noget af en hest, du har der!" sagde han. Jeg smilede taknemmeligt.

Roger lukkede mig ind i sit hus.

Lugten var det første, der ramte mig. En forfærdelig stank af sygdom. I et af hjørnerne så jeg årsagen til stanken: En kvinde lå på en briks. Hendes hår var filtret og beskidt. Små perler af sved, på hendes pande, skinnede som diamanter i den smule sol lys, der kunne trænge igennem det utætte tag. Hun lå helt stille. Jeg kunne ikke se om hun var i live, for hendes brystkasse hverken hævede eller sænkede sig synligt. Men jeg kunne høre det. Hendes rallende vejrtrækning fortalte mig, at der var en form for væske i hendes lunger. Jeg havde hørt den lyd før. Min morfar havde udstødt de samme rallende lyde, før han døde.

Jeg kiggede på Roger. Han smilede skævt, men ikke engang det halve smil nåede hans øjne.

"Manja. Min kone. Jeg brugte dine penge på en læge. Det eneste han kunne gøre, var at lindre hendes smerter. Hun holder ikke ugen ud." Hans øjne fyldtes med tåre.

"Det var ikke mine penge, Roger, det var dine." sagde jeg. Men der var noget i min stemme, der afslørede, at jeg vidste noget, han ikke ville høre.

"Hvad?!" sagde Roger. Jeg kunne se panikken brede sig. Stakkels mand. Stakkels dem. Jeg havde ikke det mindste lyst til at fortælle ham, hvad den rallen betød. Dødsallen, havde slotslægen kaldt den. Men han havde ret til at vide det.

"Jeg er virkeligt ked af det Roger, men jeg tror ikke hun klarer sig igennem natten," sagde jeg sørgmodigt. Han stirrede på mig. Først uforstående så lamslået. Så kom tårene. De vældede frem i hans øjne, og fortsatte ned over kinden. Han faldt på knæ vedsiden af sin døende kone. Han sagde intet. Han sad bare og holdt hende i hånden. 

 

Da Roger til sidst havde sluppet Manjas hånd, var vi faldet i snak.

"Så Sire, hvordan er du egentligt havnet her ude? Det er et pænt stykke fra slottet." Jeg følte det som om jeg på ny var blevet ramt af en galoperende hest.

Jeg er døende, Ional.

"En mindre rejse." sagde jeg.

"Hvor til?"

Ional! Ional, kom tilbage!

"Egana. Jeg skal besøge mine søstre." 

"Der er mindst en uges rejse herfra til din søsters slot, og det er til hest! Hvorfor rejser du i det der," han nikkede mod mit tøj. "og uden penge?"

Ional! Du må ikke gå! Ional!

"Jeg skal bare snakke med min søster." sagde jeg, med et tonefald, der ikke indbød til videre diskussion. Roger nikkede.

Derefter var jeg gået i seng.

 

Jeg blev vækket af en rædselsfyldt stemme.

"Manja! Manja, vågn op! Vil du ikke nok Manja! Vågn op!..."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...