Young King

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 okt. 2013
  • Opdateret: 18 apr. 2014
  • Status: Igang
Jeg sukkede. Retssager kedede mig umådeligt. Især dem ligesom denne. "Jeg kommer til dem, ærede prins, med en klage." Bonden så meget alvorlig ud. Han lignede en, der skulle klage over et mord. Tilfældet var dog knap så alvorligt. Selvfølgelig havde jeg fået at vide hvad der var sket. Og selvfølgelig var jeg blevet rasende.

18Likes
28Kommentarer
993Visninger
AA

4. En ven for livet

Jeg vidste ikke, hvor længe jeg havde redet. I starten havde jeg gentagne gange sparket til Meriko for at på ham til at løbe fremad. Det var nok egentligt ikke nødvendigt, men jeg ville bare væk så hurtigt som muligt.

Jeg kunne ikke huske, hvornår byen sluttede, eller hvornår skoven begyndte. Jeg havde heller ikke opdaget, hvornår skoven sluttede og heden begyndte.

Det eneste jeg kunne huske, var mors ord.

Jeg er døende, Ional!

"Prrr! Meriko." sagde jeg. Jeg kunne ikke genkende min egen stemme. Den lød underligt grødet. Som når man har sovet. Eller grædt.

Meriko standsede op midt på landevejen.

"Hvorfor, Meriko, hvorfor?" sagde jeg. "Hvorfor har hun ikke fortalt mig det noget før? Hvorfor skal hun dø?" Jeg ville så gerne græde. Bare en enkelt tåre, men mine øjne ikke så meget som løb i vand.

"Hun kan ikke dø!" råbte jeg. Nogle fugle satte larmende af fra det eneste træ i miles omkreds, drevet på flugt af min stemme. 

Det var ikke langt nok. Jeg måtte længere. Længere væk. 

Ional! Kom tilbage Ional! Vil du ikke nok? 

Jeg hamrede hælene ind i Merikos sider. Jeg kunne stadig høre min mors kalden. Jeg ville ikke høre på hende. Jeg måtte væk!

 

Jeg mærkede hvordan Merikos rulende bevægelser langsomt blev langsommere, før han til sidst skiftede gangart til den mere bumpende trav.

Det var flere timer siden, at jeg havde lagt heden bag mig. Landskabet var rullet forbi. Skove, heder, landsbyer. Det var i en af sidstnævnte at Meriko sagtnede farten, for derefter at stå helt stille. Han var stoppet foran brønden, og nu mærkede jeg også tørsten. Jeg sad af og begyndte at trække spanden op.

Jeg lod Meriko drikke færdig, før jeg selv slukkede min tørst. Jeg klappede ham på halsen, og han svarede tilbage, ved at lede efter mine lommer. Det gik op for mig, at jeg havde glemt æbler til ham.

"Undskyld dreng. Jeg finder på noget." 

Æblerne viste sig ikke at være det eneste jeg havde glemt. Manglen på den klirrende lyd fra pengene i min skindpose, gjorde sig gældende, da jeg fandt en bod, hvor de solgte æbler.

"Tja, i det mindste ved vi da hvor vi skal finde husly." sagde jeg til Meriko. De fattige var altid klar til at hjælpe andre i samme situation. Det vil sige mig uden penge.

Jeg satte mig op på Merikos ryg, og sammen gav vi os til at følge den mindste vej vi kunne finde. 

Som forventet havnede vi i det område, hvor de fattige boede. Jeg manøvrerede Meriko uden om de brune klatter, der var resultatet af de mange herreløse hunde, der også holdt til i udkanten af landsbyen.

Efter at være siddet af og behændigt undgået at lande i hundendes efterladenskaber, gik jeg hen og bankede på den nærmeste dør. Jeg troede ikke mine egne øjne, da jeg så hvem der åbnede døren.

"Roger?!"

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...