Young King

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 okt. 2013
  • Opdateret: 18 apr. 2014
  • Status: Igang
Jeg sukkede. Retssager kedede mig umådeligt. Især dem ligesom denne. "Jeg kommer til dem, ærede prins, med en klage." Bonden så meget alvorlig ud. Han lignede en, der skulle klage over et mord. Tilfældet var dog knap så alvorligt. Selvfølgelig havde jeg fået at vide hvad der var sket. Og selvfølgelig var jeg blevet rasende.

18Likes
28Kommentarer
1067Visninger
AA

9. En ny identitet

Vi bestemte os for at kalde hoppen Merida. Så passede hun sammen med Meriko.

Vi kom forbi en del byer. De fleste sendte Roger respektfulde blikke. Han lignede en adelsmand, som han kom ridende der i sit dyre tøj og på sin smukke sorte hoppe.

Mig var der ikke mange der kiggede på. i hvert fald ikke før de havde kigget på Roger i noget tid. Roger havde fået mit sværd ved bæltet, så hvis ikke de forvekslede ham med en adelsmand, måtte de forveksle ham med en ridder, der bar rustningen under tøjet. Mig forvekslede de sikkert bare med en jæger. Jeg havde jo jagttøj på, en bue ved saddelen og et pilekogger over skulderen. Det passede mig også fint ikke at være hoved attraktionen.

Roger og jeg blev enige om, at jeg skulle lade som om at jeg var hans tjener ved navn Ori. Roger var adelsmanden sir. Robert af Jesselvig. Det virkede meget godt. Når Robert præsenterede os for kroværten lød det altid nogenlunde sådan: "Goddag min gode mand. Mit nav er sir. Robert af Jesselvig, og den klumrian derovre," sagde Roger, og pegede bagud med tommeltotten over skulderen. "Er min tjener Ori. Men ser du, min gode mand, Ori har glemt at pakke BÅDE PENGE OG MAD til vores rejse til Egana," det sidste blev sagt med hævet stemme, som ville sir Robert være sikker på, at den uduelige Ori kunne høre, at sir Robert var utilfreds med ham. "så vi mangler husly, men UDEN AT KUNNE BETALE FOR DET!"

Hver gang havde vi fået lov at låne et værelse eller to, og hestene havde fået mad og vand, og en tør stald at stå i.

Det var fire dage siden, at vi havde 'lånt' Merida. Det var fem dage siden, at jeg havde forladt slottet.

Mors stemme hjemsøgte mig stadig. Jeg havde drømme, hvor jeg så hende dø. Jeg havde stadig ikke nævnt det for Roger. Han troede stadigvæk, at jeg bare var på vej for at besøge mine søstre.

"Sir! Kan De trølle?" stemmen rev mig ud af mine tanker. Der stod en lille mand med et æsel på vejen foran os. Hans tøj, der en gang nok havde været i mange fine farver, hang nu som laser og farverne var blevet reduceret til forskellige grå og brune nuancer. 

"Øh, hvad?" spurgte Roger.

"Jeg spørge dig, om De kan trølle?" gentog manden.

"Øh, nej." svarede Roger. "Jeg kan ikke trylle."

"No, no. Ikke dej. Den anden!" sagde manden og pegede på mig.

"Tja, dat jeg var lille havde jeg dette ene trik: Jeg kunne få ting til at forsvinde. Selvom det kun virkede en gang, så virkede det dæleme! Jeg fik min far til at forsvinde resten af min barndom!" Hvis man skulle lave en falsk identitet, så skulle man også have bagrunds historien parat. Og jo mere sandhed man viklede ind i løgnen, jo nemmere var den at tro på.

Mit udsagn havde vist rystet den lille mand godt og grundigt.

"What?!" sagde han langsomt.

"Er du Eganer?" spurgte jeg. Hans lille udbrud havde i hvert fald været Egansk.

"Yes, yes. I kod og blød." Jeg rynkede panden.

"A' hva'?"

"What?" Det gik fantastisk. Jeg bestemte mig for at tage det på Egansk, for hans Egoransk var ikke forståeligt.

"I asked you, what you said?"

"Oh! I said: in flesh and blood." Okay. Mit Egansk var tydeligvis forståeligt.

"How far is we from the border?" Jeg troede da border betød grænse, men jeg var ikke sikker.

"The border? To hours from this point." sagde manden. Jeg håbede det betød grænse, jeg ville nødig ende op i... Ja det ved jeg ikke.

"Where are you going?"

"We're visiting  the queen and the prinsess." Mandens ansigt lyste op i et smil, da jeg havde talt færdigt.

"Well that is only to days on feet from the border, you should be there by morning!" smilede han, vendte sig om, og traskede ned af vejen med sit æsel. Jeg kiggede på Roger.

"Jeg tryllede min far væk resten af min barndom?" spurgte Roger med det ene øjenbryn løftet.

"Jeg kedede mig!" svarede jeg grinende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...