Young King

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 okt. 2013
  • Opdateret: 18 apr. 2014
  • Status: Igang
Jeg sukkede. Retssager kedede mig umådeligt. Især dem ligesom denne. "Jeg kommer til dem, ærede prins, med en klage." Bonden så meget alvorlig ud. Han lignede en, der skulle klage over et mord. Tilfældet var dog knap så alvorligt. Selvfølgelig havde jeg fået at vide hvad der var sket. Og selvfølgelig var jeg blevet rasende.

18Likes
28Kommentarer
1010Visninger
AA

2. At være konge

Den fattige mand, som i øvrigt hed Roger, var knap så fattig da han forlod slottet. Vagterne gloede efter ham, da han kom gående ud fra mine private gemakker iført en varm uldsweater, varme skindstøvler og en varm kappe. Men de gloede ikke så meget som de gjorde, da jeg gav ham en stor pose guldmønter.

"Tusind tak My lord!" sagde Roger taknemmeligt.

"Det var så lidt." svarede jeg.

"Åh og Roger?" tilføjede jeg, da han var på vej ned ad gangen. "Jeg er kun prins." 

"Tak alligevel, Sire!" smilede han, gjorde om og fortsatte sin rejse tilbage til sin familie. Jeg smilede. Med de penge skulle han nok kunne få købt en gård, med nogle marker og nogle kør.

"Sire! My lady ønsker dig i hendes gemakker!" sagde en vagt, der lige var kommet gående, tidsnok til at se Rogers "forfremmelse". Jeg sukkede. Det var ikke længere muligt at udskyde en konfrontation.

"Jeg er på vej." sagde jeg, og gjorde omkring for at gå ind i mine gemakker. Jeg nåede dog ikke en gang at vende mig om, før jeg blev afbrudt af vagten.

"Nu, Sire!" sagde han. Det kunne godt være, at jeg var prins, men for ham var jeg bare en attenårig knægt, der ikke ville følge ordre. Jeg sukkede, for gud vidste hvilken gang.

"Jeg kommer nu." sagde jeg og fulgte efter vagten mod min mors gemakker.

 

Jeg tog en dyb indåndning, før jeg bankede på den store egetræsdør.

"Kom ind!" Mors stemme lød lidt sjov fra denne side af døren. Jeg skubbede døren op.

Når man tænkte på hvor tung sådan en stor egetræsdør måtte være, var der ret forbløffende så let den gled op. Man hørte ikke en lyd. Selv foretrak jeg, at døren gav lyd fra sig, når  nogen trådte ind i mine gemakker. På den måde kunne man ikke overaske mig.

Jeg trådte stille ind ad døren. Hun havde hørt mig, så der var ingen grund til, at jeg anstrengende mig til at lave lyd når jeg gik.

"Ional." sagde hun bare.

"Mor." svarede jeg lige så kort. Der var ingen af os, der brød sig om dette.

"Ional, en dag skal du være konge."

"Ja, mor."

"Men en konge, som ikke følger lovene bliver hurtigt uønsket. En konge der ikke følger De gamle love, vil meget hurtigt se indersiden af en kiste."

"Jeg fulgte lovene! Hans..." Jeg stoppede da mor holdt sin hånd op. Hans familie er i hvert fald mere værd end en roe. Afsluttede jeg i tankerne.

"Du fulgte ikke de gamle love!" sagde hun igen, omend lidt strengere.

"Du må forstå, Ional, at folket er vandt til, at det der står i lovene også er det der gælder."

"Men..."

"Ional! Der står ordret: Skulle en uren blive fundet med noget der ikke er dens, og dette noget ikke er mindre værd end noget andet i dens ege, skal den og hele dens familie hænges! Der står ikke at familien tæller, Ional, der står 'i dens ege'. En uren eger vel ikke sin familie!" Uren. Jeg fik en dårlig smag i munden. Den. Ikke han eller hun. Den. Som om de ikke en gang var værdige til at have et køn!

"Nej, men han eger kærligheden til dem, som bor i hans hjerte!"

"Ional!" Mors stemme var skinger. Jeg var gået for langt. Men det var for sent. Jeg var ikke længere på vej ud over klippe, jeg faldt allerede. Jeg var rasende! Jeg var atten og fik at vide at det jeg troede på, det der var mit mål. At alt det jeg stod for. Det var forkert.

"Nej! Jeg vil ikke høre på dig mere! Hvis det er sådan det skal være, så vil jeg slet ikke være konge!" Jeg snurede rundt, og skred hurtigt hen over gulvet, mens jeg sørgede for at hamre hælene på mine støvler hårdt ned i jorden. 

"Ional! Der vigtigt at du lære det inden måneden er omme!" Jeg snurede rundt, så jeg kunne se hende.

"Og Hvorfor så det?" spurgte jeg forsigtigt. Mor græd. Ikke længere bare en enkelt tåre, når jeg havde skuffet hende. Hun græd virkeligt, og hun forsøgte ikke at skjule det.

"Jeg er døende, Ional." Hendes ord ramte mig, som var jeg blevet ramt af en galoperende hest. Sort. jeg følte det som om jeg blev overfaldet  af et sort mørke. Det eneste jeg kunne se var mørke. Jeg kunne intet høre, føle eller lugte. Jeg kunne intet se. Intet udover det sorteste mørke. Og det var varmt. Som havde jeg sat mig i en bageovn. Jeg mistede balancen og måtte støtte mig til komoden, der stod vedsiden af døren. Hendes ord rungede i mine ører. Døende. Død. Dø. Hun skulle dø. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...