Dødevanderen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 okt. 2013
  • Opdateret: 7 sep. 2014
  • Status: Igang
Tilbage i en tid vi nok ville kalde Vikingetid, bor den unge pige Lila sammen med sin mor, søster og bror i den lille landsby, Strandevig.
Mændene er draget på togt henover vinteren og ved vråtid når de vendte hjem havde forældrene planlagt Lilas giftemål.
Lila glædede sig, men ved mændenes ankomst viser det sig snart at noget er helt galt. En af dem er død ombord og for hans sjæl ikk ska vende tilbage må de tilkalde en "Dødevandre".
Det er ved ankomsten af denne person at Lilas noget så lyse fremtids ændres drastisk og pludselig bliver udpeget til den næste Dødevandre. De ældgamle love siger den der er mærket af Døden ej længere kan leve blandt de levende, så Lila bliver forvist og tvunget til at følge Dødevandre. Hvem er han? Og hvad er disse Dødevandre?

0Likes
0Kommentarer
272Visninger
AA

1. Når vinter blir til vrå

Bålets svage kniteren spredte sig igennem den tavse hustomt. Det lille bål kunne ikke mere end holde vinterens bidend kulde for døren. Rundt om det, pakket ind I lune fåreskind, sad ældre, en flok børn I alderen fire til fjorten sommer og en del kvinder, hvoraf enkle havde spædbørn. De havde netop indtaget et nærende måltid af ristede nødder og låret fra koen, som de slagtede ved efterårs komme. Den tid hvor mændene drog af sted på togt for at skaffe guld og rigdomme fra fjerne lande.

Pludselige brød en af pigerne stilheden: “Bedstemor Hylde! Kan du ikke fortælle os en historie, sådan som du plejer” Pigen, der ikke var mere end en seks-syv sommere, havde langt sort hår lige som de andre I landsbyen. Hendes fortænder manglede og det gav hende et besynderligt udtryk når hun smilede med sine buttede kinder.

“Jo lille Jyridg... Det kan jeg da” Smilede den gamle, som I modsætning til Jyridg slet ingen tænder havde tilbage og huden I hendes ansigt hangt slapt og synliggjorde kindbenene meget mere end hvad de havde været I hendes unge dage. Hylde skuttede sig lidt I fåreskindet og strøg noget af hendes livlange grå hår bag øret.

Jo... Ser I børn. Det siges at engang ved tidernes morgen, før mennesket samlede sig I huse og dyrkede landet sammen, fandtes der ingen til at guide de døde sikkert over vandene. Sjæle af myrdede og uforventet døde blev fanget på de levendes side af vandet, for Døden havde ikk tid til at guide de ekstra sjæle over. De var fanget imellem to verdener. Hverken døde eller levende, ventende på deres tid.

Fordømt til at blive I de levendes verden uden en krop, blev sjælene rastløse og deres rastløshed vendte sig til had. Uden at vide det endte sjælene af vore forfædre med at blive rasende dæmoner der terroriserede de levendes verden. Med et sværd kunne man ikke besejre dem, som allerede var døde. Så I fortvivlelses bad menneskene til guderne, til Døden, om hjælp.

På det tidspunkt levede en Høvding, hvis hjerte tilhørte folket og han havde længe både bedt og ofrede til guderne. Døden viste sig for ham i skyggeskikkelse og fortalte at hvis høvdingen var villig til at ofre sig selv, var der en løsning. Han måtte lærer De Dødes Sange, og krydse grænsen imellem de levende og døde for selv at guide de uforventet sjæle over på den anden side. Høvdingen var mere end villig til at ofre sig selv og snart blev han den første “Dødevandre”. I tiden efter gik det bedre, men høvdingen kunne langt fra nå at guide alle sjælene over. Så megen ondskab findes der i denne verden.

Uden Dødens tilladelse lærte Høvdingen en mindre flok frivillige de samme sange og sammen kunne de nu nå rundt over hele landet. Men da Døden opdagede, hvad Høvdingen havde gjort, blev Døden rasende. Døden opsøgte Høvdingen og forbandede ham og alle der havde og ville komme til lære Dødens Sange. Når først man havde krydset grænsen, var man forevigt forbandet med Dødens Mærke, for den der har rørt De Dødes Land med en levend fod, han vil være ligesom de uforventet sjæle:

Ej død, men heller ikke en af de levende.

Samtidig erklærede Døden at kun udvalgte måtte lærer sangene for eftertiden, for ingen kunne leve evigt. Ingen af menneskene skulle føle at prisen for dette ikke gjaldt dem. Enhver kunne blive udvalgt. Intet blod, ingen ære, ingen handlinger eller offeringer kunne benåde den udvalgte. Døden valgte dem og Dødevanderen kunne se de udvalgte og var forpligtede til at udlærer den nye.

Det siges at de gamle Dødevandre krydser grænsen imellem de levende og døde en sidste gang for aldrig at vende tilbage....” Hylde havde lagt lidt ekstra I stemmen som hun sagde det sidste og de yngste børn lyttede åndeløst. Kvinderne og de ældeste børn derimod havde snart hørt historien om Dødevandrer samtlige vinternætter, som man kunne tælle på hænderne.

“Bedstemor...” Det var nu en af de andre opmærksomt lyttende børn, en dreng med to store  fortænder og kort klippet sort hår, men stadig buttede kinder som afslørede hans alder til omtrent Jydrigs “Findes de der Dødevandrer?” Hans spørgsmål var tydlige at læse I alle de andre børns på samme alder. Dem på over ti sommer havde allerede hørt historien et par gange og kendte svaret.

“Oh Ja... Det kan du tro at de gør. Vores landsby har været heldig de senest mange somre. Det er længe siden vi har haft brug for en Dødevandre, som kunne guide vores døde sikkert på den anden side” Hylde holdt en knoglede pegefinger op, for at understrege hvor heldigt det var.

“Men bedstemor... Hvad skete der ellers med Høvdingen? Blev han boende sammen med sin familie?” Jydrig var igen på banen med nysgerrige spørgsmål, men Hylde fik ikke mulighed for at svare før Jyrigds mor, Trosga, løftede barnet op “Han blev forvist fra sin landsby, for den der bærer Dødens mærke kan ikke længere være blandt de levende. Sådan er lovene og derfor vandrer disse mennesker omkring I landet og vi ser dem kun når vi tilkalder dem. Slut for den historie også er det vist på tide at småfolket kommer I seng. I ska jo op ved daggry igen i morgen.” Trosga vendte blikket mod alle de andre og straks rejste de antalte kvinder sig for at putte deres små under de tunge og varme uldtæpper. Kun enkle blev tilbage ved bålet og en af dem tiltrak straks Hylds manglende opmærksomhed.

“Lila min kære...” Den unge pige sad med skindet godt op omkring ørene og hendes ravnsorte hår faldt som et mørkt tæppe ned over ryggen. Lila var lige fyldt sit femtende efterår. Hun var blandt de usædvanlige spædbørn der var født I efterårets komme og havde overlevet vinteren. Men udover det var hun ganske normal. Hendes øjne dybblå som havet og ansigtet ganske smuk, men ikk udover det sædvanlige. “Du er så smuk I bålets skær” Fortsatte den gamle. Lila smilede blot af den gamles bemærkning.

“Jaaaa... Hun bliver en smuk brud til vrå” Det var Lilas mor, Bynke, som kravlede hen bagved Lila og begyndte at pille ved håret. Moren lignede sådan set datteren. Hendes ansigt var ældre og præget af vinden og vejret igennem tiden, håret havde enkle striber af grå, men ellers var hun også et af landsbyens smukke eksemplarer og hendes øjne havde samme dybe blå farve.

“Åh ja... Den unge Sigvad Falkeøje. Han bliver et godt giftemål for dig mit barn. Stor og stærk og han kommer altid hjem med masser af smykker. Det bliver godt for ham endelig at kunne give en hustru nogen af disse ædelgenstande I stedet for gamle koner som hans mor, Rankeurt, og mig” Lo den tandløse kone. Lila smilede stadig kun som svar. Hun var glad for sin fremtid og så frem til at blive gift, få sin egen hustomt og ja, få børn. Hun havde ventet længere end normalt, fordi hendes månecyklus var længe om at stabilisere sig, men allerede inden havde hendes forældre bestemt den kommen husband: Sigvad Falkeøje.

Hun smilede ved tanken. Sigvad var ikke noget helt tosset valg og hun havde kendt ham siden hun fyldte fem. Dengang var Sigvads krigertræning begyndt eftersom han var kommet I puberten. Og Ja, Sigvad havde bragt mange gaver med sig hjem fra togterne, så Lila vidste han ville forgylde og ære hende, som sin hustru. Allerede havde Sigvad foræret hende en del gaver I trolovelsen. Hun pillede lidt ved de fine sølvringe hun bar på venstre lillefinger og ringefinger. Til vrå, når mændene vendte tilbage, skulle brylluppet stå og hun glædede sig.

 

Således gik vinteren I den lille landsby, Strandevig, og snart blev vinter til vrå. Solens kraftige stråler tog til og langsomt smeltede den sidste sne. Det var en klar morgen og fra landsbyen, mod vest kunne man se udover vigens vand og over på den anden side skimte landsbyen, Tørvestrand.

Lila var allerede I gang med morgens gøremål. Hun kom ud fra koens stald med en spand fyldt med friskt, dampende mælk. For et øjeblik blev hun betaget af det sagelige syn ud til Tørvestrand. Hendes landsby var bygget på en af øerne I den østlige bugt for landet Meridal. Herude på øen havde ingen andre landsbyer bosat og et par kilometer syd for var der kun en smule skov også klipper. Passagen imellem øens sydelige indgang og fastlandet var klippefyldt og farlig at sejle ind ad, så mændene kom altid fra nord.

Lila sukkede længselsfuldt og drejede sig en halv gang mod nord. I løbet af vinteren var en af de gamle blevet kaldt til den anden side. Det var helt naturligt og kvinderne havde lavet et stort ligbål til at sætte sjælen fri fra kroppen så den kunne drage afsted. Nu stod den gamles hus tomt og I landsbyen var man blevet enige om at Sigvad og Lila ville nyde godt af hustomten. Sigvad var den mellemste I sin familie og Lila den ældeste. De ville således ikke kunne blive under samme tag som deres forældre da det ville medfører for mange under et tag når de andre blev gift.

Hustomten stod I udkanten af landbyens norddel og på en lille klippeskrænt, så man kunne se ud over den nordlige indgang til bugten. Det var et smukt hus, syntes Lila, og hun var allerede begyndt at se det som sit eget. Hun hankede op i spanden satte igen I trav tilbage mod sin modersgård. Hvis alting var som det plejede, var hendes mor allerede I gang med at lave byggrød og manglede kun mælk. Lila skubbede døren ind og blev mødt af bålets varme skær. En duft af kogt byg havde allerede spredt sig I hele langhuset og I midten, ved ildstedet, stod hendes mor ganske rigtig og rørte I en boblende gryde.

“Renser du lige mælken og kommer herover med den?” Spurgte hendes mor straks.

“Giv mig lige tid til at komme indenfor først” Svarede Lila og stilede spanden imens hun lukkede døren og tog sin ulden kappe og fåreskindet af.

“Jamen grøden er allerede ved at være færdig så vi ska ha mælken I snart” brokkede moren sig. Lila ignorede hende, tog spanden igen og gik over I hjørnet bag moren, hvor endnu en spand stod med klæde over. Med en hånd holdt hun klædet fast og med den anden hældte hun forsigtig indholdet over klædet. Langsomt sev mælken igennem klædet og skidtet blev sorteret fra sammen med det værste fløde.

“Sådan... Så er den renset” Lila fjernede klædet og satte det over den tomme spand.

“Godt kom så her med den, også er der morgenmad” Ivrigt rakte moren ud efter spanden ligesom Lila kom over med den. “ Også kan du vist godt tjekke hvor langt din bror og søster er kommet med deres opgaver. Det er utroligt med de børn, men det tager dem altid en evighed at blive færdig” Sukkede moren og begyndte at anrette de fremstillede lerskåle ved bålets kant og rette på fåreskindende på bænken langs væggen overfor bålet.

“Jep det ska jeg nok” Sukkede Lila opgivende og gik over for at tage overtøjet på igen. Hendes bror, Rod, der var 11 sommer, var en rigtig ballademager. Nogle gange havde hendes far opgivende sagt han nok aldrig blev en rigtig handelsmand og kom til at stikke til søs. Men Lila havde på fornemmelsen at det blot var hans alder. Når han gik I puberten skulle det nok ændre sig. Søsteren, Hilde, derimod var utilregnelig på alle punkter. Hvad hun ville ende med at blive var ingen klar over I landsbyen. Hilde var på nogle punkter lydig og kær som dagen var lang og andre gange var hun værre end Rod. Kort sagt opførte hun sig som vejret og selv hendes udseende var mærkværdigt. Hilde havde modsat andre I landsbyen langt gyldent hår, ligesom det efterårs modne korn. Man kendte til enkle tilfælde indfra fastlandet, hvor børn enten var født med en anden hårfarve eller med tiden havde fået det. Men sort var standard befolknings hårfarve, så det var mærkeligt og ingen vidste om det var et tegn fra guderne eller en forbandelses fra skyggerne. Indtil nu havde folk levede med disse afvigere og hvad Lila vidste, virkede hendes søster ikke spor påvirket af skyggerne, så forbandet kunne hun ikke være. Ligesom Lila nærmede sig hønsehuset strøg Rod ud døren.

“Åhr ved gudernes rumlende maver, hvor er de høns dog irriterende” Han smækkede døren I uden overhovedet at lægge mærke til sin storesøster.

“Arhm....” Rømmede Lila sig bestemt bag ham. Rod för sammen og vendte sig om

“Søster... Jeg havde slet ikk set dig” Hans ansigt viste et fjoget smil hvor hans alt for store fortænder trådte tydligt frem og her I morgenlyset var det nemt at se at hans buttede drengeansigt var ved at ændre sig til en mere markant ung mands.

“Mor har sendt mig ud fordi grøden er færdig og I to stadig ikke er vendt tilbage” Lila havde lagt armene over kors og bestemt udtryk, men med et glimt af overlegenhed, I øjnene.

“Ja ja... Jeg ved ikk hvad Hilde laver, men hønsene var helt oppe og kører her til morgen og ville slet ikke lade mig kigger under dem. Der var dog et par enkle æg.” Stolt viste Rod kurven frem med I alt fem æg fra vores tretten høns. Normalt fik vi mindst et æg fra de ti af dem, så det var da lidt mærkeligt.

“Smut nu ind med dig inden din grød bliver kold. Jeg finder Hilde” Hun rodede op I sin brors skulderlange sorte hår så det virkede mere filtret end hvad det plejede.

“Hey , gider du lige” brokkede han sig inden han satte I løb tilbage mod langhuset. Hen over skulderen rakte han tunge til hende. Lila havde ikke set Hilde inde i stalden hvor køerne, fårene og grisene stod, så enten gemte hun sig derinde eller også var hun tidligt færdig og gået op til klippeskrænten for at holde øje med hvornår far kom hjem. Lila valgte den sidste mulighed og bevægede sig op mod den tomme hustomt. Da hun kom over på den anden side, kunne hun se at hun havde ret. På den yderste klippesats sad Hilde med et fåreskind omkring sig vinden blæste kraftigt til hendes glatte lyse hår. Hun var ikke mere end seks sommer og en efternøler I forhold til Rod og Lila. Det skyldtes mest at moren, Bynke, allerede havde båret barn seks gange.

Første gang var deres storebror, Jervund. Han var den førstefødte men overlevede ikke sin tredje vinter. Dernæste var to gange imellem Rod og Hilde. Begge gange var det ufrugtbare børn, som moren tabte inden fødselen. Til sidst kom så Hilde. Udsædvanlige Hilde med det lyse hår, men samme dybe blå øjne som resten af familien.Lila gik stille nærmere sin søster.

“Har du set dem endnu?” Spurgte hun mens hun selv spejdede ud mod bugtens nordside. Der var intet at se. Ingen sejl viste sig.

“Nej... Ikke endnu. Men de kan være tilbage når som helst nu og jeg savner far” Svarede Hilde med sin barnlige stemme uden at rokke sig.

“Ja det kan de. Men de kommer ikke hurtigere hjem af at du sidder heroppe og sulter dig selv.” Lila satte sig på hug ved siden af hende og lagde en hånd på sin søsters skulder. “Stol på mig. Det tager dem en stund at sejle fra bugten ind I vigen. Du får masser af tid til at nå ned til stranden, selvom det ikke er dig der ser skibene.” Hun smilede.

Hilde var tydeligvis ikke enig, men hun vidste også godt at hendes søster havde ret. Hun ville bare så gerne være den første til at fortælle alle at de nu var hjemme. Modvilligt gav Hilde sig og rejste sig.

“Hvis du ser dem. Lover du så at sige det til mig, som den første?” Spurgte Hilde halvt tvært og stirrede på Lila.

Lila grinede kort og gjorde det samme ved Hilde som hun havde gjort ved Rod “ Ja selvfølgelig da, Blegtop” Hilde var efterhånden vant til øgenavnet og blev en smule mere villig til at gå ned efter sin varme grød. “Så smut nu med dig inden din grød bliver kold. Jeg er lige bag dig” Lila skubbede Hilde afsted ned af skrænten mod landsbyen. Inden hun selv fulgte efter, vendte hun et søgende blik mod kanten af bugten. Noget dukkede op ude I horisonten og brød den dimrende linje. Kunne det være rigtig? Nej de ville ikke sejle så tidligt på morgen, med mindre... Med mindre noget var galt.

Lammet stod Lila på klippen og skuede ud mod bugtens ende og langsomt tegnede skikkelsen af et storsejl sig derude og nu kunne hun ikke længere være I tvivl. Det var dem.

Halvt panisk og halvt glædeligt trak Lila op I sin lange uldkjole og styrtede ned af skrænten og begyndte at råbe:

De kommer! De kommer! De er vendte hjem!”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...