Dødevanderen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 okt. 2013
  • Opdateret: 7 sep. 2014
  • Status: Igang
Tilbage i en tid vi nok ville kalde Vikingetid, bor den unge pige Lila sammen med sin mor, søster og bror i den lille landsby, Strandevig.
Mændene er draget på togt henover vinteren og ved vråtid når de vendte hjem havde forældrene planlagt Lilas giftemål.
Lila glædede sig, men ved mændenes ankomst viser det sig snart at noget er helt galt. En af dem er død ombord og for hans sjæl ikk ska vende tilbage må de tilkalde en "Dødevandre".
Det er ved ankomsten af denne person at Lilas noget så lyse fremtids ændres drastisk og pludselig bliver udpeget til den næste Dødevandre. De ældgamle love siger den der er mærket af Døden ej længere kan leve blandt de levende, så Lila bliver forvist og tvunget til at følge Dødevandre. Hvem er han? Og hvad er disse Dødevandre?

0Likes
0Kommentarer
294Visninger
AA

2. En uvelkommen gæst

De stod alle ved havnevigen og fulgte spændt langskibets langsomme indsejling. Da Lila var styrtet halvt råbent igennem landsbyen, havde kun enkle folk bevæget sig ud for at se hvad det var for et spektakel, men snart gik det op for dem, også begyndte de også at sende buskabet videre. Løbende og råbende.

Der gik en svag mumlen i blandt forsamlingen. Lila var ikke ene om at mene det var et dårligt varsel. Det var usædvanligt at de vendte hjem så tidligt på morgen.

Normalt ville de vente med at hejse storsejlet indtil det første sollys havde strukket sig på himlen. Men nu var de kommet ligesom lyset begyndte at strække sig. Hvad kunne de vente at se ombord?

”Vi tænker alle det samme, Lila” Hylde var stavret op ved siden af Lila, støttende til sin knudrede kæp. ”Vi kan kun håbe at det ikke er alvorligt nyt, mændene bringer” Men Lila kunne læse i den gamles furede ansigt at der nok ikke var megen chance for det. Skibet var nu halvvejs inde i vigen og mændene sænkede storsejlet for at de ikke skulle sætte sig for hårdt fast i sandbunden forend af gangbroen. De begyndte at være så tæt på at Lila kunne skimte sin far, Herold, og Sigvad i mængden.

   Heldigvis er der ikke sket dem noget” tænkte hun.

Ingen i mængden vovede sig ud på den lille landgang, men lod sig vente, på at mændene havde fået skibet lagt helt til. Det var Sigvad der sprang overbord først, derefter fulgte mændene en efter en. Pludselig lod Lila mærke til en fremmed ombord.

Personen var dækket i en tyk, sort uldkappe og gik og støttede sig pukkelrygget til en høj snoede stav. På denne afstand kunne hun ikke bedømme hvorvidt den fremmede var af han eller hunkøn, men hun kunne tydligt hører hvad den fremmede mumlede eller rettere sagt sang.

”Bedstemor Hylde... Hvad er det den fremmede ombord synger?” Hun havde ikke taget øjnene fra den fremmed.

”Hvad mener du barn?” Spurgte Hylde forvirret og så op på Lila ”Det er da umuligt for en hver levende at høre noget på den afstand, med mindre man er et dyr?”

I et øjeblik flakkede Lilas blik imellem den fremmede og Hylde.

”Øhh...Jeg... Ikke noget, det må være vinden” Lila vendte blikket tilbage mod båden, men hun kunne mærke et bekymrende blik fra den ældre. Lilas mor, Bynke, trådte ud på langbroen: ”Velkommen hjem vore mænd. Vi er glade for at se jer, men hvad bringer jer på havet så tidligt?”

Forbered straks den hellige hytte!” Det var Sigvad, store, stærke og fremsusende Sigvad, der kommanderede ordren ud højt og tydeligt, i mens han med trampende skridt fik langbroens brædder til at knirke. Han ænsede vist knap nok Bynke, for han tog sig af hendes spørgsmål overhovedet.

Der lød et gisp fra hele forsamlingen. Det var som om den tidligere nervøsitet og bange anelses pludselig blev til en iskold nordenvind der føg ing imellem dem.

Den hellige hytte...

Den hytte blev kun brugt i forbindelse med begravelser og ritualet lød på at den døde skulle ligge der i syv nætter, så ville hans sjæl være vandret til den anden side og man kunne begrave kroppen, der var tilbage. Så var der altså en der var død.

” Han er Dødevandre...” Mumlede Hylde og hendes blik var stift rettet imod den fremmed.

Dødevandre? Tænkte Lila. Hun havde hørt det før, fra Hyldes historier. Dem som landsbyen ikke havde haft brug for i evigheder, men nu... Nu var der en.

Om det var frygt eller respekt der løb igennem den meget tavse mængde var Lila ikke klar over, men det var som om selve naturen også var blevet stille. Unaturligt stille og det var kun den sædvalige, svage vind der fik græsset til at svaje. Ikke engang bølgerne gik højt.

Nogle af kvinderne fik sig hyllet ud af den frosne tilstand og løb op ad sydskråningen hvor gravpladsen og Den Hellige Hytte lå. Andre løb imod deres huse for at skaffe de ting der skulle til at forberede hytten.

Men Lila var stadig fastlåst. Den fremmede trådte endelig overbord og lige efter ham blev en båre rakt over rælingen. Sigvad var gået tilbage til båden og sammen med to andre tog imod båren. Den fremmede gik mumlende først og mængden gjorde med det samme plads til at han kunne komme forbi. Det virkede, som om de var bange for at røre ham. Som om han var giftig.

Lila fik et kort glimt af hans ansigt. Det mindede om Hyldes. Rynkede og sammenfaldet med alt for fremstående kindben.

Men hun h

havde også haft ret. Han mumlede ikke. Han sang.

En sang med ord hun ikke forstod og da han passerede hende, drejede han hovedet lige nok til at de fik øjenkontakt. Hans øjne var sølvfarvet, nærmest metallisk og der lyste en usædvanlig ungdommelighed ud af dem, stik modsat af hans ansigt. Så drejede han hovedet tilbage. Lila var helt fortryllet og kunne ikke gøre andet end at følge skaren af mænd op langs sydkråning med øjnene. Det var bedstemor Hylde der fik hende rystet ud af tilstand og skubbet igang igen. De havde en begravlse at forbedre.

 

 

Det havde ikke taget kvinderne ret lang til at få det værste støv tørret af og lagt et par langhåret gedeskind henover det forhøjet plateau i midten af hytten. Den døde var Frig Hugger.

Lila kendte ham ikke rigtig, kun hørt de andre mænds historie og så snart de værste optøjer over morgens begivenheder var over, opsøgte hun Sigvad. Han var travlt optaget og i heftig diskussion med en af mændene da hun forsøgte at få hans opmærksomhed.

”Sig mig hvad tænkte i to dog på?” råbte Sigvad af manden. Han var godt pakket ind i en tyk kofte og hans sorte skæg var flettet i to fletning der hvilede på den tykke mave, håret var derimod helt kort. Han hed vist nok Harald Tveskæg, men hun kunne ikke helt huske det.

Du er udmærket godt klar over at du vil komme til at stå til ansvar overfor dette Harald” vrissede Sigvad stadig i højt toneleje. Han tog en dyb indånding og beherskede sig selv ”Indtil dette er overstået, kan vi ikke tillade at du bærer dine våben eller kommer i kontakt med andre. Derfor lukker vi dig inde. Du er velkommen til Frigs ligbrændning, men det er også det. Gå med dig, det er det mindste du kan gøre lige nu” Harald så ikke ud til at have videre lyst til at forsætte diskussion og vendte lydigt rundt og gik. Hans ansigt så ud til at hænge i en smertende maske, så uanset hvad der var sket fortryd han sine handlinger.

”Sigvad…?” Lila nærmede sig langsomt bagfra. Hun havde ventet i baggrunden og lyttede lidt. Ved lyden af hendes stemme vendte han rundt.

”Lila…. Hvor længe har du stået der?” Han så nærmest overrasket ud over at hun pludselig var der.

”Ikke så længe…” Hun veg blikket og strøg det løse sorte hår bag øret, men kiggede op kort efter ”Sigvad hvad er der sket?” Hendes blik var bekymret og selvom hun ikke nærede dybe følelser for denne mand, så følte hun en trang til at kaste sig i hans arme og støtte ham hvis det var nødvendigt.

Hans mandige krop var veludrustet i en læderkofte og to smukt udformet armbeskytter. Den uldne blå kappe flagrede svagt hen over hans skulder og om livet sad et bælte stramt med hans sværd i en ligeså veludformet skede.

”Nede ved Ulvens vig havde vi et uheld ombord…” Han kløede sig under den sorte hestehale og sukkede. Hun gik helt hen til ham og klemte blidt hans hånd. ”et uheld? Mener du et slagsmål imellem Harald og Frig?” Han så på hende med sine mørke øjne, der var noget over dem, der gjorde hende sikker på at en dag ville hun elske ham.

”Ja…” Sukkede han igen ”Vi holdt et hvil ved Olavs stad i Ulvevigen. Du ved på den anden side af vandet af Sydspidsen. Vi fik alle sammen en del at drikke og pludselig kom Frig og Harald op og skændes. Før nogen af os kunne stoppe dem havde Harald trukket en dagger og stukket Frig flere gange i brystet. Han angre nu for hvad han gjort. Frig var førstefødte af Torvaldsens to sønner og det var kun hans anden togt…”  Sigvad stirrede ned i jorden og stod med siden til hende.

Lila kunne mærke at det var svært for Sigvad at sige ordene. Han havde i forvejen et stort ansvar i det han nok ville blive den næste styrmand, ligesom hendes far. Pludselig lagde han hænderne på hendes skuldre.

”Men trods det, så havde vi et godt udbytte og jeg har bragt noget helt særligt med til min brud” Han smilede pludselig over hele ansigt og frem fra læderpungen han havde på ryggen, trak han et vidunderligt og skinnede gularmbånd. ”Det her er til dig, som en bryllupsgave” Blidt skubbede han smykket på hendes højre håndled og lænede så ansigtet helt tæt på hendes. Hun strakte selv halsen, så deres læber mødtes. Hun mærkede hans hånd trække hende ind i et dybere kys og hele hendes krop føltes som om den summede og nu kunne hun rigtigt mærke hans krops muskler inde bag læderkoften. Det var deres første rigtige kys, så pludselig afbrød han det, og stirrede hende dybt i øjnene. ”Jeg lover dig, Lila Heroldsdatter, at jeg vil gøre alt i min magt, for at gøre dig lykkelig” Han smilede og kyssede hende så let på munden igen inden han vendte rundt og forlod hende.

”Jeg er nødt til at sikre mig at tingene bliver gjort rigtig. Men vi snakkes senere” sagde han henover skulderen.

Lila smilede og lod sine fingrer følge det bølgede sorte mønster på armbåndet. Jo, Sigvad var et rigtig valg, selvom hun aldrig havde tænkt over sine følelser for ham og uanset hvad ville han blive en god far, der kunne forsørge hendes børn.

 

Hele Strandevig var samlet i Den Hellige Hytte den aften, retter sagt, de var samlet udenfor hytten, eftersom kun de vigtigste var inviteret indenfor i det lille rum. Selve hytten var oplyst af fakler langs de længste vægsider mod nord og syd. Lila stod derinde sammen med sin far, Sigvad, Hyldgrød, Frigs familie og et par stykker andre. Herold, Lilas far, havde fået klippet det meste af skægget så nu havde han kun små sorte strittende stubbe. Håret havde han flettet i to, og de andre drillede ham nogen gange ved at kalde ham kvinde, fordi de sorte fletningerne varlange nok til at nå ham midt på ryggen. Frigs lig, som lå på et forhøjet alter i midten, var blevet iklædt de fineste klæder familien kunne finde og hænderne var placeret så de holdt om sværdet på brystet. Det sortstrittende hår, fik hans ligblege hud til at virke mere kridthvidt og de blå læber til at lyse op.

Lila stod knuget op ad Sigvad. Egentlig ville hun helst være udenfor blandt mængden, men Hyldegrød mente at det var bedste for hende at se hvad der forgik. Hun burde ikke være her.

Den fremmede, Dødevandren, sagde ikke noget. Han kiggede blot rundt på forsamlingen, så trak han en lille

læderpung frem og spredte dets indhold i en lille skål.

”Jeg vil bede alle i rummet om at være stille og ikke fortage sig noget. Ceremonien vil nu begynde” Han satte sin stav foran og holdt fast med begge hænder idet han lukkede øjnene. Så begyndte han at synge de mærkelige ord igen. En lav sang der var en blanding imellem mumlende og nynnende fremmede ord.

Lila følte det som om et vindpust gik igennem hytten. Pludselig åbnede Dødevandren øjnene, men det hvide var vendt ud og han stirrede mod loftet. Ordene blev tydligere i hendes hoved.

”Oh dødens skygger, jeg påkalder jer. Lad mig se jeres sti, vandre på den endnu engang for at lede denne vildfarene sjæl…” Lila stirrede skræmt på Dødevanderen. Hun kunne ikke tage øjnene fra ham og pludselig forsvandt alt varmen fra rummet. Alle omkring hende stivnede og op fra Frigs døde krop steg en mystisk blålig sky. Lange sorte skygger sneg sig ind fra den lukkede dør og greb omkring skyen, der pludselig fik form af Frig.

Gå! Denne får i ikke!” Råbte Dødvandren som var den eneste der kunne bevæge sig i mængden. Den blålige sky vendte sig vredt om, da de sorte skygger slap og ville angribe Dødevandren. Men i stedet stoppede han. Dødevandren havde rakt en hånd frem

”Er du sikker på at det er den rette vej, Frig Hugger? Lad mig guide dig til den anden side.” Han smilede. Frig så ud til at tøve, før han tog imod hånden. I det øjeblik så Dødevanderen hende.

I et øjeblik frøs selv han og han stirrede forvirret og samtidig intenst på hende med sine hvidudvendte øjne.

”Hva laver du her tøs? Skynd dig tilbage før skyggerne ser dig” Så blev Lila spyttet ud igen. Eller det var i hvert fald den følelse hun pludselig fik. Først slugt af et stort uhyre og derefter spyttet brutalt ud igen. Forskrækket hev hun en stor mundfuld luft ned i lungerne, som når man pludselig vågner om natten af et mareridt.  

”Er du okay, Lila?” Sigvad var pludselig kommet til live igen og havde et fast greb omkring hendes arm, og selvom Lila følte sig svimmel og ustabil på benene, rørte hun sig ikke. Tværtimod det modsatte. Hun var stivnet og gispede efter vejret. Hun mærkede blodet suse igennem sine årer igen. Noget hun heller ikke havde mærket da hun blev slugt.

”Lila? Du ser noget bleg ud. Træk vejret” Sigvad havde trykket hende mere ind til sig og sat en hånd på hendes pande. 

”Jeg… jeg er okay, bare lidt chokeret over ceremonien” smilede hun, men mærkede nu også Sigvads varme skylle ind i kroppen. Hun var bogstavelig talt kold over hele kroppen.

Du…!” Dødevanderens stemme skar igennem mængden og med en knoglede finger pegede direkte i retning af Sigvad og Lila ”Du har Dødens mærke” Det hvide vendte ikke længere ud af hans øjne, i stedet glinsede den metalliske farve faretruende imod hende. Lila vidste med det samme det var hende han mente. Der gik et gips igennem hytten og selv Sigvad stivnede kort.

Dødens mærke? Hvad var det hun lige havde oplevet og set? Den blålige sky, de sorte skygger. Hvor havde hun været? Og hvad mente Dødevandren?

”Hva… hva mener du?” Lila kiggede forvirret rundt i forsamlingen, men de blikke der mødte hende var ikke de blikke hun var vant til at møde. De var anderledes. Blikke hun havde set hele dagen, det var bare rettet imod en anden, en død person.

Men hun var ikke død. Hun kunne mærke blodet suse i årene, hjertet pumpede og føle Sigvads nærvær. Hun ville sige noget, men vidste ikke hvad. Pludselig slap Sigvad hendes arm og gik udenfor hytten. En efter en efterlod de andre hytten, men ikke en af dem forklarede Lila hvad Dødens mærke var. Ikke en af dem ville tale med hende.

”Du er ikke længere en af dem, barn” Dødevanderen var kommet hen til hende, støttende til sin stav, men han havde rettet sin krumme ryg og var nu næsten  højere end hende.

 ”Hva mener du med det? Og hva er Dødens mærke?” Lila var forvirret og vidste ikke om hun turde se på den fremmede eller blot skulle styrte ud af døren for at finde sin mor.

”Jeg mener, at du er den næste Dødevandre. Vi rejser i morgen tidlig, så gå hjem og pak de vigtigste ting for rejsen.” Han sagde ikke mere, men forlod hende, helt tomt og alene i hytten med Friggs lig. Hun knugede hænderne ind til dig og vidste ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv. Til sidst løb hun ud af hytten for hun kunne ikke klarer at være et sekund mere alene med Friggs lig og rummets lange sorte skygger.

Lila styrtede ned ad Sydskråningen, mod det hus hun var opvokset i. Folk havde allerede forladt skråningen og var gået tilbage til deres hustomter.

Mørket lå tættere end det plejede, trods de svage lyskær igennem husenes vinduer og kulden skar hende ind til benene. Det plejede ikke at være så koldt om foråret. Hun måtte spørge sin mor til råds. Om hva der forgik. Det kunne ikke passe at hun skulle rejse i morgen tidlig sammen med Dødevandren.

Hun skulle giftes snart og flytte ind i hustomten på skråning. Ikke rejse.

  Da Lila nåede døren af deres hus kunne hun hører råbende stemmer og gråd inde fra. Hendes mors grædende stemme forsøgte at tale hendes far til beror eller noget.

   "Du ved lige så godt som jeg hvad det her betyder, Bynke! Lila er ikke længere i live. Hun er død" Hendes fars stemme var oprørt men bar også tydelig præg af påtvunget ro.

   død? En gysen gik igennem Lilas krop mens tankerne rodede rundt oppe i hovedet på hende. Hvordan kunne han sige det? Hun stod da lige her? Hun var jo ikke faldet om på stedet efter Dødevandren havde peget på hende. Hun bevægede sig, trak vejret og kunne mærke blodet i sine årer. Hva var det der forgik?

   Forsigtig skubbede Lila døren op og tog et enkelt skridt ind: "Mor, far... Hva sker der?" Hendes stemme rystede og hun kunne stadig mærke en isende kulde bølge igennem hendes krop. Hendes forældre vendte sig i retning af døren og stirrede på hendes med fortvivlede blikke. De stod bare der og stirrede på hende og pludselig følte Lila sig virkelig som et spøgelse, for det var som om de stirrede lige igennem hende.

   Til sidst sukkede faren og sænkede blikket. "Bynke jeg vil lade dig forklarer det her..." Med tunge skridt gik han over til Lila og kiggede på hende med et hjerteskærende blik. Hendes far ikke ret meget højere end de andre mænd i landsbyen, men han var alligevel halvanden hoved højere i Lila, så da han trak hende ind til sig i en varm omfavnelse, lænede hun sit hoved ind mod den grønne uld kofte omkring brystet. Han kyssede hende blidt på håret og tog en dyb indånding.

   "Som fader ønskede jeg mig en bedre fremtid for dig, Lila. En fremtid med Sigvad og din egen familie." Så gik han og efterlod Lila alene i rummet med sin mor. Lila var stadig ikke sikker på hva der forgik men nu kunne hun ikke længere holde tårene tilbage, så da hun så på din mor trillede de ned af kinderne: "Mor...?" Men Bynke stod også og kæmpede med tårene og havde smertende udtryk i ansigt som om hun havde ondt et sted. Bynke gik over til sin datter og gjorde det samme som faren lige havde gjort "Det skal nok gå Lila. Tag det roligt"

  "Mor... Hva forgår der? Sig at jeg ikk skal rejse med ham den uhyggelige Dødevandre. Jeg skal jo giftes.. med Sigvad" Lillas stemme var flere gange ved at knækkede og hun hulkede.

"Det er desværre ikke noget hverken din far eller jeg kan bestemme" Bynke trak Lila ud af sin favn og så sin ældeste datter dybt i øjnene "Lila... Du husker Bedstemor Hyldes historier om Dødevandrene ikk?" Lilla nikkede svagt og forsøgte at få lidt styr på sin hulken.

"Dødevandre lever ikke evigt og Døden selv udvælger de næste Dødevandre. Det ka være den rigeste mand til den mishandlede slave og kun Dødevandren kan se hvem den næste udvalgte er, for han kan se hvem der bærer Dødens mærke. Lila..." Bynkes stemme knækkede og hun måtte holde en kort pause, imens lod Lila ordene synke ind, mens hendes sind blev mere og mere rædselslagen "Lila, du har Dødens mærke, og dem der bærer det, kan ej længere blive i blandt  de levende. For os, døde du i det øjeblik Dødevandren udpegede dig." Bynke kunne holde gråden tilbage mere og tårene trillede endnu en gang ned ad hendes kinder. Hendes greb om Lilas hænder blev faster, og Lila selv kunne ikke røre sig. Langsomt, meget langsomt begyndte det hele at gå op for Lila.

   Hun var død... Hun var levende, kunne trække vejret og mærke hjerte pumpede, men det betød ikke hun levede. For hun bar et usynligt mærke som denne Dødevandre havde set og nu var hun død.

   "Lila... I morgen vil vi tænde et ligbål for dig sammen med Frigg" Bynke havde taget Lila ind i sin favn igen. Lila var alt for chokeret over hvad der var sket til at kunne røre sig, rase eller blive oprørsk. Hun stod i stedet bare med sin mor favnen og vidste dette ville blive sidste gang hun kunne holde om sin mor....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...