Frosset ihjel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 okt. 2013
  • Opdateret: 7 okt. 2013
  • Status: Igang

0Likes
0Kommentarer
344Visninger

1. Frosset ihjel

Frosset ihjel

 

Alle sad grinende rundt om bålet. Det var et af de bedste øjeblikke i mit liv. Jeg sad i favnen, på den dreng jeg elskede og var omgivet af alle mine nærmeste venner. Vi sad alle sammen i en rundkreds og i midten brændte et livagtigt bål. ”Hey venner, vil I hører en historie? ” spurgte Mike. Vi nikkede alle sammen. Mike trak en lille fin bog op og begyndte at læse:

 

Aldrig havde jeg set et lignende landskab. Mine øjne nød synet af de høje bjerge der omgav mig. De var dækket af et tæppe af træer i varierende grønne farver. Hist og her kunne man øjne nogle lange vandfald udspringe fra klippen og skære sig igennem træerne. Vandfaldene samlede sig i en stor, brusende og iskold flod. Vandet flød med en rasende hastighed ned af dalen. Lyset blev reflekteret i vandets overflade. Det hele var så idyllisk.

Jeg havde taget skoene af, det bløde græs føltes vidunderligt under fødderne. Så dejligt blødt som de blødeste dun man kan finde. Jeg var i en dal. Foran mig strakte der sig en stor højslette brudt i horisonten af det største bjerg af dem alle. Det dominerede hele landskabet og forsvandt op imellem skyerne, der hang omkring det. Bjerget var dækket af sne, som krøb ned af bjergets side, en gletcher. Det lange spor af sten under den, bevidnede hvor storslået gletcheren havde været i sine unge dage, og at den med tiden var blevet tvunget til at trække sig tilbage fra den stigende varme. På højsletten stod gyvelbuskene spredt i små klynger. Buskene udsendte en sød duft som kildede sødt i min næse. Den strålende sol varmede let min hud, og blev kun brudt af en lille brise i ny og næ. Fuglene kvidrede i baggrunden. Lidt længere fremme kunne jeg skimte nogle små brune gedelignende dyr, rupicapra alpernes bjergbuk. Et øjeblik af perfekt velvære. Jeg kunne ikke få nok af at dufte, betragte, lytte og føle. Jeg tænkte på, hvad dagen ville bringe, på hvor skønt det ville være at lægge sig ned i sneen, den kolde og ubarmhjertige sne. Hvordan det ville føles at have nået målet.

Ved mine fødder lå en lille gyvel. Jeg studerede den, og så den bevægede sig. Jeg trådte et skridt nærmere. Ud pilede en lille marmota. Den lignede et forvokset marsvin, den var så sød, så sød. Jeg fik lyst til at fange den, kramme den og kysse den, men snart kunne jeg ikke se den mere. Jeg lagde mig ned i det bløde græs. Hvilede mig lidt for at samle kræfter til den lange tur. Tænkte på, hvor dejlig den dag ville blive. Jeg kiggede på den lyseblå himmel med nogle få kridhvide skyer. Lukkede øjnene, nød og sugede øjeblikket til mig. Dette øjeblik ville jeg gemme i en lille guldkiste, besat af de fineste ædelstene.

Det var tid til at gå videre. Dagen varede ikke evigt, og der var mange kilometers gang foran mig. Hvis jeg ikke kunne nå frem og tilbage inden det blev mørkt, ville jeg blive nød til at blive oppe i tilflugtsstedet. Blive en hel nat alene deroppe ville ikke være så dejligt. Så jeg begyndte at gå. Jeg kom tættere på et af de store vandfald, som man kunne se på lang afstand. Dråberne der sprøjtede til hver sin side blev reflekteret af solen. Der malede sig en regnbue i dråberne. Isen var begyndt at smelte, sommeren var på vej. Sneen var stadig kun en glitrende plet i det fjerne. Jeg havde taget et kort med for at kunne finde vej. Jeg gik forbi Rupicapraerne. Nogle lå og solede sig, nød varmen fra solen mod deres brune pels. Andre spiste de ny udsprunget knopper på de tynde grene fra buskene, så var der nogle helt tredje, der slubrede grådigt vandet til sig. Det var et billede af livet, spise, drikke og sove. De mest basale ting i livet, de livsvigtige ting. Før i tiden skulle vi jagte vores bytte og gå langt for at finde vandet. Om natten finde ly et sikkert sted. Vores bytter ligger dybfrosset i supermarkederne, og tilslut har vi vores dejlige hjem, hvor vi er i sikkerhed. Af en eller anden grund følte jeg mig nu sørgmodig. Jeg var nået til et vejkryds, den ene af vejene gik til højre den anden til venstre. Jeg kiggede på bjerget, der var stadig flere timers gang tilbage. Mellem mit mål og jeg lå hundredvis af sten. De bevidnede, hvor stærk naturen kunne være. Nogle af disse sten vejede flere ton, men denne gletcher havde bare løsrevet dem fra bjergsiderne, som var de krummer. Der var også få små og robuste træer, der var overlevet gletcheren. På kortet jeg havde taget med, stod der, jeg skulle gå til højre, så det gjorde jeg. Jeg fortsatte med at gå. Efter en times gang var omgivelserne langsomt begyndt at skifte. De hundredevis af sten var blevet udskiftet med en rig vegetation. Der var nu eksotiske orange, lilla og pink blomster i grusstiens vejkant. Jeg havde gået i mine egne tanker og havde ikke opdaget det. Nu begyndte der at tårne sig høje grantræer på hver side af mig. De bøjede sig ned mod vejen, som var de ivrige efter at hilse på mig. Det enorme bjerg var ikke længere at se. I stedet strakte der sig en nåleskov så langt øjet rakte. Jeg var faret vild. Klokken var begyndt at blive mange. Hvis jeg gik tilbage ad stien, ville jeg ikke kunne nå tilbage, inden det blev mørkt. Lige så snart mørket brød ud, ville ulvene vågne af deres søvn og tage ud på jagt. De ville søge overalt på bjergene, og de dyr der endnu ikke havde bragt sig i sikkerhed ville blive ædt. Jeg var blevet advaret ved informationsdisken. Det var meget vigtigt, at man efter mørket var kommet i sikkerhed i tilflugtsstederne. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg begyndte bare at småløbe hen ad stien. Ikke tilbage for det vidste jeg var umuligt. Mit eneste håb var, at der længere fremme var et tilflugtssted. Jeg var desperat, solnedgangen var så småt begyndt. Det var sådan et smukt syn, men det betød døden for mig. Solen malede hele himlen forskellige nuancer af orange, grantræerne mod vest blev omringet af et orange skær, det gav træerne en hellig glans. De små bække der rislene løb ned af bjergsiden blev orange. Alt var orange. Jeg løb og løb, men jeg kunne godt se, at jeg ikke ville nå det. Jeg bestemte mig for at ændre taktik. Jeg ville klatre op i et af de majestætiske grantræer. Det ville nok være min eneste chance for at overleve. Jeg kiggede lidt på træerne rundt omkring mig, og udså mig det bedste træ at klatre op i. Træet var ikke særlig højt, derfor kunne jeg lige nå den nederste gren. Da jeg var klatret op på den første gren forsvandt den sidste solstråle. Hele skoven var indhyllet i mørke, træerne føltes nu faretruende, deres lange grene kastede skygger. Jeg klatrede så højt op, som jeg turde og ventede. Ulvene var begyndt at vågne, for jeg kunne i det fjerne høre ulvehyl. Der gik en time, og hylene blev højere og højere, der kom flere og flere. Jeg var bange for, at de skulle finde mig, men timerne gik, og ulvehylene blev ved, men de kom aldrig tæt på. Til sidst faldt jeg i søvn siddende på grenen. Jeg vågnede, solen stod ikke højt på himlen endnu, det ville sige, klokken ikke var over tolv. Jeg var øm i hele kroppen. Jeg klatrede langsomt ned og var flere gange ved at falde. Den sti jeg var kommet fra havde været en grussti, men jeg kunne ikke se den nogle steder. Den var som forsvundet ud af den blå luft. Der var kun en lille sti. Det var lang tid siden, nogle folk havde gået på den, ukrudt og planter var begyndt at vokse på den. Jeg bestemte mig for at følge den. Grantræerne føltes ikke så truende som aftenen før. Jeg følte mig beskyttet af dem, som en kærlig og moderlig hånd. Duften af nålene fik mig til at slappe lidt mere af. Den mindede mig om juleaften. Den tryghed jeg følte ved at sidde rundt omkring juletræet med min familie og vente spændt på at pakke gaverne op. Julen bragte altid glæde og forventninger med sig. Jeg savnede min familie, men hvis bare jeg overlevede, skulle det hele nok gå.

Grantræerne tyndede langsomt ud, og foran mig var der en slette. Græsset havde en saftig grøn farve. Hist og her i græsset var der nogle valmuer og blå kornblomster, en typisk Van Gogh mark. Marken summede af bierne, der fløj fra en blomst til en anden, sugede nektaren til sig. Skoven var bag mig og duften af nålene blandede sig nu med valmuernes og de blå kornblomsters duft. Jeg var i den syvende himmel. Jeg sugede øjeblikket til mig og gemte også det i den fine lille guldkiste beklædt med ædelstene. Hvis der var bier, måtte der være en bikube her i nærheden, bare tanken om honning fik min mave til at rumle. Jeg havde ikke lagt mærke til det før, men jeg var virkelig sulten. Jeg havde ikke fået noget at spise siden frokosten fra dagen før. Jeg kiggede i min rygsæk efter noget mad. Det eneste jeg kunne finde var et stykke tørt brød og noget italiensk salami. Det bragte mig tilbage til virkeligheden. Det forholdte sig sådan, at jeg hverken havde mad eller vand. Jeg skulle finde noget, ellers ville jeg ikke kunne overleve en til dag. For enden af den lange slette var et enormt højt bjerg. På bjerget var der en klat sne. Hvis der var sne, måtte der også være nogle bække, det ville sige, at der også var vand. Det ville være en hård tur, men det ville være mære risikabelt at vandre rundt og bare håbe på at støde ind i en flod. Jeg trådte ud på marken. Græsset kærtegnede mine ben, det var en dejlig kildende fornemmelse.

Efter en timers vandren var jeg nået til foden af bjerget. Det rejste sig faretruende op imod mig ”du kommer aldrig til at overleve mig, jeg bliver din død. Tror du virkelig, at du kan vinde over mig, dig og dine små venner. I kommer til at miste kampen, hvis I ødelægger naturen, ødelægger I også jer selv”. En høj og uhyggelig latter rungede over hele dalen. Jeg var krøbet sammen i fosterstilling, da jeg åbnede øjnene så bjerget atter ud som før. Det havde været min egen imagination. Min hjerne havde spillet mig et puds. Jeg måtte være ved at blive sindssyg, hvad skete der med mig? Bjerget var højt, men heldigvis ikke særlig stejlt, det var ikke umuligt at komme op til sneen. En larmende lyd kom nærmere og nærmere. Jeg kiggede rundt omkring, men kunne ikke se noget. Hvad var det? Solen blev overskygget, jeg kiggede op mod himlen og så en helikopter. Den var sendt som fra himlen. Jeg råbte og skreg, hoppede op og ned, flagrede med mine arme. Den fløj bare videre. Jeg blev ved med at råbe, men jeg var alt for lille, den kunne ikke se mig. Hvad skulle jeg gøre. Den vendte om og fløj hen imod mig, denne gang råbte og skreg jeg højere, endnu en gang fløj den bare videre, snart var den ude af syne. Jeg ville ikke opgive håbet, helikopteren havde ikke set mig, men jeg skulle jo altid finde det vand. Jeg påbegyndte min svære vandring oppe af bjerget.

     Der var kun 200 meter tilbage før jeg var henne ved sneen. Det havde været rigtig hårdt, min pande var badet i sved. Jeg satte mig ned på en sten. Jeg havde den smukkeste udsigt. Jeg kunne se dalen med floden og vandfaldene, sletten der strakte sig under mig, og alle de andre bjerge. Jeg kunne hører en rislen som af en bæk. Lyden var ikke så langt væk. Den måtte være bag den høje dynge af sten. Jeg gik hen imod stenene og begyndte at klatre op ad dem. De var glatte, og det var svært at finde fodfæste. Jeg gled, en smerte skød fra min fod og ud i hele kroppen. Jeg skreg. Det var en uudholdelig smerte. Det var som om, hundrede af knive blev ved med at gennembore min fod om og om igen. Min fod var gledet ned mellem to sten. Den sad heldigvis ikke fast. Jeg trak min fod til mig. Det var værre, end jeg havde troet. Foden sad helt forkert på min ankel. Den var fuldstændig skæv. Jeg var heldigvis næsten nået over på den anden side. Langsomt og påpasseligt så jeg ikke skred igen, forsatte jeg min bestigning af stenen. Jeg var nået til toppen. Hvad jeg så var vidunderligt. Der var, massere af små bække som løb ned af hele bjergsiden. Jeg kravlede ned på den anden side af dyngen og humpede hen til den tætteste bæk. Min krop var træt og udmattet, min læber var sprukne og tørre. Jeg satte mig ned på hug og begyndte grådigt at slubre vandet til mig ligesom rupicapraerne. Vandet strømmede rundt i min krop, livet strømmede rundt i min krop. Der var kommet lidt håb tilbage igen, måske ville jeg kunne overleve natten. Sneen var tæt på så jeg humpede hele vejen op til sneen og lagde mig ned. Jeg var ligeglad med, at det var isnende koldt, ligeglad med, om jeg blev våd. Det var der, det gik op for mig, hvor dum jeg havde været, uanset hvad ville jeg ikke kunne overleve. Jeg kunne ikke nå ned fra bjerget, inden det blev nat. Kulden ville dræbe mig. Det er svært at forklarer, men det gav mig en trøst at ligge der, jeg havde trods alt opnået mit mål med turen: At ligge i sneen. Jeg lukkede øjnene og nød dette sidste øjeblik af liv. Snart ville min lille kiste af guld blive destrueret, ædelstenen ville blive stjålet og oplevelserne dø med mig. Kun min krop ville være tilbage, og snart ville også den gå i forrådnelse. Jeg trak min dagbog op fra min taske og brugte mine sidste kræfter på, at skrive om hvad der var sket mig, hvis nogen fandt mig ville de i det mindste vide hvad der var sket mig. Jeg græd, men tårerne frøs til is.

 

”Hun lukkede øjnene og vågnede aldrig igen. Man fandt hende død frosset til is adskillige dage senere hendes død. Den lille dagbog var gemt væk nede i rygsækken. Hendes sidste ord blev udgivet som novelle og er nu en bestseller. ” Vi sad alle forstenet, det var en forfærdelig historie. Det havde lykkedes ham at ødelægge stemningen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...