Til sidst

Denne lille historie handler om hvordan det er at afvige fra egne ønsker og drømme.

1Likes
1Kommentarer
239Visninger
AA

1. Et vissent blad

Der var ikke et ord i luften, ikke en sjæl i rummet, ikke et åndedrag at finde, og hun var som forstenet. Hun var ikke længere et helt menneske, der var ikke længere noget levende over hende. Sjælen var som suget ud af hende og hun havde ikke længere energi til at trække vejret. Det var ikke længere et en pige, ikke længere et menneske, ikke længere et levende væsen der sad dér, sammenkrøllet i hjørnet som et vissent blad.

 

Så længe havde hun forsøgt, så længe havde hun givet af sig selv for at tilfredsstille dem omkring hende, så længe havde hun trukket på den livsenergi hun ikke længere besad. Hun havde levet et liv, et liv fyldt med dårlige valg, et liv hvor hun langt fra havde været perfekt og et liv hvor hun aldrig havde tilladt sig selv at træffe et afgørende valg som gjorde hende glad.

Gang på gang havde hun set de andre i øjnene, hun kunne se det på dem, hun kunne se skuffelsen i deres øjne, ligegyldigheden. På trods af deres ord vidste hun godt at stoltheden betød mere for dem end hun gjorde. Selv når hun fortalte dem at hun ville noget andet, at det ikke var dette hun ville, at det ville dræbe hende, valgte de at overhøre hende. Hun næsten råbte og tårerne viste sig i hendes øjne men det gjorde ingen forskel. Hun kunne se på dem hvor meget det ville såre dem, hvor meget deres stolthed og deres ønsker ville lide hvis hun valgte at følge sit hjerte. Så hun lod være. Som altid føjede hun dem, hun gjorde som de ønskede, og gav afkald på en lille del af sig selv og sit eget hjerte.

Og det skete igen. Og igen. Og igen. Det var som om der ingen ende var, hver gang forsøgte hun at udtrykke sit eget ønske, hvad hun ville, hvad hun drømte om, men det var som om der var lidt mindre modstandskraft hver gang. Som om det hver gang blev sværere at have sin egen vilje. Det var ikke fordi hun ikke ønskede det, men fordi hun ikke kunne bære deres knuste hjerter når hun allerede havde sit eget at bære på. Hun kunne ikke bære at se dem hun elskede græde, og hun ville gøre alt der stod i hendes magt for at holde dem hele.

 

Men til sidst var der ikke mere at tage af, til sidst var der ikke mere at give af. Til sidst var der ikke nogen pige. Til sidst var der ikke noget menneske. Til sidst var der ingenting tilbage. Til sidst havde hendes hjerte bare givet op på håb og drømme, det havde givet op på livet, og det kunne ikke bære mere, så det sagde stop. Og nu var hun dér og ingen steder. For hun var ikke længere at finde, nu var den kun den visnende realitet af hendes valg tilbage. Nu var der kun den tomme skal der forsvandt som vinden hvirvlede henover den. Hun var væk. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...