Dantes Allé 49

Phillip blev bortført for 2 år siden, og nåede aldrig at sige farvel til sin kone eller børn. Han er nu sluppet fri, og skriver et brev hjem til Louise, hans kone...

1Likes
2Kommentarer
2255Visninger
AA

1. Dantes Allé 49

Kære Louise

Jeg er meget ked af, jeg først svarer på alle dine beskeder nu. Men det er første gang, siden jeg blev kidnappet, jeg har haft mulighed for at kontakte dig. Jeg ved godt at der er gået 2 år, og du anede ikke, om jeg bare havde forladt dig. Derfor bebrejder jeg dig ikke, hvis du har fundet en ny elsker. Jeg bebrejder dig ingenting.

Tirsdag aften for 2 år siden hvor jeg kørte ud for at hente mælk, kom der en sortklædt mand hen til mig i garagen, og begyndte at snakke. Vi snakkede om alt mellem himmel og jord. Pludselig spurgte han om min kone hed Louise. Jeg spurgte først hvorfor han spurgte, og bagefter sagde jeg det gjorde hun. Han gik lidt tættere på mig, og snakkede videre. Da vi havde stået og snakket i et kvarter, sagde jeg, at jeg faktisk skulle købe mælk til min kone. Han spurgte, om han ikke kunne få et lift hjem, fordi det lå lige ved Netto. Det syntes jeg var okay. Vi satte os ind i bilen, og kørte ned til Netto. Jeg satte ham af, og gik selv ind i Netto. Jeg købte mælken du bad om, men kom aldrig tilbage med den.

Da jeg var på vej tilbage til bilen, kom den sortklædte mand hen til mig, og slog mig ned. Jeg havde ellers syntes, at han var en meget flink mand. Jeg vågnede op på bilens bagsæde, bundet om hænder og fødder. Jeg kiggede bare på ham, mens han kiggede tilbage på mig. Så kørte han videre, uden af skænke mig et ord.

Jeg sad bare og kiggede ud i luften, mens den sortklædte mand kørte. Jeg tænkte mest af alt på, hvor lidt man kan stole på andre mennesker. Vi havde jo bare stået og snakket, og så pludselig slog han mig ned og bandt mig. Jeg har lige siden ikke turde stole på nogen. Altså bortset fra dig. Dig vil jeg altid stole på. Men vi kørte videre, uden at udveksle ét ord. Jeg overvejede, hvorfor den sortklædte mand egentlig havde grund til at gøre det her mod mig. Hvem var han? Kendte han mig? Hvorfor? Alle sådanne spørgsmål røg gennem mit hoved, mens vi kørte. Pludselig for en tanke igennem mit hoved. Hvor var vi på vej hen, og ville jeg nogensinde se dig og børnene igen? Jeg blev ret bedrøvet ved at tænke på, at jeg måske aldrig ville komme til at se dig igen. Mit livs kærlighed.

Før den sortklædte mand lavede fuldstændigt om på mit liv, havde jeg aldrig tænkt over, hvor meget jeg elsker dig. Jeg elsker dig af hele mit hjerte. Også børnene. Jeg elsker jer alle sammen. Jeg tænkte aldrig på, hvor meget du egentlig gør for familien. Du både laver mad, vasker tøj og passer børnene. Jeg er jo ingenting i forhold til dig.

Vi blev ved med at køre, og jeg kunne snart ikke holde det ud mere. Jeg var både sulten, tørstig og skulle på WC. Jeg spurgte, så venligt jeg kunne, men kunne ikke holde irritationen ude af min stemme, hvornår vi ville holde ind til siden. Han svarede ikke, men kørte bare videre.

Vi havde kørt hele natten til onsdag, og endelig kørte han ind til et hotel. Han steg ud af bilen, og åbnede bagdøren. Han kiggede på mig, og jeg kiggede på ham. Så rodede han rundt i sin inderlomme, og tog en pistol frem. Jeg rykkede automatisk tilbage, som alle normale mennesker ville gøre. Han sagde, hvis jeg kunne opføre mig ordentligt i hotellets restaurant, ville han ikke bruge den. Hvis ikke ville det være ude med mig. Jeg sagde, at jeg godt kunne opføre mig ordentligt, både fordi jeg var sulten, og fordi jeg var rigtig bange for hans pistol.

Han bandt mine hænder og fødder fri, og gik så ind i restauranten. Jeg vidste straks hvor vi var i Danmark. Han var kørt helt fra Nordsjælland til Sønderjylland! Folk snakkede med en særlig speciel jysk accent, som kun kommer fra sønderjyder.

 Den sortklædte mand bad om et bord til tre, hvilket undrede mig lidt, da vi kun var to. Vi satte os, og fik menukort. Den sortklædte mand kiggede energisk rundt i restauranten, og pludselig fik han øje på det han ledte efter. Eller rettere sagt, den han ledte efter. Der kom en mand, også sortklædt, hen til vores tremandsbord. Han satte sig, og de to sortklædte mænd begyndte at snakke et sprog jeg ikke kendte. Måske arabisk? Så gav min bortfører nøglerne til min bil og mit Visa kort til den nyankommne, og så gik han. Den sortklædte mand og jeg vi spiste i tavshed, og gik ud til bilen igen. Han spurgte, om jeg ville bindes igen, og jeg takkede pænt nej tak. ”Du er advaret” sagde han.

Deraf kommer, at min bil havnede i Sydfrankrig, og at mit Visa kort blev brugt på bl.a. Q8 og steder i Tyskland, Schweiz og Frankrig. Jeg derimod! Jeg har befundet mig i Danmark de sidste to år. Jeg fandt ud af, at den sortklædte mand havde taget mit pas og min tegnebog, mens jeg var bevidstløs, så det rigtig lignede, at jeg bare var stukket af. Han gjorde et godt stykke arbejde ved at få det til at ligne, at jeg var stukket af fra mit liv, min kone og mit arbejde.

De sidste to år har jeg været indespærret i et lille rækkehus på Dantes Allé 49, hvor han kom med mad to gange om dagen. Han kom både med sundt, usundt og slik til mig. Det var jeg glad for at han gjorde. Jeg kunne ikke bevæge mig frit rundt i huset, men var indespærret i et lille rum på 11 kvm.  Det gjorde, at jeg begyndte at tegne froskellige figurer på væggene, med noget kridt som lå på gulvet. Jeg blev ensom. Jeg snakkede med dem, og de svarede!! Selvfølgelig skete det hele inde i mit hoved, det med at de snakkede. Men man bliver hjernevasket af at være alene så lang tid.

Jeg var begyndt at lege med tanken om at flygte, fordi jeg ikke kunne holde det ud mere. Grunden til at jeg ikke gjorde modstand før, var fordi jeg stadig havde mit liv kært. Da jeg flygtede, var jeg så træt af livet, at det ville være lige meget om han så skød mig med en pistol. Så jeg lavede en lille fælde ved døren ind til mit værelse. Jeg lagde noget tyggegummi i nøglehullet, så han ikke ville kunne låse døren. Han ville bare tro, at han gjorde det.

Han kommer så en aften for at give mig aftensmad, og går igen. Jeg ser mit smut til at flygte, og er ude af døren. Lister over til det åbne vindue i badeværelset, og er endelig fri. Fri for den sortklædte mand, og det elendige rækkehus på Dantes Allé 49.

Jeg har indhentet nutiden, da jeg nu efter at være flygtet fra den sortklædte mand, sidder i en kro i Midtjylland, og skriver til dig. Sidder og tænker på hvor lang tid jeg har savnet dig, og savnet børnene. Jeg har, imens jeg var indespærret, set nyheder. Jeg så dig og ungerne på skærmen her et par uger siden, og hvor triste i så ud. Du fortalte, at du var helt fortabt uden mig, og pigerne sagde at de næsten havde glemt mig, mens vores lille dreng tror at jeg er død. Det bløder i mit hjerte, når jeg hører det. Sig til dem at jeg snart kommer hjem, sig til dem at jeg ikke er død, sig til dem at jeg altid vil elske dem. Sig til dem at deres far, altid vil elske deres mor.

Philip – manden i dit liv

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...