Hvid Vinter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 okt. 2013
  • Opdateret: 6 okt. 2013
  • Status: Færdig
Den Hvide Vinter kommer og den trækker sig først tilbage, når den har fundet et offer.

1Likes
2Kommentarer
264Visninger

1. Hvid Vinter

Hvid Vinter

 

Den lille landsby var af tykke mængder sne. Det blokerede dørene og dagene var mørke og kolde. Vinteren var kommet snigende en dag, og pludselig overtog den alt. De havde godt været forberedt på det; selv da solen skinnede og trækronerne var gyldne, kunne de mærke kulden, der lurede i skyggerne. Det var, som om vinteren havde stået på lur bag et dystert gadehjørne, og sidste nat væltede den omsider ind i byen.

Alting var hvidt, selv nætterne var hvide, dog var det, som om vinteren medbragte sig et usynligt mørke der lurede under sneen. Mørket, som trængte sig ind i sindet og efterlod kroppen kold og stiv. Der var sjældent nogen, der vovede sig udenfor husets fire vægge, og dem der gjorde, så man aldrig igen. De blev opslugt af sneen, af mørket under den – men der var aldrig noget blod.

I et hus i udkanten af byen sad en ung pige med bølget hår. Hun sad sammenkrummet på gulvet foran kaminen, hvor ilden knitrede. Hendes læber var blå og hun var bleg, men hun frøs ikke. Flammerne gav hendes øjne en sær, ulmende orange glød. Hun var iført en kjole der var ligeså hvid som sneen. Den var tynd og flagrede omkring hendes knæ. Hun havde en bog i hånden, en tyk bog med tørre sider. Den var fyldt med historier om bedre dage.

På et tidspunkt kiggede hun ud af vinduet, hvor hun så nogle silhuetter. Undrende rejste hun sig og gik tættere på vinduet for at se bedre efter. – Ganske rigtigt; ude i den tunge sne kom en flok på seks mænd gående med røde halstørklæder hvilket om halsen og flakkende stearinlys i hænderne. Hun studerede deres ansigter gennem ruden. Og der gik Michael. Og så snart hun så ham væltede sensommer minderne frem.

 

Minder fra en lykkelig tid, hvor de tog til stranden, hvor Michael fodrede havmåger med gammelt brød mens hun samlede konkylier på stranden og ingen bekymrede sig om at få våde fødder. Varme sommernætter, hvor de gik ud på terrassen og byggede et fort af lagner og tæpper, tændte lygterne og fangede ildfluer. Lange gåture langs landevejen, hvor ingen af dem sagde noget, og solen skinnede over deres hoveder. Og når de gik ud til den gamle eng og stirrede op på himlen til det blev aften, og Michael fandt den gamle bog fyldt med historier frem og de læste højt for hinanden indtil de blev så trætte, at de faldt i søvn under stjernerne lige til den næste morgen, hvor de ville vandre af uanede stiger og snakke om alt og ingenting.

Og på den sidste aften inden efteråret, hvor de sad på pudder på gulvet inde i stuen og Michael fortalte om den kommende vinter. De var vågne hele natten og den kommende dag rejste han til ukendte byer og efterlod hende bogen som afskedsgave samt løftet om at vende tilbage, når vinteren kom. Syv nætter græd hun sig selv i søvn, og efteråret kom og gik.

 

Og nu så hun ham gennem vinduet. Men så snart hun fik øje på ham, gik den frygtelige sandhed op for hende. Vinteren kom ikke blot for at oversvømme byen med kulde; den krævede ofre, og pludselig forstod hun, hvor de seks mænd var på vej hen. I næste nu var hun løbet udenfor. Hun havde ingen sko på, men hendes fødder var følelsesløse. Hun kæmpede sig vej gennem sneen mod de seks, som målrettet gik en halv kilometer foran hende. Sneen var hård og den trængte direkte gennem hendes hud og fik det til at prikke som nåle. Hun prøvede at skrige hans navn, men vinterens kolde fingre slog knude på hendes stemmebånd, og Michael hørte ingenting.

Hun nærmede sig dem mere og mere, men de lagde ikke mærke til noget, men fortsatte bare målrettet af sted. Snart kom de til en stor brønd af sten, hvor de stoppede op. Hun var stadig langt bagud.

Fem mænd vendte sig mod Michael med tunge knive i hænderne. Hun græd og skreg, men hvor hårdt hun end kæmpede, gjorde vinteren alt hvad der stod i dens magt, for at holde hende tilbage. Og i næste nu var Michael faldet om i sneen, og de fem mænd forsvandt, suget ned i brønden.

Det var, som om vinteren slap sit tag i hende, og hun styrtede af sted gennem sneen, og faldt på hug ved hans hoved. Blodet strømmede fra hans bryst og farvede sneen rød som nyplukkede hindbær.

Hans øjne mødte hendes og genkendelsen viste sig i hans ansigt. Hun græd, mens han hviskede kolde ord, der smeltede i hendes hænder. Og få sekunder efter døde han.

Hun blev hos ham den følgende nat. Så rejste hun sig på stive ben og gik hjem, hvor hun satte sig foran kaminen og læste de gamle historier, hun havde hørt ham fortælle så mange gange før.

Vinteren fortsatte i fire nætter.

 

Slut.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...