Stol på mig. Jeg er Doktoren. | Doctor Who

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 okt. 2013
  • Opdateret: 27 okt. 2013
  • Status: Igang
Autumn bliver taget med på et vaskeægte eventyr, da en ellers helt normal morgen forvandler sig til et mareridt for alle involverede - hvilket betyder hele verden! Hun involveres hurtigt med Doktoren (den 9. af slagsen), der både er mystisk og tiltrækkende og virker til at vide mere end alle andre. Sammen bevæger de sig ud på en umulig mission, der skal redde Jorden fra gale hunde, rumvæsener og verdens undergang.

CALLING ALL WHOVIANS!

EXTERMINATE!

EXTERMINATE!

- Desuden et Doctor Who-bidrag til Fandommenes Kamp-konkurrencen, da jeg synes, der skal lidt andet til end 1D-historier.

13Likes
15Kommentarer
1114Visninger
AA

2. "Jeg giver perfekt mening. Du følger bare ikke med,"

Da vi stoppede, pustede jeg som en gal ko. Mine hænder var udmattet placeret på mine lår, mens jeg foroverbøjet forsøgte at indtage så meget ilt som muligt. Jeg vidste ikke, hvor vi var på vej hen eller hvorfor. Doktoren, det, havde han sagt, var hans navn, men gav det mig ikke blot endnu mere grund til at være utryg i denne mands selskab? Jeg kunne ikke længere høre skrig eller se tegn af eksplosioner, og i et øjeblik troede jeg, at det hele havde været en syg fantasi. Længe fik jeg dog ikke til at håbe på det, for en stemme lød pludselig bag mig.
"Kaffe?" spurgte den, og da jeg vendte mig, så jeg Doktoren stå med min for nyligt købte kaffe, som jeg havde glemt alt om og ærligt talt heller ikke havde den største lyst til længere. Afvisende viftede jeg min arm mod ham, og jeg kunne ud af min øjenkrog se, at han blot trak på skuldrene og bældede kaffen i sig selv i stedet. 
"Hvad foregår der?" spurgte jeg. "Hvor blev al kaosset af?" 
Doktoren hævede sine øjenbryn.
"Fornøjer kaosset dig?" spurgte han, og jeg lod blot være med at svare. "Eksplosionerne, hvorend de kommer fra, er nok ikke længe på vejs, før de spreder sig, hvis ikke de allerede er begyndt. Det kan være meget forskelligt; men åbenbart fjender af Jorden. Jeg er indstillet på - igen - at sikre Jordens fremtid, men jeg vil under ingen omstændigheder takke nej til lidt hjælp, hvis den tilbydes mig," sagde han i en mere seriøs tone, mens han pressede hænderne mod sin side og skævede til mig. Jeg stod målløs i en stund. Jeg havde opfanget det lille hint i hans stemme, der skreg efter ikke at være alene om dette, men der var også flere ting, jeg ikke havde opfattet. Godt på vej til at blive en smule panikslagen grinte jeg prøvende og tvang min fornuft til at spille ind.
"Så det, du siger, er altså, at vores planet simpelthen bliver terroriseret af, hvad, rumvæsener?" spurgte jeg og fastholdt mit blik på ham. Jeg ledte efter det mindste tegn på, at han lavede sjov, men der var intet andet end dødsens alvor at spore. I et godt stykke tid stod vi som to statuetter, der hver især vurderede den anden. Jeg med et tungt åndedræt og han med sin hånd placeret tænkende på hans hage.
"Ja," sagde han til sidst i et optimistisk tonefald og gik nu forbi mig og videre hen ad den vej, vi stod på.

Han nynnede glad, da jeg kom luntende op til ham med rynkede øjenbryn og store øjne. Jeg kunne ikke benægte, at en del af mig - en stor del, siger jeg dig - ønskede, at alt, han sagde, var sandt. Mit liv var blevet noget af en rutine, de samme steder, de samme mennesker, ingen eventyr. Jeg vidste ikke, hvad der ventede mig denne dag, og for at være ærlig frydede det enhver del af mig.
"Okay. Okay, lad os an-" Et kæmpe brag, meget lig braget fra eksplosionen tidligere, lød faretruende tæt, og både mig og Doktoren dukkede os ved den høje lyd. Den kom fra den højre side af vejen, men pludselig eksploderede venstre side også, og før vi vidste af det, lød eksplosioner overalt omkring os.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...