Stol på mig. Jeg er Doktoren. | Doctor Who

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 okt. 2013
  • Opdateret: 27 okt. 2013
  • Status: Igang
Autumn bliver taget med på et vaskeægte eventyr, da en ellers helt normal morgen forvandler sig til et mareridt for alle involverede - hvilket betyder hele verden! Hun involveres hurtigt med Doktoren (den 9. af slagsen), der både er mystisk og tiltrækkende og virker til at vide mere end alle andre. Sammen bevæger de sig ud på en umulig mission, der skal redde Jorden fra gale hunde, rumvæsener og verdens undergang.

CALLING ALL WHOVIANS!

EXTERMINATE!

EXTERMINATE!

- Desuden et Doctor Who-bidrag til Fandommenes Kamp-konkurrencen, da jeg synes, der skal lidt andet til end 1D-historier.

13Likes
15Kommentarer
1065Visninger
AA

1. "Goddag. Jeg er Doktoren. I bund og grund... LØB,"

Mit navn, Autumn. Hans navn, Doktoren. 

Det var en kort fornøjelse, men ikke desto mindre en fornøjelse, der var det hele værd. Jeg stod som enhver morgen i et kvarters kø i den lokale café for at få min sædvanlige kaffe med et lille pjevs kokosolie, hvilket fortsat virkede til at forbløffe de for nyligt ansatte medarbejdere, der stadig var bebyrdet af bumser og bøjler. 
"Okay... og du skal ikke have andet?" spurgte fyren bag disken. Hans kraftige øjenbryn trak opmærksomheden væk fra hans let åbne mund, der hygiejnisk nok ikke opfyldte alle krav. 'BARWICK' stod der med fede, gule bogstaver skrevet på et tilsyneladende fedtet navneskilt, der skævt var placeret på venstre side af hans bryst. 
"Nej, tak," sagde jeg og afleverede en pengeseddel, der var krøllet og skrevet på, åbenbart efter dens tidligere ejer. Jeg fik en håndfuld mønter overleveret tilbage, og da jeg fik min kaffe i hånden, drejede jeg skarpt omkring og forlod caféen.

Jeg prøvede at forlade caféen. Dørhåndtaget, der i forvejen var en smule rustent, ville ikke rokke, og mens jeg diskret prøvede at rive døren åben, følte jeg pludselig en hånd på min skulder. Jeg hoppede, vendte mig og forventede en aggresiv forretningsmand, der ikke havde tid til mine manglende færdigheder (selvom en forretningsmand selvfølgelig aldrig ville sætte sin fod i denne café). Istedet så jeg en høj, mager mand i sort læderjakke og et alvorligt blik i sine øjne. I et par sekunder kiggede vi hinanden i øjnene, der var intet, jeg kunne gøre for at stoppe det. De var blå og intense. Han fortsatte sin stirren, han tog mig ind, og jeg lod ham gøre det. Det føltes ikke forkert, det føltes, som hvis tiden stoppede, og  en kæmpe eksplosion lød bag mig. Mere eller mindre intenst blev det, da det gik op for mig, at en eksplosion faktisk lød bag mig, og at døren nu havde taget et par baglæns saltomotaler gennem lokalet uden min hjælp. Jeg gispede og løb i et panikforsøg lige ind i det bryst, der havde reddet mig blot få sekunder før. Jeg kiggede op og så igen det ansigt, jeg havde fortabt mig i. Det gentog sig dog ikke, for mit hjerte rasede af sted, og hele ydervæggen var sprængt: et barn græd, en kvinde hylede, og udenfor jagtede hundene hinanden, mens røg blæste op til alle sider.
"Må jeg kort bede om jeres opmærksomhed! Jorden bliver endnu en gang invaderet af udeforstående, og I står midt i det hele. Hvis I ønsker at slippe ud med mindst mulige skader, beder jeg jer følge mig," råbte manden, mens han klappede i sine hænder. De få, der gad lytte til ham - heriblandt Barwick -, sendte blot rynkede øjenbryn og forvirrede miner i vores retning. "Det tænkte jeg nok," sagde han for sig selv, vendte sig og greb min hånd, før vi sammen løb ud gennem køkkenet og videre ud af bagdøren. 

Jeg vidste ikke, hvad der foregik, eller hvem denne mand var, før han et kort øjeblik vendte sig mod mig, lagde sine hænder på mine skuldre og med et forpustet suk fik fremmanet: "Jeg er Doktoren, forresten. Hyggeligt at møde dig,"

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...