De røde gummistøvler

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 maj 2014
  • Opdateret: 8 jun. 2014
  • Status: Færdig
Selv om byen er trist og halvdelen af menneskerne er frosset fast i støvet der vokser i deres lejligheder, så er der stadig håb for byen. Den her lille pige har bragt håbet tilbage og da hun betragter menneskene gå rundt omkring hende, opdager hun en dreng der er ligesom hende. Han har ikke ladet støvet samle sig omkring ham eller ladet ordene forsvinde fra hans mund ligesom alle andre omkring de to. Nej, han bringer håb til hende, som hun bragte håb til byen.

0Likes
0Kommentarer
756Visninger
AA

1. Rød er min ynglingsfarve

Vandet samlede sig i små dråber på ruden. De var stille et stykke tid, som om de nød udsigten, før de trillede videre ned og blev opløst i vinduesrammen. Den lille pige i vindueskarmen blev ved med at betragte vandet og følge deres spor med fingrene , indtil et lyn flængede himlen og fik hende til at kigge op. Mørket var ved at falde på og den tykke aftentåge var på vej ned over byen. Hun kunne se den hænge lige over hovederne på de høje bygninger længere væk og hun undrede sig over, om man ville lægge mærke til hvordan tågen sænkede sig ned over en, hvis man stod inde i bygningen.

Byen var grå og kedelig. Den tragiske og konstante torden og regn sørgede for at de små gader i byen knap nok havde nogen butikker, for ikke at snakke om mennesker. Det var som om byens storhedstid var ovre. Den havde mistet sin glans og sin glæde. Der var ikke længere nogen der hverken havde brug for eller nød regnvejret. Undtagen den her lille pige. Pigen i de røde gummistøvler. Det var hvad de andre mennesker, der ofte sad ligesom hende i vindueskarmen og kiggede ud på det triste regnvejr, tænkte når de så hende gå ud i regnvejret hver dag. Hun havde bragt byen en ny glans. Hun var det eneste der bragte farve til byen med sin gule regnjakke over hovedet og de røde gummistøvler med de glade ansigter på. Folk betragtede hende fra deres lejligheder svævende højt over jorden. De så hende hoppe lidt i vandpytterne mens hun gik sin sædvanlige tur ned til springvandet midt på torvet. Det var en evighedsmaskine. Der ville aldrig stoppe med at komme nok vand i, for regnen ville aldrig stoppe med at falde. Hun samlede hænderne til en skål og lod vandet fra kilden samle sig i hendes hænder. Hun førte vandet op til munden og drak af det. Det var som om det gav hende frisk håb og energi og glæde. Springvandet var hendes evighedskilde. Det var som om byen sugede livet ud af hende, men hun var ikke i stand til at forlade den. Det var som om der var en usynlig kraft der holdt hende bundet til det samme sted. Men hvis ikke hun havde fået den daglige tår af springvandet ville hun for længst have forduftet.

Det gav de andre håb at kigge på hende. De var selv ved at falde ned i et håbløst hul af ingenting, men det holdt den oppe at se den her lille pige forlade sin lejlighed hver dag i rutine, selv om det regnede og tordnede, og gå hele vejen ned til torvet. Hun var det eneste tegn på håb byen havde og hun var den eneste grund til at der en dag var andre end hende på gaden. Det var uger, måneder, år siden dørene til de omkringliggende bygninger var åbnet, men efterhånden som pigens rutine med at komme til springvandet blev fast, var der andre der kom ud på gaden til hende. Der var ikke rigtig nogen der snakkede. Dem der boede alene havde mistet evnen til at snakke mens støvet havde samlet sig i krogene i deres lejligheder. Men de smilede og nikkede til hende under deres hætter og paraplyer. De takkede hende for at have givet dem nyt håb og lært dem at omfavne andre mennesker og værdsætte regnen som de engang værdsatte solen. Og hun var evindeligt glad for hvordan hun havde bragt dem tilbage til livet og vækket dem fra deres tilstand, som om de altid havde været søvngængere. Og alligevel var det ligegyldigt for hende. De spærrede hendes vej til springvandet og deres skridt lukkede lyden af det rindende vand ude. Hun havde ændret byen. Det var godt for de andre, men hun kunne ikke lide det. Kilden var ikke længere nok til at holde hende igang og kraften blev stærkere for hver dag der gik. Og hun var lige ved at opgive en dag hun sad på kanten af springvandet og kiggede ud over den halve, levende by. Der er en hun ikke havde set endnu. De fleste af menneskerne på gaden var gengangere. Der kom ikke flere, for resten af dem der sad og kiggede ud over byen var blevet limet fast til deres vindueskarme af støvet på deres gulv og i loftet. Men foran hende var der en dreng gemt under den blå hætte på hans regnjakke og også iført røde gummistøvler, bare uden de glade ansigter på. Hun smilede indvendigt ved tanken om at hun havde noget der ikke var andre der havde. Også selvom det bare var et par gummistøvler. Det var også det eneste par sko hun havde brug for i den her triste by. Hun havde lyst til at smile til ham, men det var som om hendes kæber ikke havde lyst. Eller så kunne hun bare ikke huske hvordan man smilede. Men hun var klar over at det ikke gjorde noget. Her var der aldrig nogen der smilede. Knap nok snakkede. Byen var som bunden af havet. De lagde knap nok mærke til vandet mere, og de var allesammen sunket ind til ingenting. Der var ikke længere nogen der tænkte på dem og de var bare støvede gamle voksfigurer. Der var ikke længere noget formål med dem eller deres by, men de holdt fast fordi det gjaldt deres liv. Uden deres tilfrosne tilstand ville de ikke eksistere. Så de klyngede sig fast til det ingenting de var.

Der var engang hvor byen faktisk var noget. Længe for hendes tipoldemor blev født var der solskin hver dag. Der var kun en sæson med regn om året, og solen skinnede altid. Der var engang hvor indbyggerne gik rundt omkring i byen i regnvejret uden jakker, fordi solen brændte så dejligt på deres hud. Den tid forsvandt for længe siden og der var ikke nogen der gjorde noget for at stoppe det. Mens solen langsomt blev gemt væk bag de grå skyer på himlen begyndte regnen at sile ned. Det blev bare værre som årene gik og da solen forsvandt helt var der ikke længere nogen der brød sig om at gå udenfor. Man kunne købe mad på hotellerne, så det eneste man var nødt til var at tage elevatoren ned. Butikkerne på gaderne lukkede og alting blev gratis. Der var ikke længere nogen der arbejdede eller nogen der gjorde noget som helst. Alle blev til stille statuer der bare sad i deres støvede stuer og drejede hovederne for at kunne se støvet dale til jorden og regnen falde fra himlen. 

Hun var sikker på at hun var en af de sidste mennesker i levende tilstand i den her døde by, der stadig kunne huske hvordan man snakkede. Alle de levende mennesker omkring hende havde glemt ordene i støvet mellem bøgerne på bogreolerne. Men hun havde ikke glemt dem. Hendes bogreol var aldrig støvet. Hun læste og hun slugte bog efter bog, fordi den eneste måde hun ville kunne huske udtalen af ordene, var hvis hun aldrig glemte dem. Hun læste bøgerne højt for sig selv om aftenen, mens regnen slog på ruden og hun sov aldrig. Der var aldrig nogen der sov her. Hverken søvn eller mad var der nogen der tænkte på mere. Støvet og regnen var det eneste der var på deres halvdøde hjerner. Og på deres kun lige i live kroppe sad støvet som en påmindelse om alle de år de havde brugt på ingenting. Deres hud faldt af i flager mens tiden gik og der var snart ikke flere unge i byen. Der var ikke længere børn. De forsvandt i regnen for lang tid siden og de var aldrig kommet tilbage igen. Der var kun dem. Hende og ham. De eneste i røde gummistøvler og med en smule farve i deres liv.

Han sad ved siden af hende og skrællede et æble han havde taget op fra lommen. Ingen af dem sagde noget, men hun var ikke i tvivl om at han var en af de få tilbage der ikke havde ladet ordene glide ud fra sin tunge i den tørre luft. Han kunne smile. Han smilede mens han skar æblet i små stykker og lagde dem allesammen i skødet på sin våde regnjakke. Hun kiggede kort på dem før hun slog armene om sig selv og begyndte at rokke frem og tilbage. Hun skulle lige til at lukke øjnene og prøvede kun at fokusere på lyden af regnvejret der ramte vandpytterne på jorden, men han rakte en hånd ud hvor der lå en bid fra hans æble og hun kiggede bare lidt på hans hånd, før hendes øjne vandrede videre til hans ansigt. Han havde blå øjne, der matchede farven på bunden af havet og som passede perfekt til byen. Regnen havde fået hans brune pandehår til at klistre til hans pande og falde ned i øjnene på ham. Hans smil var svagt og skævt, som om han havde lyst til at le. Han fangede hendes blik og hun rystede på hovedet til hans udstrakte hånd. Hun var ikke længere i stand til at høre alle de mange sko der vadede i vandet på det skæve torv og hun kunne heller ikke høre regnen lande blidt i vandet bag hende. Hun kunne kun høre ham. Han tyggede på sit æble, mens han blev ved med at skrælle ingenting af resterne. Det forsvandt ned på jorden og blev opløst i vandet og med lukkede øjne lagde hun hovedet tilbage og hørte ikke andet end ham, indtil hun kunne høre ham lægge kniven fra sig og da han stoppede med at tygge kiggede hun på ham.

Hun havde brune øjne. Der var ikke fordi han havde lyst til at lægge mærke til hendes øjne, men hun havde brune øjne. De var brune ligesom det forår han plejede at høre fortællinger om. Han kendte ikke rigtig nogen farver, for byen var ikke andet end grå og sort. Han havde set hendes gule jakke ude i ingenting og han havde grebet sin blå jakke og smuttet i sine røde gummistøvler, fordi han vidste at de ville kunne blande farverne som der ikke var andre i hele byen der ville kunne gøre. Hun havde gemt sit hår væk under hætten, men flere steder sad de lyse lokker fast med regn. Regn, der løb ned af hendes kolde og varme ansigt mens hun havde hovedet tilbage, så han fik lyst til at slikke dem af med spidsen af sin tunge. Han kunne stadig spise. Han havde æbler og han havde sin kniv og hans tunge var ikke længere ru, fordi han havde fundet ud af hvordan man fjernede skrællen fra æblerne. De fastholdt deres øjenkontakt, indtil hun begyndte at svinge med benene og hans ansigt blev koldt af regnen. Hun var også kold, men hun var meget mere vant til det og varmen brændte gult på hendes kinder, mens hun kiggede op i regnen.

Hendes røde gummistøvler svingende frem og tilbage, som på en gynge, frem og tilbage, og de fangede vand og de stoppede de mange blikke fra folk højt over jorden. "Rød er min yndlingsfarve," mumlede hun med hovedet nedad. Hun bevægede sig og hun var ikke længere i stand til at trække vejret roligt, for det var første gang i flere år hun havde sagt noget til et andet menneske. Han sad stille og kiggede på hendes gummistøvler. "Rød er min yndlingsfarve," sagde hun og fangede hans blik. Hun fangede hans blik og han fastholdt hendes blik, mens regnen omkring dem stoppede med at falde og menneskerne forsvandt ind i deres lejligheder.

"Rød er min yndlingsfarve," mumlede han og slap hendes blik. Han vendte sig om mod evighedskilden og lænede sig frem og stak en finger i vandet. Han samlede hænderne til en skål og lod vandet fra kilden samle sig i hans hænder. Han førte vandet op til munden og drak af det. "Rød er min yndlingsfarve," sagde han og kiggede på hende. Hun havde givet byen håb uden selv at have håb, men det håb han havde fået fra den ny vågne by gav han videre til hende. Deres gummistøvler forenede dem og de var ikke længere to. Nu var de en.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...