De røde gummistøvler

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 maj 2014
  • Opdateret: 8 jun. 2014
  • Status: Færdig
Selv om byen er trist og halvdelen af menneskerne er frosset fast i støvet der vokser i deres lejligheder, så er der stadig håb for byen. Den her lille pige har bragt håbet tilbage og da hun betragter menneskene gå rundt omkring hende, opdager hun en dreng der er ligesom hende. Han har ikke ladet støvet samle sig omkring ham eller ladet ordene forsvinde fra hans mund ligesom alle andre omkring de to. Nej, han bringer håb til hende, som hun bragte håb til byen.

0Likes
0Kommentarer
757Visninger
AA

2. Forsvindelseskilden

Hendes trippende, korte skridt, og hans lange, forsigtige skridt gav genlyd i den ingenting der omkredsede dem. Bygningerne der tårnede sig op over dem og himlen der forenede bygningerne, så de formede en stor boble der omfavnede byen og holdt al varmen ude.

De var den eneste farve og den eneste varme i den store bevidstløse by. Hun rejste sig op og han rejste sig op og så gik de sammen ned ad gaden. De sagde ikke noget, men helt bevidst rakte de ud efter hinandens hænder, fordi de havde brug for varmen. Regnen var gået igennem deres jakker og klistrede sig til deres maver og arme og ben. Farven fra deres jakker og gummistøvler sprang så meget i deres øjne, at de gjorde helt ondt til sidst. De tre første sætninger der var blevet sagt for første gang i flere generationer havde skabt en ny verden. Gaden var tom og regnen ramte ikke længere det flydende torv. De utætte vinduer højt over jorden var fyldt med ansigter, der kiggede ned på gaden. Der var stille i lejlighederne, for når de tykke regndråber ikke ramte ruderne med så stor en kraft, at de svajede, var der ikke en anden lyd en de enkelte støvfnug der faldt til gulvet ovenpå hinanden.

Og så var torvet tomt. Hånd i hånd var farven forsvundet fra det nu næsten genkendelige torv. De mange ansigter vendt ned mod gaden havde fået et nyt udtryk. Selv om gaden var tom og farven og varmen var væk, så var regnen også væk og det var helt forkert for dem at brostenene langt under dem var fyldt med ensomme dråber, der søgte hinanden, ligesom alle de mange ansigter begyndte at føle.

Vinduerne blev tomme som de mange mennesker bevægede sig igennem regnen af støv i deres lejligheder, og som de gik stod støvet op og de kastede deres vinduer åbne for første gang i flere år. De var ikke længere forstenede og de var ikke voksfigurer. De ledte i deres skabe efter deres farverige regnjakker og støvler og paraplyer og så blev gaden fyldt endnu engang, men denne gang med en anden slags ansigter og med farver. Kulden gav deres kinder farver som de gik der imellem hinanden og deres øjne tøede op og uden regnen forsvandt de mange paraplyer ned i lommerne igen. Det var en helt ny verden.

Hele byen samlede sig på gaden og snart var alle lejligheder tomme. Undtagen den hvor pigen og drengen var på vej hen. De havde skabt den nye evolution og de vidste det så snart de åbnede døren ind til lejligheden. Støvet hang ikke i luften og hendes vindue lyste op som om der var en hel parade udenfor. Sammen kæmpede sig igennem de mange bunker af bøger, som pigen havde smidt over det hele, og stillede sig ved vinduet. De kiggede ud og så hele byen kigge op på dem. På begge to. Det var første gang i så lang tid, at der havde været mere end en person i en lejlighed. Deres hænder, der stadig sad tæt sammen som om de var klistret fast, løftede sig for at vise resten af byen dem. De blottede deres spirende kærlighed og så hvordan alle vinduerne på alle bygningerne stod åbne, og de så hvor mange farver der var blandet sammen på torvet under dem. De så noget der ikke var nogen der havde set siden deres oldeforældre levede. De så kærlighed og glæde og de kunne føle taknemmeligheden ose op fra byen. De kunne mærke at det her var starten på noget nyt.

Deres hænder slap først hinanden da han tog sin kniv op af lommen og lagde den på hendes bord. Et øjeblik stirrede hun bare på den, men så forstod hun at det var en gave fra ham. Nu skulle hun selv lære at skrælle et æble, ligesom han havde gjort. Og mens hun tog sin jakke af betragtede han de mange bøger i hendes lejlighed. Mange af dem havde han selv i sin lejlighed, og han vidste at de var meget ens. Han tog sin egen jakke af mens hun betragtede ham. Sammen tog de deres sko af og stillede de dem under jakkerne på knagen ved døren. Igennem ruden kunne de høre larmen fra gaden udenfor, men det var som om den var for langt væk til at være ægte. De satte sig ned i sofaen med front mod hinanden og det var som om der ikke behøvede at ske mere. Bare det at de kunne sidde og kigge på hinanden var nok for dem.

Hun kiggede på hans grå sweater. Hans grønne bukser og hans grimme uldsokker. Hun undrede sig over om han altid havde haft bare en smule farve i sit liv, eller om hun bare bragte den op til overfladen. Hun kiggede på hans blå øjne og jo længere hun kiggede på dem, jo mere forsvandt farven. Hun så kun det der gemte sig bagved dem. Hun så sårbarheden og hun så forsigtigheden og hun så glæden boble lige under overfladen, hvor den bare ventede på noget der kunne få den til at springe frem i hans øjne og glimte som aldrig før. Hun så det hele når hun kiggede på ham.

Han kiggede på hendes røde bluse. Han kiggede på hendes sorte bukser og hendes brune sokker. Han undrede sig over hvor lang tid hun havde haft til at vænne sig til kulden, for sweateren i hjørnet af sofaen så ud til at have ligget der i lang tid. Han kiggede på hendes brune øjne og han betragtede hvordan farven næsten var forsvundet fra dem. Mens alt andet omkring hende havde fået farve, var hendes øjne langsomt ved at blive grå. Han så ensomheden springe frem og tilbage i dem som små glimt, der ventede på at nogen opdagede dem, og han vidste at det eneste hun havde brug for var noget glæde der kunne få hende til at smile så bredt, at det ramte hendes øjne og fik farven til at sprede sig igen.

Et brændende begær efter nærvær havde brændt så længe i deres maver, at de knap nok lagde mærke til det mere. Som de langsomt rykkede tættere på hinanden og rørte ved hinanden, kunne de mærke hvordan det kriblede under deres fingre og hvordan de bare havde lyst til at blive ved med at røre og aldrig fjerne hænderne igen. Men deres tøj var vådt og deres varme var forsvundet fra deres kroppe og havde bredt sig til rummet i stedet, så nu frøs de begge. Mens hun fumlede med knapperne i hans bukser kærtegnede han hendes hals med sine kildrende bevægelser. Mens han trak blusen over hendes hoved kiggede hun på hans mund som om tiden var gået i stå. Mens hun tog sine bukser af kiggede han på hendes rødmende kinder. Mens han trak sin bluse af betragtede hun hans uglede hår. Og så sad de der i ingenting foran hinanden.

Gaden udenfor var mørk. Det eneste vindue i hele byen der var lys i, var der hvor drengen og pigen sad overfor hinanden. Det eneste vindue der også stadig var lukket. Ude på gaden kunne de mange mennesker se hvordan lyset flakkede, når de bevægede sig ind foran det. Og så kom der et tidspunkt hvor de stoppede med at kigge. De gik rundt imellem hinanden og smilede og nikkede og kiggede. Der var ikke så meget andet at lave, men som dagen blev mørkere, var der vinduerne omkring dem stadig mørke. Der var ingen der ville forlade dette nye eventyr de var begyndt. Det udforskede deres nye by. Vandet på gaden synkede ned og forsvandt mellem stenene, og regnen kom aldrig tilbage igen. Men langt væk, et eller andet sted bag ved den boble de levede i, var der en sol der skinnede svagt, og på et eller andet tidspunkt ville den mase sig forbi de tårnhøje bygninger og skinne ned over den ny fundne, glade by.

Pigen og drengen sagde ikke et ord. De behøvede ikke ord. Selv om de var de eneste i byen der vidste hvordan man brugte dem, så sagde de meget mere til hinanden når de så hinanden dybt i øjnene og skubbede deres kroppe så tæt op af hinanden, at der ikke var en eneste del af deres hud der ikke brændte eller kriblede, end når de sagde de ord der stod i bøgerne på gulvet og i reolen og på bordene. Da de slap omfavnelsen fordi kulden havde samlet sig på deres nøgne hud, trak han et tæppe over dem og de faldt sammen tilbage på sofaen. De lå bare i hinandens arme på den lille sofa og med lukkede øjne forestillede de sig en verden der ikke lignede deres. De forestillede sig den verden der ville komme tilbage til deres by en dag, den verden som de havde skabt begyndelsen på.

Og nede på gaden var der ikke noget der forandrede sig. Natten var ikke meget mørkere end dagen og der var heller ikke nogen der havde sovet i flere år, så for dem gjorde det ingen forskel om de var ude midt om dagen eller midt om natten. De blev bare ved med at gå rundt imellem hinanden, smile eller nikke til hinanden, betragte hinanden og farverne. De kiggede op mod himlen, som om de forventede at regnen styrtede ned i ansigterne på dem så snart de vendte blikkene mod jorden, og de kiggede op mod det lysende vindue der lyste den fuldkomne mørke himmel op. Men gaden var ikke mørk. Alle farverne lyste deres ansigter op og efter at have gået rundt i flere timer begyndte de at genkende hinanden. Flere gik hånd i hånd og nogen havde armene rundt om hinanden. Den eneste lyd var deres traskende skridt, deres hænder i lommerne, paraplyerne der blev ved med at blive slået op eller lukket sammen, og en gang imellem den langsomme latter fra en knurrende mave. De begyndte at mærke følelser igen. Pludselig blev deres øjne tunge og deres maver gjorde ondt, og de havde brug for både mad og søvn. Langsomt blev himlen tændt igen og gaden blev tom for lyd. Og når de blinkede slukkede lysene i et og alle lå på deres sofaer og sov som de aldrig havde sovet før. Og pigen og drengen sov i lyset. De havde tændt byen og de ville aldrig slukke lyset igen.

Og da de vågnede igen, hjalp hinanden med at trække deres bluser over hovedet og smilede til hinanden, så de ud mod gaden og opdagede, at gaden var tom og lysene slukket. De vidste at det her kun var begyndelsen. Han tog hendes gummistøvler på og hun tog hans gummistøvler på og så smilede de til hinanden. Og efter at have trukket deres jakker på, rakte han ned i lommen og hev et æble frem. Hun tog imod det, samlede kniven op fra bordet, og begyndte at skrælle det. Hun rakte ham hvert andet stykke, som han gladeligt spiste. Og da de gik ud på gaden og kiggede op på himlen, hvor deres vindue ikke længere lyste, var der noget andet der lyste. Lige bag ved de grå bygninger skinnede solen. Bygningerne skærmede så meget for lyset, at det ikke ændrede noget som helst på den mørke by, men det viste hvor meget håb de allerede havde givet byen. Så snart bygningerne voksede nedad, lyset slukkede hver aften og gaderne blev tomme, så ville solen lære at skinne igennem boblen og når de havde sol og ikke regn, så ville byen lære at snakke igen og elske med deres ord og ikke kun bevægelser.

Hånd i hånd bevægede de sig ned mod evighedskilden. En efter en tændte lysene op over deres hoveder og ansigterne pressede sig op af ruderne for at kigge ned på dem. Med et smil på læberne bevægede de sig fremad, som om en rød løber var skabt for dem, men så snart de nåede kilden forsvandt begge deres smil. Alle vinduerne åbnede sig på himlen, men de kunne ikke høre folk skramle rundt i deres lejligheder for at finde deres regntøj frem igen, for måske vidste de at det foran hende fjernede hendes håb, hvilket fik dem til at miste troen på byens nye håb.

Kilden foran dem var næsten tom. Vandet forsvandt ned gennem marmoren, som sugede det videre ned i jorden og væk til et sted de ikke kendte noget til. Hun satte sig hjælpeløst på kanten og svingede benene over kanten, så gummistøvlerne ramte den lille mængde vand. Hun kiggede fortvivlet på vandet, der blev ved med at forsvinde foran hendes øjne, og hun kunne ikke længere mærke de mange blikke på hende, og hun kunne heller ikke længere mærke den dreng hun holdt fast i med hånden. Han satte sig ved siden af hende med gummistøvlerne svævende lige over det forsvindende vand, og han lagde sin anden hånd over hendes.

“Evighedskilden,” åndede hun ud, som om hun havde holdt vejret længe, og bare ventet på det rigtige tidspunkt at sige det. Hendes øjne blev ved med at følge vandet der drejede rundt i cirkler om sig selv, inden det forsvandt ud i kanterne af springvandet og forsvandt ned i jorden under dem.

“Forsvindelseskilden,” sagde han med et smil på læben. Kilden gav ham ikke håb. Kilden gav hende håb og hun gav ham håb. Hvis kilden forsvandt, betød det ikke noget. Så måtte hun lade ham give hende håb i stedet. Hun drejede hovedet og kiggede på ham. Og pludselig kunne hun føle hans hænder holde hendes hånd, og hun kunne føle de mange ansigter over sig, og hun kunne føle solens bage bygningerne lige bag dem, og mens hun lagde nakken tilbage for at kigge op på alle vinduerne, så følte hun det. Hun følte det stige op fra hendes mave og skubbe i hendes hals og mens hun fastholdt hans blik begyndte hun at grine. “Forsvindelseskilden,” mumlede han igen til hende, mens han betragtede hendes mund blive så bred, at farven begyndte at brede sig i hendes øjne igen og han lyttede til hendes grin. Hun grinede så højt, at bygningerne omkring hende begyndte at ryste og synke ned i jorden. Hun grinede så smukt, at springvandet foran dem sprækkede midt over og resten af vandet forsvandt. Hun grinede så uventet, at han også begyndte at grine. Og så sad de der på det ødelagte vandfald, med hænderne knuget sammen, og grinede. Og mens bygningerne omkring dem synkede sammen og solen skinnede på deres kolde kroppe, så blev gaden fyldt med mennesker. Smilende mennesker i normalt tøj. I gummisko, i klipklapper, i vinterstøvler. Mennesker i t-shirts, langærmede, sweaters. Kroppe i shorts, knæbukser, lange bukser. Og i alle farver. Mennesker i alle farver omfavnede dem og mens de rejste sig fra springvandet hånd i hånd, stadig grinende, kiggede de ud over byen og så hvad de havde skabt. De tog deres jakker af og lagde dem på det ødelagte springvand, hvor de sank og forsvandt ned i sprækkerne sammen med vandet, og de stillede hinandens gummistøvler ved siden af, hvor de måtte blive stående som en påmindelse af hvad der var sket. Solen varmede dem. Farven steg op i alle folks kinder, deres øjne strålede af glæde, og lydene kom tilbage til deres maver. Latter fyldte byen, som om den aldrig nogensinde havde betydet noget før nu, og glæden kunne ses i alle folks ansigter som de dansede forbi det ødelagte springvand og kiggede kort på gummistøvlerne. De gummistøvler der startede det hele. De røde gummistøvler.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...