The Great Escape ♦ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 okt. 2013
  • Opdateret: 17 okt. 2013
  • Status: Igang
Sygdomme kender vi alle. Men en sygdom som denne, har verden aldrig set noget lignende til. Det startede alt sammen med en lille virus i byen Sydney, men det udviklede sig senere til noget større og værre. Mennesker fik røde øjne, en gullig hudfave og rådne tænder; de blev til menneskeædende zombier, som spredte sig over hele verden. Årsagen til denne sygdom er hidtil ukendt.
Midt i dette frygtindgydende kaos med døde lig over alt, forsøger Gracie Tyler at klare hverdagen med sine forældre. Men da hendes forældre bliver inficeret og går bort, kan hun ikke længere se en grund til at leve i helvedet. Hun beslutter sig derfor for at begå selvmord.
Ikke særlig langt fra Gracie, dukker der en gruppe soldater op for at finde så mange overlevende som muligt. Især en helt særlig soldat kan ikke stoppe sin besættelse der omfatter, at han vil redde enhver. Vil denne soldat redde den vigtigste af alle? Det er jo sådan, at hvis Gracie forsvinder, forsvinder resten af menneskeheden med hende.

12Likes
5Kommentarer
597Visninger
AA

3. Prolog - Niall Horan

 


 

 

Jeg kan høre himlen, jeg kalder på den. Jeg råber af mine lungers kræft, men jeg får ikke noget svar tilbage. Jeg er på mine knæ, og mine hænder er foldede. Luften er kølig, og jeg har bidt tænderne sammen. Jeg er godt klar over, hvad verdenen er blevet til. Jeg søger trøst hos engelene, der ser ned på mig. De forsøger at fortælle mig, hvad jeg skal gøre, men det er ikke længere muligt. Helvedet er trådt ind.

De har altid fortalt mig, at det kun er en helt, der kan redde os. De venter patetiske uden noget svar. De råber efter hjælp, men de får kun stilheden tilbage. 

Jeg ser ned på mine hænder, som jeg begynder at gnide mod hinanden, da jeg husker min fars vise ord.

"En helt er ikke en mand med store muskler. Det er en mand med et stort hjerte."

Han var min helt.

Jeg kniber øjnene sammen for at skubbe en tåre væk, og jeg retter derefter blikket mod skyerne. Min grønne uniform betyder meget for mig. Den viser, hvem jeg er. Men det betyder ikke længere noget. Uniformen betyder ikke noget. For at vise hvem jeg er, må jeg handle. 

Menneskeheden er ved at flyve væk, men jeg vil ikke lade den komme langt. Verdenen er ved at gå under, men jeg vil ikke lade den ramme bunden. 

Jeg kigger op mod himlen og kalder igen.

Intet svar.

Jeg lukker øjnene i og hvisker nogle ord for mig selv. De ser på mig i dette øjeblik, de ser på os alle. De smukke engle.

Kærlighed kan redde os. 

Jeg ryster på hovedet. Det kan den ikke. Kærlighed er stærkt, men i dette tilfælde ikke stærkt nok. Verdenen har brug for en helt. Jeg er kun et enkelt menneske, men det betyder stadig, jeg kan udrette noget stort. Jeg har stadig håbet begravet i mit hjerte. Det vigtigste, man skulle huske, var håbet og overbevisningen. 

Siden jeg var 6 år gammel, har jeg altid ønsket mig at være en soldat. Jeg sad længe og forestillede mig, hvordan det ville være at redde et menneske. Jeg tænkte tit på, at jeg kunne ændre hele den store vide verden. 

Jeg kigger op fra mine hænder og rejser mig op. Jeg kaster et blik på de barbariske skabelser, der bevæger sig i et ufatteligt langsomt tempo. Jeg mærker en indre afsky og danner en spytklat i min mund, som lander på det misfarvede græs. 

Jeg er ikke en helt, jeg har ikke superkræfter.

Jeg er blot en lille prik i de mange galakser.  

 

 

 

 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...