The Great Escape ♦ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 okt. 2013
  • Opdateret: 17 okt. 2013
  • Status: Igang
Sygdomme kender vi alle. Men en sygdom som denne, har verden aldrig set noget lignende til. Det startede alt sammen med en lille virus i byen Sydney, men det udviklede sig senere til noget større og værre. Mennesker fik røde øjne, en gullig hudfave og rådne tænder; de blev til menneskeædende zombier, som spredte sig over hele verden. Årsagen til denne sygdom er hidtil ukendt.
Midt i dette frygtindgydende kaos med døde lig over alt, forsøger Gracie Tyler at klare hverdagen med sine forældre. Men da hendes forældre bliver inficeret og går bort, kan hun ikke længere se en grund til at leve i helvedet. Hun beslutter sig derfor for at begå selvmord.
Ikke særlig langt fra Gracie, dukker der en gruppe soldater op for at finde så mange overlevende som muligt. Især en helt særlig soldat kan ikke stoppe sin besættelse der omfatter, at han vil redde enhver. Vil denne soldat redde den vigtigste af alle? Det er jo sådan, at hvis Gracie forsvinder, forsvinder resten af menneskeheden med hende.

12Likes
5Kommentarer
602Visninger
AA

2. Prolog - Gracie Tyler

 

 


 

 

DEN 11. MARTS 2026 KLOKKEN 15:03

 

Alting gik indtil videre ganske fint i London. Jeg overnattede i et fugtigt, victoriansk rækkehus. Regnen udenfor øsede ned. Men det var ikke en kraftig regn. Blot stilfærdige vanddråber. De var bløde. Det var ligesom at stå under et varmt brusebad, men dråberne forsvandt lige så hurtigt, som de var kommet. Det var som at dreje på en vandhane.

Jeg kiggede op mod himlen, i det et gys gik igennem mig. Jeg fjernede mit blik fra den grå himmel og bevægede mig inden for. 

Jeg lod mine fødder glide ud af mine sko og satte vej mod mit værelse. Mine skridt var lette, da jeg passerede stuen. Lavmælte stemmer diskuterede frem og tilbage. Jeg besluttede mig for at blive stående og lænede mit ansigt tættere på den nymalede væg.

"Hvad er det mon?" hørte jeg min mors stemme sige forundret. Mine øjenbryn blev trukket sammen, og jeg spidsede ørerne.

"Jeg har absolut ingen anelse, kæreste. Vi kan kun håbe, det forsvinder." 

Det var min fars stemme, der havde en bekymret tone. Jeg rystede på hovedet og fortsatte hen til mit værelse.

 

DEN 24. JULI 2026 KLOKKEN 20:36

 

Jeg kiggede væk. Mit hoved dunkede, og mine fugtløse læber føltes ubehageligt. Jeg kiggede forsigtigt rundt omkring og kunne mærke solstrålerne, der ramte mig. Jeg kneb kort øjnene sammen og bed tænder, da jeg bevægede mig hen mod mine forældre. De sad og diskuterede noget - igen. De havde ikke fortalt mig, hvad det var, de snakkede om. De forsøgte at holde det hemmeligt, det var jeg godt klar over.

Jeg trak mit suk ud og stirrede på mine forældre igen, som begge havde lænet sig over bordet og hviskede. Jeg kiggede væk og betragtede i stedet stranden. Vinden føltes behagelig varm, og solens skarpe lys blændede mig. Derfor havde jeg også solbriller på. Jeg lagde mig blidt ned og kunne straks mærke det var sand, der omfavnede min halvnøgne krop. Jeg stak nakken tilbage og kiggede op. Jeg havde ved hjælp af mine armbuler sat mig oppe, så jeg kunne nyde udsigten. Dog kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvad det var, mine forældre så vitterligt snakkede om.

 

DEN 26. AUGUST 2026 KLOKEN 04:17

 

Jeg var ikke sikker på, om jeg var faldet i søvn. Men det var jeg stensikkert, for da jeg lukkede øjnene op, sprang mit hjerte et slag over. Jeg havde hørt noget. En form for knurren. Som om der hvilede en aggressiv hund lige ved siden af. Jeg gøs og rejste mig forsigtet op, før jeg bevægede mig hen mod mit vindue. 

Det eneste jeg kunne se, var mørke. Intet andet end det. 

Mørket havde lagt sig på, og den underlige knurren var væk. Alligevel lå jeg på min seng og havde ufattelig svært ved at skubbe lyden ud af mit hoved. Men det var som om, den ikke havde lyst til at forsvinde. Jeg fortsatte med at have et fast greb om mit hoved. Da der var gået flere minutter - hvis ikke timer - kunne jeg endelig slappe af. Jeg rystede på hovedet af mig selv og lod trygt mit hoved falde på min pude.

 

 

DEN  29. SEPTEMBER 2026 KLOKKEN 12:39

 

Jeg havde denne tidlige morgen fået at vide, vi skulle flytte. Jeg kunne straks mærke vreden, der skyllede ind over mig. Min hovedrysten resulterede i en kortvarig hovedpine, og jeg lod et sukke undslippe mine læber. Jeg kiggede på mine hænder og kunne mærke, at tårerne trængte på. 

Jeg var træt af, at de ikke fortalte mig, hvad jeg havde brug for at vide. De vidste noget, de ikke ville fortælle mig. Kunne de tillade sig at sige vi skulle flytte, uden at fortælle mig grunden? Jeg smed mig håbløst på sengen og kunne pludselig høre, at min mor råbte op. Jeg kiggede hjælpeløst hen mod døren, før jeg lod mig selv falde i sengen. Jeg krammede min pude ind til mig og stirrede ud i luften. Mine øjne faldt i, men jeg kunne stadig høre mine forældres råb, da mørket tog fat i mig.

 

 

DEN 14. DECEMBER 2026 KLOKKEN 17:55

 

Jeg kiggede gennem gardinet. Mit hjerte sad oppe i halsen, og jeg trak vejret hurtigt. Min rystende hånd strammede grebet om gardinet, og jeg stirrede udenfor. Mine læber bævrede, og jeg kunne ikke fjerne mit blik. Det var lige indtil, min mor med en hastig bevægelse trak mig væk og bad mig om at være stille. Jeg sank en klump og kunne mærke frygten, der byggede sig op. Frygten for døden.

I min vildeste fantasi havde jeg ikke forestillet mig, at det var sådan en sygdom. Men vi var heldige. Vi havde et sted at gemme os, og det eneste vi skulle gøre var at forholde os stille. 

Jeg ville vide, hvad det var, og jeg fik svaret.

Jeg ville bare ønske, at jeg ikke havde fået det.

 

 

 

 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...