The Great Escape ♦ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 okt. 2013
  • Opdateret: 17 okt. 2013
  • Status: Igang
Sygdomme kender vi alle. Men en sygdom som denne, har verden aldrig set noget lignende til. Det startede alt sammen med en lille virus i byen Sydney, men det udviklede sig senere til noget større og værre. Mennesker fik røde øjne, en gullig hudfave og rådne tænder; de blev til menneskeædende zombier, som spredte sig over hele verden. Årsagen til denne sygdom er hidtil ukendt.
Midt i dette frygtindgydende kaos med døde lig over alt, forsøger Gracie Tyler at klare hverdagen med sine forældre. Men da hendes forældre bliver inficeret og går bort, kan hun ikke længere se en grund til at leve i helvedet. Hun beslutter sig derfor for at begå selvmord.
Ikke særlig langt fra Gracie, dukker der en gruppe soldater op for at finde så mange overlevende som muligt. Især en helt særlig soldat kan ikke stoppe sin besættelse der omfatter, at han vil redde enhver. Vil denne soldat redde den vigtigste af alle? Det er jo sådan, at hvis Gracie forsvinder, forsvinder resten af menneskeheden med hende.

12Likes
5Kommentarer
618Visninger
AA

4. First Step: ♥

 


 

Skrigene blev højere, og jeg kunne mærke mine trommehinder blive skadet. Jeg kneb øjnene sammen af smerten, der jog gennem min hjerne. Bragene var så høje, at jeg måtte dække mine ører til med mine hænder. Jeg bed mig hårdt i læben og kunne mærke mit hjerte banke hårdt i mit bryst. Jeg åbnede mit ene øje på klem og stirrede ud mod det ødelagte landskab. Der var ikke længere noget smukt sted tilbage på planeten, det kunne jeg garantere. Alt det smukke var væk. 

"Gracie, min kære, du er nød til at rejse dig op!" halvhviskede min mor med bekymring i stemmen, i det hun satte sig på hug foran mig. Hendes mørkeblå øjne søgte mine, og jeg mærkede straks en indre trang til at lade tårerne flyde ud, men jeg stoppede dem. 

"Jeg er bange, mor," hviskede jeg tilbage og kiggede direkte ind i hendes øjne, der blev varme og udtrykte den typiske moderkærlighed. 

Hun gav mig et lille bitte smil, før hun lod sine fingre glide ned af mit hår. Hendes øjne forlod ikke mine, da hun skilte læberne ad, for at lade ordene komme ud. 

"Det er jeg også," mumlede hun og så mig sørgmodigt i øjnene. "Men vi er nød til at kæmpe, ikke også?" konstaterede hun med det lille smil hængende på læberne. 

Jeg nikkede kort. "Er der flere mennesker der ude?" spurgte jeg nysgerrigt om og fumlede efter hendes hånd, til jeg fik fat i den. Hun gav min hånd et varmt klem. 

"Det er jeg sikker på, der er, men Gracie.." Hun stoppede kort, og for første gang siden hun havde sat sig ved siden af mig, veg hun sit blik væk fra mit. Hun lod sin anden hånd falde oven på vores hænder. Hun kiggede mig i øjnene igen. 

"Du skal huske på, at hvis der sker mig og din far noget, skal du bare løbe, og du må ikke se dig tilbage. Lover du mig det?" hviskede hun til sidst og borede sine øjne ind i mine. 

Jeg sank en klump, før jeg nikkede. "Det lover jeg dig, mor." Jeg kiggede hende længe i øjnene, lige indtil hun trak mig ind i et kram. Et kram, der betød al verden for mig. Hendes varme blandede sig med min, og hun strammede grebet om mig. Jeg begravede mit hoved i hendes bryst og lukkede øjnene i. Efter alt det, der var sket, gled den trygge fornemmelse ind over mig. 

"Vi elsker dig skat, det skal du altid huske. Lige meget hvad der sker, er vi altid hos dig," hviskede hun mod mit hovedbund og efterlod et ganske lille kys. Jeg nikkede endnu engang og nød øjeblikket, for jeg vidste, det ikke ville vare længe. Bragene kunne stadig høres, og skrigene var lige så høje. Jeg vidste at om lidt, skulle vi bevæge os ud i det kaos. Om vi ville overleve eller ej, ville tiden vise. Men jeg kunne ikke benægte, at jeg var skrækslagen. Bare tanken om de modbydelige bæster fik mit hjerte til at hamre. 

"Mor ... Tror du på Gud?" spurgte jeg pludselig om og trak mig lidt væk fra hende. Hendes blonde hår ramte kort min næse, før jeg så ind i hendes øjne. 

"Selvfølgelig gør jeg det. Det er fantastisk at tænke på, der er en til at passe på dig, er det ikke?" svarede hun med et smil på læberne, og jeg nikkede endnu engang. Jeg kunne ikke andet end at nikke. 

"Men jeg tror ikke på, der er en Gud, for når det kommer til beskyttelse, er I de eneste, jeg tænker på." Mine ord lød så høje, trods min stemme var så lav. Min mor spærrede øjnene op i et split sekund, før varmen var til at finde igen.

"Jamen kære, jeg og din far kan ikke altid være ved din side. En dag må du stå på egne ben," svarede hun og stirrede ind i mine øjne. Jeg sagde ikke noget, for jeg havde travlt med at tænke på, at jeg en dag kunne miste mine forældre. Hvad ville der ske til den tid? Hvad ville jeg gøre? Jeg gøs ved tanken og skubbede den derfor væk. 

"Husk på, at du er noget specielt," sagde min mor stille. Jeg rynkede brynene, men jeg nåede ikke at svare hende.

Jeg formåede at rejse mig brat op, da døren blev slået op til det lille, firkantede og tomme rum, vi var i. 

Min far stod forpustet i døren. Hans øjne var opsilede af skræk og bekymring, i det han sprang tværs over lokalet, hvilket fik min mor til at rive mig ned bag hende. Det hele skete så hurtigt, at jeg kun mærkede smerten, der gik fra min nakke og ned til min rygrad. Høje skud blev fyret af, og lyde af noget gnaskende og væmmeligt ramte mine ører. Øjeblikkeligt rejste jeg mig op og bed smerten i mig, da jeg fik øje på de afskyelige individer, som forsøgte at presse sig ind af døren, som min mor brugte alle kræfter på at smække i, mens min far fyrede skudene ud af sin pistol. Min krop stivnede, og jeg kunne ikke andet end at glo på min fars anstrengte ansigt og min mors rædselsslagne ansigt.

Mit hjerte bankede hurtigt, og jeg kunne mærke min krop ryste kraftigt. Jeg forsøgte at tage mig sammen, men det var som om, min hjerne ikke adlød. 

"Gracie! Hjælp!" skreg min mor med en stemme, jeg aldrig havde hørt før. Omgående rystede jeg på hovedet af mig selv, før jeg nærmest kastede mig hen mod døren, som jeg brugte al min styrke på at skubbe ind mod, men de andre skabninger havde hørt skudene, og der dukkede derfor flere og flere op. 

"Vi kan ikke holde den længere," råbte jeg bange til min mor. Var det her slutningen? Var det her enden på vores liv? Var det sådan, vi skulle dø?

"Libby! Tag Gracie og løb, nu!" råbte min far højt gennem alt larmen, men jeg kunne sagtens høre ham. Mit hjerte bankede i et uregelmæssigt tempo i mit bryst, og jeg spærrede langsomt øjnene op. Jeg nåede ikke at svare, da min mor tog hårdt fat om min arm. Rummet var ikke særlig stort, men der var tre vinduer. Der blev kastet en stol mod et af vinduerne, der gik itu. Jeg havde lyst til at råbe til min far, at han skulle løbe med os, men jeg blev trukket tilbage af min mor.

"Han skal nok klare den, spring!" råbte hun højt, i det hun selv sprang ned mod jorden, som lå 2 meter nede. Hun rejste sig straks op og kiggede på mig, der tøvede med at springe, men jeg tog mig sammen, da jeg kunne høre de gnaskende lyde igen. Jeg lukkede øjnene og mærkede luften, der slog mig i ansigtet. På omkring tre sekunder kunne jeg mærke den hårde jord under mig. Jeg slog øjnene op og opdagede, at jeg landede på mine knæ. 

"Skynd dig," råbte min mor og tog fat i min arm. Hun trak mig op og stå, og derefter løb vi. Bragene kunne stadig høres, og mit hjerte arbejdede på højtryk. Hele min krop rystede, da vi blev stoppet af et par stykker af de væmmelige væsner, som trådte ind foran os. 

"Yahl, bahl," hvæsede en af dem, som stirrede på os. Den stak sin tunge ud og slikkede sig rundt om ansigtet, før den hujede. At tænke på de engang var mennesker, fik mig til at gyse. 

"Jeg er nød til at kæmpe mod dem, de er for mange til vi kan stikke af," råbte min mor til mig og skubbede mig hen mod en sten. "Gem dig bag den!" 

Jeg kunne ikke andet end at adlyde, selvom jeg havde en stor trang til at protestere. Hvis jeg kunne få en pistol, kunne jeg hjælpe hende, men mine forældre var for overbeskyttende. De behandlede mig som om, jeg var noget ganske særligt. Jeg var deres datter, men jeg måtte da også kæmpe. 

Jeg stak mit hoved en smule op, da jeg kunne høre adskillige skud blive affyret. Mit blik gled rundt, til det landede på min mor. Hun havde dræbt et par af dem, men hendes skud havde tiltrukket flere, som var på vej mod hende. Hun forsøgte at skyde dem alle, men hun havde ikke opdaget, at der var nogle på vej bag hende. 

"Mor, bag dig!" skreg jeg, men det var for sent. Den angreb hendes ben, som den hårdt bed i, hvilket resulterede i et højt skrig fra min mor, før hun skød den. Men det betød ikke noget, at hun havde skudt den. 

Hun var inficeret, hun ville blive som en af dem. 

Tårerne væltede straks ned af mine kinder, og jeg begyndte at hulke højt, da jeg kunne høre endnu et skrig fra hende. Jeg kunne intet stille op.

Flere skrig lød, og jeg hulkede så dybt, at jeg kunne mærke smerten i mit hjerte. Det var som om, mit hjerte knækkede af sorg. 

Med tårer i øjnene vendte jeg mig straks om, da jeg fik øje på min far. Han skød nogle af bæsterne, der kom i mod ham, men det var lige indtil han så min mor, som blev ædt op. Jeg hulkede og skreg højt, hvilket fik min far til at kigge hen mod mig. 

"Gracie!" råbte han højt, før han blev angrebet bagfra. 

"Far!" skreg jeg hulkende, da han blev bidt i halsen og en stråle af blod flød ud. Jeg rystede på hovedet. "Nej, nej, nej!" skreg jeg med tårer i øjnene, men uheldigvis opdagede en af bæsterne mig. 

Det var da jeg huskede på min mors tidligere ord.

"Du skal huske på, at hvis der sker mig og din far noget, skal du bare løbe, og du må ikke se dig tilbage."

Jeg rejste mig op og afslørede derved også mig selv. Jeg kiggede rundt, før jeg løb. Jeg anede ikke hvor hen, jeg skulle bare væk. 

Jeg løb gennem gaden og kunne høre nogle af dem var lige bag mig. Med tårerne rendende ned af mine kinder, løb jeg hurtigere end nogensinde før. Biler var smadret, blod var alle vegne, og det brændte nogle steder. 

Jeg bed mig hårdt i læben, da jeg fik øje på en bil, der ikke var som alle andre. Det var en gammel volvo, men forlygterne lyste, hvilket betød, den virkede. 

Jeg lavede et gadedrengehop hen over en forholdsvis stor sten, før jeg løb videre hen mod bilen. Da jeg var nået hen til den, hoppede jeg straks ind og lukkede døren efter mig. Jeg startede med at låse alle dørerne, før jeg trykkede foden i bund. Bilens hjul lavede en susende lyd, før jeg kørte mod den vej, jeg løb. De kom alle fra den højre side, hvilket fik mig til at dreje mod den venstre, før jeg kørte af sted. 

Jeg sørgede hele tiden for at have blikket på vejen foran mig. Tårerne trillede stadig ned af mine kinder, da jeg kørte ind i en skov. Træerne omkring mig var enten for store eller for små, og det føltes næsten som om, jeg kørte i en uendelig labyrint. Jeg bed mig hårdt i underlæben, da jeg kunne mærke mit hjerte synke ned af smerten. 

Jeg kørte ud af skoven og ud på en tom vej, hvor jeg stoppede bilen. Jeg kiggede tilbage, men det behøvede jeg ikke, for jeg var alene på vejen. Solen skinnede ind i bilen, og det var der, jeg fik øje på et spejl, der var en smule knust. Med en rystende hånd tog jeg den op. Mit hjerte sprang et slag over, da pigen i spejlet mødte mig. Var det mig?

Jeg lod min hånd glide ned af min kind og rynkede brynene. Pigen i spejlet gjorde nøjagtigt det samme, hvilket fik mig til at synke en klump. Jeg åbnede døren til bilen og blev straks mødt af en varm sol, men det eneste jeg gjorde var at smide spejlet på orden, så det gik i stykker. Jeg begyndte at hulke og lænede mig op af bilen.

De var væk, de var virkelig væk. Jeg havde altid sagt til mig selv, at vi var anderledes, og at vi derfor ville overleve dette, men jeg tog fejl. Vi var ikke overnaturlige, vi var stadig mennesker, og vi kunne derfor også dø. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg havde ikke noget mad, jeg havde ingen til at passe på mig, jeg havde ikke vand, jeg havde intet. 

Tanken fik mig til at hulke højere end nogensinde før, og et par skrig af smerte slap ud af mine læber, i det jeg i en hastig bevægelse bankede min hånd mod ruden bag mig. En smerte bredte sig straks, men jeg tog mig ikke af det. Det betød ikke noget. Intet betød noget længere.

Jeg skreg ud i ensomheden med et knust hjerte, men ingen kunne høre mig udover mig selv. Jeg havde ikke længere nogen, og jeg kunne straks mærke mit hjerte falde fra hinanden - langsomt og pinefuldt. 

 

 

Jeg var alene.

 

 

 

 


"I'm going under, drowning in you. I'm falling forever."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...