Between good and evil - forbidden love

Forestil dig dette: Den mest magtfulde person i landet bliver pludselig kidnappet af onde kræfter. Hvad gør man ved det? Man udsender selvfølgelig nogen, der kan få denne såkaldte person tilbage.
Dette er tilfældet på skolen HKM-heksenes akademiske magiskole, hvor inspektøren, der også er landets mest magtfulde magiker, hr. Charm, bliver kidnappet. Det er nu op til pigerne Lily og Arianna, at redde ham. Men deres mission viser sig snart at være mere avanceret end som så, for da de møder den mystiske dreng, James, bliver deres følelser sat på prøve. Hvem er denne James? Hvad vil han dem? Overvinder de den forbudte kærlighed? Og vigtigst af alt, er de i stand til at fuldføre deres mission?

9Likes
13Kommentarer
968Visninger
AA

9. 6. Kapitel

Parsifë rækker ud efter det smadrede sølvspejl på stenbordet. Hun havde lige så fint tilbudt mig en makeover, der skulle hjælpe mig med min åndsvage opgave. Ha! Makeover! Snare en ansigtsoperation med al den tid hun havde brugt!

Parsifë vender spejlets glasside ind mod sit bryst. Hun kigger på spændt på mig, mens hun lader sin tung glide over de røde læber.

"Er du klar, lillebror?" Jeg sender hende et irriteret blik og nikker sagte. Hun smiler lumsk. Jeg kan mærke en stor klump danne sig i min hals. Når Parsifë smiler på den måde, kan det kun betyde noget slemt.

Vreden begynder at syde og boble inde i mig. Hvorfor i al verden havde jeg dog også sagt ja til den makeover? For det først er makerover noget for piger, ikke for onde krigere som mig. For det andet, hvis min far nogensinde finder ud af, at jeg faktisk har sagt ja til sådan en makeover, vil han bogstaveligt talt slå mig ihjel. Og for det tredje, så har jeg nu fået ødelagt mit smukke ansigt af min søsters "makeover".

Parsifë vender spejlet mod mit ansigt, så jeg kan se hendes mesterværk. Hun blotter sin vide tænder i et stolt smil.

"Tadaa!" Jeg flår spejlet ud af hendes små hænder og stirre med vantro i øjnene på mit nye jeg. Jeg er fuldkommen målløs! Dette spejlbillede kan da umuligt være mit? Jeg lader en hånd glide over min blege hud.

Arret i venstre tinding er væk. Fuldkommen forsvundet!  Og mine øjne! Før var de sorte og onde, præcis ligesom Parsifës. Men nu, nu er de klare og havblå.

Jeg kigger på min blege hånd, der knuger hårdt om spejlets skaft og bemærker, at mine negle er pænt klippet til.

Jeg lader mit blik køre op til mit hår i det ødelagte spejl. Det var kridhvidt. Jeg smiler, tilfreds med mit nye udseende. Måske er min søster ikke så slem, når det kommer til stykket?

Endnu engang lader jeg mit blik køre rundt i mit ansigt i spejlet, og mit smil bliver bredere og bredere.

Men så opdager jeg det. Mine tænder. De er skinnende hvide, så hvide, at jeg nok ikke ville have et problem med at spejle mig i dem. Men det er ikke så meget det. Mine før skarpe, næsten vampyragtige, tænder er blevet slebent ned til ukendelighed! Hvad har hun gjort ved mine tænder!?

Vredt kaster jeg, det i forvejen smadrede, spejl fra mig. Det lander direkte på det hårde gulv og glasskår flyver både til højre og venstre. Rasende rejser jeg mig fra den stol, jeg har siddet på, og rusker vredt i min søster.

"Hvad har du gjort ved mine tænder?! Hvad har du gjort ved dem?" Parsifë smiler koldt og tysser på mig. Hun skubber mig blidt ned på stolen igen.

"Jeg har filet dem ned, lille Jamie," siger hun med en hvislende stemme. I min fantasi kvæler jeg hende lige nu, men jeg behersker mig.

"Hvorfor har du filet dem ned?" Jeg kniber øjnene sammen og stirrer ondt på hende. Hun slog en skinger latter op. Jeg knurrer vredt af hende.

"Persifë!" Hun kigger på mig med hendes mørke øjne. Hendes røde læbestift glinser i den dunkle belysning.

"Helt ærligt, kæreste, tror du selv, at der er nogen, der gider kysse med en, der har vampyrtænder?" Mit ansigt forvrænger i en væmmende grimasse. Kysse? Jeg kan mærke kvalme stiger længer og længere op i min hals. Bare tanken om at skulle kysse sådan en... en... engletøs gjorde mig dårlig.

Jeg stirrer kvalmende på min søster, mens jeg forsøger at holde mit opkast tilbage.

"Hvem har sagt, at jeg skal kysse dem?" Persifë vender ryggen tilbage og siger så sukkersødt:

"Ingen, kære lillebror, men hvis du vil have deres fulde loyalitet, bliver du nødt til at kysse dem. Du ved hvilke kræfter dit kys har." Jeg tænker lidt over det for mig selv. Det er skam sandt det, hun siger. Mit kys kan få en hver til at fortabe sig i mig, jeg kan styre dem, hvis jeg vil. Men ikke i livet om, jeg vil kysse sådan nogen engletøser. Aldrig.

Persifë styrrede nynnede over mod den rådne egetræsdør med et tilfreds udtryk.

"Jeg må gå nu, James, men held og lykke på din mission." Hun knipser med fingrene og i næste nu er hun væk i en mørk røgsky. I et stykke tid sidder jeg og betragter den sorte røgsky. Jeg ryster sagte på hovedet. Hvorfor kan hun ikke bare bruge døren som alle andre? Det er et sandt mysterium.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...