SKUMRING

"Et af hendes første tydelige minder var Helenas vidtåbne blik, da Sofie stod i døråbningen dækket af mudder efter at have leget i regnvejret. Og hvordan Helena var fuldstændig tavs, imens hun fandt sæbe, opvaskemiddel, børster, klude og svampe for at skrubbe mudderet af Sofies hud, indtil den var helt rød og rå. "

Sofies tilværelse hos sin familie, har altid været meget stille, meget hvid og meget ren. Ved skumring skal hun endelig væk.

1Likes
0Kommentarer
372Visninger

1. .

Den sorte kuffert skilte sig ud fra lejligheden som kul i sneen.

I den lille stue var alle overflader malet i mælkehvid, eller en i svag tone af æggeskal, som der stod på farvekortene i sidste uge. De glatte vægge havde aldrig været en anden farve, men sofaerne blev hyppigt skiftet ud for at vedligeholde det rene og fejlfrie udseende.
Det var nu meget godt, at de aldrig havde fået hund, tænkte Sofie og rettede sig op ad væggen. Over hendes hoved tikkede det store plastik-ur, og med hvert sekund kom skumringen udenfor tættere og tættere på. Lyset igennem de store vinduer blev svagere, skyggerne på gulvet gled op ad væggene og snart havde Sofie stået i en time, hvor hun til sidst stod i gråt. Det var nu, tænkte Sofie, at lejlighedens sande farve kom til live. Selvom alting var hvidt, uforstyrret og poleret, pudset og fingjort ned til mindste detalje, var det bart. Gråt. Sofaen var uberørt; der var kun en svag aftegning på stolen i hjørnet. Væggene var tomme, sofabordet fri for servietter og kaffekopper, og selv køkkenet stod bart, uden magneter eller billeder på køleskabet. Hele lejligheden bestod af den samme hvide farve, og de samme tomme møbler, og der var ikke én ridse i det spejlblanke gulv.
Sofies tilværelse med sine forældre Helena og Allan, havde altid været meget stille.

Et af hendes første tydelige minder var Helenas vidtåbne blik, da Sofie stod i døråbningen dækket af mudder efter at have leget i regnvejret. Og hvordan Helena var fuldstændig tavs, imens hun fandt sæbe, opvaskemiddel, børster, klude og svampe for at skrubbe mudderet af Sofies hud, indtil den var helt rød og rå.
Sofie strejfede ubevidst sine arme, da hun tænkte på det, og lænede hovedet imod væggen, så urets vibrationer gik igennem hende.

Hun skulle væk herfra.

Kufferten var pakket, fint og nydeligt som alting altid havde været, med hendes fire stykker tøj og oplader til hendes mobil. Jo hurtigere uret tikkede sig frem til klokken seks, jo bedre.

Eftersom væggene var i hele huset, og Sofies værelse aldrig rigtig havde været hendes, med Helena og Allan altid malende og opryddende og kommende med friske hvide sengelagner, havde hun ikke rigtig noget at tage med. Sig selv, vel og sit tøj. Hun ville efterlade nøglen på køkkenbordet, så Allan ville finde den, når han kom hjem, hvis han da ikke så det manglende tøj i hendes kommode, når han ville tjekke den for støv og fnuller. Det gjorde han tit; daglige ture i alle rum. Imens Helena ikke kunne klare bakterier, gik Allan altid rundt med en ruller, så han kunne fjerne alt hår og støv og nullermænd på deres tøj i løbet af dagen. Han fik dog ikke det samme, stramme ansigtsudtryk som Helena gjorde, når hun fandt noget spildt kaffe eller en edderkop. Allan begyndte i stedet at bevæge fingrene ukontrolleret over den nærmeste overflade, som om de spillede på et usynligt klaver, hvis der ikke havde været en klud over bordet den sidste halve time.
Sofie havde selv sine små fobier; hun afskyede en fremmed hånd, og ville helst enten se eller høre vandet fra vandhanen, der vaskede den, inden hun overhovedet kunne holde ud til røre den. Helena havde altid skrubbet hendes hænder efter skole og børnehave med en kløende sæbe, der vist skulle bruges til gryder. ”Så bliver de helt skinnende,” havde Helena sagt, hver gang Sofie jamrede sig over kløen.
Og Sofie havde selvfølgelig taget et sidste og grundigt håndbad inden hun gik hen til væggen, efter at have pakket sine ting sammen. Hun ville bo hos en af sine venner tre byer væk, og havde også sin pung med sit kort til at tage toget med. Så snart Sofie havde været gammel nok, havde hendes forældre givet hende et kort til at betale med. Helena hadede mønter.

Om tolv minutter ville hun være på vej. Det var selvfølgelig snavset udenfor, men hun havde taget sine handsker på, for at hun kunne klare det offentlige tog. Hun glædede sig nu alligevel til at få en lugt, få mudder i ansigtet igen og noget snavs under neglene. En dag. Bare at tænke på at være den samme fireårige igen, som plaskede sammen med nabodrengen rundt i mudderet, gav hende sommerfugle i maven, og svævede omkring hendes hoved som en drøm. En dag.

Om fire minutter.

Lyden af en drejende nøgle forstyrrede urets regelmæssige rytme, og Sofie kiggede brat hen på hovedøren i samme takt, som den fløj op. Helena stod pakket ind i en lang, grå jakke, sit lange blonde hår sat stramt op i en knold som Sofies.

De var begge stille imens de kiggede på hinanden, før Helena spurgte:
”Hvorfor står du dér?”
Sofie trak vejret to gange, før hun svarede.
”Jeg memorerer lejligheden.”
Helena stod stadig med hånden på hoveddøren og kiggede søgende på hende, før hun smækkede døren i, og meget langsomt begyndte at tage sine sko af.

Om tre minutter.

”Har du set Allan?” spurgte Helena, mens hun bøjede sig over det lille stativ med sko.
Sofie rystede først på hovedet, men huskede så, at hun ikke kunne se det, og sagde stille:
”Nej, han er stadig på arbejde.”
Helena sagde ikke mere, men gik i stedet ind i stuen og hen imod stolen for at sætte sig. Der var de begge to et minut, begge kiggende ud i luften til den kendte lyd af urets tikken, inden Helena rejste sig op og gik hen til Sofie.
Sofies muskler trak sig sammen, da Helena kom helt tæt på hende, og Sofie bed kæben sammen, da hendes hænder kom op til hendes hår.
Beskidt, spydt, salv, tyggegummisnask, beskidt, håndsved, bumser pus ørevoks urin beskidt beskidt beskidt
Helena tog godt fast om knolden og strammede den ind, og fiksede de små hår, der fløj udenfor elastikkerne. Sofie kiggede undrende på hende. De var aldrig så tæt på hinanden.

Helena gav hende et meget kort smil, inden hun satte sig ned i stolen igen. Så blev klokken seks og Sofie tog kufferten fra bordet og lukkede hoveddøren for sidste gang. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...