Den pige..

En kort novelle om en pige, der gemmer sig bag en stor hættetrøje.

- Had.
- Cutting.
- Mobning.
- Tårer.

2Likes
0Kommentarer
225Visninger

1. Broken.

Her fake smile

The story behind those never ending tears.

Her pain, nobody notices.

The hidden scars, under her hoodie.

Nobody sees.

Nobody notices.

Nobody cares...

Untill it's too late.

R.I.P

 

Stille gik hun ned af den tomme gang.

Hun havde sin taske på ryggen, og en ALT for stor hættetrøje på.

Jeg kiggede på hende, og så en lille tårer glide langsomt ned af hendes kind.

Hun tog sin hånd op foran ansigtet, og fjernede den.

Et sekund efter, gled der pludselig et hav af tårer ned, som om hver evig eneste tårer

havde en uendelig historie bag sig.. Og det havde de sikkert!

Jeg fulgte tårerne som gled ned langs kinden på hende.

Ned til hendes hage, og så hårdt ned mod gulvet.

 

Jeg stod bare der og kiggede.

Jeg hjalp hende ikke engang.

 

Hendes skridt blev med et, en del hurtigere, og hun gav sig til at løbe.

Jeg reagerede ikke på de andre omgivelser.

Jeg tog mig bare til at løbe efter hende.

 

Jeg fandt hende sidde på en bænk, ude i skolegården..

Hun havde sine hænder op foran hovedet, som om at ingen måtte se hende græde.

 

Jeg gik hen og satte mig ved siden af hende, men hun bemærkede mig dog ikke.

Stille prøvede jeg lige på at lægge min arm om hende, og fortælle at alting nok skulle gå, men nej..

Min arm gled igennem hendes skulder, og ned på bænken.

Jeg prøvede endnu engang at tage min arm om hende, men det lykkedes stadig ikke.

Så jeg gav op.

Hun kunne alligevel ikke se mig, eller mærke noget.

Jeg sad bare ved siden af hende.

Jeg kunne intet gøre.

Jeg var der bare.

 

Hun rejste sig op, og gik ned mod bussen.

Hun fjernede lige den nyeste tårer, og prøvede på at helst kigge ned så ingen bemærkede at hun græd.

.. Men man kunne simpelthen ikke undgå at se hendes brune øjne, som nu iøvrigt var pænt røde.

Man kunne tydeligt se at hun havde grædt, og var sønderknust.

 

Bussen kom, og hun steg på.

Jeg gik selvfølgelig lige bag hende.

Hun bemærkede mig stadig ikke.

 

- Vi steg af, lige foran hendes hoveddør.

Hun låste døren op, og løb ind.

Hendes ting kastede hun bare ud på gulvet, og så løb hun op på sit værelse.

Hun kastede sig op på sin seng, og hulkede.

Den pige havde ærligt ikke fortjent det, hvad end der nu var sket.

 

Hun greb fat i sin dagbog, som lå gemt inde, i hendes pudebetræk.

Hun fiskede en blyant op fra gulvet, og begyndte at skrive i bogen.

Jeg kravlede lige hen til hende, og fulgte med i det hun skrev.

 

"Ingen kan lide mig.

De beder mig om at dø.

De ser ikke mine ar, og de lægger ihvertfald hellere ikke mærke til dem.

De er så ligeglade.

Gennem hele mit liv er jeg blevet mobbet..

Lige siden børnehaveklassen, og nu her, til 8. klasse.

Kan de ikke se at jeg er knust?
Kan de virkelig ikke se at jeg er "fed up"?

Kan de ikke se at jeg ikke kan mere?

Ingen kan se det, men..

Lige så snart jeg er væk, vil alle spørge til hvem, og hvad jeg var.

Eller nej.. Alle er jo ligeglade.. Thh.. Det jo bare mig.

Men..

Snart er jeg væk.

SNART!"

 

Jeg kiggede på hende, og alt gik straks op for mig.

Nu vidste jeg hvad der foregik oppe i den "lille" piges hovede.

Jeg vidste alt.

Det var rædsomt.. Ikke til at tro!

Det hele gik op for mig. 

Alt.

 

Pigen tog sin arm under sengen, og fiskede et barberblad op.

Jeg prøvede at hive det ud af hånden på hende, men jeg kunne ikke få fat på det.

 

Hun skar nogle rifter på sin arm, og hun gjorde dem dybere, og dybere..

Lige til blodet bare flød ud.

Hendes arm var nu fyldt med blod, og hun græd igen.

"JEG VIL IKKE MERE!" råbte hun.

 

Jeg kunne ikke klare at se pigen have det sådan.

Det kunne jeg virkelig ikke.

Nej.

Jeg valgte så, at gøre noget ved det.

Jeg tog pigen.

Jeg tog hendes sjæl, med op til mig.

For hun havde det præcis ligesom jeg havde det, før jeg tog mit liv.

 

Den pige fortjente bedre.

Den verden behandlede hende som skrald.

Jeg lod hendes krop blive liggende på sengen, men hendes sjæl var i mine hænder.

Hun ville få det meget bedre her, hos mig.

 

Se hvordan deres ord ødelagde hende.

Se hvad de gjorde ved hende.

Hun kunne ikke mere.

Hun havde givet op.

Hun var knust.

 

Fra den dag, tog jeg mig af hende.

Hun er sikker hos mig.

 

R.I.P

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...